9.2.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 37/21
Sag anlagt den 17. december 2007 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Hellenske Republik
(Sag C-559/07)
(2008/C 37/31)
Processprog: græsk
Parter
Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved M. Patakia og M. van Beek)
Sagsøgt: Den Hellenske Republik
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Den Hellenske Republik har tilsidesat forpligtelser i henhold til artikel 141 EF, idet den har opretholdt bestemmelser om forskellig pensionsalder og forskellige krav for mindsteancienniteten for mænd og kvinder i den græske lov om civil- og militærpensioner.
—
Den Hellenske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
1.
Efter at Kommissionen havde undersøgt de gældende bestemmelser i den græske lov om civil- og militærpensioner, fastslog den, at disse bestemmelser fastsætter, at kvinder bliver pensionsberettiget i en alder, der er forskellig fra den, der gælder for mænd, og under forskellige betingelser for så vidt angår den krævede mindsteanciennitet.
2.
Kommissionen mener på baggrund af Domstolens praksis, at disse pensioner, som betales af arbejdsgiveren til en tidligere ansat som følge af deres arbejdsforhold, udgør en løn som omhandlet i artikel 141 EF. Kommissionen anfører videre, at henset til karakteren af de pågældende pensionsordninger, hvorved pensionen fastsættes på grundlag af varigheden af det udførte arbejde samt arbejdstagerens løn, inden han blev pensioneret, udgør pensionsmodtagerne en »kategori af arbejdstagere«, eftersom finansieringen og forvaltningen af pensionsordningen ikke udgør en afgørende faktor for anvendelsen af artikel 141 EF.
3.
Kommissionen anfører endvidere, at betingelserne for anvendelse af artikel 141, stk. 4, EF, om specifikke fordele, der har til formål at gøre det lettere for det underrepræsenterede køn at udøve en erhvervsaktivitet, ikke er opfyldt.
I dette tilfælde bidrager de pågældende bestemmelser ikke til at afhjælpe de problemer, som kvinder kan konfronteres med under deres erhvervsaktivitet, men fremmer derimod deres udtræden fra arbejdsmarkedet.
4.
Kommissionen anfører endvidere, at den påberåbte begrundelse, der er baseret på risiko for funktionsforstyrrelser i statsadministrationen med en heraf følgende fastsættelse af overgangsbestemmelser, heller ikke er overbevisende, eftersom de heraf følgende finansielle konsekvenser for en medlemsstat ikke som sådan begrunder en tidsbegrænset anvendelse af fællesskabsrettens bestemmelser, og Den Hellenske Republik ikke reelt har godtgjort forekomsten og indholdet af de påberåbte funktionsforstyrrelser.
5.
Kommissionen mener derfor, at Den Hellenske Republik har tilsidesat forpligtelser i henhold til artikel 141 EF, idet den har opretholdt bestemmelser om en forskellig pensionsalder og forskellige krav for minimumsanciennitet for mænd og kvinder i den græske lov om civil- og militærpensioner.
Full & Egal Universal Law Academy