RETTENS DOM (Ottende Afdeling)
29. marts 2012 ( *1 )
»Konkurrence — misbrug af dominerende stilling — de spanske markeder for internetadgang via bredbånd — beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 82 EF — fastsættelse af priser — prispres — loyalt samarbejde — ultra vires-anvendelse af artikel 82 EF — retssikkerhed — beskyttelse af den berettigede forventning«
I sag T-398/07,
Kongeriget Spanien ved abogado del Estado N. Díaz Abad,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved F. Castillo de la Torre, É. Gippini Fournier og K. Mojzesowicz, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2007) 3196 endelig af 4. juli 2007 om en procedure i henhold til artikel 82 [EF] (sag COMP/38.784 – Wanadoo España mod Telefónica),
har
RETTEN (Ottende Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, L. Truchot, og dommerne M.E. Martins Ribeiro (refererende dommer) og H. Kanninen,
justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 8. juni 2011,
afsagt følgende
Dom
Sagens faktiske omstændigheder
1
Telefónica SA er moderselskabet i Telefónica-koncernen, den tidligere statslige monopolvirksomhed i telekommunikationssektoren i Spanien. I løbet af den periode, som er omhandlet i Kommissionens beslutning K(2007) 3196 endelig af 4. juli 2007 om en procedure i henhold til artikel 82 [EF] (sag COMP/38.784 – Wanadoo España mod Telefónica) (herefter »den anfægtede beslutning«), dvs. fra september 2001 til december 2006, leverede Telefónica bredbåndsydelser via sit datterselskab Telefónica de España SAU (herefter »TESAU«) såvel som via to andre datterselskaber, Telefónica Data de España SAU og Terra Networks España SA, som fusionerede med TESAU henholdsvis den 30. juni og den 7. juli 2006 (11., 13. og 19.-21. betragtning til den anfægtede beslutning). Telefónica og dets datterselskaber (herefter »Telefónica«) udgjorde én og samme økonomiske enhed under hele den periode, som er omhandlet i undersøgelsen (12. betragtning til den anfægtede beslutning).
2
Inden den fuldstændige liberalisering af telekommunikationsmarkederne i 1998 ejedes Telefónica af den spanske stat og havde et lovbestemt monopol på levering i detailsektoren af telekommunikationstjenester pr. fastnet. Nu driver selskabet det eneste netværk for fastnettelefoni, som dækker hele det nationale område (13. betragtning til den anfægtede beslutning).
3
Den 11. juli 2003 indgav Wanadoo España SL (nu France Telecom España SA) en klage til Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, hvori selskabet gjorde gældende, at den margen mellem engrospriserne, som Telefónicas datterselskaber anvendte over for deres konkurrenter for engroslevering af bredbåndstilslutninger i Spanien, og detailpriserne, som de anvendte på de endelige brugere, ikke var tilstrækkelig til, at Telefónicas konkurrenter kunne konkurrere med selskabet (26. betragtning til den anfægtede beslutning).
4
Den 18. november 2004 fremsendte Kommissionen en anmodning om oplysninger til Comisión del Mercado de las Telecomunicaciones (det spanske nævn for telekommunikationsmarkedet, herefter »CMT«).
5
Den 17. december 2004 sendte Kommissionen en e-mail til CMT med henblik på at indhente yderligere oplysninger i forhold til dem, som den havde anmodet om den 18. november 2004. Den tilsendte også CMT en anmodning om supplerende oplysninger den 17. januar 2005.
6
Den 20. december 2004, den 26. januar og den 2. februar 2005 besvarede CMT Kommissionens anmodninger om oplysninger af 18. november og 17. december 2004 og af 17. januar 2005.
7
Den 20. februar 2006 fremsendte Kommissionen en klagepunktsmeddelelse til Telefónica, som besvarede den den 19. maj 2006 (27. betragtning til den anfægtede beslutning).
8
Den 15. maj 2006 oplyste Kommissionen CMT om, at hvis det ønskede at deltage i høringen, skulle det anmode høringskonsulenten herom. Den 24. maj 2006 tilsendte Kommissionen CMT en ikke-fortrolig udgave af klagepunktsmeddelelsen og opfordrede nævnet til skriftligt at fremsætte sine bemærkninger.
9
En høring fandt sted den 12. og 13. juni 2006 efter en anmodning herom fra Telefónica. Sidstnævnte, klageren og andre interesserede parter har haft lejlighed til at blive hørt og fremsætte bemærkninger til de problemer, som Kommissionen har henvist til i klagepunktsmeddelelsen (30. betragtning til den anfægtede beslutning). CMT har fremsat mundtlige bemærkninger. CMT besvarede den 26. juni 2006 flere spørgsmål stillet af klageren under høringen.
10
Kommissionen tilsendte den 11. januar 2007 Telefónica en skrivelse, hvori den anmodede selskabet om at fremsætte sine bemærkninger til de konklusioner, som Kommissionen påtænkte at drage på grundlag af nye faktiske omstændigheder, som ikke var nævnt i klagepunktsmeddelelsen. Telefónica besvarede skrivelsen den 12. februar 2007 (31. betragtning til den anfægtede beslutning).
11
Formanden for CMT fremsendte den 12. juni 2007 en skrivelse til Kommissionen, hvorved han oplyste den om konsekvenserne af den anfægtede beslutning fra et lovgivningsmæssigt synspunkt og beklagede manglen på et reelt samarbejde mellem Kommissionen og CMT under proceduren. Kommissionen besvarede denne skrivelse ved en skrivelse af 21. august 2007.
12
Den 14. juni 2007 afholdtes et møde mellem Kommissionen og CMT.
13
Den 15. juni 2007 deltog CMT i sin egenskab af sagkyndig i et møde i Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål fastsat i artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EFT 2003 L 1, s. 1).
Den anfægtede beslutning
14
Kommissionen vedtog den 4. juli 2007 den anfægtede beslutning, der er genstand for denne sag.
15
I den anfægtede beslutning identificerer Kommissionen for det første tre markeder for de omhandlede produkter, nemlig et detailmarked for bredbånd og to engrosmarkeder for bredbånd (145.-208. betragtning til den anfægtede beslutning).
16
Det omhandlede detailmarked omfatter ifølge den anfægtede beslutning alle ikke-differentierede bredbåndsprodukter, uanset om de leveres ved ADSL (Asymetric Digital Subscriber Line) eller ved enhver anden teknologi på »massemarkedet« til husstande eller andre. Det omfatter derimod ikke skræddersyede bredbåndsadgangstjenester, som primært er rettet mod »erhvervskunder« (153. betragtning til den anfægtede beslutning).
17
Hvad angår engrosmarkederne har Kommissionen angivet, at der fandtes tre hovedengrostilbud, nemlig et referencetilbud om lokal ubundtet adgang, som udelukkende udbudtes af Telefónica, et regionalt engrostilbud (GigADSL, herefter »det regionale engrosprodukt«), som også udelukkende udbudtes af Telefónica, og flere nationale engrostilbud, som udbudtes såvel af Telefónica (ADSL-IP og ADSL-IP Total, herefter »det nationale engrosprodukt«) som af de andre operatører på grundlag af den lokale ubundtede adgang og/eller det regionale engrosprodukt (75. betragtning til den anfægtede beslutning).
18
Med henblik på at definere de i den foreliggende sag omhandlede engrosmarkeder analyserede Kommissionen, om produkterne for engrosadgang beskrevet i den foregående præmis tilhørte det samme produktmarked eller to forskellige produktmarkeder (162. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen fandt herved, at det regionale engrosprodukt og den lokale ubundtede adgang ikke kunne substitueres (163.-182. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen fandt også, at der ikke var tilstrækkelig substituerbarhed mellem de regionale og de nationale engrosprodukter (183.-195. betragtning til den anfægtede beslutning), idet den præciserede, at de præcise grænser mellem det regionale og det nationale engrosmarked ikke var afgørende, henset til Telefónicas dominerende stilling på hvert af disse markeder (195. betragtning til den anfægtede beslutning). Endelig fandt Kommissionen, at teknologierne for bredbåndsadgang, bortset fra ADSL, og navnlig kabel, ikke kunne substitueres med ADSL-tilbuddene (196.-207. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen konkluderede, at de omhandlede engrosmarkeder med henblik på den anfægtede beslutning omfattede det regionale engrosprodukt og det nationale engrosprodukt, med undtagelse af engrosydelser via kabel og andre teknologier end ADSL (6. og 208. betragtning til den anfægtede beslutning).
19
De relevante geografiske engros- og detailmarkeder dækker ifølge den anfægtede beslutning hele det nationale område (det spanske område) (209. betragtning til den anfægtede beslutning).
20
Kommissionen konstaterede for det andet, at Telefónica havde en dominerende stilling på de to omhandlede engrosmarkeder (223.-242. betragtning til den anfægtede beslutning). Telefónica havde således i den undersøgte periode haft et monopol på levering af det regionale engrosprodukt og kontrollerede mere end 84% af markedet for det nationale engrosprodukt (223. og 235. betragtning til den anfægtede beslutning). Ifølge den anfægtede beslutning (243.-277. betragtning) havde Telefónica også en dominerende stilling på detailmarkedet.
21
Kommissionen undersøgte for det tredje, om Telefónica havde misbrugt sin dominerende stilling på de omhandlede markeder (278.-694. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen fandt i denne henseende, at Telefónica havde tilsidesat artikel 82 EF ved at pålægge sine konkurrenter urimelige priser i form af et prispres mellem priserne for detailbredbåndsadgangen på det spanske »massemarked« og priserne på engrosbredbåndsadgangen på regionalt og nationalt plan i perioden fra september 2001 til december 2006 (694. betragtning til den anfægtede beslutning).
22
For at fastslå, at der bestod et prispres i den foreliggende sag henviste Kommissionen for det første til den lovgivningsmæssige kontekst, inden for hvilken Telefónica havde leveret de regionale og nationale engrosprodukter, herunder navnlig den pligt, som Telefónica var pålagt i medfør af spansk ret til under rimelige vilkår at give engrosadgang på regionalt og nationalt plan. Kommissionen henviste endvidere til den pligt, som Telefónica siden marts 1999 var pålagt af CMT, til at levere det regionale engrosprodukt, og angav, at Telefónica var begyndt at udbyde sit produkt ADSL-IP Total på eget initiativ i september 1999, mens CMT havde pålagt Telefónica at give adgang til ADSL-IP fra april 2002 (288. og 289. betragtning til den anfægtede beslutning).
23
Hvad for det andet angår metoden for beregning af prispresset fandt Kommissionen for det første, at effektivitetsniveauet for Telefónicas konkurrenter skulle vurderes ud fra Telefónicas efterfølgende omkostninger (metoden med »den lige så effektive konkurrent«) (311.-315. betragtning til den anfægtede beslutning), for det andet, at den relevante metode for værdiansættelsen af omkostninger i den foreliggende sag var metoden med langsigtede gennemsnitlige differensomkostninger (herefter »LRIC-metoden«) (316.-324. betragtning til den anfægtede beslutning), for det tredje, at vurderingen af omkostningseffektiviteten på længere sigt kunne ske efter to metoder, nemlig den såkaldte »periodevise metode« og metoden med tilbagediskonteret pengestrøm (325.-385. betragtning til den anfægtede beslutning), for det fjerde, at beregningen af prispresset skulle ske på grundlag af udbuddet af de tjenester, som Telefónica forhandler på det relevante detailmarked (386.-388. betragtning til den anfægtede beslutning), og for det femte hvad angår valget af primære input for beregning af, om priserne kan reproduceres på det efterfølgende marked, at Telefónicas priser skulle kunne reproduceres af en lige så effektiv konkurrent, som anvendte mindst et engrosprodukt fra Telefónica på hvert af de relevante engrosmarkeder (389.-396. betragtning til den anfægtede beslutning).
24
For det tredje beregnede Kommissionen, om forskellen mellem priserne på Telefónicas efterfølgende og primære markeder i det mindste dækkede Telefónicas LRIC på de efterfølgende markeder (397.-511. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen beregnede ved at anvende metoderne beskrevet i den foregående præmis, at Telefónicas detailpriser ikke havde kunnet reproduceres på grundlag af selskabets nationale eller regionale engrosprodukter fra september 2001 til december 2006 (512.-542. betragtning til den anfægtede beslutning).
25
Hvad for det fjerde angår virkningerne af misbruget af dominerende stilling fandt Kommissionen, at Telefónicas adfærd sandsynligvis havde begrænset ADSL-operatørernes mulighed for at vokse støt på detailmarkedet og sandsynligvis havde skadet de endelige brugere. Kommissionen vurderede endvidere, at Telefónicas adfærd havde haft konkrete udelukkelsesvirkninger og havde været til skade for forbrugerne (544.-618. betragtning til den anfægtede beslutning).
26
Kommissionen anførte for det femte, at Telefónicas adfærd ikke var objektivt begrundet og ikke havde bevirket nogen effektivitetsforbedringer (619.-664. betragtning til den anfægtede beslutning).
27
Endelig anførte Kommissionen for det sjette, at Telefónica rådede over en margen for at undgå prispresset. Telefónica kunne således have forhøjet sine detailpriser eller sænket sine engrospriser. Kommissionen anførte endvidere, at beslutningerne fra CMT vedrørende prispresset, som var adresseret til Telefónica, ikke kunne ophæve sidstnævntes ansvar (665.-694. betragtning til den anfægtede beslutning).
28
Kommissionen konstaterede for det fjerde, at samhandelen mellem medlemsstaterne var berørt i den foreliggende sag, eftersom Telefónicas prispolitik vedrørte adgangstjenesterne for en operatør, som havde en dominerende stilling, og at disse tjenester dækkede hele det spanske område, som udgør en væsentlig del af det indre marked (695.-697. betragtning til den anfægtede beslutning).
29
Kommissionen anvendte ved beregningen af bøden i den anfægtede beslutning den metode, der følger af retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, [KS] (EFT 1998 C 9, s. 3). Kommissionen fandt, under hensyn til arten og virkningen af den ulovlige adfærd såvel som til størrelsen af det omhandlede geografiske marked, at overtrædelsen måtte kvalificeres som »meget alvorlig«, selv om alvoren ikke nødvendigvis havde været den samme i hele den undersøgte periode. Ifølge den anfægtede beslutning tager bødens udgangsbeløb på 90000000 EUR hensyn til, at alvoren af misbruget er blevet mere præcis i løbet af den undersøgte periode, og navnlig efter vedtagelsen af Kommissionens beslutning 2003/707/EF af 21. maj 2003 om en procedure i henhold til artikel 82 EF (sag COMP/C-1/37.451, 37.578, 37.579 – Deutsche Telekom AG) (EUT L 263, s. 9) (738.-757. betragtning til den anfægtede beslutning).
30
Der anvendtes en multiplikationsfaktor på 1,25 på bødens udgangsbeløb for at tage hensyn til Telefónicas betydelige økonomiske evne og for at sikre, at bøden havde en tilstrækkelig afskrækkende virkning, således at bødens udgangsbeløb blev forhøjet til 112500000 EUR (758. betragtning til den anfægtede beslutning).
31
Eftersom overtrædelsen havde varet fra september 2001 til december 2006, dvs. fem år og fire måneder, forhøjede Kommissionen bødens udgangsbeløb med 50%. Bødens udgangsbeløb udgjorde således 168750000 EUR (759.-761. betragtning til den anfægtede beslutning).
32
Henset til de foreliggende beviser fandt Kommissionen, at det måtte fastslås, at der i den foreliggende sag forelå visse formildende omstændigheder, eftersom visse af de af Telefónica anvendte priser i en del af den undersøgte periode var underlagt en sektorspecifik regulering. Telefónica blev således indrømmet en nedsættelse af bøden på 10%, selv om selskabet ifølge Kommissionen havde en meget større margen for at fastsætte sine priser, hvilket bragte bødens størrelse til 151875000 EUR (765. og 766. betragtning til den anfægtede beslutning).
33
Konklusionen i den anfægtede beslutning har følgende ordlyd:
»Artikel 1
[Telefónica] og [TESAU] har tilsidesat artikel 82 EF, idet de har anvendt urimelige priser i form af et urimeligt forhold mellem engrospriserne og detailpriserne for bredbåndsadgang fra september 2001 til december 2006.
Artikel 2
For overtrædelsen konstateret i artikel 1 pålægges [Telefónica] og [TESAU] en bøde in solidum på 151875000 EUR.«
Retsforhandlinger og parternes påstande
34
Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 31. oktober 2007 har Kongeriget Spanien anlagt dette søgsmål.
35
Kongeriget Spanien har nedlagt følgende påstande:
—
Den anfægtede beslutning annulleres.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
36
Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
—
Frifindelse.
—
Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger.
37
På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Ottende Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret mundtlige spørgsmål fra Retten i retsmødet den 8. juni 2011.
Retlige bemærkninger
38
Kongeriget Spanien har til støtte for søgsmålet fremsat fem anbringender. Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af pligten til loyalt samarbejde fastsat i artikel 10 EF og i artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) (EFT L 108, s. 33). Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 82 EF på grund af Kommissionens åbenbart urigtige skøn. Det tredje anbringende vedrører en ultra vires-anvendelse af artikel 82 EF. Det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet. Endelig vedrører det femte anbringende en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
Om det første anbringende om en tilsidesættelse af pligten til loyalt samarbejde i artikel 10 EF og i rammedirektivets artikel 7, stk. 2
39
Med sit første anbringende har Kongeriget Spanien gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat den pligt, som den i henhold til artikel 10 EF og rammedirektivets artikel 7, stk. 2, har til loyalt at samarbejde med CMT under den omhandlede administrative procedure.
40
Det bemærkes, at forpligtelsen til loyalt samarbejde i artikel 10 EF påhviler såvel alle medlemsstaternes myndigheder inden for deres kompetence som EU-institutionerne, idet disse og medlemsstaterne er gensidigt forpligtet til loyalt samarbejde (Domstolens kendelse af 13.7.1990, sag C-2/88 Imm., Zwartveld m.fl., Sml. I, s. 3365, præmis 17, jf. Domstolens dom af 22.10.2002, sag C-94/00, Roquette Frères, Sml. I, s. 9011, præmis 3 og den deri nævnte retspraksis). Når som i den foreliggende sag EU-institutionerne og de nationale myndigheder skal samarbejde med henblik på virkeliggørelsen af traktatens mål ved en samordnet udøvelse af deres respektive beføjelser, er et sådant samarbejde af særlig afgørende betydning (Roquette Frères-dommen, præmis 32).
41
Hvad angår spørgsmålet, om det led af nærværende anbringende, som vedrører en tilsidesættelse af rammedirektivets artikel 7, stk. 2, kan antages til realitetsbehandling, hvilket Kommissionen har bestridt, bemærkes, på linje med Kommissionen, at Kongeriget Spanien inden for rammerne af dette anbringende udelukkende har anført, at rækkevidden af samarbejdspligten ikke kan begrænses til en mekanisme for underretning om udkast til foranstaltninger fra de nationale tilsynsmyndigheder og efterfølgende bemærkninger fra Kommissionen, og ikke har fremsat nogen argumenter, som tilsigter at godtgøre, at denne bestemmelse er blevet tilsidesat.
42
Adspurgt under retsmødet om relevansen af denne bestemmelse i den foreliggende sag har Kongeriget Spanien erklæret, at denne var en anvendelse inden for de lovgivningsmæssige rammer for elektronisk kommunikation af pligten til loyalt samarbejde fastsat i artikel 10 EF.
43
I henhold til artikel 21 i statutten for Domstolen og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement skal en stævning indeholde en angivelse af søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Retten i givet fald på det således foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen. Retssikkerheds- og retsplejehensyn kræver, for at en sag kan antages til realitetsbehandling, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, om end kortfattet, men dog konsekvent og forståeligt, fremgår af selve stævningen (jf. Rettens dom af 17.9.2007, sag T-201/04, Microsoft mod Kommissionen, Sml. II, s. 3601, præmis 94 og den deri nævnte retspraksis).
44
En rent abstrakt opregning af anbringenderne i stævningen opfylder desuden ikke kravene i procesreglementet, og det skal fremgå af stævningen, hvilke søgsmålsgrunde sagen støttes på (Domstolens dom af 15.12.1961, forenede sager 19/60, 21/60, 2/61 og 3/61, Fives Lille Cail m.fl. mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 269, org.ref.: Rec. s. 559, 588, og Rettens dom af 18.12.2008, sag T-455/05, Componenta mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 45).
45
Det bemærkes, at Kongeriget Spanien ikke har fremsat nogen tilstrækkelig klar argumentation til støtte for det led af anbringendet, som vedrører en tilsidesættelse af rammedirektivets artikel 7, stk. 2, inden for rammerne af den administrative procedure, som har resulteret i vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Dette led kan derfor ikke antages til realitetsbehandling, da det ikke opfylder de krav, som følger af den retspraksis, der er nævnt i præmis 43 og 44 ovenfor.
46
Hvad angår spørgsmålet, om dette anbringende er begrundet, idet det vedrører en tilsidesættelse af artikel 10 EF, skal Kongeriget Spaniens påstand om, at Kommissionen har tilsidesat sin pligt til loyalt samarbejde ved ikke i tilstrækkeligt omfang at inddrage CMT i den administrative procedure, for det første forkastes.
47
Det skal for det første understreges hvad angår forhold, som indgås inden for rammerne af de procedurer, som Kommissionen fører i medfør af artikel 81 EF og 82 EF, at fremgangsmåderne for opfyldelsen af pligten til loyalt samarbejde, som følger af artikel 10 EF, og som Kommissionen skal iagttage i sit forhold til medlemsstaterne, navnlig er blevet præciseret i artikel 11-16 i forordning nr. 1/2003 i kapitel IV med overskriften »Samarbejde«. Disse bestemmelser foreskriver imidlertid hverken en forpligtelse for Kommissionen til at konsultere de nationale tilsynsmyndigheder, eller en mulighed for Kommissionen for, som Kongeriget Spanien har påberåbt sig, at »anlægge en sag sammen« med disse inden for rammerne af de procedurer, som den fører i medfør af artikel 81 EF og 82 EF.
48
For det andet må det konstateres, at CMT reelt er blevet inddraget i den administrative procedure i den foreliggende sag. For det første har Kommissionen, som det fremgår af præmis 4-6 ovenfor, tilsendt CMT tre anmodninger om oplysninger, som nævnet har besvaret. For det andet har Kommissionen den 24. maj 2006 tilsendt nævnet en ikke-fortrolig udgave af klagepunktsmeddelelsen. Den har også oplyst nævnet om, at det i givet fald havde mulighed for at tilsende Kommissionen skriftlige bemærkninger vedrørende klagepunktsmeddelelsen eller fremsætte bemærkninger eller stille mundtlige spørgsmål under høringen. CMT har imidlertid ikke fremsat nogen skriftlige bemærkninger. For det tredje har Kongeriget Spanien ikke bestridt, at flere repræsentanter for CMT deltog i høringen den 12. og den 13. juni 2006, og at CMT også afgav et mundtlig indlæg under denne høring. For det fjerde besvarede CMT også den 26. juni 2006 skriftligt en række spørgsmål stillet af klageren i løbet af høringen. For det femte har Kongeriget Spanien ikke bestridt Kommissionens påstand om, at visse af sagsbehandlerne flere gange har mødtes med CMT for at drøfte undersøgelsen. For det sjette har Kongeriget Spanien ikke bestridt Kommissionens påstande om, at flere repræsentanter for CMT den 14. juni 2007 mødtes med Kommissionen og fremsatte bemærkninger vedrørende ordlyden af visse betragtninger til den anfægtede beslutning, som der blev taget hensyn til med henblik på det andet møde i det rådgivende udvalg omhandlet i artikel 14 i forordning nr. 1/2003. CMT har ikke fremsat yderligere bemærkninger i denne henseende. En sagkyndig fra CMT deltog desuden i et møde i nævnte rådgivende udvalg, som afholdtes den 15. juni 2007. Det bemærkes, at Kongeriget Spanien i sit søgsmål ikke har præciseret grundene til, at CMT’s deltagelse, som beskrevet ovenfor, ikke var tilstrækkelig i den foreliggende sag.
49
De af Kongeriget Spanien påberåbte argumenter for at godtgøre, i hvilket omfang Kommissionen har tilsidesat sin pligt til loyalt at samarbejde, kan herved heller ikke lægges til grund.
50
For det første er den omstændighed, at den anfægtede beslutning vedrører produkter og tjenesteydelser reguleret af CMT i overensstemmelse med de gældende europæiske direktiver, ikke relevant. Som Kommissionen med rette har anført, finder konkurrenceretten i mangel af en udtrykkelig fravigelse i denne henseende anvendelse på de regulerede sektorer (jf. i denne retning Domstolens dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, præmis 65-72, og af 11.4.1989, sag 66/86, Saeed Flugreisen og Silver Line Reisebüro, Sml. s. 803). Det er desuden ikke udelukket at anvende konkurrencereglerne, hvis og såfremt de relevante sektorspecifikke bestemmelser ikke er til hinder for, at der fortsat består en mulighed for konkurrence, men hvor denne konkurrence kan hindres, begrænses eller fordrejes ved en selvstændig adfærd fra virksomhedernes side (jf. Domstolens dom af 11.11.1997, forenede sager C-359/95 P og C-379/95 P, Kommissionen og Frankrig mod Ladbroke Racing, Sml. I, s. 6265, præmis 33 og 34 og den deri nævnte retspraksis). Som Kommissionen har konstateret i 665.-694. betragtning til den anfægtede beslutning, som ikke bestrides af Kongeriget Spanien, rådede Telefónica i den foreliggende sag over et råderum for at undgå prispresset (jf. også præmis 27 ovenfor). Telefónicas adfærd, som er blevet pålagt en sanktion i den anfægtede beslutning, er således omfattet af anvendelsesområdet for artikel 82 EF (jf. også i denne retning generaladvokat Mazáks forslag til afgørelse forud for Domstolens dom af 14.10.2010, sag C-280/08 P, Deutsche Telekom mod Kommissionen, Sml. I, s. 9555, punkt 15 og 19).
51
For det andet er Kongeriget Spaniens påstand, hvorefter Kommissionen i den anfægtede beslutning »i dybden« har analyseret CMT’s regulerende indgreb, heller ikke relevant. Selv om det givetvis fremgår af den anfægtede beslutning, at Kommissionen har henvist til den lovgivningsmæssige kontekst, inden for hvilken Telefónica leverede de regionale og nationale engrosprodukter, skyldes dette, at det for at afgøre, om en prispraksis er udtryk for misbrug, er nødvendigt at vurdere samtlige omstændigheder, og at det således må undersøges, om denne praksis har skullet fjerne eller begrænse køberens muligheder for at foretage indkøb efter et frit valg og spærre konkurrenterne adgangen til markedet, idet der anvendes ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere, eller den dominerende stilling søges forstærket gennem en fordrejning af konkurrencen (dommen i sagen Deutsche Telekom mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 50, præmis 175, jf. Domstolens dom af 17.2.2011, sag C-52/09, TeliaSonera, Sml. I, s. 527, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis). Kommissionen har desuden i den anfægtede beslutning udtrykkeligt angivet, at de nationale bestemmelser, som pålagde Telefónica at udbyde de regionale og nationale engrosprodukter, var forenelige med Unionens rammebestemmelser vedtaget i 2002 (294. betragtning til den anfægtede beslutning), og at konstateringen af, at der forelå en tilsidesættelse af artikel 82 EF i form af et prispres ikke var i strid med CMT’s politik (684. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen fremhævede endvidere, at metoden anvendt i den anfægtede beslutning ikke var i strid med metoden anvendt af CMT i 2001 (733. betragtning til den anfægtede beslutning). Endelig anførte Kommissionen, at det var CMT’s vedtagelse af midlertidige foranstaltninger, som havde resulteret i en betydelig reduktion af priserne på de regionale og nationale engrosprodukter, som bragte prispresset til ophør (759. betragtning til den anfægtede beslutning).
52
For det tredje kan det ikke hævdes, at Kommissionen har pålagt Telefónica en sanktion på grund af en konkurrencebegrænsende praksis, som allerede er blevet analyseret af CMT. Kongeriget Spanien har således hverken i sine skriftlige indlæg, eller da den blev adspurgt om dette punkt under retsmødet, bestridt, at CMT aldrig har analyseret, om der bestod et prispres i den af overtrædelsen omhandlede periode mellem Telefónicas nationale engrosprodukt og selskabets detailprodukter, og at der aldrig var blevet foretaget en analyse af et prispres mellem Telefónicas regionale engrosprodukt og selskabets detailprodukter på grundlag af den pågældendes reelle historiske omkostninger, men på grundlag af forudgående skøn (726. og 727. betragtning til den anfægtede beslutning).
53
For det andet kan det ikke, i modsætning til hvad Kongeriget Spanien har anført, hævdes, at den anfægtede beslutning er til hinder for CMT’s reguleringsarbejde og har konsekvenser for CMT’s fremtidige handlinger og påvirker nævnets reguleringspolitik.
54
For det første skal Kongeriget Spaniens argument, hvorefter Kommissionens indgreb ikke har taget hensyn til sektorlovgivningen, forkastes.
55
Uden at det er nødvendigt at udtale sig om relevansen af dommen fra Supreme Court of the United States (De Forenede Staters højesteret) af 13. januar 2004 (sag Verizon Communications Inc. v. Law Offices of Curtis V. Trinko, LLP, 540 U.S. 398 (2004)), som Kongeriget Spanien har påberåbt sig, for i den foreliggende sag at analysere betingelserne for Kommissionens indgreb på grundlag af artikel 82 EF på det omhandlede regulerede marked, må det fastslås, at Kommissionen i 287.-309. betragtning til den anfægtede beslutning faktisk har undersøgt den lovgivningsmæssige kontekst, inden for hvilken Telefónica gav engrosadgang på regionalt og nationalt plan og har taget hensyn til denne kontekst, netop på grund af behovet for, som nævnt i præmis 51 ovenfor, at vurdere samtlige omstændigheder, heriblandt den forpligtelse, som Telefónica er pålagt inden for rammerne af de spanske bestemmelser til at give engrosadgang på regionalt plan fra 1999 og engrosadgang på nationalt plan siden fra 2002 (287. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen har i øvrigt i denne forbindelse adskillige gange henvist til CMT’s handlinger på det spanske marked. Under alle omstændigheder må det, selv om det forudsættes, at den sektorlovgivning, som Kongeriget Spanien har henvist til, følger af den afledte EU-ret, understreges, at henset til principperne om retsreglernes trinfølge, kan sådanne retsakter ikke uden traktatmæssig hjemmel herfor dispensere fra en bestemmelse i traktaten, konkret artikel 82 EF (jf. i denne retning Rettens dom af 10.7.1990, sag T-51/89, Tetra Pak mod Kommissionen, Sml. II, s. 309, præmis 25).
56
Kongeriget Spaniens argument, hvorefter Kommissionens vedtagelse af den anfægtede beslutning har konsekvenser for CMT’s fremtidige handlinger og påvirker dens reguleringspolitik, skal også forkastes. Ud over det forhold, at Kongeriget Spanien i sine skriftlige indlæg ikke har præciseret de nævnte konsekvenser eller årsagerne til, at dets reguleringspolitik vil blive påvirket, skal det understreges, at en forudgående kontrol ved en national tilsynsmyndighed og en efterfølgende kontrol ved Kommissionen har forskellige formål, da de konkurrenceregler, der er fastsat i EF-traktaten, i den forbindelse gennem udøvelsen af en efterfølgende kontrol supplerer de lovbestemmelser, der er vedtaget af EU-lovgiver med henblik på at forhåndsregulere telemarkederne (dommen i sagen Deutsche Telekom mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 50, præmis 92).
57
For det andet skal Kongeriget Spaniens argument baseret på Kommissionens beslutning af 30. april 2003 om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/38.370 – O2 UK Limited/T-Mobile UK Limited) (EUT L 200, s. 59) og på flere pressemeddelelser fra Kommission, hvoraf det fremgår, at Kommissionen i andre sager vedrørende telekommunikationssektoren har fundet, at der var tilstrækkelig konkurrence på grund af en national tilsynsmyndigheds indgriben, forkastes. Kommissionens vurderinger foretages ud fra omstændighederne i den konkrete sag, og afgørelser vedrørende andre sager kan kun være vejledende, eftersom sagernes omstændigheder ikke er de samme (jf. i denne retning Domstolens dom af 21.9.2006, sag C-167/04 P, JCB Service mod Kommissionen, Sml. I, s. 8935, præmis 201 og 205, og af 7.6.2007, sag C-76/06 P, Britannia Alloys & Chemicals mod Kommissionen, Sml. I, s. 4405, præmis 60). Følgelig kan de vurderinger, som Kommissionen har foretaget af faktiske omstændigheder i tidligere sager, som desuden i den foreliggende sag i det væsentlige kun er underbygget under henvisning til pressemeddelelserne fra Kommissionen, ikke overføres til denne sag (jf. i denne retning Rettens dom af 9.7.2009, sag T-282/06, Sun Chemical Group m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2149, præmis 88).
58
Det følger af alle de ovenstående betragtninger, at det første anbringende skal forkastes.
Om det andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 82 EF på grund af Kommissionens åbenbart urigtige skøn
59
Kongeriget Spanien har med anbringendet gjort gældende, at Kommissionen har anlagt flere åbenbart urigtige skøn inden for rammerne af anvendelsen af artikel 82 EF. Kongeriget Spanien har herved anført, at de omhandlede engrosprodukter ikke var uundværlige for de operatører, som havde indgået aftale herom, at beregningen af de specifikke detailomkostninger for de hypotetiske konkurrenter, der var lige så effektive som Telefónica, ikke var korrekt, og at analysen af virkningerne af Telefónicas konkurrencebegrænsende adfærd på det spanske marked var ukorrekt.
60
Indledningsvis bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at selv om Unionens retsinstanser generelt udøver fuld kontrol med, om betingelserne for at anvende konkurrencereglerne er opfyldt, må den kontrol, som de udøver vedrørende komplicerede økonomiske vurderinger, der er foretaget af Kommissionen, nødvendigvis begrænses til en prøvelse af, om formforskrifterne er overholdt, om begrundelsen er tilstrækkelig, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, samt om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn eller en åbenbar magtfordrejning (Domstolens dom af 11.7.1985, sag 42/84, Remia m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2545, præmis 34, af 17.11.1987, forenede sager 142/84 og 156/84, British American Tobacco og Reynolds Industries mod Kommissionen, Sml. s. 4487, præmis 62, og af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 279, samt Rettens dom af 10.4.2008, sag T-271/03, Deutsche Telekom mod Kommissionen, Sml. II, s. 477, præmis 185).
61
Det følger tilsvarende heraf, at når Kommissionens beslutning er et resultat af komplicerede tekniske vurderinger, kan disse principielt kun underkastes en begrænset domstolskontrol, der indebærer, at Unionens retsinstanser ikke kan sætte deres vurdering af de faktiske omstændigheder i stedet for Kommissionens (Rettens dom i sagen Microsoft mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 43, præmis 88, og dom af 9.9.2009, sag T-301/04, Clearstream mod Kommissionen, Sml. II, s. 3155, præmis 94).
62
Selv om Unionens retsinstanser har anerkendt, at Kommissionen er tillagt et vidt skøn for så vidt angår økonomiske vurderinger, indebærer dette imidlertid ikke, at de skal afholde sig fra at kontrollere Kommissionens fortolkning af oplysninger af denne art. Unionens retsinstanser skal således bl.a. ikke blot tage stilling til den materielle rigtighed af de beviser, der påberåbes, oplysningernes troværdighed og sammenhæng, men ligeledes kontrollere, om disse oplysninger udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, og om disse oplysninger kan støtte Kommissionens konklusioner (Domstolens dom af 15.2.2005, sag C-12/03 P, Kommissionen mod Tetra Laval, Sml. I, s. 987, præmis 39, dommen i sagen Microsoft mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 43, præmis 89, og dommen i sagen Clearstream mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 61, præmis 95).
63
Det er i lyset af de ovenfor anførte principper, at det skal undersøges, om Kommissionen har anlagt åbenbart urigtige skøn som påberåbt af Kongeriget Spanien.
64
Kongeriget Spanien har for det første anført, at for at der foreligger et avancepres mellem et engrosprodukt og et detailprodukt, som er i strid med artikel 82 EF, som konstateret ved den anfægtede beslutning, kræves det i henhold til retspraksis, at engrosproduktet er uundværligt for leveringen af detailtjenesten, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag.
65
Kongeriget Spanien har, da det under retsmødet blev adspurgt om betydningen og rækkevidden af dets argumentation, navnlig henset til TeliaSonera-dommen, nævnt ovenfor i præmis 51, gentaget, at det gjorde gældende, at når som i den foreliggende sag der fandtes en lovbestemt forpligtelse til at udbyde et engrosprodukt, havde Kommissionen pligt til for at føre bevis for et avancepres, som var i strid med artikel 82 EF, at bevise, at produktet var uundværligt for at kunne levere detailproduktet. Det anførte også, at betragtningerne i nævnte dom kun gjaldt, når de omhandlede engrosprodukter frivilligt var blevet bragt på markedet i mangel af enhver lovbestemt forpligtelse.
66
Det følger af den retspraksis, der er nævnt i præmis 51 ovenfor, at med henblik på at afgøre, om en dominerende virksomhed ved anvendelse af sine afgifter har misbrugt denne stilling, skal samtlige omstændigheder vurderes, og det må undersøges, om disse afgifter har skullet fjerne eller begrænse køberens muligheder for at foretage indkøb efter et frit valg og spærre konkurrenterne adgangen til markedet, idet der anvendes ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere, eller den dominerende stilling søges forstærket gennem en fordrejning af konkurrencen.
67
Navnlig kan en prispolitik gennemført af en vertikalt integreret dominerende virksomhed, som er urimelig, idet den faktisk presser konkurrenternes margener på detailmarkedet på grund af forskellen mellem priserne på virksomhedens engrosprodukter og detailprodukter, udgøre et misbrug af dominerende stilling, som er i strid med artikel 82 EF (jf. i denne retning TeliaSonera-dommen, nævnt ovenfor i præmis 51, præmis 30).
68
Det er således dette avancepres, der, henset til den fortrængende virkning, som det kan påføre den dominerende virksomheds mindst lige så effektive konkurrenter, såfremt der ikke foreligger en objektiv begrundelse, i sig kan selv udgøre et misbrug i henhold til artikel 82 EF (TeliaSonera-dommen, nævnt ovenfor i præmis 51, præmis 31).
69
Det argument, som Kongeriget Spanien har fremsat under retsmødet, hvorefter betragtningerne i TeliaSonera-dommen, nævnt ovenfor i præmis 51, kun finder anvendelse, når de omhandlede engrosprodukter frivilligt er blevet bragt på markedet i mangel af enhver lovbestemt forpligtelse, skal derfor også forkastes.
70
I nævnte dom udtalte Domstolen således, at artikel 82 EF kun tog sigte på konkurrencestridig adfærd fra virksomhedernes side på deres eget initiativ. Såfremt virksomhederne pånødes en konkurrencestridig adfærd ved en national lovgivning, eller såfremt denne lovgivning skaber en retlig ramme, som på sin side berøver dem enhver mulighed for at konkurrere, finder artikel 82 EF ikke anvendelse. I denne situation skyldes begrænsningen af konkurrencen ikke, som det forudsættes i denne bestemmelse, en selvstændig adfærd fra virksomhedernes side (jf. TeliaSonera-dommen, nævnt ovenfor i præmis 51, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).
71
Derimod kan artikel 82 EF finde anvendelse i en situation, hvor – som i den foreliggende sag (665.-685. betragtning til den anfægtede beslutning) (jf. også præmis 27 ovenfor) – der efter den nationale lovgivning fortsat består en mulighed for konkurrence, men hvor denne konkurrence kan hindres, begrænses eller fordrejes ved en selvstændig adfærd fra virksomhedernes side (jf. i denne retning TeliaSonera-dommen, nævnt ovenfor i præmis 51, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).
72
Domstolen har præciseret, at hvis en vertikalt integreret dominerende virksomhed uanset tilstedeværelsen af en sådan lovgivning har et råderum med hensyn til at ændre endog blot sine detailpriser, kan avancepresset alene på dette grundlag tilskrives virksomheden (jf. i denne retning dommen i sagen Deutsche Telekom mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 50, præmis 85 og TeliaSonera-dommen, nævnt ovenfor i præmis 51, præmis 51).
73
Selv om Kongeriget Spanien i øvrigt har gjort gældende, at hvis den margen, som fandtes mellem de nationale og regionale engrosprodukter på den ene side og detailproduktet på den anden side, var så snæver, at den næsten var negativ, således at ingen alternativ operatør kunne anvende disse engrosprodukter, skulle adfærden analyseres som en leveringsnægtelse, der ikke kunne anses for at udgøre misbrug i overensstemmelse med kriterierne fastlagt i Domstolens dom af 26. november 1998, Bronner (sag C-7/97, Sml. I, s. 7791), kan en sådan argument heller ikke lægges til grund.
74
Domstolen har således præciseret, at det ikke kan udledes af nævnte dom, at de nødvendige betingelser med henblik på at fastslå tilstedeværelsen af en leveringsnægtelse nødvendigvis skal finde anvendelse i forbindelse med vurderingen af misbrug som følge af en adfærd, som har bestået i at lade udbud af tjenester eller varesalg være omfattet af ufordelagtige vilkår eller vilkår, som køberen ikke kunne være interesseret i. En sådan adfærd kunne således i sig selv udgøre en selvstændig form for misbrug, som er forskellig fra en leveringsnægtelse (TeliaSonera-dommen, nævnt ovenfor i præmis 51, præmis 55 og 56).
75
Den modsatte fortolkning af Bronner-dommen, nævnt ovenfor i præmis 73, svarer til at kræve, at betingelserne for at fastslå, at der foreligger en leveringsnægtelse, altid skal være opfyldt, for at enhver adfærd, der udvises af en dominerende virksomhed vedrørende dennes handelsvilkår, skal betragtes som misbrug, hvilket utilbørligt vil svække den effektive virkning af artikel 82 EF (jf. i denne retning TeliaSonera-dommen, nævnt ovenfor i præmis 51, præmis 58).
76
Det følger heraf, at Kongeriget Spanien ikke kan hævde, at Kommissionen i den anfægtede beslutning havde pligt til for at bevise, at der bestod et avancepres, at godtgøre, at de omhandlede engrosprodukter var uundværlige for de operatører, der havde indgået en aftale herom. Kongeriget Spaniens argumenter, som tilsigter at godtgøre, at Kommissionen i den anfægtede beslutning fandt, at de regionale og nationale engrosprodukter var nødvendige ud fra en ukorrekt fortolkning af teorien om investeringsstigen, kan derfor heller ikke lægges til grund.
77
Endelig fremgår det af den retspraksis fra Domstolen, der er nævnt i præmis 51 ovenfor, at med henblik på at afgøre, om en dominerende virksomhed har misbrugt denne stilling ved at anvende sine afgifter, skal samtlige omstændigheder vurderes, og det må undersøges, om disse afgifter har skullet fjerne eller begrænse køberens muligheder for at foretage indkøb efter et frit valg og spærre konkurrenterne adgangen til markedet, idet der anvendes ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere, eller den dominerende stilling søges forstærket gennem en fordrejning af konkurrencen.
78
Som Kommissionen har forklaret i 287.-309. betragtning til den anfægtede beslutning, udgør Telefónicas forhandling af dets engrosprodukter og dets pligt, fastsat i de spanske lovbestemmelser, til at give adgang til dets infrastrukturer en allerede eksisterende realitet på det spanske marked. Hvad for det første angår det nationale engrosprodukt, fremgår det af 110. og 287.-289. betragtning til den anfægtede beslutning, at Telefónica begyndte at levere ADSL-IP Total-tjenesten på eget initiativ fra september 1999, og at selskabet hvad angår ADSL-IP blev pålagt en leveringspligt af CMT fra april 2002. Kongeriget Spaniens ikke underbyggede påstand, fremsat under retsmødet, hvorefter ADSL-IP Total-tjenesten kun var blevet anvendt i begrænset omfang, skal herved også forkastes, idet nævnte tjeneste i det mindste har været det mest anvendte engrosprodukt indtil sidste kvartal 2002 (98. betragtning til den anfægtede beslutning). Hvad for det andet angår det regionale engrosprodukt har Telefónica været underlagt en leveringspligt siden marts 1999. Kommissionen har således ikke tilsidesat artikel 82 EF eller anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved i denne forbindelse at undersøge Telefónicas prispolitik i løbet af den pågældende periode.
79
Det følger af det foregående, at første led af det andet anbringende fremsat af Kongeriget Spanien, som redegjort for i præmis 64 ovenfor, skal forkastes.
80
Kongeriget Spanien har for det andet anført, at den analyse af omkostningerne, som Kommissionen har foretaget, indeholder betydelige fejl, eftersom den overvurderer de engrospriser, som finder anvendelse på de alternative operatører og Telefónicas specifikke omkostninger. Kongeriget Spanien har for at underbygge dette argument begrænset sig til at anføre, dels at de alternative operatører anvender en optimal kombination af de engrosprodukter, som findes på markedet, hvilket sætter dem i stand til at minimere deres omkostninger, dels at de specifikke omkostninger anvendt i den anfægtede beslutning adskiller sig fra dem, der blev anvendt af CMT, og ikke svarer til realiteten på det spanske marked. Kongeriget Spanien har desuden anført, at Kommissionen ikke har givet nogen begrundelse for, hvorfor »værdierne« af de specifikke omkostninger anvendt af CMT ikke skal anses for korrekte.
81
For det første skal Kongeriget Spaniens argument, hvorefter Kommissionen ikke har begrundet, hvorfor »værdierne« af de specifikke omkostninger anvendt af CMT, som adskiller sig fra dem, der anvendes i den anfægtede beslutning, ikke skal anses for korrekte, forkastes, idet Kommissionen har behandlet dette spørgsmål i 492.-511. betragtning til den anfægtede beslutning. Som Kommissionen herved har anført i de nævnte betragtninger, hvis konstateringer ikke bestrides af Kongeriget Spanien, gjorde omkostningerne anvendt af CMT det ikke muligt at vurdere, om Telefónicas priser på bredbåndsadgangsområdet var forenelige med artikel 82 EF, eftersom CMT’s model ikke var baseret på aktuelle oplysninger vedrørende de omkostninger, som Telefónica reelt havde haft. Desuden undervurderede de eksterne konsulenters omkostningsmodel efter Kommissionens opfattelse i betydeligt omfang Telefónicas marginale netomkostninger og tog ikke hensyn til Telefónicas reklameomkostninger. Kommissionens model er derimod baseret på de seneste historiske data, som fremlagt af selskabet, samt på Telefónicas forretningsplan (511. betragtning til den anfægtede beslutning).
82
For det andet skal Kongeriget Spaniens argument vedrørende en lige så effektiv konkurrents anvendelse af en optimal kombination af engrosprodukter for at minimere sine omkostninger forkastes. For det første er de alternative operatørers anvendelse af en optimal kombination af engrosprodukter, som omfatter den lokale ubundtede adgang, i perioden for overtrædelsen i hver central ikke underbygget. Det fremgår således af 102. og 103. betragtning til den anfægtede beslutning, som ikke er blevet bestridt af Kongeriget Spanien, at France Telecom indtil 2002 næsten udelukkende købte Telefónicas nationale engrosprodukt, idet dette i slutningen af 2002 erstattedes af et alternativt nationalt engrostilbud baseret på Telefónicas regionale engrosprodukt. Det var først fra februar 2005, at antallet af lokale ubundtede adgange for France Telecom steg betydeligt, mens antallet af alternative nationale engroslinjer baseret på Telefónicas regionale engrosprodukt mindskedes. Indtil sidste kvartal 2004 købte Ya.com desuden udelukkende Telefónicas nationale engrosprodukt og begyndte først at anvende den lokale ubundtede adgang fra juli 2005 med selskabets erhvervelse af Albura.
83
Som Kommissionen har anført, kunne en sådan optimal kombination endvidere kun anvendes af de af Telefónicas konkurrenter, som rådede over et netværk, som gav dem mulighed for en lokal ubundtet adgang, og omfattede ikke Telefónicas potentielle konkurrenter.
84
Endelig er Kongeriget Spaniens argument, hvorefter en eventuel optimal kombination af engrosprodukter forhindrede indførelsen af et prispres, i modstrid med de lovbestemte forpligtelser, som CMT har pålagt Telefónica, og som navnlig tilsigter at sikre, at alle selskabets detailtilbud kan gengives på grundlag af selskabets regionale engrosprodukt (114. betragtning til den anfægtede beslutning). Kongeriget Spanien har i denne henseende i øvrigt ikke i sin replik eller under retsmødet bestridt de henvisninger til CMT’s afgørelser af 8., 22. og 28. juli, 21. oktober, 11. november og 20. december 2004, hvorved dette forbød nye kommercielle tilbud fra Telefónica, der ikke indebar en tilstrækkelig margen mellem detailpriserne og priserne på det regionale engrosprodukt, som Kommissionen har nævnt som eksempler (jf. ligeledes 115. betragtning til den anfægtede beslutning).
85
Som Kommissionen med rette har anført, tilbageviser Kongeriget Spanien for det tredje ikke Kommissionens konklusioner med hensyn til omkostningerne beregnet i den anfægtede beslutning eller detailprisniveauet i Spanien. Kongeriget Spanien begrænser sig til at anføre, at beviset for, at der er begået fejl med hensyn til beregningen i den anfægtede beslutning, følger af det forhold, at omkostningerne til adgang til ADSL-IP Total-tjenesten (fra 2001 til 2004) og ADSL-IP (fra 2002 til 2004) havde været lavere end omkostningerne til GigADSL, som imidlertid havde været det tilbud, som flest alternative operatører havde valgt, fra andet halvår 2002 (99. betragtning til den anfægtede beslutning), hvilket »tilsyneladende er irrationelt«. Kongeriget Spanien har imidlertid ikke angivet, hvorledes en sådan påstand kan godtgøre ulovligheden af de beregninger, som Kommissionen har foretaget, eller en manglende prispresvirkning.
86
For det fjerde, hvis Kongeriget Spanien påberåber sig en sammenligning af engrospriserne og detailpriserne i Frankrig, præciserer det ikke, i hvilket omfang denne sammenligning kan godtgøre ulovligheden af den beregning af omkostningerne, som Kommissionen har foretaget i forbindelse med konstateringen af et prispres på det spanske marked. Dette argument skal derfor forkastes.
87
Henset til det foregående skal andet led af det andet anbringende fremsat af Kongeriget Spanien som redegjort for i præmis 80 ovenfor også forkastes.
88
Kongeriget Spanien har for det tredje anført, at analysen af virkningerne af Telefónicas konkurrencebegrænsende adfærd er ukorrekt.
89
Det bemærkes, at det følger af retspraksis, at artikel 82 EF ved at forbyde misbrug af en dominerende stilling, i det omfang samhandelen mellem medlemsstaterne kan påvirkes derved, sigter til en af en dominerende virksomhed udvist adfærd, som på et marked, hvor konkurrencegraden allerede er svækket netop som følge af tilstedeværelsen af den pågældende virksomhed, idet der anvendes metoder, der adskiller sig fra dem, der regulerer en normal konkurrence med hensyn til varer eller tjenesteydelser på grundlag af de erhvervsdrivendes ydelser, har til virkning at skabe hindringer for opretholdelsen af den grad af konkurrence, der stadig findes på markedet, eller for udviklingen af denne konkurrence (jf. dom af 14.10.2010 i sagen Deutsche Telekom mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 50, præmis 174 og den deri nævnte retspraksis).
90
Med hensyn til den virkning, som den i den foregående præmis nævnte retspraksis angår, vedrører den ikke nødvendigvis den konkrete virkning af en som misbrug påtalt adfærd. Til fastlæggelse af, om artikel 82 EF er blevet overtrådt, er det tilstrækkeligt at godtgøre, at en dominerende virksomheds misbrug har til formål at begrænse konkurrencen, eller med andre ord, at adfærden er egnet til at have denne virkning (Rettens dom af 30.9.2003, sag T-203/01, Michelin mod Kommissionen, Sml. II, s. 4071, præmis 239, af 17.12.2003, sag T-219/99, British Airways mod Kommissionen, Sml. II, s. 5917, præmis 293, og dommen i sagen Microsoft mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 43, præmis 867). Den konkurrencebegrænsende virkning på markedet af de omhandlede afgifter skal således foreligge, men ikke nødvendigvis være konkret, da en godtgørelse af, at der kan foreligge konkurrencebegrænsende virkninger, som kan fortrænge den dominerende virksomheds mindst lige så effektive konkurrenter, er tilstrækkelig (TeliaSonera-dommen, nævnt ovenfor i præmis 51, præmis 64).
91
Det fremgår ligeledes af Domstolens retspraksis, der er nævnt i præmis 51 ovenfor, at med henblik på at afgøre, om en dominerende virksomhed har misbrugt denne stilling ved at anvende sine afgifter, skal samtlige omstændigheder vurderes, og det må undersøges, om disse afgifter har skullet fjerne eller begrænse køberens muligheder for at foretage indkøb efter et frit valg og spærre konkurrenterne adgangen til markedet, idet der anvendes ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere, idet de herved påføres en ulempe i konkurrencen, eller den dominerende stilling forstærkes gennem en fordrejning af konkurrencen.
92
Da artikel 82 EF således ikke blot omhandler praksis, der kan påføre forbrugerne direkte skade, men ligeledes praksis, som forvolder dem skade ved at gribe ind i den frie konkurrence, er en virksomhed, der har en dominerende stilling, særligt forpligtet til ikke ved sin adfærd at skade en effektiv og ufordrejet konkurrence på det fælles marked (jf. dom af 14.10.2010 i sagen Deutsche Telekom mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 50, præmis 176 og den deri nævnte retspraksis).
93
Det følger heraf, at artikel 82 EF bl.a. forbyder en dominerende virksomhed at benytte afgifter, der har mærkbare virkninger for dennes lige så effektive aktuelle eller potentielle konkurrenter, dvs. former for praksis, der vil gøre det vanskeligere eller endog umuligt for virksomhedens konkurrenter at få adgang til markedet og for dens forretningspartnere at vælge mellem flere forsyningskilder eller handelspartnere, hvorved virksomhedens dominerende stilling styrkes ved hjælp af andre midler end konkurrence på ydelser. Herved kan dog ikke enhver form for priskonkurrence således anses for lovlig (jf. dom af 14.10.2010 i sagen Deutsche Telekom mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 50, præmis 177 og den deri nævnte retspraksis).
94
Selv om Domstolen givetvis i TeliaSonera-dommen, nævnt ovenfor i præmis 51 (præmis 69), anførte, at uundværligheden for så vidt angår engrosproduktet kunne være relevant i forbindelse med bedømmelsen af avancepressets virkninger, bemærkes, som Kommissionen med rette har anført, og som Kongeriget Spanien udtrykkeligt har anerkendt under retsmødet, dels at sidstnævnte ikke har påberåbt sig uundværligheden af engrosprodukterne for at tilbagevise selve forekomsten af et avancepres, som er i strid med artikel 82 EF (jf. præmis 65 ovenfor), dels at Kongeriget Spanien ikke har bestridt lovligheden af 543.-563. betragtning til den anfægtede beslutning, hvori Kommissionen fandt, at Telefónicas adfærd kunne begrænse konkurrencen på de relevante markeder.
95
For så vidt som visse begrundelser for en beslutning i henhold til fast retspraksis i sig selv kan retfærdiggøre beslutningen, har eventuelle mangler ved andre af begrundelserne for retsakten efter fast retspraksis under alle omstændigheder ingen betydning for selve beslutningen (Rettens dom af 21.9.2005, sag T-87/05, EDP mod Kommissionen, Sml. II, s. 3745, præmis 144, jf. også i denne retning Domstolens dom af 12.7.2001, forenede sager C-302/99 P og C-308/99 P, Kommissionen og Frankrig mod TF1, Sml. I, s. 5603, præmis 26-29), og Kongeriget Spaniens påstande vedrørende et manglende bevis for de konkrete virkninger af Telefónicas adfærd på markedet skal derfor forkastes som irrelevante hvad angår konstateringen af den overtrædelse, som anfægtes ved dette søgsmål.
96
Det følger heraf, at tredje led af det andet anbringende fremsat af Kongeriget Spanien, som redegjort for i præmis 88 ovenfor, såvel som det andet anbringende i sin helhed skal forkastes.
Det tredje anbringende om en ultra vires-anvendelse af artikel 82 EF
97
Kongeriget Spanien har anført, at Kommissionen har anvendt artikel 82 EF ultra vires.
98
Kommissionen har i svarskriftet anført, at angivelsen af Kommissionens ultra vires-anvendelse af sin kompetence ikke i tilstrækkelig grad præciserer, om Kongeriget Spaniens anbringende vedrører en manglende kompetence eller magtfordrejning. Dette anbringende kan derfor ikke antages til realitetsbehandling, fordi stævningen ikke er tilstrækkelig klar. Dette griber ind i retten til forsvar, den manglende kompetence og den magtfordrejning, som er underlagt forskellige undersøgelseskriterier.
99
Det skal herved fremhæves, at Kongeriget Spanien i sine skriftlige indlæg har fremsat fem argumenter til støtte for sit anbringende om en ultra vires-anvendelse af artikel 82 EF. Kongeriget Spanien har for det første anført, at de spanske bestemmelser er i overensstemmelse med målene med de europæiske direktiver. Kommissionen burde således ikke have vedtaget en beslutning på grundlag af artikel 82 EF, men burde have vedtaget en beslutning på grundlag af artikel 226 EF eller anvendt en af mekanismerne fastsat i rammedirektivets artikel 7. Kongeriget Spanien har for det andet gjort gældende, at Kommissionen har sat en ny reguleringsmodel i stedet for den reguleringsmodel, som findes i Spanien. For det tredje har den anfægtede beslutning resulteret i en situation, som ikke opfylder målene med den reguleringspolitik, som de nationale tilsynsmyndigheder skal følge, og resultaterne af den anfægtede beslutning er ikke i overensstemmelse med »den internationale reguleringserfaring«. For det fjerde hindrer Kommissionen de facto den spanske nationale tilsynsmyndighed i at nå de mål, som er fastsat i lovbestemmelserne om elektronisk kommunikation, og den anfægtede beslutning »lader forstå, at reguleringsvirksomheden ikke overholder artikel 82 EF«. Endelig, for det femte, er specialitetsprincippet blevet tilsidesat, eftersom bestemmelserne vedrørende elektronisk kommunikation har forrang for konkurrencebestemmelserne.
100
Det bemærkes, at de inden for rammerne af dette anbringende fremsatte argumenter i det væsentlige synes at vedrøre enten en manglende kompetence eller magtfordrejning eller endog hvad angår visse af argumenterne en tilsidesættelse af artikel 82 EF.
101
Kongeriget Spanien har herved i sin replik udtrykkeligt angivet og har under retsmødet bekræftet, at det i forbindelse med dette anbringende ikke gjorde gældende, hverken at Kommissionen savnede kompetence, eller at der forelå magtfordrejning, men en anvendelse af artikel 82 EF, »som går videre end dens ordlyd«. Kongeriget Spanien har også under retsmødet i det væsentlige bekræftet, at Kommissionen ifølge dets anbringende har handlet ultra vires ved at gribe ind for sent på et marked, som allerede er tilstrækkeligt reguleret.
102
Kongeriget Spanien har imidlertid ikke angivet årsagerne til, at Kommissionen i den foreliggende sag har »anvendt artikel 82 EF på en måde, som går videre end dens ordlyd«. Det har heller ikke angivet, hvorledes argumenterne fremsat inden for rammerne af nærværende anbringende adskiller sig fra dem, som påberåbes inden for rammerne af søgsmålets andre anbringender.
103
Ifølge artikel 21, stk. 1, i statutten for Domstolen og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement skal en stævning angive søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Retssikkerheds- og retsplejehensyn kræver, for at en sag kan antages til realitetsbehandling, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, om end kortfattet, men dog konsekvent og forståeligt, fremgår af selve stævningen (jf. Rettens dom af 17.12.2010, sag T-369/08, EWRIA m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 6283, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).
104
Det følger desuden af retspraksis, at sagsøgerens korte fremstilling af søgsmålsgrundene skal være så klar og præcis, at sagsøgte får mulighed for at tilrettelægge sit forsvar og Retten for at træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden at måtte indhente yderligere oplysninger. Tilsvarende krav gælder, når et argument fremføres til støtte for et anbringende (jf. Rettens dom af 14.12.2005, sag T-209/01, Honeywell mod Kommissionen, Sml. II, s. 5527, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).
105
Henset til det foregående og eftersom Kongeriget Spanien udtrykkeligt har bekræftet, at det ikke gjorde gældende, at Kommissionen savnede kompetence, eller at der forelå magtfordrejning, må det fastslås, at nærværende anbringende ikke indeholder en sammenhængende juridisk argumentation, der specifikt kritiserer konstateringerne i den anfægtede beslutning. Da dette anbringende er for uklart til at kunne besvares, må det afvises (jf. i denne retning Domstolens dom af 2.10.2003, sag C-194/99 P, Thyssen Stahl mod Kommissionen, Sml. I, s. 10821, præmis 105 og 106).
Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet
106
Kongeriget Spanien har i det væsentlige anført, at Kommissionen ved at vedtage den anfægtede beslutning har tilsidesat retssikkerhedsprincippet, eftersom denne beslutning indebærer en efterfølgende ændring af strukturen for de lovgivningsmæssige rammer, som er blevet fastsat forudgående. Den anfægtede beslutning tilsidesætter de lovgivningsmæssige rammer, ud fra hvilke operatørerne i sektoren for elektronisk kommunikation havde planlagt vigtige langsigtede investeringer, hvilket skaber en stor usikkerhed for de erhvervsdrivende. Kommissionen er via den anfægtede beslutning blevet til et organ, som kan ændre de nationale tilsynsmyndigheders administrative handlinger, hvilket bevirker, at der sker en dobbelt regulering af priserne. Der fandtes ligeledes i Spanien i den undersøgte periode en omfattende forhåndsregulering, og det tilkom Kommissionen i medfør af rammedirektivets artikel 7 at kontrollere de reguleringsforanstaltninger, som CMT havde vedtaget. Kommissionen har ikke via årsrapporterne med hensyn til gennemførelse eller via en traktatbrudssag mod Kongeriget Spanien gjort indsigelse mod de reguleringsinstrumenter, som CMT havde uarbejdet eller mod dens handlinger på markedet. Tilsidesættelsen af retssikkerheden har også »fremtidige konsekvenser« henset til de forskelle, som der er givet udtryk for i den anfægtede beslutning med hensyn til definitionen af markedet eller den analysemetode, som de nationale tilsynsmyndigheder har tilladelse til at anvende inden for rammerne af forhåndsreguleringen.
107
Det bemærkes, at retssikkerhedsprincippet kræver, at retsreglerne skal være klare og præcise, og således tilsigter at sikre forudsigelighed i forbindelse med de situationer og retsforhold, der henhører under EU-retten (jf. i denne retning Domstolens dom af 18.11.2008, sag C-158/07, Förster, Sml. I, s. 8507, præmis 67, samt Rettens dom af 12.12.2007, sag T-308/05, Italien mod Kommissionen, Sml. II, s. 5089, præmis 158, og af 13.11.2008, sag T-128/05, SPM mod Rådet og Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 147).
108
Dette princip er ikke blevet tilsidesat i den foreliggende sag. Som Kommissionen har anført, er Kongeriget Spaniens anbringende således baseret på en ukorrekt forudsætning om, at Kommissionen efterfølgende har ændret de lovgivningsmæssige rammer, hvilket ikke er blevet fastslået.
109
Det må for det første konstateres, at den sektorlovgivning, som Kongeriget Spanien har henvist til, på ingen måde påvirker den kompetence, som Kommissionen direkte har i medfør af artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel [81] og [82] (EFT 1959-1962, s. 81), og fra den 1. maj 2004 i medfør af artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 til at fastslå overtrædelser af artikel 81 EF og 82 EF (jf. i denne retning dom af 10.4.2008 i sagen Deutsche Telekom mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 60, præmis 263).
110
Som anført i præmis 56 ovenfor, supplerer de konkurrenceregler, der er fastsat i EF-traktaten, således gennem udøvelsen af en efterfølgende kontrol de lovbestemmelser, der er vedtaget af EU-lovgiver med henblik på at forhåndsregulere telemarkederne (dom af 14.10.2010 i sagen Deutsche Telekom mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 50, præmis 92).
111
Eftersom Telefónica rådede over et råderum for at undgå prispresset (jf. også præmis 27 og 50 ovenfor), var selskabets adfærd, som blev pålagt en sanktion i den anfægtede beslutning, omfattet af anvendelsesområdet for artikel 82 EF (jf. også i denne retning generaladvokat J. Mazáks forslag til afgørelse forud for dom af 14.10.2010 i sagen Deutsche Telekom mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 50, punkt 15 og 19).
112
Desuden kan de nævnte rammebestemmelser ikke rejse tvivl om den kompetencefordeling ved anvendelsen af artikel 82 EF, som er fastsat på primærretligt plan i artikel 83 EF og 85 EF (jf. også generaladvokat J. Mazáks forslag til afgørelse forud for dom af 14.10.2010 i sagen Deutsche Telekom mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 50, punkt 19).
113
For det andet kan Kongeriget Spanien ikke hævde, at det tilkom Kommissionen i henhold til rammedirektivets artikel 7 at kontrollere reguleringsforanstaltningerne vedtaget af CMT. Som Kommissionen har anført i sine skriftlige indlæg, er kun de foranstaltninger, som er blevet vedtaget i juni 2006 efter CMT’s indførelse af de nye rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, blevet meddelt Kommissionen via den procedure, der er fastsat i nævnte artikel.
114
For det tredje kan det ikke hævdes, at tilsidesættelsen af retssikkerheden har »fremtidige konsekvenser«, henset til de forskelle, som der er givet udtryk for i den anfægtede beslutning med hensyn til definitionen af markederne eller den analysemetode, som de nationale tilsynsmyndigheder har tilladelse til at anvende inden for rammerne af forhåndsreguleringen. Som det således navnlig fremgår af rammedirektivets artikel 15, sker udpegningen af de produkt- og tjenestemarkeder i den elektroniske kommunikationssektor, hvor forholdene kan være af en sådan art, at det vil være berettiget at indføre regulerende forpligtelser som omhandlet i særdirektiverne med forbehold af muligheden for i specifikke tilfælde at afgrænse markeder i henhold til konkurrencelovgivningen. Desuden præciserer punkt 28 i Kommissionens retningslinjer for markedsanalyse og beregning af stærk markedsposition i henhold til EU-rammebestemmelserne for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (EFT 2002 C 165, s. 6), at markedsafgrænsninger for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester i henhold til det nye regelsæt i visse tilfælde kan være forskellige fra de markedsafgrænsninger, som konkurrencemyndighederne foretager, også selv om der er tale om områder, som ligner hinanden.
115
Endelig for det fjerde, hvis Kongeriget Spanien gør gældende, at Kommissionen burde have anlagt et traktatbrudssøgsmål mod Kongeriget Spanien i medfør af artikel 226 EF, hvis den var nået frem til den konklusion, at afgørelserne fra CMT som organ i en medlemsstat ikke gjorde det muligt at undgå prispresset og derfor ikke overholdt ovennævnte regelsæt, bemærkes for det første, at Kommissionen i den anfægtede beslutning ikke har foretaget en sådan konstatering. For det andet og under alle omstændigheder bemærkes, at forudsat, at CMT overhovedet har tilsidesat en EU-retlig bestemmelse, og at Kommissionen derfor har kunnet anlægge en traktatbrudssag mod Kongeriget Spanien, kan sådanne eventualiteter på ingen måde påvirke lovligheden af den anfægtede beslutning. Kommissionen har således i denne beslutning begrænset sig til at konstatere, at Telefónica har tilsidesat artikel 82 EF, som ikke vedrører medlemsstaterne, men alene de erhvervsdrivende (jf. i denne retning dom af 10.4.2008 i sagen Deutsche Telekom mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 60, præmis 271). Ifølge Domstolens praksis har Kommissionen efter den ved artikel 226 EF indførte ordning desuden et frit skøn ved afgørelsen af, om der skal anlægges traktatbrudssag, og det tilkommer ikke Unionens retsinstanser at efterprøve dette skøn (dom af 14.10.2010 i sagen Deutsche Telekom mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 50, præmis 47).
116
Det følger heraf, at nærværende anbringende skal forkastes.
Det femte anbringende om en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning
117
Kongeriget Spanien har anført, at Kommissionen ved at bryde rammebestemmelserne ved en beslutning vedtaget på et område, som allerede var blevet reguleret af CMT, har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke blot i forhold til den operatør, som er blevet pålagt en sanktion, men også i forhold til de andre operatører på dette marked, som antog, at de handlede under beskyttelse af sektorlovgivningen vedrørende engrosadgang, som CMT havde indført. Tilsidesættelsen af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er særlig tydelig, i det omfang CMT havde påbegyndt punktvise handlinger vedrørende Telefónicas kommercielle tilbud. Den anfægtede beslutning tilsidesætter derfor princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet den bekræfter, at det forhold, at en operatør tilpasser sig rammebestemmelserne fastsat af en national tilsynsmyndighed, ikke er tilstrækkeligt til, at det kan formodes, at denne adfærd opfylder loven.
118
Det bemærkes, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan påberåbes af enhver erhvervsdrivende, som en institution har givet visse begrundede forhåbninger. Der er desuden intet til hinder for, at en medlemsstat under et annullationssøgsmål gør gældende, at en retsakt fra institutionerne strider mod visse erhvervsdrivendes berettigede forventning (jf. i denne retning Domstolens dom af 19.11.1998, sag C-284/94, Spanien mod Rådet, Sml. I, s. 7309, præmis 42, og af 10.3.2005, sag C-342/03, Spanien mod Rådet, Sml. I, s. 1975, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
119
Når de erhvervsdrivende kan påregne vedtagelsen af en EU-foranstaltning, der kan påvirke deres interesser, kan de imidlertid ikke påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (jf. dom af 10.3.2005 i sagen Spanien mod, nævnt ovenfor i præmis 118, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).
120
Som allerede anført i præmis 109-111 ovenfor, påvirkede den sektorlovgivning, som Kongeriget Spanien henviste til, på ingen måde Kommissionens kompetence til at fastslå overtrædelserne af artikel 81 EF og 82 EF, og Telefónicas adfærd, som er blevet pålagt en sanktion i den anfægtede beslutning, var omfattet af anvendelsesområdet for artikel 82 EF. Kommissionens indgriben på grundlag af artikel 82 EF kan derfor ikke anses for uforudsigelig.
121
Desuden bemærkes, at selv om – som Kongeriget Spanien har fremhævet – CMT givetvis har påbegyndt punktvise handlinger vedrørende Telefónicas kommercielle tilbud navnlig for at undgå et prispres, er CMT ikke en konkurrencemyndighed, men en tilsynsmyndighed, og det har aldrig grebet ind for at sikre overholdelsen af artikel 82 EF eller vedtaget afgørelser vedrørende de former for praksis, som er blevet pålagt en sanktion i den anfægtede beslutning (678. og 683. betragtning til den anfægtede beslutning). Som anført i præmis 52 ovenfor, har Kongeriget Spanien desuden ikke bestridt, at CMT aldrig har analyseret, om der bestod et prispres i perioden for overtrædelsen mellem Telefónicas nationale engrosprodukt og selskabets detailprodukter, og at analysen af et prispres mellem Telefónicas regionale engrosprodukt og selskabets detailprodukter aldrig er blevet foretaget på grundlag af den pågældendes reelle historiske omkostninger, men på grundlag af forudgående skøn (726. og 727. betragtning til den anfægtede beslutning).
122
Under disse omstændigheder har hverken afgørelserne fra CMT eller rammebestemmelserne indført af dette nævn kunnet give en berettiget forventning hos Telefónica eller hos de andre operatører om, at enhver adfærd, som overholdt de nævnte afgørelser eller nævnte rammebestemmelser, var i overensstemmelse med artikel 82 EF.
123
Dette anbringende må følgelig forkastes, og Kommissionen bør frifindes i det hele.
Sagens omkostninger
124
I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.
125
Da Kommissionen har nedlagt påstand herom, og Kongeriget Spanien har tabt sagen, bør det pålægges Kongeriget Spanien at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Ottende Afdeling):
1)
Europa-Kommissionen frifindes.
2)
Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.
Truchot
Martins Ribeiro
Kanninen
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 29. marts 2012.
Underskrifter
( *1 ) – Processprog: spansk.
Full & Egal Universal Law Academy