RETTENS DOM (Ottende Afdeling)
20. januar 2010 ( *1 )
»EF-varemærker — indsigelsessag — ansøgning om LIFE BLOG som EF-ordmærke — det ældre nationale ordmærke LIFE — relativ registreringshindring — risiko for forveksling — artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 40/94 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009] — delvist afslag på registrering«
I sag T-460/07,
Nokia Oyj, Helsinki (Finland), ved avocat J. Tanhuanpää,
sagsøger,
mod
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) ved A. Folliard-Monguiral, som befuldmægtiget,
sagsøgt,
den anden part i sagen for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret og intervenient ved Retten:
Medion AG, Essen (Tyskland), ved avocat P.-M. Weisse,
angående en påstand om annullation af afgørelse truffet den 2. oktober 2007 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 141/2007-2), vedrørende en indsigelsessag mellem Medion AG et Nokia Oyj,
har
RETTEN (Ottende Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, E. Martins Ribeiro (refererende dommer), og dommerne N. Wahl og A. Dittrich,
justitssekretær: E. Coulon,
under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 18. december 2007,
under henvisning til Harmoniseringskontorets svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 21. maj 2008,
under henvisning til intervenientens svarskrift, som blev indleveret til Rettens Justitskontor den 7. maj 2008,
under henvisning til sagsøgerens, Harmoniseringskontorets og intervenientens skrivelser af henholdsvis 14., og , hvoraf det fremgår, at de ikke deltager i retsmødet,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1
Den 7. januar 2004 indgav sagsøgeren, Nokia Oyj, en ansøgning om registrering af et EF-varemærke til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (herefter »Harmoniseringskontoret«) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1), som ændret (erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1)).
2
Det varemærke, der er søgt registreret, er ordmærket LIFE BLOG.
3
De varer og tjenesteydelser, der er søgt registrering for, henhører under klasse 9, 38 og 41 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer i hver enkelt af disse klasser til følgende beskrivelse:
—
klasse 9: »Videnskabelige, nautiske, geodætiske, fotografiske, kinematografiske og optiske apparater og instrumenter samt apparater og instrumenter til vejning, måling, signalering, kontrol, livredning og undervisning; apparater og instrumenter til drift, distribution, transformering, akkumulation, regulering eller betjening af strøm; udstyr til optagelse, transmission og læsning af lyd eller billede; magnetiske databærere, lydplader; møntautomater og -apparater; kasseapparater, regnemaskiner, databehandlingsudstyr og computere; ildslukningsapparater«
—
klasse 38: »Telekommunikationsvirksomhed«
—
klasse 41: »Uddannelsesvirksomhed; gennemførelse af kurser; underholdning; sportsarrangementer og kulturelle arrangementer«.
4
Varemærkeansøgningen blev offentliggjort i EF-Varemærketidende nr. 2/2005 den 10. januar 2005.
5
Den 4. april 2005 rejste intervenienten, Medion AG, indsigelse mod det ansøgte varemærke, idet selskabet gjorde gældende, at der var en risiko for forveksling i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009].
6
Indsigelsen var støttet på samtlige de varer og tjenesteydelser, der bl.a. var omfattet af den tyske registrering nr. 39849644 af ordmærket LIFE, indgivet den 29. august 1998 og registreret den , for varer og tjenesteydelser i klasse 1, 7-11, 16, 21, 28, 37, 38, 41 og 42.
7
Indsigelsen var rettet mod alle de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af det ansøgte varemærke, med undtagelse af »ildslukningsapparater« i klasse 9 og »sportsarrangementer og kulturelle arrangementer« i klasse 41.
8
Ved afgørelse af 27. november 2006 tog Indsigelsesafdelingen indsigelsen til følge med den begrundelse, at der var risiko for forveksling i Tyskland med hensyn til alle disse varer og tjenesteydelser med undtagelse af »redningsapparater og -instrumenter« og »møntautomater og -apparater« i klasse 9, der blev anset for forskellige fra varerne under det ældre varemærke.
9
Den 18. januar 2007 påklagede sagsøgeren Indsigelsesafdelingens afgørelse.
10
Ved afgørelse af 2. oktober 2007 (herefter »den anfægtede afgørelse«) afviste Andet Appelkammer klagen. Efter at have anført, at sagsøgeren ikke havde fremsat argumenter, der imødegik vurderingen af, at de varer og tjenesteydelser, der var omfattet af det ansøgte varemærke i klasse 9, 38 og 41 og af det ældre mærke, var af samme eller lignende art, stadfæstede appelkammeret Indsigelsesafdelingens afgørelse på dette punkt. Appelkammeret sammenlignede, ligesom Indsigelsesafdelingen gjorde det, det ansøgte varemærke med et af intervenientens ældre varemærker, der dækkede det bredeste område, og hvor gengivelsen var tættest på sagsøgerens mærke.
11
For så vidt angår sammenligningen af de omhandlede tegn vurderede appelkammeret i punkt 24 i den anfægtede afgørelse i al væsentlighed, at ordet »life« eller dets tyske modstykke »Leben« ikke kunne anses for at være beskrivende for de omhandlede varer og tjenesteydelser. Hertil tilføjede appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 25, at det ville være usandsynligt, at den relevante tyske kundekreds forbandt det engelske ord »life« med lang levetid. Med hensyn til det ældre mærkes svækkelse grundet eksistensen af et stort antal lignende mærker anførte appelkammeret i punkt 26 og 27 i den anfægtede afgørelse (punkt 27 og 28 i den engelske version af afgørelsen), at dette argument ikke underbygges af udskrifterne fra Harmoniseringskontorets varemærkeregister, idet flere af disse varemærker endnu ikke er registrerede, og andre igen er tilbagekaldt. Appelkammeret anførte desuden i punkt 28 i den anfægtede afgørelse (punkt 29 i den engelske version af afgørelsen), at Domstolen i dom af 6. oktober 2005, Medion (sag C-120/04, Sml. I, s. 8551), fastslog, at ordet »life« har en normal grad af særpræg.
12
For så vidt angår ordet »blog« anførte appelkammeret i punkt 30 og 32 i den anfægtede afgørelse (punkt 31 og 33 i den engelske version af afgørelsen), at det er alment accepteret, at ordet er en forkortelse for »weblog«, som betegner en personlig dagbog, der løbende opdateres på internettet, og appelkammeret bekræftede Indsigelsesafdelingens konstatering af, at for en del af de omhandlede varer og tjenesteydelser, herunder også varer og tjenesteydelser tilknyttet internettet, var ordet »blog«»temmelig svagt«, da den gennemsnitlige forbruger af informationsteknologiske varer og tjenesteydelser vil associere ordet med disse varer og tjenesteydelsers egenskaber.
13
For så vidt angår de øvrige varer og tjenesteydelser anførte appelkammeret i punkt 32 i den anfægtede afgørelse (punkt 33 i den engelske version af afgørelsen), at Domstolen, under pådømmelsen af en indsigelsessag mellem det samme tegn LIFE og tegnet THOMSON LIFE, har fastslået, at der forelå risiko for forveksling. Da Domstolen således er nået frem til denne konklusion i en sammenhæng, hvor bestanddelen »life« var placeret i anden position, og hvor varerne ligeledes var elektroniske, bør ordet »blog«’s relative »styrke« eller »svaghed« ikke uforholdsmæssigt influere på det endelige resultat.
14
For så vidt angår vurderingen af varemærkerne i deres helhed anførte appelkammeret endelig i punkt 33 og 34 i den anfægtede afgørelse (punkt 34 og 35 i den engelske version af afgørelsen), med henvisning til den ovenfor i præmis 11 nævnte Medion-dom, at der fandtes en risiko for forveksling, idet ordet »life« har en selvstændig adskillelsesevne i det ansøgte varemærke, uden i øvrigt at udgøre dettes dominerende bestanddel, og idet den tyske kundekreds ville opfatte det ansøgte varemærke som et tegn, der økonomisk var tilknyttet det ældre varemærke. Ifølge appelkammeret er dette resultat primært baseret på, for det første, det faktum, at de omhandlede produkters og tjenesteydelsers lignende eller identiske natur kompenserer for den indlysende fonetiske og visuelle forskel på varemærkerne, for det andet på det faktum, at forbrugerens opmærksomhed i højere grad bliver henledt på tegnets begyndelse, som dermed lettere huskes, og, for det tredje, på det faktum, at de af de pågældende tegn formidlede begreber til en vis grad overlapper hinanden.
Parternes påstande
15
Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
—
Den anfægtede afgørelse annulleres.
—
Indsigelsen afvises.
—
Sagen hjemvises til Harmoniseringskontoret med henblik på registrering af det ansøgte varemærke.
—
Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.
16
Harmoniseringskontoret og intervenienten har nedlagt følgende påstande:
—
Harmoniseringskontoret frifindes.
—
Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Formaliteten vedrørende anden og tredje påstand
Parternes argumenter
17
Harmoniseringskontoret har fremført en formalitetsindsigelse vedrørende sagsøgerens anden og tredje påstand om afvisning af indsigelsen og registrering af det ansøgte varemærke, idet der er tale om pålæg.
Rettens bemærkninger
18
Det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at Harmoniseringskontoret inden for rammerne af en sag, der er anlagt for Unionens retsinstanser til prøvelse af en afgørelse fra et af kontorets appelkamre, i henhold til artikel 63, stk. 6, i forordning nr. 40/94 (nu artikel 65, stk. 6, i forordning nr. 207/2009) skal træffe de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af en dom afsagt af disse retsinstanser. Det tilkommer derfor ikke Retten at give Harmoniseringskontoret et pålæg (Rettens dom af 31.1.2001, sag T-331/99, Mitsubishi HiTec Paper Bielefeld mod KHIM (Giroform), Sml. II, s. 433, præmis 33, og af , sag T-39/04, Orsay mod KHIM — Jiménez Arellano (O orsay), ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 15).
19
Følgelig må sagsøgerens tredje påstand afvises, da den har til formål at opnå, at Retten pålægger Harmoniseringskontoret at registrere det ansøgte mærke.
20
For så vidt angår den anden påstand er det tilstrækkeligt at bemærke, at denne kun skal behandles, såfremt der gives medhold i påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse.
Formaliteten vedrørende de dokumenter, der først er blevet fremlagt for Retten
Parternes argumenter
21
Harmoniseringskontoret og intervenienten har gjort gældende, at stævningens bilag A1 — A4, der søger at bevise, at der eksisterer varemærker indeholdende ordet »life« side om side på markedet, ikke har været fremlagt for Harmoniseringskontoret under den administrative procedure og derfor ikke bør indgå under sagen.
Rettens bemærkninger
22
Det bemærkes, at sigtet med den sag, der er indbragt for Retten, er at få efterprøvet lovligheden af afgørelser fra Harmoniseringskontorets appelkamre i henhold til artikel 63 i forordning nr. 40/94. Det er således ikke Rettens opgave at foretage en ny undersøgelse af de faktiske omstændigheder i lyset af beviser, der først fremlægges for Retten (Rettens dom af 18.2.2004, sag T-10/03, Koubi mod KHIM — Flabesa (CONTORFLEX), Sml. II, s. 719, præmis 52, og af , sag T-336/03, Éditions Albert René mod KHIM — Orange (MOBILIX), Sml. II, s. 4667, præmis 15 og 16).
23
Hertil bemærkes, at sagsøgeren inden for rammerne af sagen for Harmoniseringskontoret gjorde gældende, at den samtidige eksistens af ældre varemærker viste ordet »life«’s »udvandingsgrad« (jf. punkt 11, 23 og 27 i den anfægtede afgørelse (punkt 11, 23 og 28 i den engelske version af afgørelsen)), og at sagsøgeren derfor burde have fremlagt de understøttende dokumenter herfor for Harmoniseringskontoret.
24
Det følger heraf, at bilag A1 — A4, der søger at bevise, at der eksisterer varemærker indeholdende ordet »life« side om side på markedet, og som ikke har været fremlagt inden for rammerne af sagen for Harmoniseringskontoret, ikke kan indgå under sagen.
Formaliteten vedrørende de argumenter og beviser, der har været fremlagt under sagen for Harmoniseringskontoret
Parternes argumenter
25
Harmoniseringskontoret har anført, at sagsøgerens generelle henvisning i stævningen til de dokumenter, der er indleveret under sagen for Harmoniseringskontoret, ikke opfylder betingelserne fastsat i Rettens procesreglement, artikel 44, stk. 1, litra c). Følgelig bør sagsøgerens argumenter vedrørende graden af det ældre varemærkes iboende særpræg og forskellene på de omhandlede varemærker afvises.
Rettens bemærkninger
26
Det bemærkes, at en stævning i henhold til artikel 44, stk. 1, i Rettens procesreglement skal indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Ifølge retspraksis skal denne fremstilling være så klar og præcis, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og at Retten kan træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden at måtte indhente yderligere oplysninger (jf. Rettens dom af 21.4.2004, sag T-127/02, Concept mod KHIM (ECA), Sml. II, s. 1113, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).
27
I øvrigt bemærkes, at selv om visse punkter i stævningen kan støttes og udbygges med henvisninger til afsnit i dokumenter, der vedlægges som bilag til stævningen, kan en generel henvisning til andre dokumenter, selv hvis de er vedlagt som bilag til stævningen, ikke afhjælpe, at der mangler væsentlige oplysninger i den retlige argumentation, der i medfør af ovennævnte bestemmelse skal være indeholdt i stævningen (jf. ECA-dommen, nævnt i præmis 26 ovenfor, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).
28
I den foreliggende sag har sagsøgeren for det første med hensyn til de ligheder og forskelle, der er mellem de omhandlede tegn, begrænset sig til i stævningen (punkt 29) at anføre:
»Sagsøgeren fremlægger ikke uddybende bemærkninger vedrørende forskelle og ligheder mellem de omhandlede varemærker, idet disse er indlysende, og da de har været gjort til genstand for en omhyggelig undersøgelse på et tidligere trin i processen. Sagsøgeren henviser endvidere, for at holde sig inden for det tilladte antal sider, til de argumenter og beviser, der var indleveret under sagen for Harmoniseringskontoret og appelkammeret.«
29
Sagsøgeren har således ikke angivet, hvilke punkter i stævningen der ønskes udbygget med nævnte henvisning, eller i hvilke dokumenter de eventuelle argumenter er anført.
30
Under disse omstændigheder er Retten ikke forpligtet til at undersøge, hvilke af de i de nævnte dokumenter og bilag anførte argumenter sagsøgeren kunne tænkes at henvise til, eller til at tage stilling til disse argumenter, da sådanne argumenter ikke kan antages til realitetsbehandling.
31
For det andet må det med hensyn til argumenterne vedrørende det ældre varemærkes særpræg fastslås, at selv om sagsøgeren i punkt 28 i stævningen har henvist til de argumenter og beviser, der var indleveret under sagen for Harmoniseringskontoret, har sagsøgeren, især i stævningens punkt 22-27, fremsat argumenter til støtte for, at det pågældende varemærke har en svag grad af særpræg. Det er således på grundlag af disse argumenter, at Retten skal vurdere kritikken af den anfægtede afgørelse.
32
Dog er Retten af de samme årsager som nævnt i præmis 26-30 ovenfor, ikke forpligtet til at tage stilling til »de argumenter og beviser, der var indleveret under sagen for Harmoniseringskontoret og appelkammeret« (stævningens punkt 28), der hverken er angivet eller præciseret i stævningen.
Påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse
Parternes argumenter
33
Sagsøgeren har gjort et enkelt anbringende gældende vedrørende tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94.
34
Sagsøgeren har gjort gældende, at appelkammeret har begået en fejl ved at henvise til Medion-dommen, nævnt i præmis 11 ovenfor, idet de af Domstolen fastsatte kumulative betingelser ifølge sagsøgeren mangler i den foreliggende sag: Den foreliggende sag vedrører ikke et varemærke, der kombinerer et ældre varemærke med et virksomhedsnavn, det ældre varemærke har ikke et normalt særpræg, og det ældre varemærke har ikke nogen »selvstændig rolle« i det yngre varemærke. Sagsøgeren har uddybende anført, at ordet »blog« i det ansøgte varemærke ikke er sagsøgerens selskabsnavn.
35
For varemærker betyder begrebet »selvstændig rolle« således, at de bestanddele, der ikke udgør den fælles del af de omhandlede varemærker, lige så vel kan angive varer og tjenesteydelsers oprindelse, uafhængigt af det sammensatte varemærke. Når et nyt varemærkes navn indgår i en kombination med et selskabsnavn, giver det sammensatte tegn dermed det indtryk, at der er tale om en bestemt produktkategori blandt dette selskabs produkter og tjenesteydelser. Ifølge sagsøgeren ville en korrekt vurdering i overensstemmelse med Rettens praksis have været at fastslå, at for at der skal kunne opstå en risiko for forveksling, skal den bestanddel, der udgør det ældre varemærke, være den dominerende bestanddel i det ansøgte varemærke, hvilket ikke kan være tilfældet med ordet »life«, idet dette ord efter sagsøgerens opfattelse har mindre særpræg end ordet »blog«.
36
Sagsøgeren har desuden anført, at der ved det ældre varemærke dels er tale om et »svagt varemærke«, i modsætning til appelkammerets vurdering af dette varemærke som havende en normal grad af særpræg, dels at Domstolen inden for rammerne af Medion-dommen, nævnt i præmis 11 ovenfor, ikke kunne foretage en sådan kvalifikation, idet der var tale om en præjudiciel forelæggelse. Sagsøgeren har yderligere anført, at det tilkom appelkammeret at vurdere det ældre varemærkes særpræg.
37
Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at den bestanddel, der udgør det ældre varemærke, er et ofte brugt ord i den pågældende sektor, og at det eksisterer side om side på markedet for de omhandlede varer og tjenesteydelser samt den relevante kundekreds.
38
Harmoniseringskontoret og intervenienten har nedlagt påstand om, at dette anbringende ikke tages til følge.
Rettens bemærkninger
39
Ifølge ordlyden af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 er det varemærke, der søges registreret, udelukket fra registrering, hvis indehaveren af et ældre varemærke rejser indsigelse, såfremt »der i offentlighedens bevidsthed inden for det område, hvor det ældre mærke er beskyttet, er risiko for forveksling, fordi det yngre mærke er identisk med eller ligner det ældre varemærke, og varerne eller tjenesteydelserne er af samme eller lignende art; risikoen for forveksling indbefatter risikoen for, at der antages at være en forbindelse med det ældre varemærke«.
40
I henhold til artikel 8, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 40/94 [nu artikel 8, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 207/2009] skal der ved ældre varemærker forstås varemærker, som er registreret i en medlemsstat, og hvis ansøgningsdato ligger før datoen for EF-varemærkeansøgningen.
41
Ved risikoen for forveksling forstås ifølge fast retspraksis risikoen for, at det i kundekredsen kan antages, at de pågældende varer eller tjenesteydelser hidrører fra den samme virksomhed eller i givet fald fra økonomisk forbundne virksomheder (jf. Rettens dom af 10.9.2008, sag T-325/06, Boston Scientific mod KHIM — Terumo (CAPIO), ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes analogt Domstolens dom af , sag C-39/97, Canon, Sml. I, s. 5507, præmis 29, og af , sag C-342/97, Lloyd Schuhfabrik Meyer, Sml. I, s. 3819, præmis 17).
42
Det er desuden ubestridt, at der skal foretages en helhedsvurdering af risikoen for forveksling i offentlighedens bevidsthed under hensyntagen til alle relevante faktorer i det foreliggende tilfælde (jf. CAPIO-dommen, nævnt i præmis 41 ovenfor, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes analogt Domstolens dom af 11.11.1997, sag C-251/95, SABEL, Sml. I, s. 6191, præmis 22, Canon-dommen, nævnt i præmis 41 ovenfor, præmis 16, og Lloyd Schuhfabrik Meyer-dommen, nævnt i præmis 41 ovenfor, præmis 18).
43
Denne helhedsvurdering indebærer en vis indbyrdes afhængighed mellem de faktorer, der kommer i betragtning, og mellem især ligheden mellem varemærkerne og ligheden mellem de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af varemærkerne. En svag grad af lighed mellem de af varemærkerne omfattede varer eller tjenesteydelser kan således opvejes af en høj grad af lighed mellem varemærkerne og omvendt (Domstolens dom af 13.9.2007, sag C-234/06 P, Il Ponte Finanziaria mod KHIM, Sml. I, s. 7333, præmis 48, og Rettens dom af , sag T-6/01, Matratzen Concord mod KHIM — Hukla Germany (MATRATZEN), Sml. II, s. 4335, præmis 25; jf. ligeledes analogt Canon-dommen, nævnt i præmis 41 ovenfor, præmis 17). Den indbyrdes afhængighed mellem disse faktorer kommer til udtryk i syvende betragtning til forordning nr. 40/94 (nu betragtning otte til forordning nr. 207/2009, ifølge hvilken begrebet lighed bør fortolkes i forhold til risikoen for forveksling, og bedømmelsen heraf afhænger af en lang række faktorer, herunder navnlig hvor kendt varemærket er på markedet, om der kan skabes en forbindelse med det benyttede eller registrerede tegn, samt hvor stor ligheden er mellem varemærket og tegnet og mellem de pågældende varer eller tjenesteydelser (jf. CAPIO-dommen, nævnt i præmis 41 ovenfor, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).
44
Desuden skal helhedsvurderingen for så vidt angår de omtvistede mærkers visuelle, fonetiske eller begrebsmæssige lighed være baseret på helhedsindtrykket af tegnene, idet der bl.a. skal tages hensyn til de bestanddele, der har særpræg eller er dominerende. Det fremgår således af henvisningen til en risiko for forveksling »i offentlighedens bevidsthed« i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94, at det spiller en afgørende rolle i helhedsvurderingen af risikoen for forveksling, hvordan gennemsnitsforbrugeren af de pågældende varer eller tjenesteydelser opfatter varemærkerne. Gennemsnitsforbrugeren opfatter imidlertid normalt et varemærke som en helhed og undersøger ikke de forskellige detaljer (jf. CAPIO-dommen, nævnt i præmis 41 ovenfor, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes analogt SABEL-dommen, nævnt i præmis 42 ovenfor, præmis 23).
45
For så vidt angår helhedsvurderingen af risikoen for forveksling anses gennemsnitsforbrugeren af de omhandlede varer for at være almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet. Der må i øvrigt tages hensyn til, at gennemsnitsforbrugeren kun sjældent har mulighed for at foretage en direkte sammenligning mellem de forskellige varemærker, men må stole på det ufuldstændige billede af dem, han har i erindringen. Der må også tages hensyn til, at gennemsnitsforbrugerens opmærksomhedsniveau kan variere alt efter, hvilken kategori af varer eller tjenesteydelser der er tale om (Rettens dom af 23.10.2002, sag T-104/01, Oberhauser mod KHIM — Petit Liberto (Fifties), Sml. II, s. 4359, præmis 28, og af , sag T-186/02, BMI Bertollo mod KHIM — Diesel (DIESELIT), Sml. II, s. 1887, præmis 38; jf. ligeledes analogt Lloyd Schuhfabrik Meyer-dommen, nævnt i præmis 41 ovenfor, præmis 26).
46
I det foreliggende tilfælde er det ældre varemærke et nationalt varemærke registreret i Tyskland, og det er dette varemærke, den anfægtede afgørelse omhandler. Som konstateret af appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 21, skal undersøgelsen derfor begrænses til Tyskland.
47
Det er ligeledes ubestridt, at den relevante kundekreds, således som appelkammeret korrekt har anført i den anfægtede afgørelses punkt 21, er den tyske gennemsnitsforbruger, der anses for at være almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet. Da nogle af disse varer og tjenesteydelser kan være dyre, må kundekredsens opmærksomhed dog nødvendigvis være skærpet. Disse konstateringer, der ikke er bestridt af parterne, skal lægges til grund.
48
Appelkammerets vurdering af risikoen for forveksling mellem de omtvistede mærker skal således bedømmes i lyset af ovenstående betragtninger.
Om varernes og tjenesteydelsernes lighed
49
Med hensyn hertil er det tilstrækkeligt at konstatere, at appelkammerets resultat i den anfægtede afgørelses punkt 18, der henviser til Indsigelsesafdelingens vurdering, skal lægges til grund, idet sagsøgerens klagepunkter vedrørende den anfægtede afgørelse ikke omfatter spørgsmålet, om de pågældende varer og tjenesteydelser er af samme eller lignende art.
Om tegnenes lighed
50
Som det allerede er anført i præmis 44 ovenfor, skal helhedsvurderingen af risikoen for forveksling for så vidt angår den visuelle, fonetiske og begrebsmæssige lighed af de omhandlede varemærker være støttet på det helhedsindtryk, disse giver, idet der navnlig skal tages hensyn til deres særprægede og dominerende bestanddele (jf. Rettens dom af 14.10.2003, sag T-292/01, Phillips-Van Heusen mod KHIM — Pash Textilvertrieb und Einzelhandel (BASS), Sml. II, s. 4335, præmis 47, og CAPIO-dommen, nævnt i præmis 41 ovenfor, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis; jf. analogt SABEL-dommen, nævnt i præmis 42 ovenfor, præmis 23).
51
Det følger ligeledes af retspraksis, at to varemærker ligner hinanden, såfremt der efter opfattelsen i den relevante kundekreds foreligger en i det mindste delvis lighed mellem dem i en eller flere relevante henseender (MATRATZEN-dommen, nævnt i præmis 43 ovenfor, præmis 30, og CAPIO-dommen, nævnt i præmis 41 ovenfor, præmis 89; jf. ligeledes analogt SABEL-dommen, nævnt i præmis 42 ovenfor, præmis 23).
52
Appelkammeret fastslog i den anfægtede afgørelses punkt 35 (punkt 36 i den engelske version af afgørelsen), at de to varemærker i den foreliggende sag ud fra en helhedsvurdering ligner hinanden. Denne vurdering skal lægges til grund.
53
I den forbindelse bemærkes, at de to tegn, der skal sammenlignes, er LIFE på den ene side og LIFE BLOG på den anden side.
54
Hvad for det første angår den visuelle sammenligning må det konstateres, at det ansøgte varemærke består af to ord, skrevet med i alt otte blokbogstaver. Det ældre varemærke består af et enkelt ord, ligeledes skrevet med blokbogstaver og bestående af i alt fire bogstaver. Disse forskelle opvejes dog af, at ordet »life« er fælles for de to tegn, og at det udgør en nøjagtig gengivelse af det ældre varemærke.
55
De omtvistede tegn udviser således en vis lighedsgrad i visuel henseende, idet den bestanddel, der udgør det ældre varemærke, er den første bestanddel af det ansøgte varemærke. Da det desuden drejer sig om to ordmærker, er de med henblik på bedømmelsen af deres visuelle lighed skrevet på en ikke-stiliseret måde. Gennemsnitsforbrugeren, der almindeligvis må stole på det ufuldstændige billede, han i erindringen har af dem, vil således visuelt kunne forveksle de omhandlede varemærker (jf. i denne retning Rettens dom af 4.5.2005, sag T-22/04, Reemark mod KHIM — Bluenet (Westlife), Sml. II, s. 1559, præmis 34).
56
Hvad for det andet angår den fonetiske sammenligning skal det fastslås, at det ansøgte varemærke består af to ord, og det ældre varemærke består af et enkelt ord. De to tegn udtales således forskelligt. Da det første ord af det ansøgte varemærke er det samme som det eneste ord i det ældre varemærke, og da disse udtales på samme måde, er der dog ud fra en helhedsbetragtning en vis fonetisk lighed mellem de to tegn (jf. i denne retning Rettens dom af 27.9.2007, sag T-418/03, La Mer Technology mod KHIM — Laboratoires Göemar (LA MER), ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 123).
57
Hvad for det tredje angår den begrebsmæssige sammenligning må det vedrørende ordet »life« fastslås, at det er et almindeligt engelsk ord, der nemt kan forstås af den gennemsnitlige tysksprogede kundekreds. Når det forbindes med de omhandlede varer og tjenesteydelser, henleder ordet »life« opmærksomheden på konceptet liv (life), snarere end på en vis levetid for de pågældende varer og tjenesteydelser. Det samme begrebsmæssige indhold findes i det ansøgte mærke, der henviser til en personlig dagbog på internettet, i det mindste i forhold til personer, der forstår betydningen af ordet »blog«.
58
Det må fastslås, som også Harmoniseringskontoret har anført, at det supplerende begreb »blog«, som er tilføjet det ansøgte varemærke, ikke i sig selv fortrænger den reference til konceptet liv (life), som de to tegn har til fælles, og som ikke kan anses for at være mindre væsentligt, endda ubetydeligt, således at der findes en vis begrebsmæssig lighed mellem de omhandlede tegn.
Om risikoen for forveksling
59
Det bemærkes, at der består en risiko for forveksling, når graden af lighed mellem de pågældende varemærker og graden af lighed mellem de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af disse varemærker, kumulativt er tilstrækkelig høj (MATRATZEN-dommen, nævnt i præmis 43 ovenfor, præmis 45).
60
Det skal i denne henseende bemærkes, at selv om det er korrekt, at forbrugeren i reglen tillægger den første del af et ord større betydning, eftersom dette udtales først (jf. i denne retning Rettens dom af 27.2.2008, sag T-325/04, Citigroup mod KHIM — Link Interchange Network (WORLDLINK), ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 82), er der ingen af de to bestanddele »life« og »blog«, der klart forekommer at være den dominerende bestanddel i det ansøgte varemærke i den foreliggende sag. I denne forbindelse ville det være kunstigt at betragte ordet »life« som det dominerende med den begrundelse, at det udgør den første bestanddel i det ansøgte varemærke, men der er heller ingen grund til at betragte bestanddelen »blog« som det dominerende (jf. i denne retning Westlife-dommen, nævnt i præmis 55 ovenfor, præmis 36).
61
På den ene side skal det hertil yderligere bemærkes, at det ikke med rette kan gøres gældende, at ordet »life« på nogen måde skulle være beskrivende for de omhandlede varer og tjenesteydelser.
62
På den anden side skal der for så vidt angår ordet »blog« skelnes mellem de omhandlede varer og tjenesteydelser. Når ordet »blog« anvendes om informationsteknologiske varer og tjenesteydelser eller inden for telekommunikationsområdet, skal det således anses for at have en begrænset grad af særpræg, idet ordet også af den tyske gennemsnitsforbruger af disse produkter eller tjenesteydelser generelt vil blive opfattet som en henvisning til en online-dagbog (weblog). Inden for denne kategori har ordet »life« således en højere grad af særpræg end ordet »blog«.
63
For så vidt angår samtlige andre varer og tjenesteydelser, der ikke har et element af informationsteknologi og telekommunikation, og i forhold til hvilke ordet »blog« ikke har nogen indholdsmæssig betydning, skal det derimod fastslås, at ingen af de to bestanddele »life« og »blog« klart forekommer at have en højere grad af særpræg end den anden. Som Harmoniseringskontoret imidlertid korrekt har anført, bliver den højere grad af iboende særpræg i ordet »blog«, såfremt den anses for godtgjort, i en vis mindre grad opvejet derved, at ordet »life« står i begyndelsen af tegnet, da kundekredsens opmærksomhed normalt er koncentreret omkring begyndelsen af det ansøgte tegn.
64
I den foreliggende sag er det allerede i præmis 49 ovenfor konstateret, at de omhandlede varer og tjenesteydelser delvist er af samme art og delvist er af lignende art. Når konstateringerne i præmis 60-63 ovenfor desuden tages i betragtning, er helhedsindtrykket af de omtvistede tegn egnet til at skabe en tilstrækkelig grad af lighed mellem dem til, at der opstår en risiko for forveksling i forbrugerens bevidsthed. Selv såfremt det må antages, at den relevante kundekreds, og herunder de personer, der har et skærpet opmærksomhedsniveau, skulle være i stand til at skelne mellem de omtvistede tegn, vil de ikke desto mindre, som også Harmoniseringskontoret har anført, kunne foranlediges til at tro, at varemærkerne hidrører fra den samme virksomhed eller i givet fald fra økonomisk forbundne virksomheder, som er identificeret ved ordet »life«.
65
Det følger således af præmis 60 ovenfor, at der i den foreliggende sag ikke er grundlag for at hævde, at ordet »life« er mindre fremtrædende end ordet »blog« i det ansøgte varemærke. I det foreliggende tilfælde forekommer uligheden mellem de omhandlede tegn, der består i det ansøgte varemærkes sidste ord, ikke at være tilstrækkelig til at opveje den fastslåede lighed mellem en af de to bestanddele i det ansøgte varemærke og det ældre varemærkes eneste bestanddel.
66
Det må desuden bemærkes, at selv hvis det antages, at der i den foreliggende sag findes en begrebsmæssig forskel på tegnene, kan denne ikke anses for at opveje de allerede fastslåede visuelle og fonetiske ligheder (jf. i denne retning Domstolens dom af 18.12.2008, sag C-16/06 P, Éditions Albert René mod KHIM, Sml. I, s. 10053, præmis 98).
67
Sagsøgeren har endelig ikke været i stand til at påvise, at det ældre varemærkes særpræg er blevet afsvækket, eftersom der ikke er ført bevis for, at varemærker indeholdende ordet »life« eksisterer side om side på markedet.
68
I denne henseende må det fastslås, at det ganske vist ikke er fuldstændig udelukket, at den omstændighed, at ældre varemærker eksisterer side om side, i visse tilfælde kan mindske den af Harmoniseringskontorets instanser konstaterede risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker. En sådan mulighed kan imidlertid kun tages i betragtning, hvis ansøgeren om EF-varemærket i det mindste i løbet af sagen ved Harmoniseringskontoret vedrørende relative registreringshindringer i tilstrækkelig grad har bevist, at den omstændighed, at de pågældende varemærker eksisterer side om side, hviler på et grundlag, der gør, at der i den relevante kundekreds’ bevidsthed ikke er en risiko for forveksling mellem de ældre varemærker, som ansøgeren gør gældende, og intervenientens ældre varemærke, der er grundlag for indsigelsen, og forudsat at de ældre varemærker og de omtvistede varemærker er identiske (jf. Rettens dom af 7.11.2007, sag T-57/06, NV Marly mod KHIM — Erdal (Top iX), ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 97 og den deri nævnte retspraksis).
69
Som appelkammeret med rette har anført i punkt 27 i den anfægtede afgørelse (punkt 28 i den engelske version), må det dog i den foreliggende sag fastslås, at beviset for eksistensen af registreringer side om side ikke er blevet ført. Sagsøgeren har desuden under alle omstændigheder intet fremlagt for at påvise, at denne sameksistens hviler på et grundlag, hvor der ikke er en risiko for forveksling (Rettens dom af 11.5.2005, sag T-31/03, Grupo Sada mod KHIM — Sadia (GRUPO SADA), Sml. II, s. 1667, præmis 87).
70
Det bemærkes endvidere, at der kan være en risiko for forveksling, selv om der er tale om et ældre varemærke med en svag grad af særpræg og et ansøgt varemærke, der ikke er en fuldstændig gengivelse heraf, herunder særligt som følge af ligheden mellem tegnene og mellem de omfattede varer eller tjenesteydelser (Domstolens kendelse af 27.4.2006, sag C-235/05 P, L’Oréal mod KHIM, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 53).
71
Det følger af det anførte, at graden af lighed mellem de omhandlede varemærker og identiteten eller graden af lighed mellem de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af disse mærker, kumulativt er tilstrækkeligt høj. Følgelig har appelkammeret med rette antaget, at der hos den relevante kundekreds foreligger en forvekslingsrisiko mellem de omhandlede tegn.
72
Henset til appelkammerets konklusion i den anfægtede afgørelses punkt 33 (punkt 34 i den engelske version af afgørelsen), og idet det ikke giver grund til at betvivle relevansen af, at appelkammeret særligt støttede sig på Medion-dommen, nævnt i præmis 11 ovenfor, at ordet »blog« hverken er et mærke eller et navn på en renommeret virksomhed, skal det herefter konstateres, at den af appelkammeret foretagne vurdering af forvekslingsrisikoen i betragtning af ligheden mellem de omhandlede varer og tjenesteydelser samt mellem tegnene bør lægges til grund.
73
Når et sammensat varemærke udgøres af en sammenstilling af en bestanddel og af et andet varemærke, kan sidstnævnte, selv om det ikke er den dominerende bestanddel i det sammensatte varemærke, ifølge retspraksis bevare en selvstændig adskillelsesevne i det sammensatte varemærke. I en sådan situation kan det sammensatte varemærke og det andet varemærke antages at have lighed (jf. Rettens dom af 2.12.2008, sag T-212/07, Harman International Industries mod KHIM — Becker (Barbara Becker), Sml. II, s. 3431, præmis 37; jf. ligeledes Medion-dommen, nævnt i præmis 11 ovenfor, præmis 30 og 37). Når henses til de foranstående betragtninger i det hele, skal det i det foreliggende tilfælde fastslås, at bestanddelen »life« har bevaret en selvstændig adskillelsesevne i det ansøgte varemærke.
74
Det eneste fremsatte anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 skal således forkastes som ugrundet og sagsøgte frifindes i det hele, uden at det er fornødent at tage stilling til, om sagsøgerens anden påstand for Retten vedrørende afvisning af intervenientens indsigelse kan realitetsbehandles (jf. i denne retning Rettens dom af 22.5.2008, sag T-205/06, NewSoft Technology mod KHIM — Soft (Presto! Bizcard Reader), ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 70).
Sagens omkostninger
75
I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Harmoniseringskontorets og intervenientens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Ottende Afdeling):
1)
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.
2)
Nokia Oyj betaler sagens omkostninger.
Martins Ribeiro
Wahl
Dittrich
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 20. januar 2010.
Underskrifter
( *1 ) – Processprog: finsk.
Full & Egal Universal Law Academy