25.8.2007
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 199/39
Sag anlagt den 15. juni 2007 — Grækenland mod Kommissionen
(Sag T-214/07)
(2007/C 199/75)
Processprog: græsk
Parter
Sagsøger: Den Hellenske Republik (ved I. Chalkias og G. Kanellopoulos)
Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Sagsøgerens påstande
—
Den anfægtede beslutning annulleres i sin helhed, subsidiært ændres den anfægtede kommissionsbeslutning således, at den omhandlede korrektion begrænses til den periode på 24 måneder, som reelt tages i betragtning, at der ikke foretages nogen korrektion inden for sektoren for markafgrøder for høståret 2003, eller at korrektionen under alle omstændigheder begrænses til 2 % og kun for så vidt angår udgifterne til hård hvede, og at der ikke foretages nogen offentligretlig korrektion for så vidt angår foranstaltninger for visse landbrugsprodukter til fordel for de mindre øer i Det Ægæiske Hav, eller at korrektionen under alle omstændigheder begrænses til 2 %.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Den Hellenske Republik har fremført følgende annullationsgrunde i det søgsmål, den har anlagt til prøvelse af Kommissionens beslutning K(2007) 1663 endelig udg. af 18. april 2007, offentliggjort som beslutning 2007/243/EF (EUT L 106, s. 55), hvormed Kommissionen udelukkede visse udgifter, som medlemsstaterne — i nærværende sag Den Hellenske Republik — har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, fra EF-finansiering:
Med sit første annullationsanbringende, som vedrører korrektionen inden for sektorerne for markafgrøder, inden for POSEI-programmet og inden for sektoren for forarbejdning af tomater, har sagsøgeren gjort gældende, at sagsøgte har tilsidesat væsentlige formforskrifter, idet vurderingen af grovheden af de tilsidesættelser, som foreholdes Den Hellenske Republik, det tab, som Fællesskabet har lidt, og størrelsen af den pågældende korrektion ikke er blevet drøftet, og at beslutningen er ugyldig i forhold til sagsøgeren, da Kommissionen savner kompetence til at foretage korrektioner ratione temporis ud over de 24 måneder, som går forud den meddelelse, hvormed Kommissionen meddeler sin endelige stilling med hensyn til korrektionen og størrelsen heraf.
Med det andet annullationsanbringende, som vedrører korrektionen for markafgrøder, har sagsøgeren gjort gældende, at der er foretaget en fejlagtig fortolkning og anvendelse af artikel 4 i forordning (EØF) nr. 3508/92 (1), artikel 1, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1593/2000 (2) og artikel 58 i forordning (EF) nr. 445/2002 (3), da identificering af ejendomme i henhold til disse bestemmelser også er tilladt med andet kortmateriale med samme værdi som ortofotos, at der er anlagt en fejlagtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, og at de omtvistede korrektioner er utilstrækkeligt begrundede. Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at der er foretaget en fejlagtig fortolkning og anvendelse af artikel 60 i forordning (EF) nr. 445/2002, fejlagtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder vedrørende kontroller på stedet og tidspunktet for deres gennemførelse samt manglende hjemmel til at pålægge korrektionen, da Kommissionen ifølge sagsøgeren har fortolket artikel 15 i forordning (EF) nr. 2419/2001 (4) fejlagtigt. Sagsøgeren har endvidere anført, at Kommissionen navnlig med hensyn til korrektionen på 10 % af udgifterne vedrørende hård hvede har bedømt de faktiske omstændigheder fejlagtigt og har overskredet grænserne for sin skønsbeføjelse.
Med det tredje annullationsanbringende finder sagsøgeren, at proportionalitetsprincippet er blevet tilsidesat ved at pålægge korrektioner på 5 % og 10 % for markafgrøder, da forbedringerne af systemet i forhold til det foregående år var betydelige, hvilket Kommissionen tillige har konstateret.
Med det fjerde annullationsanbringende, som vedrører POSEI-programmet — De mindre øer i Det Ægæiske Hav, har sagsøgeren gjort gældende, 1) at artikel 3, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 2019/93 (5) og artikel 3, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2958/93 (6) blev fortolket og anvendt fejlagtigt på kontrollen af forsyningsordningen for de mindre øer i Det Ægæiske Hav, og at de faktiske omstændigheder blev bedømt fejlagtigt, eftersom de græske myndigheder gjorde det, som var fastsat i bestemmelserne, 2) at de faktiske omstændigheder på samme vis blev bedømt fejlagtigt for så vidt angår kartoffelmarker og olivenlunde på de mindre øer i Det Ægæiske Hav, eftersom LPIS (7) og registrene fungerede normalt, og sagsøgeren var for småmangler allerede blevet pålagt en generel korrektion inden for ordningen for markafgrøder, og der kan ikke pålægges straf af denne grund inden for de øvrige ordninger, og endelig c) at proportionalitetsprincippet er blevet tilsidesat ved korrektionen inden for POSEI-programmet.
(1) Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92 af 27.11.1992 om et integreret system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger (EFT L 355, s. 1).
(2) Rådets forordning (EF) nr. 1593/2000 af 17.7.2000 om ændring af forordning (EØF) nr. 3508/92 om et integreret system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger (EFT L 182, s. 4).
(3) Kommissionens forordning (EF) nr. 445/2002 af 26.2.2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) (EFT L 74, s. 1).
(4) Kommissionens forordning (EF) nr. 2419/2001 af 11.12.2001 om gennemførelsesbestemmelser for det integrerede system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger, der indførtes ved Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92 (EFT L 327, s. 11).
(5) Rådets forordning (EØF) nr. 2019/93 af 19.7.1993 om særlige foranstaltninger for visse landbrugsprodukter til fordel for de mindre øer i Det Ægæiske Hav (EFT L 184, s. 1).
(6) Kommissionens forordning (EØF) nr. 2958/93 af 27.10.1993 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2019/93 for så vidt angår den særlige ordning med forsyning med bestemte landbrugsprodukter (EFT L 267, s. 4).
(7) Land Parcel Identification System (markidentifikationssystem).
Full & Egal Universal Law Academy