24.11.2007
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 283/35
Sag anlagt den 26. september 2007 — Litauen mod Kommissionen
(Sag T-368/07)
(2007/C 283/64)
Processprog: litauisk
Parter
Sagsøger: Republikken Litauen (ved D. Kriaučiūnas, som befuldmægtiget)
Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Sagsøgerens påstande
—
Kommissionens beslutning K(2007) 3407 endelig udg. af 13. juli 2007 (1) annulleres.
—
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Republikken Litauen gør gældende, at den anfægtede beslutning, som den fik meddelelse om den 16. juli 2007, er ugyldig, og har fremsat følgende anbringender til støtte for sit søgsmål:
1. Kommissionen overskred sine beføjelser
Republikken Litauen gør i denne forbindelse gældende, at Kommissionen ved at vedtage en ensidig beslutning med hensyn til det endelige indhold af Litauens nationale tildelingsplan overskred de beføjelser, den er tillagt ved direktiv 2003/87/EF, for så vidt som direktivets bestemmelser giver Kommissionen beføjelse til at gennemgå medlemsstaternes nationale tildelingsplaner, men derimod ikke giver Kommissionen kompetence til at træffe afgørelse om en generel mængde emissionskvoter til overdragelse, hvorved den helt og holdent ser bort fra de nationale tildelingsplaner, som medlemsstaterne har udarbejdet og fremlagt.
2. Tilsidesættelse af fællesskabsretten
2.1.
Manglende opfyldelse af formålene med direktiv 2003/87/EF: Ved i den anfægtede beslutning at fastsætte et nationalt niveau for emissioner i perioden 2008-2012, der er lavere end det, Litauen har forpligtet sig til i medfør af Kyoto-protokollen til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, tilsidesatte Kommissionen de specifikke formål med direktiv 2003/87, som udgør et effektivt instrument til ud fra en økonomisk betragtning at opfylde de forpligtelser, parterne påtog sig ved Kyoto-protokollen med hensyn til drivhusgasemissioner.
2.2.
Tilsidesættelse af principperne om god sagsbehandlingsskik og loyalt samarbejde: Den anfægtede beslutning er i strid med principperne om god sagsbehandlingsskik og loyalt samarbejde, for så vidt som Kommissionen under tilsidesættelse af den vurdering, der blev foretaget, da den nationale tildelingsplan for Litauen blev udarbejdet, og i det væsentlige uden at konsultere Litauen, foretog en særskilt vurdering med henblik på at fastsætte det samlede niveau for emissionskvoter.
2.3.
Tilsidesættelse af bestemmelserne i direktiv 2003/87/EF og tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet: Den anfægtede beslutning er i strid med artikel 9, stk. 1, og artikel 11, stk. 2, i direktiv 2003/87, for så vidt som Kommissionen, idet den så bort fra de beregninger, der lå til grund for den nationale tildelingsplan for Litauen, og idet den karakteriserede den beregningsmetode, Litauen havde anvendt, som værende uegnet, udelukkende lagde de tal til grund, der var fremkommet under anvendelse af Kommissionens egen metode til at fastsætte den samlede mængde emissionskvoter.
2.4.
Tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling: Den anfægtede beslutning tilsidesætter princippet om forbud mod forskelsbehandling, for så vidt som Kommissionen ved anvendelsen af sin egen udvalgte metode til at fastsætte mængden af kvoter til overdragelse undlod at tage hensyn til Litauens særlige situation. Subsidiært bemærkes, at den omstændighed, at situationer, der er grundlæggende forskellige, behandles ens, er i strid med dette princip.
2.5.
Tilsidesættelse af artikel 9, stk. 1 og stk. 3, i direktiv 2003/87/EF og fjerde kriterium i bilag III til direktivet: Den anfægtede beslutning er i strid med den forpligtelse, der er fastsat i artikel 9 i direktiv 2003/87, og som har støtte i de kriterier, der er opført i bilag III til direktivet, får så vidt som den uden at angive nogen begrundelse herfor undlader at tage hensyn til det fjerde kriterium i bilaget og til Litauens behov for at øge elektricitetsproduktionen fra anlæg, der afbrænder fossilt brændsel, som følge af planerne om at lukke Ignalina-atomkraftværket i 2009.
3. Tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter efter fællesskabsretten
Litauen har gjort gældende, at den anfægtede beslutning blev vedtaget på en måde, der var i strid med væsentlige formforskrifter, for så vidt som Kommissionen for det første ved at tilsidesætte bestemmelserne i direktiv 2003/87/EF i den omtvistede beslutning i det væsentlige afviste at genoverveje beslutning K(2006) 5613 endelig udg. For det andet er den anfægtede beslutning uhensigtsmæssigt og utilstrækkeligt begrundet, hvorved kravene i artikel 253 EF og artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87 er blevet tilsidesat. Desuden overholdt Kommissionen ikke direktivets formkrav med hensyn til vurderingens varighed.
4. Åbenbart fejlskøn
Litauen er af den opfattelse, at Kommissionen under gennemgangen af Litauens ændrede nationale tildelingsplan for det første undlod at tage hensyn til de specifikke og objektive omstændigheder, som Litauen havde fremhævet, og som var afgørende for fastsættelsen af mængden af emissionskvoter, og for det andet anvendte en uegnet beregningsmetode på grundlag af upræcise data, hvilket førte til fastsættelse af en ukorrekt samlet mængde emissionskvoter for Litauen.
(1) Kommissionens beslutning af 13.7.2007 om ændring af den nationale plan for tildeling af drivhusgasemissionskvoter, som Litauen har forelagt i overensstemmelse med artikel 3, stk. 3, i Kommissionens beslutning K(2006) 5613 endelig udg. af 29.11.2006 om den nationale plan for tildeling af drivhusgasemissionskvoter, som Litauen har forelagt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF.
Full & Egal Universal Law Academy