12.1.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 8/22
Sag anlagt den 8. november 2007 — CMB og Christof mod Kommissionen og EAR
(Sag T-407/07)
(2008/C 8/39)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: CMB Maschinenbau & Handels GmbH (Gratkorn, Østrig) og J. Christof GmbH (Graz, Østrig) (ved lawyers A. Petsche, N. Niejahr og Q. Azau, og solicitor F. Young)
Sagsøgte: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og Det Europæiske Genopbygningsagentur
Sagsøgernes påstande
—
Beslutningen annulleres.
—
EAR pålægges at fremlægge visse dokumenter.
—
EAR pålægges at betale godtgørelse for det tab, som sagsøgerne hævder at have lidt, på henholdsvis 26 862,17 EUR og 3 197 968,80 EUR for udgifter og mistet fortjeneste samt forrentning af erstatningen fra det tidspunkt, hvor tabet indtrådte.
—
EAR tilpligtes at betale renter af erstatningsbeløbet fra tidspunktet for dommens afsigelse.
—
EAR og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgerne har anfægtet Det Europæiske Genopbygningsagenturs beslutning af 29. august 2007, som bekræfter afvisningen af sagsøgernes bud og tildeler kontrakten til en anden budgiver i forbindelse med udbudsbekendtgørelsen EuropeAid/124192/D/SUP/YU (EUT 2006/S 233-248823) vedrørende forsyning, levering, installering, kundeservice samt oplæring ved anvendelsen af udstyr for behandling og transport af affald fra sundhedssektoren i hele Republikken Serbien (undtagen Kosovo). Sagsøgerne har endvidere krævet erstatning for det hævdede tab som følge af beslutningen.
Sagsøgerne har til støtte for deres påstande gjort gældende, at den ordregivende myndighed har tilsidesat tildelingskriterierne for udbuddet, idet buddet afgivet af tilslagsmodtager ikke var i overensstemmelse med udbuddets tekniske specifikationer.
Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at den ordregivende myndighed har tilsidesat den relevante udbudsprocedure, myndighedens begrundelsespligt samt princippet om god forvaltningsskik.
Full & Egal Universal Law Academy