12.1.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 8/24
Sag anlagt den 19. november 2007 — Aer Lingus Group mod Kommissionen
(Sag T-411/07)
(2008/C 8/43)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Aer Lingus Group plc (Dublin, Irland) (ved solicitor A. Burnside, lawyer B. van de Walle de Ghelcke og lawyer T. Snels)
Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Sagsøgerens påstande
—
Kommissionens beslutning af 11. oktober 2007 annulleres.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgeren har ved dette søgsmål nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2007) 4600 af 11. oktober 2007, hvorved Kommissionen afviste sagsøgerens begæring om at indlede en procedure efter artikel 8, stk. 4, og at træffe foreløbige foranstaltninger efter artikel 8, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 (»EF-fusionsforordningen«) efter Kommissionens beslutning K(2007) 3104 af 27. juni 2007 (»beslutningen om uforenelighed«), hvorved en fusion blev erklæret uforenelig med fællesmarkedet og EØS-aftalen (sag nr. COMP/M.4439 — Ryanair — Aer Lingus).
Sagsøgeren har anført, at Kommissionen både har fortolket og anvendt artikel 8, stk. 4, og artikel 8, stk. 5, i EF-fusionsforordningen urigtigt ved at fastslå, at den efter beslutningen om uforenelighed ikke havde kompetence til at kræve, at Ryanair afhænder sin minoritetsandel i Aer Lingus, eller at træffe andre foranstaltninger med henblik på at genoprette den tidligere tilstand, eller at træffe foreløbige foranstaltninger i mellemtiden.
Sagsøgeren har særligt gjort gældende, at eftersom Kommissionen udtrykkeligt behandlede denne minoritetsandel og Ryanairs tilknyttede overtagelsestilbud som integrerede dele af en og samme fusion, er den forbudte fusion følgelig delvist blevet gennemført. Hertil kommer, at artikel 8, stk. 4, og artikel 8, stk. 5, i EF-fusionsforordningen under sådanne omstændigheder ifølge sagsøgeren giver Kommissionen beføjelse til at gribe ind over for de negative virkninger på konkurrencen, som opstår som følge af denne mindretalsandel, der forbinder to selskaber, der har været anset som hinandens nærmeste konkurrenter vedrørende beflyvningen til og fra Irland.
Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at Kommissionen har handlet i strid med artikel 21, stk. 3, i EF-fusionsforordningen ved at undlade at gøre sine eksklusive beføjelser gældende og i stedet overladt det til medlemsstaterne at gribe ind.
Full & Egal Universal Law Academy