9.2.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 37/26
Sag anlagt den 4. december 2007 — Coats Holdings mod Kommissionen
(Sag T-439/07)
(2008/C 37/42)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Coats Holdings Ltd (ved solicitors W. Sibree og C. Jeffs)
Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Sagsøgerens påstande
—
Annullation af beslutningens artikel 1, stk. 4, og artikel 2, stk. 4, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.
—
Subsidiært, ophævelse eller nedsættelse den bøde, der er pålagt sagsøgeren efter beslutningens artikel 2, stk. 4, og
—
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale omkostningerne afholdt af sagsøgeren.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2007) 4257 endelig af udg. af 19. september 2007 i sag COMP/E-1/39.168 — PO/Kortevarer i metal og plast: lynlåse, hvorved Kommissionen konstaterede, at sagsøgerens datterselskab sammen med andre virksomheder har tilsidesat artikel 81 EF ved bl.a. at udveksle oplysninger om priser, fastsættelse af minimumspriser og opdeling af markeder.
Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet anført, at Kommissionens bedømmelse af bevismaterialet i sin helhed er behæftet med åbenbare fejlskøn. Kommissionen har ifølge sagsøgeren ikke på tilstrækkelig måde godtgjort, at sagsøgerens deltog i en bilateral aftale om opdeling af markedet med Prym mellem januar 1977 og juli 1998.
Sagsøgeren har subsidiært gjort gældende, at Kommissionen ikke har bevist, at tilsidesættelser af nogen art fortsatte efter den 19. september 1997 eller bevist en enkelt sammenhængende overtrædelse i perioden forud for den 15. juli 1998, der kan berettige Kommissionen til at pålægge sagsøgeren en bøde for en tilsidesættelse, der har varet i 21 år.
Sagsøgeren har mere subsidiært gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat sagsøgerens grundlæggende processuelle rettigheder til i henhold til artikel 6, stk. 3, litra d), i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder at afhøre eller lade afhøre de imod sagsøgeren førte vidner i en straffesag.
Sagsøgeren har endelig mest subsidiært gjort gældende, at Kommissionen med urette automatisk multiplicerede grundbeløbet for bøden med 215 for en varighed på 21 år, i stedet for at udøve sin skønsbeføjelse i henhold til de relevante retningslinjer for bødeberegning.
Full & Egal Universal Law Academy