23.2.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 51/48
Sag anlagt den 17. december 2007 — Hangzhou Duralamp Electronics mod Rådet
(Sag T-459/07)
(2008/C 51/89)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Hangzhou Duralamp Electronics Co. Ltd (Hangzhou City, Kina) (ved lawyers M. Gambardella og V. Villante)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
—
Annullation af Rådets forordning (EF) nr. 1205/2007 af 15. oktober 2007 om indførelse af antidumpingtold på importen af kompaktlysstofrør med indbygget elektronisk drosselspole (CFL-i ) med oprindelse i Folkerepublikken Kina efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 og om udvidelse til at omfatte importen af den samme vare afsendt fra Den Socialistiske Republik Vietnam, Den Islamiske Republik Pakistan og Republikken Filippinerne (EUT L 272, s. 1), for så vidt som den vedrører sagsøgeren.
—
Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af Rådets forordning (EF) nr. 1205/2007 af 15. oktober 2007 om indførelse af antidumpingtold på importen af kompaktlysstofrør med indbygget elektronisk drosselspole (CFL-i) med oprindelse i Folkerepublikken Kina efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 og om udvidelse til at omfatte importen af den samme vare afsendt fra Den Socialistiske Republik Vietnam, Den Islamiske Republik Pakistan og Republikken Filippinerne (1), for så vidt som disse foranstaltninger vedrører sagsøgeren.
Til støtte for søgsmålet gør sagsøgeren gældende, at Rådets opfattelse, hvorefter alle CFL-i udgør den samme vare uanset forskelle, såsom levetid, wattforbrug, dæksel, andre integrerede anordninger, længde, diameter, diagonal eller slutbruger, er urigtig.
Sagsøgeren gør endvidere gældende, at Rådet foretog et åbenbart urigtigt skøn, da det foretog beregning af dumpingmargener, underbudsmargener og skadetærskler. Den fremgangsmåde, som blev benyttet til at udlede oplysninger fra Eurostats oplysninger, blev ifølge sagsøgeren ikke forklaret i den anfægtede forordning, og Rådet burde have forsynet de parter, der var genstand for undersøgelsen, med et ikke-fortroligt sammendrag af den anvendte fremgangsmåde og beregningseksempler.
Sagsøgeren gør endvidere gældende, at selskabets ret til kontradiktion vedrørende valg af referenceland er blevet tilsidesat, eftersom sagsøgeren ikke blev givet mulighed for at kommentere den omstændighed, at Mexico blev erstattet med Korea som referenceland i forbindelse med den undersøgelse, der gik forud for vedtagelsen af den anfægtede forordning.
Sagsøgeren gør endvidere gældende, at Rådet tilsidesatte artikel 7, 9 og 21 i grundforordningen (2) ved at fastsætte antidumpingtold, selvom Fællesskabets interesse ikke krævede, at der blev grebet ind.
Sagsøgeren gør endelig gældende, at Rådet tilsidesatte artikel 5, stk. 4, i grundforordningen og foretog et åbenbart urigtigt skøn, da det pålagde antidumpingtold på trods af den omstændighed, at den klage, der førte til, at undersøgelsen blev indledt, ikke blev støttet af EF-erhvervsgrenen, eftersom den andel af producenterne i Fællesskabet, som modsatte sig klagen, repræsenterede mere end 50 % af den samlede fællesskabsproduktion af samme vare.
(1) EUT L 272, s. 1.
(2) Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22.12.1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT 1996 L 56, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy