EUR-Lex -  62007TO0215 - DA

Sag T-215/07 R

Beniamino Donnici

mod

Europa-Parlamentet

»Særlige rettergangsformer – afgørelse truffet af Europa-Parlamentet – prøvelse af medlemmers mandater – fratagelse af et medlems mandat som følge af anvendelse af national lovgivning – begæring om udsættelse af gennemførelsen – formaliteten – fumus boni juris – uopsættelighed – interesseafvejning«

Kendelse afsagt af dommeren i sager om foreløbige forholdsregler den 15. november 2007 

Sammendrag af kendelse

1.     Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – betingelser – sagsøgerens interesse i den begærede udsættelse

(Art. 242 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

2.     Parlamentet – prøvelse af medlemmernes mandater – grænser

(akten om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Parlamentet, art. 12)

3.     Parlamentet – medlemmer – begreb

(akten om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Parlamentet, art. 6)

4.     Parlamentet – lovligheden af en afgørelse truffet af Europa-Parlamentet om prøvelse af de valgtes mandater

(Art. 234 EF; akten om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Parlamentet)

5.     Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – udsættelse af gennemførelsen af en retsakt fra Europa-Parlamentet, der erklærer et af dets medlemmers mandat for ugyldigt

(Art. 242 EF; akten om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Parlamentet, art. 8; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

1.     En begæring om udsættelse af gennemførelsen kan i princippet ikke rettes mod en negativ forvaltningsafgørelse, da en sådan udsættelse ikke kan ændre den begrærende parts retsstiling.

En afgørelse truffet af Europa-Parlamentet, der foretager en prøvelse af en sagsøgers mandat som medlem af Europa-Parlamentet og som følge af denne prøvelse erklærer mandatet for ugyldigt, kan imidlertid ikke kvalificeres som en negativ afgørelse. En udsættelse af gennemførelsen af nævnte afgørelse ville nemlig indebære en ændring i sagsøgerens retsstilling, idet den opretholder dennes midlertidige og gunstige situation, under hvilken sagsøgeren fortsat kan deltage i Parlamentet og dets organers møder med fulde rettigheder.

(jf. præmis 33, 35 og 36)

2.     Det fremgår af ordlyden af artikel 12 i akten fra 1976 om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet, at Europa-Parlamentet ikke har kompetence til at sikre medlemsstaternes overholdelse af fællesskabsretten, hverken generelt eller nærmere bestemt på valgområdet. Bestemmelsens ordlyd indebærer snarere, at Parlamentets beføjelse til at foretage prøvelse af valg forekommer begrænset, i hvert fald ved første øjekast.

For det første forekommer det, at den opgave, der består i at tage de valgresultater, der officielt er bekendtgjort af medlemsstaterne, »til efterretning«, synes at indebære, at Parlamentets rolle begrænser sig til at tage den udnævnelse af de valgte personer, som de nationale myndigheder allerede har fastslået, til efterretning, dvs. en allerede gældende retsstilling, der udelukkende er et resultat af disse myndigheders afgørelse, hvilket understreger, at der overhovedet ikke er overladt Parlamentet noget skøn på området. Det synes derfor udelukket, at Parlamentet kan rejse tvivl om selve lovligheden af den berørte nationale retsakt og nægte at tage den til efterretning, hvis det finder, at der foreligger en uregelmæssighed.

For det andet begrænses Parlamentets særlige kompetence til at tage stilling til de tvivlsspørgsmål, som opstår i forbindelse med prøvelse af valg, endvidere materielt til kun at angå de tvivlsspørgsmål, der måtte opstå på grundlag af bestemmelserne i akten af 1976, bortset fra tvivlsspørgsmål vedrørende de nationale bestemmelser, som denne akt henviser til.

(jf. præmis 71-73, 75 og 76)

3.     Artikel 6 i akten af 1976 om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet omhandler alene Europa-Parlamentets medlemmer, som uafhængigt skal kunne udøve deres mandat, og ikke de valgte kandidater, hvis mandat endnu ikke er blevet prøvet af Parlamentet i henhold til artikel 12 i akten af 1976. Parlamentets bekræftelse af en sådan persons mandat inden for rammerne af proceduren for prøvelse af valg er en forudgående og nødvendig forudsætning for, at artikel 6 i nævnte akt kan anvendes i forhold til denne person. En valgt kandidats situation kan ikke sidestilles med et medlem af Parlamentets situation ved anvendelsen af artikel 6.

(jf. præmis 77, 79 og 81)

4.     De eventuelle mangler, som de kompetente nationale myndigheders offentliggørelse af valgresultatet måtte være behæftet med, kan derfor på ingen måde påvirke lovligheden af Parlamentets afgørelse om prøvelse af sine medlemmers mandater. Når en national retsakt indgår i en fællesskabsretlig beslutningsproces og ved kompetencefordelingen inden for det pågældende område binder den beslutningstagende fællesskabsinstans og således er afgørende for ordlyden af dennes beslutning, kan de mangler, hvormed den nationale retsakt eventuelt måtte være behæftet, under ingen omstændigheder påvirke gyldigheden af fællesskabsinstansens beslutning.

Det tilkommer de nationale retter – i givet fald efter præjudiciel forelæggelse for Domstolen, jf. artikel 234 EF – at tage stilling til lovligheden af de nationale valgloves bestemmelser og procedurer.

(jf. præmis 91-93)

5.     Det alvorlige og uoprettelige tab, som er kriteriet for uopsættelighed, udgør det første led i den sammenligning, som foretages i forbindelse med vurderingen af interesseafvejningen. Nærmere bestemt må denne sammenligning føre Fællesskabets retsinstanser til i sager om foreløbige forholdsregler at undersøge, om en eventuel annullation af den omtvistede retsakt, foretaget af den ret, der træffer afgørelse om sagens realitet, vil gøre det muligt at ændre den situation, som beslutningens umiddelbare gennemførelse ville medføre, og omvendt, om udsættelse af den nævnte akts gennemførelse kan hindre, at beslutningen senere får fuld virkning, såfremt sagsøgte frifindes.

I en sådan situation, hvor de pågældende særlige interesser må ligestilles, bliver de mere generelle interesser, som taler for enten at udsætte gennemførelsen eller at nægte samme, af særlig betydning.

I den forbindelse er det ubestridt, at den medlemsstat, der berøres af en afgørelse truffet af Europa-Parlamentet, hvorved et af dets medlemmers mandat erklæres for ugyldigt, har en interesse i, at Parlamentet overholder dens valglovgivning, idet valgproceduren i henhold til artikel 8 i akten af 1976 om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet i hvert enkel medlemsstat reguleres af nationale bestemmelser. Man kan ganske vist stille denne interesse over for Parlamentets generelle interesse i opretholdelsen af dets afgørelser. Sidstnævnte interesser kan imidlertid ikke veje tungest ved afvejningen af de foreliggende interesser. Selv om det antages, at Parlamentet kan gøre brug af sine beføjelser og tilsidesætte det valgresultat, som den berørte medlemsstat har bekendtgjort, såfremt dette resultat forekommer at være i strid med bestemmelserne i akten af 1976, kan en sådan beføjelse nemlig ikke desto mindre kun udøves undtagelsesvis, idet det med føje kan antages, at medlemsstaterne som hovedregel overholder deres forpligtelser i henhold til artikel 10 EF om at tilpasse de nationale valglove efter kravene i akten af 1976.

(jf. præmis 106, 109, 110 og 113)

KENDELSE AFSAGT AF DOMMEREN I SAGER OM FORELØBIGE FORHOLDSREGLER

15. november 2007 (*)

»Særlige rettergangsformer – afgørelse truffet af Europa-Parlamentet – prøvelse af medlemmers mandater – fratagelse af et medlems mandat som følge af anvendelse af national valglovgivning – begæring om udsættelse af gennemførelsen – formaliteten – fumus boni juris – uopsættelighed – interesseafvejning«

I sag T-215/07 R,

Beniamino Donnici, Castrolibero (Italien), ved avocats M. Sanino, G.M. Roberti, I. Perego og P. Salvatore,

sagsøger,

støttet af:

Den Italienske Republik ved I. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato P. Gentili,

intervenient,

mod

Europa-Parlamentet ved H. Krück, N. Lorenz og A. Caiola, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af:

Achille Occhetto, Rom (Italien), ved avocats P. De Caterini og F. Paola,

intervenient,

angående en begæring om udsættelse af gennemførelsen af Europa-Parlamentets afgørelse af 24. maj 2007 om prøvelse af Beniamino Donnicis medlemskab af Europa-Parlamentet (2007/2121(REG)), indtil Retten har truffet afgørelse i hovedsagen,

har

DOMMEREN I SAGER OM FORELØBIGE FORHOLDSREGLER

som afløser Rettens præsident i henhold til procesreglementets artikel 106 og Rettens beslutninger vedtaget i plenum den 5. juli 2006, samt den 6. juni og den 19. september 2007,

afsagt følgende

Kendelse

 Retsforskrifter

1       Artikel 6-8, artikel 12 og artikel 13, stk. 3, i akten om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet (EFT 1976 L 278, s. 5), som senest ændret og omnummereret ved Rådets afgørelse 2002/772/EF, Euratom af 25. juni 2002 og af 23. september 2002 (EFT L 283, s. 1, herefter »akten fra 1976«), bestemmer:

»Artikel 6

1. Europa-Parlamentets medlemmer stemmer individuelt og personligt. De er ikke bundet af pålæg og kan ikke modtage bundet mandat.

2. Europa-Parlamentets medlemmer nyder godt af de privilegier og immuniteter, der gælder for dem i henhold til protokollen af 8. april 1965 om De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter.

Artikel 7

1. Hvervet som medlem af Europa-Parlamentet er uforeneligt med hvervet som:

–       medlem af en medlemsstats regering

–       medlem af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

–       dommer, generaladvokat eller justitssekretær ved De Europæiske Fællesskabers Domstol eller Ret i Første Instans

–       medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion

–       medlem af Revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber

–       De Europæiske Fællesskabers Ombudsmand

–       medlem af Det Økonomiske og Sociale Udvalg under Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab

–       medlem af udvalg eller organer, som er oprettet i henhold til traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab med henblik på at administrere Fællesskabernes pengemidler eller udføre vedvarende direkte forvaltning

–       medlem af Den Europæiske Investeringsbanks bestyrelse eller direktion eller ansat i denne

–       tjenestemand eller anden ansat i aktiv tjeneste i De Europæiske Fællesskabers institutioner eller dertil knyttede organer eller organisationer eller i Den Europæiske Centralbank.

2. Fra valget til Europa-Parlamentet i 2004 er hvervet som medlem af Europa-Parlamentet uforeneligt med hvervet som medlem af et nationalt parlament.

Som en undtagelse fra denne regel, og uden at det anfægter bestemmelserne i stk. 3

–       kan medlemmer af det irske nationale parlament, der vælges til Europa-Parlamentet ved et efterfølgende valg, udøve de to mandater samtidig indtil næste valg til det irske nationale parlament, hvorefter første afsnit i dette stykke finder anvendelse

–       kan medlemmer af Det Forenede Kongeriges parlament, der også er medlemmer af Europa-Parlamentet i femårsperioden forud for valget til Europa-Parlamentet i 2004, udøve de to mandater samtidig indtil valget til Europa-Parlamentet i 2009, hvorefter første afsnit i dette stykke finder anvendelse.

[…]

Artikel 8

Med forbehold af forskrifterne i denne akt er valgproceduren undergivet hver medlemsstats nationale forskrifter.

Disse nationale forskrifter, der eventuelt kan tage hensyn til særlige forhold i medlemsstaterne, må ikke generelt berøre valgmetodens forholdstalskarakter.

[...]

Artikel 12

Europa-Parlamentet prøver medlemmernes mandater. Med henblik herpå tager Europa-Parlamentet de valgresultater, der officielt er bekendtgjort af medlemsstaterne, til efterretning og træffer afgørelse i eventuelle tvivlsspørgsmål, der måtte opstå på grundlag af bestemmelserne i denne akt, bortset fra tvivlsspørgsmål vedrørende de nationale bestemmelser, som denne akt henviser til.

Artikel 13

[…]

3. Når det efter en medlemsstats lovgivning udtrykkeligt fastsættes, at et medlem af Europa-Parlamentet fortaber sit mandat, udløber medlemmets mandat i medfør af denne lovgivnings bestemmelser. De kompetente nationale myndigheder underretter Europa-Parlamentet herom.«

2       Artikel 3 og artikel 4, stk. 3 og 4, i Europa-Parlamentets forretningsorden har følgende ordlyd:

»Artikel 3

Valgs prøvelse

1. Efter valg til Europa-Parlamentet opfordrer formanden medlemsstaternes kompetente myndigheder til straks at meddele Parlamentet navnene på de valgte medlemmer, således at alle medlemmer kan deltage i Parlamentets møder fra det første møde efter valget.

Samtidig henleder formanden disse myndigheders opmærksomhed på de relevante bestemmelser i akten af […] 1976 og opfordrer dem til at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at undgå uforenelighed med hvervet som medlem af Europa-Parlamentet.

2. Ethvert medlem, hvis valg er meddelt Parlamentet, afgiver, inden han kan deltage i Parlamentets møder, en skriftlig erklæring om, at han ikke besidder hverv, der er uforenelige med hvervet som medlem af Europa-Parlamentet, jf. artikel 7, stk. 1 og 2, i akten af […] 1976. Efter valg til Europa-Parlamentet afgives denne erklæring om muligt senest seks dage før Parlamentets konstituerende møde. Ethvert medlem, hvis mandat endnu ikke er prøvet, eller for hvem der ikke er truffet afgørelse om en indsigelse, og som har undertegnet den nævnte erklæring, deltager i Parlamentets og dets organers møder med fulde rettigheder.

Såfremt det på grundlag af offentligt tilgængelige oplysninger konstateres, at et medlem besidder et hverv, der er uforeneligt med hvervet som medlem af Europa-Parlamentet, jf. artikel 7, stk. 1 og 2, i akten af […] 1976, fastslår Parlamentet på grundlag af oplysninger fra formanden, at mandatet er blevet ledigt.

3. På grundlag af en betænkning fra det kompetente udvalg foretager Parlamentet omgående valgs prøvelse og træffer afgørelse om hvert enkelt nyvalgt medlems mandat og om eventuelle indsigelser indgivet på grundlag af bestemmelserne i akten af […] 1976, men ikke om indsigelser på grundlag af de nationale valglove.

4. Betænkningen fra det kompetente udvalg udarbejdes på grundlag af de officielle meddelelser fra de enkelte medlemsstater om de samlede valgresultater med navnene på de valgte kandidater og på eventuelle suppleanter med angivelse af den rækkefølge, hvori de er valgt.

Et medlems mandat kan først erklæres gyldigt, efter at den pågældende skriftligt har afgivet erklæringer i henhold til denne artikel og bilag I til denne forretningsorden.

Parlamentet kan når som helst på grundlag af en betænkning fra det kompetente udvalg træffe afgørelse om enhver indsigelse mod gyldigheden af et medlems mandat.

5. Skyldes valget af et medlem, at kandidater på samme liste har trukket deres kandidatur tilbage, påser det udvalg, der er kompetent med hensyn til valgs prøvelse, at denne tilbagetrækning er sket i overensstemmelse med ånd og bogstav i akten af […] 1976 og artikel 4, stk. 3, i denne forretningsorden.

6. Det kompetente udvalg påser, at medlemsstaternes og Unionens myndigheder omgående giver Parlamentet alle oplysninger, som vil kunne påvirke et medlem af Europa-Parlamentet i dettes udøvelse af sit mandat eller suppleanternes rækkefølge; er der tale om en udnævnelse, angives den dato, fra hvilken udnævnelsen har virkning.

Indleder medlemsstaternes kompetente myndigheder en procedure, som kan føre til mandatbortfald for et medlem, anmoder formanden dem om at blive løbende orienteret om sagens udvikling. Han henviser sagen til det kompetente udvalg, på hvis forslag Parlamentet kan afgive udtalelse.

Artikel 4

Mandatets varighed

[…]

3. Ethvert medlem, der nedlægger sit mandat, meddeler formanden dette samt den dato – senest tre måneder fra meddelelsen – hvorfra mandatnedlæggelsen har virkning. Denne meddelelse har form af en protokol, der udarbejdes i nærværelse af generalsekretæren eller dennes stedfortræder, undertegnes af denne og det pågældende medlem og straks forelægges det kompetente udvalg, som sætter den på dagsordenen for sit første møde efter modtagelsen af dokumentet.

Skønner det kompetente udvalg, at mandatnedlæggelsen er i modstrid med ånd eller bogstav i akten af […] 1976, underretter det Parlamentet herom med henblik på, at dette træffer afgørelse om, hvorvidt mandatet konstateres ledigt eller ej.

I modsat fald konstateres mandatet ledigt fra den dato, som det afgående medlem har angivet i protokollen om mandatnedlæggelsen. Parlamentet stemmer ikke herom.

[...]

4. Når en medlemsstats kompetente myndighed underretter formanden om, at et mandat er ophørt i henhold til bestemmelser i den pågældende medlemsstats lovgivning som følge af enten uforenelighed i henhold til artikel 7, stk. 3, i akten af […] 1976, eller fortabelse af mandatet, jf. aktens artikel 13, stk. 3, meddeler formanden Parlamentet, at mandatet er ophørt på den af medlemsstaten oplyste dato, og opfordrer medlemsstaten til straks at besætte det ledige mandat.

Giver medlemsstaternes eller Unionens kompetente myndigheder eller det pågældende medlem formanden meddelelse om udnævnelse eller valg til hverv, der er uforenelige med hvervet som medlem af Europa-Parlamentet, jf. artikel 7, stk. 1 og 2, i akten af […] 1976, underretter formanden Parlamentet, som konstaterer, at mandatet er blevet ledigt.«

3       Det fremgår endvidere af artikel 9 i Parlamentets forretningsorden og bilag I hertil, at Parlamentets medlemmer skal give nøjagtige oplysninger om erhverv samt alle andre funktioner og aktiviteter, de udfører mod vederlag.

4       Artikel 2 og 30 i Europa-Parlamentets afgørelse 2005/684/EF, Euratom af 28. september 2005 om vedtagelse af statutten for Europa-Parlamentets medlemmer (EUT L 262, s. 1, herefter »statutten for Europa-Parlamentets medlemmer«) bestemmer:

»Artikel 2

1. Medlemmerne er frie og uafhængige.

2. Aftaler om nedlæggelse af et mandat inden eller ved en valgperiodes udløb er ugyldige.

[...]

Artikel 30

Denne statut træder i kraft på førstedagen af den valgperiode for Europa-Parlamentet, der begynder i 2009.«

5       Fjerde betragtning til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer har endvidere følgende ordlyd:

»Den frihed og uafhængighed, der er fastslået i artikel 2, og som ikke er omhandlet i nogen primærretlig tekst, bør reguleres i en retsakt. Erklæringer, hvori medlemmerne forpligter sig til at nedlægge mandatet på et bestemt tidspunkt, og erklæringer om mandatnedlæggelse på et ikke nærmere angivet tidspunkt, som et parti frit kan benytte, må anses for at være i modstrid med medlemmernes frihed og uafhængighed og bør derfor ikke være retligt bindende.«

 Sagens faktiske omstændigheder

6       Ved valget til Europa-Parlamentet, som blev afholdt den 12. og 13. juni 2004, stillede sagsøgeren, Beniamino Donnici, op som kandidat på fælleslisten »Società Civile – Di Pietro Occhetto« i valgkredsen for Syditalien. Denne liste opnåede et mandat i nævnte valgkreds og et mandat i valgkredsen for det nordvestlige Italien. A. Di Pietro, som fik flest stemmer i begge valgkredse, valgte valgkredsen for Syditalien.

7       A. Occhetto opnåede på baggrund af antallet af stemmer i begge valgkredse en andenplads på listen over valgresultatet, idet han opnåede flere stemmer end sagsøgeren i valgkredsen for Syditalien og flere stemmer end G. Chiesa i valgkredsen for det nordvestlige Italien. Eftersom A. Di Pietro valgte pladsen i valgkredsen for Syditalien, skulle A. Occhetto erklæres for valgt i valgkredsen for det nordvestlige Italien. A. Occhetto afgav imidlertid ved skriftlig erklæring, som blev undertegnet for notar den 6. juli 2004 og modtaget hos Ufficio elettorale nazionale per il Parlamento europeo presso la Corte di cassazione (det nationale valgkontor for Europa-Parlamentet ved Italiens Cour de cassation, herefter »det italienske valgkontor«) den 7. juli 2004, hvorved A. Occhetto, som på daværende tidspunkt bestred et mandat i det italienske senat, gav afkald på at modtage mandat til Europa-Parlamentet for så vidt angår begge valgkredse.

8       Efter dette afkald meddelte det italienske valgkontor den 12. november 2004 Parlamentet det officielle resultat af valget til Europa-Parlamentet med en liste over valgte kandidater og suppleanter. Det italienske valgkontor erklærede G. Chiesa for valgt i valgkredsen for det nordvestlige Italien og A. Di Pietro for valgt i valgkredsen for Syditalien, hvorved sagsøgeren blev den første ikke-valgte kandidat i denne valgkreds.

9       I forbindelse med parlamentsvalget i Italien den 9. og 10. april 2006 blev A. Di Pietro valgt til det italienske parlament og indtog sit nationale mandat med virkning fra den 28. april 2006. Da dette hverv er uforeneligt med hvervet som medlem af Europa-Parlamentet, jf. artikel 7, stk. 2, i akten af 1976, fastslog Europa-Parlamentet den 27. april 2006, at mandatet var blevet ledigt med virkning fra den følgende dag og gav Den Italienske Republik meddelelse herom.

10     Ved erklæring af 27. april 2006 til det italienske valgkontor tilbagekaldte A. Occhetto sit afkald af 7. juli 2004, idet han gav udtryk for sit »ønske om som den første ikke-valgte kandidat i valgkredsen [for Syditalien] at træde i stedet for [A. Di] Pietro, hvorfor enhver tidligere erklæring skal anses for ugyldig og uden virkning og under alle omstændigheder tilbagekaldt […], og i øvrigt skal der i denne henseende tages hensyn til den tilkendegivelse, som blev fremsat på tidspunktet for udnævnelsen af de valgte medlemmer«.

11     Herefter erklærede det italienske valgkontor den 8. maj 2006 A. Occhetto for valgt som medlem af Parlamentet.

12     Ved dom af 21. juli 2006 forkastede Tribunale amministrativo regionale del Lazio (Italien) det annullationssøgsmål, sagsøgeren anlagde til prøvelse af denne erklæring, som grundløs. Tribunale amministrativo regionale del Lazio fandt i det væsentlige, at A. Occhettos afkald af 7. juli 2004 vedrørende udnævnelsen af de valgte medlemmer ikke kunne anses for et afkald på hans plads i rækkefølgen efter valget. Tribunale amministrativo regionale del Lazio begrundede afgørelsen med henvisning til, at hensynet til den folkelige vilje indebærer, at valgresultater skal anses for at være bindende og ufravigelige, at et sådant afkald ikke berører vedtagelsen af eventuelle foranstaltninger om subrogation i tilfælde af uforenelighed, bortfald, manglende valgbarhed eller rettighedsindehaverens afkald på udnævnelse eller afkald på mandat, og at den kandidat, som derfor giver afkald på valget, har ret til, såfremt betingelserne for subrogation er opfyldt, at tilbagekalde sit afkald med henblik på at indtage den plads, som skal besættes, ved subrogation.

13     Sagsøgeren har endvidere for Parlamentet bestridt A. Occhettos udnævnelse som medlem af Europa-Parlamentet i stedet for A. Di Pietro. Europa-Parlamentets Retsudvalg undersøgte denne indsigelse på et møde den 21. juni 2006. Efter at have fastslået, at indsigelsen i henhold til artikel 12 i akten af 1976 ikke kunne antages til behandling, idet den var baseret på den italienske valglov, anbefalede et enigt Retsudvalg Parlamentet at erklære A. Occhettos mandat for gyldigt med virkning fra den 8. maj 2006. Den 3. juli 2006 godkendte Parlamentet A. Occhettos mandat.

14     Ved endelig og retskraftig dom af 6. december 2006 gav Consiglio di Stato sagsøgeren medhold i dennes appel af Tribunale amministrativo regionale del Lazios dom, omgjorde nævnte dom og annullerede den udnævnelse af A. Occhetto til medlem af Europa-Parlamentet, som det italienske valgkontor havde foretaget den 8. maj 2006. Consiglio di Stato fandt for det første, at sondringen mellem afkald på valg og afkald på en plads i kandidatrækkefølgen var ulogisk, idet valget er en konsekvens af kandidatens plads i kandidatrækkefølgen, og afkald på valg medfører, at den pågældende ikke længere er opført i rækken af kandidater med de virkninger, som heraf følger. Consiglio di Stato fastslog dernæst, at det er selvmodsigende at hævde, at afkald på valg ikke har nogen virkning hvad angår subrogation, og at den kandidat, som giver afkald på et mandat til Europa-Parlamentet, har ret til at tilbagekalde sit afkald, når det sker for at foretage en udskiftning. Consiglio di Stato fandt endelig, at et afkald på valg udgør en uigenkaldelig erklæring, når det kompetente organ eller kontor, der skal modtage erklæringen, har gjort sig bekendt med indholdet heraf, hvilket medfører en ændring af den oprindelig rækkefølge af kandidater, som valgkontoret har udarbejdet.

15     Den 29. marts 2007 tog det italienske valgkontor ovennævnte dom fra Consiglio di Stato til efterretning og erklærede sagsøgeren for medlem af Europa-Parlamentet som repræsentant for valgkredsen for Syditalien, hvorved Consiglio di Stato således tilbagekaldte A. Occhettos mandat.

16     Denne erklæring blev meddelt Parlamentet, som tog den til efterretning i protokollen for plenarmødet den 23. april 2007 i følgende vendinger:

»De kompetente italienske myndigheder havde meddelt, at valget af [A.] Occhetto var blevet annulleret, og at hans mandat, som således var blevet ledigt, var blevet tildelt [sagsøgeren]. Parlamentet havde taget disse afgørelser til efterretning med virkning fra den 29. marts 2007.

[…]

[Sagsøgeren] deltager i Parlamentets og dets organers møder med fulde rettigheder, jf. […] artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets forretningsorden, så længe [hans] mandat […] endnu ikke er prøvet, eller der ikke er truffet afgørelse om en eventuel indsigelse, såfremt [han] forinden skriftligt har afgivet en erklæring om, at [han] ikke bestrider et hverv, der er uforeneligt med hvervet som medlem af Europa-Parlamentet.«

17     I mellemtiden havde A. Occhetto ved skrivelse af 5. april 2007, som blev suppleret ved en skrivelse af 14. april 2007, rejst indsigelse og anmodet Parlamentet om at bekræfte hans mandat samt ikke at erklære sagsøgerens mandat for gyldigt. Ved afgørelse af 24. maj 2007 (herefter »den anfægtede afgørelse«), truffet på grundlag af betænkning af 22. maj 2007 (A6‑0198/2007) fra Retsudvalget, erklærede Parlamentet sagsøgerens mandat som medlem af Europa-Parlamentet, som var blevet meddelt af den kompetente nationale myndighed, for ugyldigt og bekræftede A. Occhettos mandat. Parlamentet pålagde endvidere sin formand at sende denne afgørelse til den kompetente nationale myndighed samt til sagsøgeren og A. Occhetto.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

18     Ved stævning registreret på Rettens Justitskontor den 22. juni 2007 har sagsøgerne i henhold til artikel 230, stk. 4, EF anlagt et søgsmål med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse.

19     Ved særskilt processkrift indleveret til Rettens Justitskontor samme dato har sagsøgeren fremsat nærværende begæring om foreløbige forholdsregler i henhold til artikel 104 i Rettens procesreglement og artikel 242 EF med påstand om, at gennemførelsen af den anfægtede afgørelse udsættes, og at Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger, eller at afgørelsen herom udsættes.

20     Parlamentet har i sine skriftlige bemærkninger indgivet til Rettens Justitskontor den 8. juli 2007 principalt nedlagt påstand om, at begæringen om foreløbige forholdsregler ikke tages til følge, og subsidiært, at begæringen forkastes som ubegrundet, og endeligt, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

21     Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 5. juli 2007 har A. Occhetto anmodet om tilladelse til at intervenere i den foreliggende sag til støtte for Parlamentets påstande.

22     Sagens hovedparter har fremsat bemærkninger til denne anmodning inden for de fastsatte frister.

23     Ved kendelse af 13. juli 2007 har Retten tilladt A. Occhetto at intervenere og opfordret A. Occhetto til at afgive interventionsindlæg.

24     I sit interventionsindlæg indgivet til Rettens Justitskontor den 29. juli 2007 har A. Occhetto nedlagt påstand om, at begæringen om foreløbige forholdsregler ikke tages til følge, og at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, eller at enhver afgørelse heraf udsættes.

25     Ved stævning indgivet til Rettens Justitskontor den 2. august 2007 har Den Italienske Republik anmodet om tilladelse til at intervenere i den foreliggende sag til støtte for sagsøgerens påstande. Den Italienske Republik blev under retsmødet anmodet om at fremsætte sine bemærkninger, idet afgørelsen af, om intervention kan tillades, blev udsat.

26     Parterne har afgivet mundtlige forklaringer under et retsmøde den 12. september 2007.

27     Under retsmødet blev parterne anmodet om at fremkomme med bemærkninger til Den Italienske Republiks begæring om intervention. Parterne har ikke rejst indsigelser i denne henseende. Under disse omstændigheder og henset til artikel 40, stk. 1, i Domstolens statut, der finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten i medfør af samme statuts artikel 53, stk. 1, har Retten tilladt Den Italienske Republik at intervenere, hvilket der blev gjort anmærkning om i retsmødeprotokollen.

28     Den Italienske Republik har i sit mundtlige indlæg under retsmødet nedlagt påstand om, at der gives medhold i begæringen om foreløbige foranstaltninger.

29     Retten har under retsmødet besluttet, at et uddrag af protokollen for Europa-Parlamentets plenarmøde den 23. april 2007, som gengiver protokollens punkt 10, og en kopi af anden betænkning af 7. januar 1983 udarbejdet for Europa-Parlamentets Udvalg til Valgs Prøvelse skal indgå i sagens akter. Parterne har ikke gjort indsigelser i denne henseende.

 Retlige bemærkninger

30     I henhold til dels artikel 242 EF, sammenholdt med artikel 243 EF, dels artikel 225, stk. 1, EF kan Retten, hvis den skønner, at forholdene kræver det, udsætte gennemførelsen af den retsakt, der er anfægtet for Retten, eller foreskrive de nødvendige foreløbige forholdsregler. Retten skal i denne henseende tage hensyn til betingelserne i procesreglementets artikel 104, stk. 2, således som de er blevet præciseret i retspraksis.

31     Fællesskabets retsinstanser kan således i sager om foreløbige forholdsregler udsætte gennemførelsen og foreskrive foreløbige forholdsregler, såfremt det er godtgjort, at de umiddelbart er berettigede af faktiske og retlige grunde (fumus boni juris), og såfremt der foreligger uopsættelighed, dvs. at det for at undgå et alvorligt og uopretteligt tab for sagsøgeren er nødvendigt at foreskrive dem og tillægge dem retsvirkning før afgørelsen i hovedsagen. Fællesskabets retsinstanser foretager ligeledes i givet fald en afvejning af de berørte interesser i sager om foreløbige forholdsregler (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 25.7.2000, sag C-377/98 R, Nederlandene mod Parlamentet og Rådet, Sml. I, s. 6229, præmis 41, og af 23.2.2001, sag C-445/00 R, Østrig mod Rådet, Sml. I, s. 1461, præmis 73, samt kendelse afsagt af Rettens præsident den 16.2.2007, sag T-310/06 R, Ungarn mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 19).

 Formaliteten

 Parternes argumenter

32     Parlamentet har gjort gældende, at den foreliggende begæring skal afvises. Ifølge Parlamentet indeholder den anfægtede afgørelse kun et punkt, som kan gennemføres, nemlig en anvisning til Parlamentets formand om at sende denne afgørelse til de berørte organer og personer. Hvad angår sagsøgeren har den anfægtede beslutnings dispositive del et negativt indhold, som ikke kan gennemføres, idet denne del blot fastslår, at sagsøgerens mandat er ugyldigt. Udsættelse af gennemførelse af den anfægtede beslutning kan imidlertid ikke forvandles til en positiv retsakt, dvs. en afgørelse, som erklærer sagsøgerens mandat for gyldigt. Ifølge retspraksis kan en begæring om udsættelse af gennemførelsen principielt ikke rettes mod en negativ forvaltningsafgørelse, da en sådan udsættelse ikke kan ændre den begærende parts stilling (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 21.2.2002, forenede sager C-486/01 P-R og C-488/01 P-R, Front national og Martinez mod Parlamentet, Sml. I, s. 1843, præmis 73, og kendelse afsagt af Rettens præsident den 12.5.2006, sag T-42/06 R, Gollnisch mod Parlamentet, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 30) og som følge heraf ikke har praktisk betydning for denne (kendelse afsagt af Rettens præsident den 2.7.2004, sag T-76/04 R, Bactria mod Kommissionen, Sml. II, s. 2025, præmis 52, og kendelsen i sagen Gollnisch mod Parlamentet, præmis 36 og 37).

 Rettens vurdering

33     Det er gentagne gange blevet fastslået, at en begæring om udsættelse af gennemførelsen i princippet ikke kan rettes mod en negativ forvaltningsafgørelse, da en sådan udsættelse ikke kan ændre den begærende parts stilling (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 30.4.1997, sag C-89/97 P(R), Moccia Irme mod Kommissionen, Sml. I, s. 2327, præmis 45, og kendelsen i sagen Front national og Martinez mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 32, præmis 73, samt kendelse afsagt af Rettens præsident den 11.7.2002, forenede sager T‑107/01 R og T-175/01 R, Lormines mod Kommissionen, Sml. II, s. 3193, præmis 48, af 16.1.2004, sag T-369/03 R, Arizona Chemical m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 205, præmis 62, og kendelsen i sagen Gollnisch mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 32, præmis 30).

34     En negativ afgørelse er i denne sammenhæng en afgørelse om afslag på den begærede foreløbige forholdsregel (jf. i denne retning kendelsen i sagen Lormines mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 33, præmis 48).

35     I det foreliggende tilfælde forekommer Parlamentets kvalificering af den anfægtede afgørelse som en negativ retsakt ikke korrekt. Der foretages nemlig med denne afgørelse en prøvelse af sagsøgerens mandat som medlem af Europa-Parlamentet, og som følge af denne prøvelse erklæres mandatet for ugyldigt. Samtidig bekræftes A. Occhettos mandat ved den anfægtede afgørelse, hvilket således bringer den midlertidige gunstige situation, som sagsøgeren befandt sig i, i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, i Parlamentets forretningsorden, til ophør med virkning fra den 29. marts 2007.

36     Som Parlamentet har anerkendt (jf. præmis 99 nedenfor) indebærer udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse en ændring af sagsøgerens retsstilling, idet en sådan udsættelse opretholder ovennævnte midlertidige og gunstige situation, under hvilken sagsøgeren fortsat kan deltage i Parlamentets og dets organers møder med fulde rettigheder. Under disse omstændigheder og i modsætning til, hvad Parlamentet har gjort gældende, kan den anfægtede afgørelse ikke hvad angår sagsøgeren kvalificeres som en negativ retsakt i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den i præmis 33 nævnte retspraksis.

37     Heraf følger, at sagsøgeren har en berettiget interesse i den begærede udsættelse af gennemførelsen, og den foreliggende begæring kan derfor antages til realitetsbehandling.

 Fumus boni juris

38     Sagsøgeren har anført, at han i sin stævning i hovedsagen har fremsat to anbringender om annullation af den anfægtede afgørelse. Han har med det første anbringende i det væsentlige gjort gældende, at Parlamentet ved at vedtage den anfægtede afgørelse har tilsidesat de bestemmelser og principper, som fastlægger Parlamentets kompetence til prøvelse af sine medlemmers mandater. Sagsøgeren har med det andet anbringende gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke er tilstrækkeligt begrundet.

39     For at fastslå, om betingelsen vedrørende fumus boni juris er opfyldt i det foreliggende tilfælde, skal der foretages en umiddelbar undersøgelse af rigtigheden af de retlige anbringender, sagsøgeren har gjort gældende til støtte for søgsmålet i hovedsagen, og dermed en vurdering af, om mindst et af anbringenderne er væsentlige og ikke kan forkastes inden for rammerne af den foreliggende sag om foreløbige forholdsregler (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 19.7.1995, sag C‑149/95 P(R), Kommissionen mod Atlantic Container Line m.fl., Sml. I, s. 2165, præmis 26, samt kendelse afsagt af Rettens præsident den 30.6.1999, sag T‑13/99 R, Pfizer Animal Health mod Rådet, Sml. II, s. 1961, præmis 132, og kendelse afsagt af Retten i en sag om foreløbige forholdsregler den 28.9.2007, sag T‑257/07 R, Frankrig mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 59).

40     Retten finder, at der først skal foretages en umiddelbar undersøgelse af rigtigheden af den argumentation, sagsøgeren har fremført med sit første anbringende.

 Parternes argumenter

41     Sagsøgeren har støttet af Den Italienske Republik anført, at nationale retsakter om Parlamentets medlemmers mandat henhører under medlemsstaternes kompetence, jf. artikel 190, stk. 4, EF og artikel 8 i akten af 1976, og vedtages i overensstemmelse med de regler, procedurer og garantier, som er indeholdt i medlemsstaternes nationale retsordener. Hvad angår prøvelse af mandater bør Parlamentet derfor i henhold til artikel 12 i akten af 1976 kun tage afgørelser, der er truffet på nationalt plan, til efterretning og ikke rejse tvivl om valgresultaterne eller tildelingen af et mandat til en valgt kandidat, for så vidt som dette er udtryk for de nationale myndigheders beføjelser, som disse er tillagt ved fællesskabsbestemmelserne. Det tilkommer udelukkende de kompetente nationale retsinstanser eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis sagen er indbragt for denne domstol – og ikke Parlamentet – at kontrollere overholdelsen af den procedure, som er fastsat i national ret, gyldigheden af nationale bestemmelser, herunder bestemmelser om afkald på valg, samt overholdelsen af de berørtes grundlæggende rettigheder.

42     De foregående bemærkninger støttes af retspraksis (Rettens dom af 10.4.2003, sag T‑353/00, Le Pen mod Parlamentet, Sml. II, s. 1729, præmis 92 og 93, og Domstolens dom af 7.7.2005, sag C‑208/03 P, Le Pen mod Parlamentet, Sml. I, s. 6051, præmis 51), som bekræfter, at »Parlamentet fuldstændigt savner kompetence, når der er tale om ledigheden af et mandat, der følger af nationale bestemmelser«, og af Parlamentets praksis, således som den fremgår både af Parlamentets afgørelse af 3. juli 2006, hvorved sagsøgerens indsigelse blev afvist som ubegrundet, og betænkning om valgs prøvelse af 26. november 2004 (A6-0043/2004) fra Europa-Parlamentets Retsudvalg. Der sondres nemlig i denne betænkning mellem indsigelser, som bygger på særlige bestemmelser i akten af 1976, og indsigelser på grundlag af national lovgivning, der afvises som ubegrundede.

43     Sagsøgeren har desuden anført, at de andre bestemmelser, som Europa-Parlamentets retsudvalg har henvist til i sin betænkning om prøvelse af sagsøgerens mandat af 22. maj 2007 (A6-0198/2007), og nærmere bestemt artikel 3, stk. 5, i Parlamentets forretningsorden, som henviser til samme forretningsordens artikel 4, stk. 3, ikke er relevante.

44     Der er for det første i det foreliggende tilfælde tale om prøvelse af valget af en nyvalgt kandidat, jf. artikel 12 i akten af 1976, og ikke prøvelse af ledigheden af et mandat, som artikel 4, stk. 3, i Parlamentets forretningsorden finder anvendelse på. Under alle omstændigheder sondrer akten af 1976 klart mellem ledighed som følge af nedlæggelse af et mandat, som alene er omhandlet af forretningsordenens artikel 4, stk. 3, og fortabelse af et mandat, som er omfattet af den nationale retsorden, og som Parlamentet alene skal tage til efterretning, jf. artikel 13 i akten af 1976. Den omstændighed, at A. Occhettos mandat bliver ledigt, og at sagsøgeren indsættes i hans sted, er den direkte konsekvens af det italienske valgkontors meddelelse af 29. marts 2007 til Parlamentet om, at udnævnelsen af A. Occhetto er blevet endeligt annulleret, at A. Occhetto er blevet udpeget som afløser for A. Di Pietro, og at sagsøgeren er blevet udpeget som medlem af Europa-Parlamentet i valgkredsen for Syditalien. Dette er grunden til, at Parlamentet burde have henholdt sig til de afgørelser, der var truffet på nationalt plan, uden at undersøge, om A. Occhettos afkald var foreneligt med akten af 1976 eller de formelle betingelser i artikel 4, stk. 3, i Parlamentets forretningsorden.

45     For det andet kan henvisningen til akten af 1976’s »ånd og bogstav« i artikel 3, stk. 5, i Parlamentets forretningsorden ikke fortolkes således, at Parlamentet gives mulighed for at foretage en fornyet prøvelse af de afgørelser, der er truffet af de nationale myndigheder, idet det af artikel 12 i akten af 1976 klart fremgår, at Parlamentet tager de valgresultater, der officielt er bekendtgjort af de nationale myndigheder, »til efterretning«. En modsat fortolkning af artikel 3, stk. 5, i Parlamentets forretningsorden vil nødvendigvis medføre bestemmelsens ugyldighed, eftersom den ville indføre en undtagelse, som er uforenelig med bestemmelserne i akten af 1976.

46     Selv sammenholdt med artikel 6 i akten af 1976 kan Parlamentet ikke påberåbe sig artikel 3, stk. 5, i Parlamentets forretningsorden som grundlag for at anfægte den udnævnelse, som de kompetente nationale myndigheder har foretaget. For det første vedrører artikel 6 i akten af 1976 alene de valgte parlamentsmedlemmers udøvelse af deres mandat og finder ikke anvendelse på selve valget af et medlem af Parlamentet, idet dette udgør et særskilt spørgsmål. For det andet og under alle omstændigheder gør denne bestemmelse det ikke muligt at fastslå, at kandidaternes handlinger eller beslutninger også inden for rammerne af politiske aftaler er ugyldige, som f.eks. et bindende afkald fra en kandidat, der indebærer afkald på et parlamentarisk mandat. Dette bekræftes af ordlyden af Parlamentets beslutning om indsigelser mod nye såvel som allerede prøvede mandaters gyldighed under rotationsprincippet (EFT 1983 C 68, s. 31) og af Udvalget om Valgs Prøvelses anden betænkning af 7. januar 1983, som er nævnt i beslutningen. Hvad angår artikel 2 i statutten for Europa-Parlamentets medlemmer drejer det sig i modsætning til, hvad der er anført i den anfægtede afgørelse, om en helt ny bestemmelse, hvilket fremgår af betragtning 4 til nævnte statut, som under alle omstændigheder ikke kan finde anvendelse i det foreliggende tilfælde.

47     Sagsøgeren har endelig anført, at den anfægtede afgørelse er i strid med princippet om afgørelsers retskraft, for så vidt som den fratager Consiglio di Statos dom sin virkning, der netop har opnået retskraft (sag C‑224/01, Köbler, Sml. I, s. 10239, præmis 38 og 39), hvilket ifølge sagsøgeren udelukker, at retskraften kan ophæves, selv hvor der er tale om tilsidesættelse af fællesskabsretten, idet fællesskabsretten kun under visse betingelser giver mulighed for ved den nationale retsinstans at kræve, at staten skal betale erstatning for en eventuelt lidt skade.

48     Parlamentet har for det første anført, at den kompetence, som Parlamentet indrømmes ved første punktum i artikel 12 i akten af 1976, udgør bestemmelsens centrale del. Parlamentets mulighed for at prøve sine medlemmers mandater består i at undersøge, om det udnævnelsesdokument, som er oversendt til de nationale myndigheder på grundlag af den nationale valglovgivning, er forenelig med principperne i akten af 1976. Dette er baggrund for proceduren, hvilket fremgår af betænkning fra Udvalget for Forretningsordenen, Valgs Prøvelse og Medlemmernes Immunitet om ændring af artikel 7 og 8 i Parlamentets forretningsorden vedrørende prøvelsen af mandater og varigheden af et parlamentarisk mandat (A3-0166/94), og som henholdsvis svarer til artikel 3 og 4 i den gældende affattelse af Parlamentets forretningsorden.

49     Når Parlamentet derfor som i det foreliggende tilfælde fastslår, at den kompetente nationale myndighed har foretaget en udnævnelse af et medlem af Parlamentet, som er i strid med fællesskabsretten, kan Parlamentet ikke bekræfte dette mandat, og dette gælder, selv hvor den omhandlede nationale retsakt er endeligt vedtaget af den berørte medlemsstats øverste domsmyndighed. I en sådan situation har Parlamentet for at sikre fællesskabsrettens forrang kompetence til at kontrollere, om ovennævnte fællesskabsretlige regler og principper er overholdt ved ikke at anvende nationale retsakter, som er i strid hermed. Parlamentet kan ikke i et sådant tilfælde begrænse sig til at henlede Kommissionens opmærksomhed på en eventuel tilsidesættelse af akten af 1976, idet dette ville medføre en forpligtelse for Parlamentet til at træffe afgørelse om valgs prøvelse i strid med akten af 1976, nemlig i det foreliggende tilfælde i form af bekræftelse af sagsøgerens mandat i strid med nævnte akts artikel 6.

50     Parlamentet har dernæst gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er forenelig med artikel 6 i akten af 1976. Ifølge Parlamentet gør den italienske ordning for valg af medlemmer til Europa-Parlamentet det muligt at opstille kandidater i flere valgkredse. Denne mulighed kan tilskynde kandidaterne til at indgå aftaler om de fremtidige parlamentariske mandater, som eventuelt opnås ved valget. Sådanne aftaler tilsidesætter imidlertid ikke kun den folkelige vilje, som har fundet udtryk ved valget, men begrænser også de valgte kandidaters udøvelse af deres parlamentariske mandat. Det tilkommer derfor Parlamentet at sikre, at fællesskabsretten overholdes, og at undgå, at eventuelle ulovligheder får betydning for de retsakter, som Parlamentet vedtager.

51     Parlamentet har i det foreliggende tilfælde fastslået, at de italienske myndigheder har tilsidesat artikel 6 i akten af 1976. Det er nemlig ikke foreneligt med princippet om, at det parlamentariske mandat er uafhængigt, som fastsat ved denne bestemmelse, at tillægge aftaler om udøvelsen af et parlamentarisk mandat retlig værdi. Det er derfor korrekt, når det af Tribunale amministrativo regionale del Lazios dom fremgår, at A. Occhettos afkald ikke på nogen måde kan have vedrørt hans kandidatur. Consiglio di Statos dom, som går i modsat retning, er derimod i strid med princippet om, at det parlamentariske mandat er uafhængigt.

52     Parlamentet har for det tredje anført, at artikel 3, stk. 5, i Parlamentets forretningsorden er den relevante bestemmelse ved prøvelsen af sagsøgerens mandat, idet udnævnelse af ham som medlem af Parlamentet følger af, at de kompetente italienske myndigheder har lagt til grund, at A. Occhetto gyldigt kunne give afkald på sit mandat den 7. juli 2004. Når Parlamentet har bekræftet et parlamentarisk mandat, som f.eks. godkendelsen af A. Occhettos mandat i juli 2006, tilkommer det imidlertid Parlamentet, såfremt medlemmet tilbagekaldes af de nationale myndigheder, at kontrollere, om tilbagekaldelsen overholder principperne i akten af 1976. I modsætning til det af sagsøgeren anførte er der ikke tale om fortabelse af et parlamentarisk mandat i henhold til national lovgivning, som Parlamentet alene skal tage til efterretning. Hvis dette var tilfældet, ville Parlamentets afgørelse af 3. juli 2006 om gyldigheden af A. Occhettos mandat ikke have retlig gyldighed. En begrænsning af Parlamentets beføjelser i en sådan situation vil nemlig fratage den kontrolbeføjelse, som Parlamentet udtrykkeligt indrømmes i medfør af artikel 12 i akten af 1976, sin effektive virkning og åbenbart være i strid med fortolkningsreglerne i fællesskabsretten. Den ulovlighedsindsigelse, som sagsøgeren har fremsat vedrørende artikel 3, stk. 5, i Parlamentets forretningsorden, bør derfor forkastes, idet nævnte artikel er forenelig med artikel 6 og 12 i akten af 1976.

53     Parlamentets beslutning om indsigelser mod nye såvel som allerede prøvede mandaters gyldighed under rotationsprincippet (jf. præmis 46 ovenfor) kan ikke rejse tvivl om de forudgående bemærkninger, idet Parlamentet tillige i denne beslutning har bekræftet, at princippet om mandatets uafhængighed, som er indeholdt i artikel 6 i akten af 1976, skal overholdes. Parlamentet har i øvrigt heller ikke i den anfægtede afgørelse tilsidesat princippet om afgørelsers retskraft, idet det af afgørelsens punkt O fremgår, at Parlamentet fastslår, at Consiglio di Stato har truffet endelig afgørelse.

54     Parlamentet har endelig anført, at det er med rette, at det har støttet den anfægtede afgørelse på statutten for Europa-Parlamentets medlemmer. Statutten er en retsakt, som blev vedtaget af fællesskabslovgiver i 2005, men som først træder i kraft i 2009. Fortolkningen af artikel 6 i akten af 1976 bør derfor tage hensyn til fællesskabslovgivers holdning. Der består i øvrigt en forpligtelse for medlemsstaterne til ikke at vedtage nationale bestemmelser, som er i strid med en allerede vedtaget fællesskabsretlig bestemmelse, selv hvor den fællesskabsretlige bestemmelse endnu ikke er trådt i kraft.

55     A. Occhetto har anført, at det afkald på valg, som han indgav ved det italienske valgkontor den 7. juli 2004 (jf. præmis 7 ovenfor), skete på baggrund af en valgaftale, som vedrørte fordelingen af de mandater, som fælleslisten »Società Civile – Di Pietro Occhetto« måtte opnå ved valget til Europa-Parlamentet, og som blev indgået mellem lederne, nemlig A. Occhetto og A. Di Pietro. Dette fremgår i øvrigt også af de bemærkninger, som sagsøgeren og A. Di Pietro har fremsat inden for rammerne af det erstatningssøgsmål, de har anlagt ved Tribunale civile di Roma mod A. Occhetto med påstand om erstatning for det tab, de angiveligt har lidt som følge af, at A. Occhetto har givet afkald på at blive udpeget som medlem af Parlamentet. A. Occhetto har inden for rammerne af samme sag nedlagt en modpåstand om, at hans afkald er ugyldigt, da der ifølge ham foreligger en ulovlig aftale.

56     A. Occhetto har anført, at han i forbindelse med gennemførelsen af ovennævnte aftale for notar den 6. juli 2004 underskrev fire afkald på at blive udpeget som medlem, herunder det afkald som den følgende dag blev indgivet til de kompetente italienske myndigheder. Disse dokumenter gjorde det muligt for A. Di Pietro, som var valgt i de to berørte valgkredse, at blive »herre« og »dommer« over virkningerne af sine valgmuligheder, da han således kontrollerede fordelingen af det andet mandet, som tildeltes den pågældende fællesliste.

57     Ifølge A. Occhetto er den omhandlede aftale, som har til formål at ændre den rækkefølge, som kandidaterne på baggrund af vælgernes stemme blev opstillet i, ulovlig og ugyldig. Ethvert afkald, som gives på grundlag af en sådan aftale, er derfor også ugyldigt. Dertil kommer, at et sådant afkald er i strid med artikel 3 i tillægsprotokollen til konventionen om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK), undertegnet i Rom den 4. november 1950, hvorefter de kontraherende stater har pligt til at afholde frie valg »under forhold, som sikrer folkets frie meningstilkendegivelse ved valget af medlemmer til den lovgivende forsamling«, samt artikel 4 i akten af 1976. Et sådant afkald er i øvrigt ikke blot i strid med A. Occhettos »passive valgrettigheder«, men også med de »aktive valgrettigheder«, som tilkommer de vælgere, der har stemt på ham.

58     A. Occhetto har anført, at argumentet om, at hans afkald er ugyldigt, da det følger af en ulovlig aftale, ikke er blevet fremsat for de italienske forvaltningsdomstole, idet afkaldet ikke kan efterprøves af disse domstole. Det italienske domstolssystem foretager en opdeling af kompetencer mellem forvaltningsdomstole og almindelige domstole, og Consiglio di Stato, som er en forvaltningsdomstol, kan ikke efterprøve spørgsmålet om, hvorvidt A. Occhettos afkald på valg er gyldigt, idet dette henhører under de italienske civile domstoles kompetence.

59     Det var derfor med rette, at Parlamentet traf den anfægtede afgørelse i forbindelse med udøvelse af sine beføjelser i henhold til akten af 1976 og Parlamentets forretningsorden. Det påhviler nemlig Parlamentet at sikre, at de nationale procedurer er forenelige med de grundlæggende principper i et forfatningsmæssigt demokrati.

60     Det fremgår i denne henseende af bestemmelserne i akten af 1976 og EMRK, at fastlæggelsen af en kandidatrækkefølge på grundlag af antallet af stemmer er uforanderlig, og at den ikke kan ændres ved private handlinger. De kompetente myndigheder på valgområdet kan således alene tage hensyn til et eventuelt afkald fra en kandidat, som har opnået placering som nr. et, i forbindelse med proceduren for udnævnelse af de valgte kandidater, idet den berørte kandidat har mulighed for at tilbagekalde et eventuelt tidligere afkald eller i givet fald at bekræfte et sådant afkald selv stiltiende. At nægte den berørte kandidat denne mulighed, hvilket Consiglio di Stato har gjort ved sin dom (jf. præmis 14 ovenfor), indebærer, at et afkald ikke kan tilbagekaldes, selv i de situationer, hvor der foreligger mangler ved viljeerklæringen, eller afkaldet er sket som følge af studehandler eller svig af politisk eller valgmæssig karakter.

61     Consiglio di Statos dom har derfor tilsidesat EMRK, hvorfor A. Occhetto angiveligt har anlagt sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol efter afsigelsen af denne dom.

62     A. Occhetto har endelig anført, at Parlamentets beslutning om indsigelser mod nye såvel som allerede prøvede mandaters gyldighed under rotationsprincippet, som sagsøgeren har henvist til (jf. præmis 46 ovenfor), ikke er relevant, idet den vedrører omstændigheder, der er indtrådt inden for ét og samme politiske parti, og ikke som i det foreliggende tilfælde inden for en valgliste, der omfatter forskellige politiske grupperinger. Der var i øvrigt hverken tale om en kontraktmæssig aftale eller om pression udøvet mod en kandidat, men alene tale om et enkelt valg, som havde til formål at sikre en spredt repræsentation uafhængig af det berørte partis sammensætning, uden at udelukke kandidaternes ret til at blive repræsenteret, ud fra princippet om, at det var det samme politiske projekt, som var kommet til udtryk.

63     A. Occhetto er derfor af den opfattelse, at betingelsen om fumus boni juris ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde.

 Rettens vurdering

64     Det bemærkes indledningsvis, at i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, andet afsnit, EF og artikel 189, stk. 1, EF udøver Parlamentet de beføjelser og handler inden for rammerne af de beføjelser, som er tillagt det ved traktaterne..

65     Artikel 190, stk. 4, EF bestemmer, at Parlamentet udarbejder forslag til afholdelse af almindelige direkte valg ifølge en i alle medlemsstater ensartet fremgangsmåde eller efter principper, der er fælles for disse medlemsstater, og at Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed efter samstemmende udtalelse fra Parlamentet, der er tiltrådt af et flertal af dets medlemmer, fastsætter forskrifter herom, som det henstiller til de nævnte medlemsstater at vedtage i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.

66     Sådanne forskrifter er blevet fastsat ved akten af 1976, hvis artikel 8, stk. 1, bestemmer, at med forbehold af forskrifterne i nævnte akt er valgproceduren undergivet hver medlemsstats nationale forskrifter. Valgproceduren for valg af medlemmer til Parlamentet, som blev afholdt den 12. og 13. juni 2004, var derfor undergivet hver medlemsstats nationale forskrifter, dvs. i det foreliggende tilfælde den italienske lov nr. 18 af 24. januar 1979 om valg af italienske repræsentanter til Europa-Parlamentet (GURI nr. 29 af 30.1.1979, s. 947).

67     For at præcisere rammerne for nærværende sag bemærkes, at den italienske lov nr. 18 giver mulighed for, at man kan opstille sit kandidatur samtidig i flere valgkredse. Dette er årsagen til, at A. Di Pietro har kunnet stille op for fælleslisten »Società Civile – Di Pietro Occhetto« både i valgkredsen for Syditalien og valgkredsen for det nordvestlige Italien. Som det tidligere er anført, opnåede den omhandlede liste to mandater, dvs. et mandat i hver af de to valgkredse. A. Di Pietro, som fik flest stemmer i begge valgkredse, valgte den 6. juli 2004 valgkredsen for Syditalien, og A. Occhetto, som på daværende tidspunkt tillige bestred et nationalt parlamentarisk mandat, gav samme dag »uigenkaldeligt« afkald for notar på at indtage et mandat i Europa-Parlamentet.

68     Det er på denne baggrund, at det italienske valgkontor den 12. november 2004 gav Parlamentet meddelelse om det officielle resultat af valget til Europa-Parlamentet og fremsendte en liste over valgte kandidater og suppleanter. Det italienske valgkontor erklærede G. Chiesa for valgt i valgkredsen for det nordvestlige Italien og A. Di Pietro for valgt i valgkredsen for Syditalien, hvorved sagsøgeren blev den første ikke-valgte kandidat i denne valgkreds. A. Occhettos navn fremgik ikke af den omhandlede liste.

69     Da A. Di Pietro blev valgt til det italienske parlament i forbindelse med valget den 9. og 10. april 2006 og tog imod det nationale mandat, efterlod han imidlertid et ledigt mandat i Parlamentet. Eftersom A. Occhetto havde tilbagekaldt sit afkald, blev han af det italienske valgkontor erklæret for valgt i valgkredsen for Syditalien. Denne udnævnelse blev genstand for en retstvist ved de kompetente italienske domstole, i hvilken forbindelse A. Occhettos afkald blev drøftet, som resulterede i, at sagsøgeren officielt blev erklæret for valgt, hvilket det italienske valgkontor meddelte Parlamentet den 29. marts 2007.

70     Nærværende sag vedrører derfor Parlamentets prøvelse af sagsøgerens mandat i henhold til artikel 12 i akten af 1976 på grundlag af A. Occhettos indsigelse i medfør af samme bestemmelse, som udgør hjemmelen for Parlamentets kompetence på området.

71     Det følger af ordlyden af artikel 12 i akten af 1976, at Parlamentet ikke har en principiel kompetence til at sikre, at medlemsstaterne overholder fællesskabsretten, hverken generelt eller nærmere bestemt på valgområdet. Bestemmelsens ordlyd indebærer snarere, at Parlamentets beføjelse til at foretage prøvelse af valg forekommer begrænset i hvert fald ved første øjekast.

72     Selv om Parlamentet i punkt P i den anfægtede afgørelses betragtninger korrekt har anført, at det er Parlamentet og Parlamentet alene, der prøver sine medlemmers mandater, undlader det at nævne andet punktum i artikel 12 i akten af 1976, som er uadskillelig fra første punktum, for så vidt som andet punktum uddyber første punktum ved at indføre en dobbelt begrænsning af Parlamentets prøvelsesbeføjelse.

73     For det første tager Parlamentet med henblik herpå »de valgresultater, der officielt er bekendtgjort af medlemsstaterne, til efterretning«.

74     Det bemærkes i denne henseende, at ifølge artikel 8 i akten af 1976 er »valgproceduren undergivet hver medlemsstats nationale forskrifter« med forbehold af forskrifterne i akten af 1976. Selv om medlemsstaterne således er forpligtet til at overholde bestemmelserne i akten af 1976, for så vidt som den fastsætter visse valgbestemmelser, tilkommer det ikke desto mindre i sidste ende medlemsstaterne i henhold til den procedure, som er fastsat ved nationale bestemmelser, at afholde valg, og i denne forbindelse foretage optælling af stemmerne og offentliggøre valgresultatet.

75     Den opgave, der består i at tage resultaterne »til efterretning«, synes at indebære, at Parlamentets rolle begrænser sig til at tage den udnævnelse af de valgte personer, som de nationale myndigheder allerede har foretaget, til efterretning, dvs. en allerede gældende retsstilling, der udelukkende er et resultat af disse myndigheders afgørelse, hvilket understreger, at der overhovedet ikke er overladt Parlamentet noget skøn på området. Det synes derfor udelukket, at Parlamentet kan rejse tvivl om selve lovligheden af den berørte nationale retsakt og nægte at tage den til efterretning, hvis det finder, at der foreligger en uregelmæssighed (jf. vedrørende en sag, hvor Parlamentet tog et mandatbortfald, der blev erklæret af de kompetente nationale myndigheder, til efterretning, dommen af 7.7.2005 i sagen Le Pen mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 42, præmis 49 og 56, og af 10.4.2003 i sagen Le Pen mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 42, præmis 90-92).

76     For det andet begrænses Parlamentets særlige kompetence til at tage stilling til de tvivlsspørgsmål, som opstår i forbindelse med prøvelse af valg, endvidere materielt til kun at angå de tvivlsspørgsmål, »der måtte opstå på grundlag af bestemmelserne i [akten af 1976], bortset fra tvivlsspørgsmål vedrørende de nationale bestemmelser, som denne akt henviser til«.

77     Det fremgår således i det mindste ved første øjekast, at Parlamentet har misforstået rækkevidden af artikel 6 i akten af 1976 ved at anvende bestemmelsen i en situation, som ikke er omfattet af dens anvendelsesområde. Artiklen omhandler nemlig alene medlemmer af Parlamentet, som uafhængigt skal kunne udøve deres mandat, og ikke de valgte kandidater, hvis mandat endnu ikke er blevet prøvet af Parlamentet i henhold til artikel 12 i akten af 1976. Parlamentets bekræftelse af en sådan persons mandat inden for rammerne af proceduren for prøvelse af valg er en forudgående og nødvendig forudsætning for, at artikel 6 i akten af 1976 kan anvendes i forhold til denne person.

78     Artikel 3, stk. 2, første afsnit, sidste punktum, i Parlamentets forretningsorden kan ikke rejse tvivl om dette resultat. Denne bestemmelse gør det muligt for en valgt kandidat, hvis mandat endnu ikke er blevet prøvet, at deltage i Parlamentets møder som medlem og med fulde rettigheder, herunder de rettigheder, som er indeholdt i artikel 6 i akten af 1976, men udelukkende midlertidigt, og uden at dette berører Parlamentets senere afgørelse om valgs prøvelse.

79     Det bemærkes imidlertid, at den anfægtede afgørelses begrundelse vidner om, at Parlamentet har ønsket at ligestille situationen for en valgt kandidat med den situation, som et medlem af Parlamentet befinder sig i, på grundlag af en læsning af artikel 6 i akten af 1976, som er foretaget med udgangspunkt i ordlyden af artikel 2 i statutten for Europa-Parlamentets medlemmer, som først træder i kraft i 2009, og som bestemmer, at medlemmerne er frie og uafhængige (stk. 1), og at aftaler om nedlæggelse af et mandat inden eller ved en valgperiodes udløb er ugyldige (stk. 2) (jf. punkt F i den anfægtede afgørelses betragtninger).

80     Det fremgår af punkt K i den anfægtede afgørelses betragtninger, at Parlamentet således finder, at »artikel 6 i […] akten [af 1976] juridisk set også finder anvendelse på de kandidater, der officielt er opført på listen over valgte kandidater, og […] at dette er i […] Parlamentets interesse, eftersom disse kandidater er potentielle medlemmer af Parlamentet«.

81     Ud over den omstændighed, at A. Occhetto netop ikke er opført på listen over valgte kandidater, som blev udarbejdet af de italienske myndigheder efter valget i juni 2004, skal det umiddelbart bemærkes, at Parlamentets ovennævnte standpunkt hviler på en fortolkning contra legem af artikel 6 i akten af 1976, som ikke kan tages til følge.

82     Det problem, som rejses ved A. Occhettos indsigelse, vedrører derfor på ingen måde den situation, at et medlem af Europa-Parlamentet faktisk udøver sit mandat, men relaterer sig til en separat situation, som vedrører lovligheden af de kompetente nationale myndigheders offentliggørelse af navnet på en valgt kandidat. Denne situation og de hermed forbundne tvister henhører under den nationale valglovgivning og de kompetente nationale forvaltnings- og domsmyndigheder.

83     Det bemærkes, at dette netop var, hvad Parlamentet fastslog ved sin afgørelse af 3. juli 2006, som ikke er nævnt i den anfægtede afgørelse, og hvori Parlamentet i henhold til artikel 12 i akten af 1976 fandt, at sagsøgerens indsigelse, som blev fremsat efter offentliggørelsen af, at A. Occhetto var blevet valgt, idet han forinden havde genvundet pladsen som den første ikke-valgte kandidat i valgkredsen for Syditalien, ikke kunne antages til behandling, da den var baseret på den italienske valglov.

84     Under disse omstændigheder er sagsøgerens anbringende om, at Parlamentet med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse har tilsidesat artikel 12 i akten af 1976, ikke grundløst.

85     Ordlyden af artikel 3, stk. 5, i Parlamentets forretningsorden, som udtrykkeligt er omhandlet i punkt C i den anfægtede afgørelses betragtninger, kan ikke rejse tvivl om dette resultat. Henvisningen til denne bestemmelse giver ikke umiddelbart Parlamentet ret til at ændre den kompetence vedrørende sine medlemmers mandater, som det har i henhold til artikel 12 i akten af 1976.

86     I overensstemmelse med princippet om retsreglernes rangfølge kan en bestemmelse i Parlamentets forretningsorden nemlig ikke gøre det muligt at fravige bestemmelserne i akten af 1976 og tillægge Parlamentet beføjelser, der er videre end dem, det har i henhold til akten (dommen af 10.4.2003 i sagen Le Pen mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 42, præmis 93). Hvis artikel 3, stk. 5, i Parlamentets forretningsorden skal fortolkes således, vil den derfor, som sagsøgeren korrekt har anført, være ulovlig.

87     Parlamentet har foreslået en anden fortolkning af artikel 3, stk. 5, i Parlamentets forretningsorden, hvorefter det »[…] fra det øjeblik, hvor det har bekræftet et parlamentarisk mandat, som i A. Occhettos tilfælde i juli 2006, påhviler […] Europa-Parlamentet – såfremt dette medlemskab tilbagekaldes af de nationale myndigheder, fordi det omhandlede medlem af Europa-Parlamentet har nedlagt sit mandat – at undersøge, om afkaldet overholder principperne i akten af 1976«.

88     Det er i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, at sagsøgeren ikke blev udnævnt som medlem som følge af, at A. Occhetto havde nedlagt sit mandat.

89     Parlamentets argument om, at en anden fortolkning af kontrolbeføjelsen i artikel 12 i akten af 1976 end den, som fremgår af den anfægtede afgørelse, indebærer, at bestemmelsen fratages sin effektive virkning, er ikke begrundet. Det er nemlig ubestridt, at Parlamentet har den fulde kompetence til inden for rammerne af artikel 12 i akten af 1976 at tage stilling til den situation, hvor en valgt kandidat bestrider et af de hverv, som er uforenelige med hvervet som medlem af Parlamentet, jf. artikel 7 i akten af 1976.  

90     Hvad angår Parlamentets argument om, at dets afgørelse om valgs prøvelse er ulovlig, såfremt den er baseret på en ulovlig national retsakt, dvs. i det foreliggende tilfælde en national retsakt, hvorved der sker offentliggørelse af det officielle valgresultat, er dette også ubegrundet.

91     Det fremgår nemlig af retspraksis, at når en national retsakt som i det foreliggende tilfælde indgår i en fællesskabsretlig beslutningsproces og ved kompetencefordelingen inden for det pågældende område binder den beslutningstagende fællesskabsinstans og således er afgørende for ordlyden af dennes beslutning, kan de mangler, hvormed den nationale retsakt eventuelt måtte være behæftet, under ingen omstændigheder påvirke gyldigheden af fællesskabsinstansens beslutning (jf. i denne retning Domstolens dom af 3.12.1992, sag C-97/91, Oleificio Borelli mod Kommissionen, Sml. I, s. 6313, præmis 10-12, og kendelse afsagt af Rettens præsident den 21.5.2007, sag T-18/07 R, Kronberger mod Parlamentet, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 38-40).

92     De eventuelle mangler, som de kompetente nationale myndigheders offentliggørelse af valgresultatet måtte være behæftet med, kan derfor på ingen måde påvirke lovligheden af Parlamentets afgørelse om prøvelse af sine medlemmers mandater.

93     Det bemærkes i denne henseende, at det tilkommer de nationale retter – i givet fald efter præjudiciel forelæggelse for Domstolen, jf. artikel 234 EF – at tage stilling til lovligheden af de nationale valgloves bestemmelser og procedurer (jf. i denne retning kendelsen i sagen Kronberger mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 91, præmis 41).

94     En sådan domstolskontrol har i det foreliggende tilfælde fundet sted ved de ved kompetente italienske domstole i medfør af den italienske lov nr. 18. Først tog nemlig Tribunale amministrativo regionale del Lazio og herefter Consiglio di Stato stilling til spørgsmålet om lovligheden af den italienske valgprocedure, som førte til, at sagsøgeren blev udnævnt som medlem af Parlamentet. Når disse italienske domstole ikke har forelagt Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse i denne forbindelse, skyldes dette, at de spørgsmål, der blev rejst ved disse domstole, ikke vedrørte fortolkningen af fællesskabsretten, men derimod fortolkningen af national ret, og nærmere bestemt gyldigheden af A. Occhettos oprindelige afkald på valg samt hans senere tilbagekaldelse af dette afkald.

95     Det fremgår af samtlige de ovenfor anførte betragtninger, at sagsøgerens argument om, at Parlamentet ikke havde kompetence til at træffe den anfægtede afgørelse, er væsentligt og ikke kan forkastes, uden at der foretages en nærmere undersøgelse, som alene skal foretages af Retten under hovedsagen. Det skal derfor fastslås, at betingelsen om fumus boni juris er opfyldt i det foreliggende tilfælde, uden at det er nødvendigt at undersøge sagsøgerens øvrige argumenter.

 Uopsættelighed og interesseafvejning

 Parternes argumenter

96     Sagsøgeren har gjort gældende, at han vil lide et alvorligt og uopretteligt tab, hvis den foreliggende begæring ikke tages til følge, for så vidt som han ved den anfægtede afgørelse er blevet frataget sit mandat i Europa-Parlamentet og således er blevet forhindret i at påtage sig det hverv, som han er blevet betroet af vælgerne. Konsekvensen heraf er allerede kommet til udtryk, idet sagsøgerens navn og profil er blevet fjernet fra Europa-Parlamentets internetside. Retten har allerede anerkendt, at et sådan tab er uopretteligt, og at betingelsen vedrørende uopsættelighed er opfyldt i et sådan tilfælde (kendelse afsagt af Rettens præsident den 26.1.2001, sag T-353/00 R, Le Pen mod Parlamentet, Sml. II, s. 125, præmis 96-98).

97     Hvad angår afvejningen af de omhandlede interesser har sagsøgeren anført, at Retten efter samme tilgang som i kendelse afsagt af Rettens præsident den 25. november 1999 (Martinez og de Gaulle mod Parlamentet, sag T-222/99 R, Sml. II, s. 3397, præmis 80) og kendelsen af 26. januar 2001, Le Pen mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 96 (præmis 101 og 103), skal prioritere sagsøgerens særlige interesse højest, idet den anfægtede afgørelse har frataget ham muligheden for at udøve det mandat, som han lovligt havde modtaget. Denne interesse er i øvrigt sammenfaldende med både Parlamentets generelle interesse i at sikre, at dets sammensætning er lovlig og forenelig med de gældende nationale regler og procedurer, og den berørte medlemsstats interesse i, at medlemsstatens kompetence på valgområdet respekteres, og at afgørelser truffet af medlemsstatens nationale retter overholdes (jf. hvad angår sidstnævnte interesse kendelse afsagt af Domstolens præsident den 31.7.2003, sag C-208/03 P-R, Le Pen mod Parlamentet, Sml. I, s. 7939, præmis 108).

98     Parlamentet har anført, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at der foreligger uopsættelighed. Argumentet om, at den anfægtede afgørelse har frataget sagsøgeren det mandat, han er blevet betroet af vælgerne, kan ikke tages til følge, eftersom A. Occhetto stod højere på valglisten end sagsøgeren. Ifølge Parlamentet kan spørgsmålet om uopsættelighed, når der er tale om parlamentarisk mandat, ikke kun vurderes i forhold til de valgtes rettigheder, men også i forhold til vælgernes rettigheder. A. Occhetto har i øvrigt på nuværende tidspunkt udøvet sit mandat i mere end et år.

99     Parlamentet er endvidere af den opfattelse, at en afvejning af sagsparternes interesser ikke vil falde ud til fordel for sagsøgeren. Der er i det foreliggende tilfælde ikke tale om en midlertidig forlængelse af et parlamentsmedlems mandat, som det var tilfældet i den sag, som blev afgjort ved kendelsen af 26. januar 2001 i sagen Le Pen mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 96. Sagsøgeren ønsker snarere at opnå opretholdelsen af den midlertidige situation, som han i henhold til artikel 3, stk. 2, i Parlamentets forretningsorden havde befundet sig i siden den 29. marts 2007, og som den anfægtede afgørelse bragte til ophør. Sagsøgeren står imidlertid i en svagere situation end den situation, sagsøgeren befandt sig i i den sag, som blev afgjort ved kendelsen af 26. januar 2001 i sagen Le Pen mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 96, som ønskede at opnå opretholdelsen af et mandat, der var blevet endelig bekræftet af Parlamentet.

100   Udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede beslutning medfører desuden retsvirkninger ikke kun for Parlamentet, men også for A. Occhetto, idet udsættelsen vil påvirke A. Occhettos udøvelse af sit mandat, som endeligt er blevet bekræftet af Parlamentet ved afgørelse af 3. juli 2006. Parlamentet er af den opfattelse, at udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede beslutning under disse omstændigheder vil medføre en meget alvorlig skade for den offentlige interesse. Hvad angår spørgsmålet om de grundlæggende principper, der gælder for et parlamentsmedlems mandat, er det alene dommen i hovedsagen, som kan føre til en ændring af den nuværende situation, og det kan ikke anerkendes, at sagsøgerens interesser skal gå forud, idet sagsøgeren i bedste fald kun har fumus boni juris til sin fordel.

101   A. Occhetto har gjort gældende, at alene en vurdering af tvisten i hovedsagen kan føre til en ny ændring af de parlamentariske funktioner, idet en første udskiftning allerede har fundet sted ved udnævnelsen af sagsøgeren den 29. marts 2007. Eftersom A. Occhetto har udøvet sine parlamentariske funktioner siden udnævnelsen den 8. maj 2006 og endvidere er udnævnt som formand for Parlamentets delegation for forbindelserne med Den Nordatlantiske Traktatorganisation (NATO), vil en eventuel afbrydelse af udøvelsen af hans parlamentariske funktioner tilføje ham et uopretteligt tab og skade selve Parlamentets funktion. Sagsøgerens argument om uopsættelighed er derfor ubegrundet.

102   Henset til den omstændighed, at A. Occhetto opnåede et større antal stemmer end sagsøgeren, synes det under alle omstændigheder ikke hensigtsmæssigt i forbindelse med afvejningen af de foreliggende interesser at give medhold i begæringen om foreløbige forholdsregler på grundlag af en vurdering, som ifølge sagens natur kun kan blive summarisk.

 Rettens vurdering

103   Det fremgår af fast retspraksis, at formålet med en sag om foreløbige forholdsregler er at sikre virkningen af dommen i hovedsagen. For at denne målsætning kan opfyldes, skal de begærede forholdsregler være uopsættelige, dvs. at det for at undgå et alvorligt og uopretteligt tab for sagsøgeren er nødvendigt at foreskrive dem og tillægge dem retsvirkninger før afgørelsen i hovedsagen (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 25.3.1999, sag C-65/99 P(R), Willeme mod Kommissionen, Sml. I, s. 1857, præmis 62, samt kendelse afsagt af Rettens præsident den 15.7.1999, sag T-167/99 R, Giulietti mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 139, og II, s. 751, præmis 29, og kendelsen i sagen Martinez og de Gaulle mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 97, præmis 79).

104   Da varigheden af et mandat som medlem af Parlamentet er begrænset til fem år, og da erklæringen om, at sagsøgerens mandat er ugyldigt som følge af den anfægtede afgørelse, gør det umuligt at fortsætte udøvelsen af stillingen som europaparlamentariker, forekommer det i den foreliggende sag klart, at såfremt den anfægtede retsakt blev annulleret under behandlingen af hovedsagen, ville det af sagsøgeren lidte tab være uopretteligt, såfremt gennemførelsen af denne retsakt ikke udsættes (jf. i denne retning kendelsen af 31.7.2003 i sagen Le Pen mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 97, præmis 102, og af 26.1.2001 i sagen Le Pen mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 96, præmis 96).

105   Tabet er allerede begyndt at indtræde, idet det klart fremgår af sagen og Parlamentets indlæg, at Parlamentet efter at have truffet den anfægtede afgørelse har anset A. Occhetto – og ikke sagsøgeren – for det medlem, som udøver det omhandlede mandat, der repræsenterer valgkredsen i Syditalien.

106   På dette trin i sagens behandling påhviler det endnu Retten at foretage en afvejning af de foreliggende interesser. Det er ubestridt, at det alvorlige og uoprettelige tab, som er kriteriet for uopsættelighed, i øvrigt udgør det første led i den sammenligning, som foretages i forbindelse med vurderingen af interesseafvejningen. Nærmere bestemt må denne sammenligning føre Fællesskabets retsinstanser til i sager om foreløbige forholdsregler at undersøge, om en eventuel annullation af den omtvistede retsakt vil gøre det muligt at ændre den situation, som beslutningens umiddelbare gennemførelse ville medføre, og omvendt, om udsættelse af den nævnte akts gennemførelse kan hindre, at beslutningen senere får fuld virkning, såfremt sagsøgte frifindes (jf. kendelsen af 31.7.2003 i sagen Le Pen mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 97, præmis 106 og den deri nævnte retspraksis).

107   Erklæringen om, at sagsøgerens parlamentariske mandat er ugyldigt, har haft virkning fra den 24. maj 2007 med alle de ugunstige følger, som dette har for ham. I øvrigt bemærkes, at jo længere sagsøgeren fortsat er afskåret fra at udøve sit mandat, hvoraf der resterer mindre end to år, jo større bliver det lidte tab, som efter sin art er uopretteligt (jf. i denne retning kendelsen af 26.1.2001 i sagen Le Pen mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 96, præmis 102). Det kan nemlig ikke udelukkes, at en eventuel dom, der giver sagsøgeren medhold i realiteten, afsiges på en dato, der ligger efter valgperiodens udløb, på hvilket tidspunkt det af sagsøgeren hævdede tab – nemlig fratagelsen af hans stilling som medlem af Parlamentet – vil være indtrådt og ikke vil kunne genoprettes (jf. i denne retning kendelsen af 31.7.2003 i sagen Le Pen mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 97, præmis 107).

108   I modsætning til det, der var tilfældet i den sag, der gav anledning til kendelsen i sagen af 26.1.2001, Le Pen mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 96 (præmis 105), skal der imidlertid i det foreliggende tilfælde endvidere tages hensyn til A. Occhettos interesse i gennemførelsen af den anfægtede afgørelse, som indebærer, at hans mandat opretholdes. Mens gennemførelsen af den anfægtede afgørelse kan medføre et uopretteligt tab for sagsøgeren, foreligger der omvendt samme risiko for A. Occhetto, såfremt den foreliggende begæring, henset til sandsynligheden af, at en eventuel frifindende dom afsiges efter udløbet af den største eller resterende del af hans mandat, tages til følge. Da A. Occhetto i øvrigt, før han meddelte sit afkald den 7. juli 2004, stod højere på valglisten end sagsøgeren, kan sagsøgerens interesse på ingen måde kvalificeres som en tidligere eller større interesse.

109   I en sådan situation, hvor sagsøgerens og A. Occhettos særlige og umiddelbare interesser må ligestilles, bliver de mere generelle interesser, som taler for enten at udsætte gennemførelsen eller at nægte samme, af særlig betydning.

110   Det er imidlertid ubestridt, at den berørte medlemsstat, som i det foreliggende tilfælde er Den Italienske Republik, har en interesse i, at Parlamentet overholder den italienske valglovgivning (jf. i denne retning kendelsen af 31.7.2003 i sagen Le Pen mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 97, præmis 108, og af 26.1.2001 i sagen Le Pen mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 96, præmis 104). Man kan ganske vist stille denne interesse over for Parlamentets generelle interesse i opretholdelsen af dets afgørelser (jf. i denne retning kendelsen af 26.1.2001 i sagen Le Pen mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 96, præmis 99). Sidstnævnte interesser kan imidlertid ikke veje tungest ved afvejningen af de foreliggende interesser.

111   Endelig bemærkes i denne henseende for det første, at Fællesskabets retsinstanser ved vurderingen af uopsætteligheden og i givet fald ved interesseafvejningen kan tage hensyn til den større eller mindre grad af væsentlighed, der kendetegner de anbringender, der er påberåbt for at godtgøre fumus boni juris (jf. kendelsen af 31.7.2003 i sagen Le Pen mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 97, præmis 110 og den deri nævnte retspraksis).

112   Det fremgår i det foreliggende tilfælde af bemærkningerne i præmis 64-95 ovenfor, at sagsøgerens argumenter til støtte for fumus boni juris fremstår, henset til de elementer, som Retten råder over, som tungtvejende og væsentlige argumenter.

113   Selv om det endelig antages, at Parlamentet kan gøre brug af sine beføjelser og tilsidesætte det valgresultat, som den berørte medlemsstat har givet meddelelse om, såfremt dette resultat forekommer at være i strid med bestemmelserne i akten af 1976, kan en sådan beføjelse ikke desto mindre kun udøves undtagelsesvis, idet det med føje kan antages, at medlemsstaterne som hovedregel overholder deres forpligtelser i henhold til artikel 10 EF om at tilpasse de nationale valglove efter kravene i akten af 1976.

114   Det vil derfor være uforholdsmæssigt at lade den anfægtede afgørelse få uigenkaldelige virkninger, idet eksistensen af en sådan undtagelsessituation, som kan begrunde, at afgørelsen træffes, er blevet kraftigt bestridt ved Fællesskabets retsinstanser.

115   Endelig skal endvidere den omstændighed, at A. Occhetto har kunnet udøve sit mandat fra den 28. april 2006 til det italienske valgkontors udnævnelse den 29. marts 2007 og igen fra det tidspunkt, hvor den anfægtede afgørelse blev truffet, nemlig fra den 24. maj 2007, dvs. i en periode på mere end et år, tages i betragtning ved interesseafvejningen (jf. analogt kendelsen af 31.7.2003 i sagen Le Pen mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 97, præmis 109).

116   På baggrund af det anførte må det sluttes, at da betingelserne for at meddele udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse er opfyldt, bør sagsøgerens begæring tages til følge.

På grundlag af disse præmisser

bestemmer

DOMMEREN I SAGER OM FORELØBIGE FORHOLDSREGLER

1)      Gennemførelsen af Europa-Parlamentets afgørelse af 24. maj 2007 om prøvelse af Beniamino Donnicis medlemskab af Europa-Parlamentet (2007/2121(REG)) udsættes.

2)      Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Således bestemt i Luxembourg den 15. november 2007.

E. Coulon  

      M. Vilaras

Justitssekretær  

      Dommer

* Processprog: italiensk

Full & Egal Universal Law Academy