Sag T-215/07
Beniamino Donnici
mod
Europa-Parlamentet
»Erklæring om inkompetence«
Rettens kendelse (Tredje Afdeling) af 13. december 2007
Sammendrag af kendelse
Retspleje – kompetencefordeling mellem Domstolen og Retten i Første Instans
(statutten for Domstolen, art. 40, stk. 2, og art. 54, stk. 3; Rettens procesreglement, art. 80)
Ifølge artikel 40, stk. 2, i statutten for Domstolen har fysiske eller juridiske personer ikke ret til at indtræde i retstvister, der er indbragt for Domstolen, mellem medlemsstater på den ene side og Fællesskabets institutioner på den anden side. Den eneste mulighed for, at fysiske eller juridiske personer kan gøre deres anbringender og argumenter gældende i tvister, der berører dem, er følgelig, at de selv, i det omfang de er søgsmålsberettigede, anlægger sag ved den i så henseende kompetente retsinstans. Ud fra retsplejehensyn og hensynet til at varetage retten til forsvar er det ønskeligt, at den ret, der er kompetent til at påkende den pågældende af en medlemsstat anlagte sag, ved sin afgørelse kan inddrage de forskellige anbringender og argumenter, som vedkommende fysiske eller juridiske personer har fremsat til støtte for deres påstande om annullation af den samme retsakt. Retten skal derfor erklære sig inkompetent til fordel for Domstolen, for at Domstolen kan træffe afgørelse om annullationspåstanden.
(jf. præmis 9, 10 og 12
RETTENS KENDELSE (Tredje Afdeling)
13. december 2007 (*)
»Erklæring om inkompetence«
I sag T- 215/07,
Beniamino Donnici, Castrolibero (Italien), ved advokaterne M. Sanino, G.M. Roberti, I. Perego og P. Salvatore,
sagsøger,
mod
Europa-Parlamentet ved H. Krück, N. Lorenz og L. Visaggio, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse (2007/2121 (REG)) af 24. maj 2007 om prøvelse af Beniamino Donnicis mandat, hvori Parlamentet fastslog, at dennes mandat som medlem af Europa-Parlamentet er ugyldigt,
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J. Azizi, og dommerne E. Cremona og S. Frimodt Nielsen (refererende dommer),
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Kendelse
1 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 22. juni 2007 og registreret under sagsnummer T-215/07 har Beniamino Donnici anlagt sag med henblik på annullation af Europa-Parlamentets afgørelse (2007/2121 (REG)) af 24. maj 2007, hvorefter hans mandat som medlem af Europa-Parlamentet er ugyldigt (herefter »den anfægtede beslutning«)
2 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor samme dag har Beniamino Donnici anmodet om, at gennemførelsen af den anfægtede afgørelse udsættes. Retten efterkom ved kendelse af 15. november 2007 denne begæring, Donnici mod Europa-Parlamentet (sag T-215/07, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), og udsatte gennemførelsen af den anfægtede beslutning.
3 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 9. august 2007 har Den Italienske Republik anlagt sag med begæring om annullation af den anfægtede afgørelse.
4 Det følger af artikel 54, stk. 3, i Domstolens statut, at såfremt der indbringes sager for Domstolen og Retten, som har samme genstand, som rejser de samme fortolkningsspørgsmål, eller hvori gyldigheden af den samme retsakt anfægtes, kan Retten, efter at have hørt parterne, udsætte sin behandling af den pågældende sag, indtil Domstolen har afsagt dom, eller kan, når der er tale om søgsmål, der er anlagt i medfør af artikel 230 EF, erklære sig inkompetent, således at Domstolen kan træffe afgørelse i sagen. Under de samme betingelser kan Domstolen ligeledes beslutte at udsætte sin behandling af sagen; i så fald fortsætter behandlingen ved Retten.
5 I det foreliggende tilfælde har de sager, der er anlagt for Domstolen og for Retten begge en påstand om annullation af den samme afgørelse som genstand.
6 Det bemærkes, at Domstolen ikke i henhold til artikel 54, stk. 3, i Domstolens statut har udsat den sag, C-393/07, der er indbragt for den. Det tilkommer følgelig Retten at træffe afgørelse vedrørende en eventuel udsættelse af sagen eller vedrørende en eventuel erklæring om inkompetence i nærværende sag.
7 I henhold til artikel 54, stk. 3, i Domstolens statut er parterne ved skrivelse fra Rettens Justitskontor blevet opfordret til at afgive indlæg vedrørende en eventuel erklæring om Rettens inkompetence, således at Domstolen samtidigt kan træffe afgørelse i de to annullationssøgsmål om spørgsmålet eller vedrørende spørgsmålet om en eventuel udsættelse af sagen for Retten, indtil Domstolen har afsagt dom.
8 Parlamentet har anført, at det går ind for, at Retten erklærer sig inkompetent, mens Beniamino Donnici har rejst indvendinger både mod en udsættelse og mod en erklæring om Rettens inkompetence, og anført, at sagen efter hans opfattelse bør fortsætte for Retten, således at såvel toinstans- som kontradiktionsprincippet herved iagttages.
9 Hertil bemærkes, at ifølge artikel 40, stk. 2, i Domstolens statut har fysiske eller juridiske personer ikke ret til at indtræde i retstvister, der er indbragt for Domstolen, mellem medlemsstater på den ene side og Fællesskabets institutioner på den anden side. Den eneste mulighed for, at fysiske eller juridiske personer kan gøre deres anbringender og argumenter gældende i tvister, der berører dem, er følgelig, at de selv, i det omfang de er søgsmålsberettigede, anlægger sag ved den i så henseende kompetente retsinstans (Rettens kendelse af 16.11.1998, sag T-41/97, Antillean Rice Mills mod Rådet, Sml. II, s. 4117, præmis 6, og af 16.5.2003, sag T-140/03, Forum 187 mod Kommissionen, Sml. II, s. 2069, præmis 7).
10 I det foreliggende tilfælde, hvor Domstolen ikke har udsat den sag, C-393/07, der er indbragt for den, og hvor det i sag T-215/07 følgelig står Retten frit for at træffe afgørelse om udsættelse eller at erklære sig inkompetent, er det ud fra retsplejehensyn og hensynet til at varetage retten til forsvar ønskeligt, at den retsinstans, der er kompetent til at påkende den pågældende af en medlemsstat anlagte sag, ved sin afgørelse kan inddrage de forskellige anbringender og argumenter, som vedkommende fysiske og juridiske personer har fremsat til støtte for deres påstande om annullation af den samme retsakt.
11 I det foreliggende tilfælde vil en udsættelse af den sag, der er indbragt for Retten, ikke gøre det muligt for Domstolen at vurdere de anbringender og argumenter, som Beniamino Donnici har fremsat til støtte for sin påstand om annullation af samme retsakt.
12 Følgelig erklærer Retten sig i henhold til artikel 54, stk. 3, i Domstolens statut og artikel 80 i Rettens procesreglement for inkompetent til fordel for Domstolen, for at Domstolen kan træffe afgørelse om annullationspåstanden.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling):
1) Retten i Første Instans erklærer sig inkompetent i sag T-215/07, således at Domstolen kan træffe afgørelse om annullationspåstanden.
2) Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Således bestemt i Luxembourg den 13. december 2007.
E. Coulon
J. Azizi
Justitssekretær
Afdelingsformand
* Processprog: italiensk.
Full & Egal Universal Law Academy