27.2.2010
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 51/6
Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 23. december 2009 — Spector Photo Group NV og Chris Van Raemdonck mod Commissie voor het Bank-, Financie- en Assurantiewezen (CBFA) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hof van Beroep te Brussel — Belgien)
(Sag C-45/08) (1)
(Direktiv 2003/6 - insiderhandel - brug af intern viden - sanktioner - betingelser)
2010/C 51/09
Processprog: nederlandsk
Den forelæggende ret
Hof van Beroep te Brussel
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Spector Photo Group NV og Chris Van Raemdonck
Sagsøgt: Commissie voor het Bank-, Financie- en Assurantiewezen (CBFA)
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Hof van beroep te Brussel — fortolkning af artikel 2 og 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug) (EUT L 96, s. 16) og af artikel 1 i Kommissionens direktiv 2003/124/EF af 22. december 2003 om gennemførelse af direktiv 2003/6/EF (EUT L 339, s. 70) — brug af intern viden — spørgsmål om der foreligger en maksimal harmonisering, som ikke overlader medlemsstaterne noget skøn med hensyn til definitionen af insiderhandel — de sanktioner, som kan pålægges — betingelser
Konklusion
1)
Artikel 2, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug) skal fortolkes således, at den omstændighed, at en person omhandlet i bestemmelsens stk. 2, som er i besiddelse af intern viden, og som direkte eller indirekte for egen eller tredjemands regning erhverver eller afhænder eller forsøger at erhverve eller afhænde finansielle instrumenter, som denne viden vedrører, med forbehold for overholdelse af forsvarsrettighederne og særligt retten til at kunne afkræfte denne formodning, er ensbetydende med, at personen »benytter denne viden« i bestemmelsens forstand. Spørgsmålet om, hvorvidt denne person har overtrådt forbuddet mod insiderhandel, skal vurderes i lyset af direktivets formål, som er at sikre finansmarkedernes integritet og forbedre investorernes tillid, som bl.a. afhænger af, at de stilles lige, og at de er beskyttet mod ulovlig anvendelse af intern viden.
2)
Artikel 14, stk. 1, i direktiv 2003/6 skal fortolkes således, at den ved insiderhandel opnåede gevinst kan udgøre et relevant led i vurderingen af, om en sanktion er effektiv, rimelig og præventiv. Beregningsmetoden for denne økonomiske gevinst og særligt det tidspunkt eller den periode, der herved skal tages i betragtning, henhører under national ret.
3)
Artikel 14, stk. 1, i direktiv 2003/6 skal fortolkes således, at der, såfremt en medlemsstat har indført en ordning, der gør det muligt at pålægge en strafferetlig bøde foruden de i denne bestemmelse omhandlede administrative sanktioner, ikke skal tages hensyn til muligheden for, at der efterfølgende idømmes en strafferetlig sanktion, og/eller til dennes størrelse, ved vurderingen af, om en administrativ sanktion er effektiv, rimelig og præventiv.
(1) EUT C 107 af 26.4.2008.
Full & Egal Universal Law Academy