4.7.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 153/12
Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 30. april 2009 — Lidl Magyarország Kereskedelmi Bt. mod Nemzeti Hírközlési Hatóság Tanácsa (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Fővárosi Bíróság — Republikken Ungarn)
(Sag C-132/08) (1)
(Frie varebevægelser - radio- og teleterminaludstyr - gensidig anerkendelse af overensstemmelse - ikke anerkendelse af en overensstemmelseserklæring, som er udstedt af producenten, der er etableret i en anden medlemsstat)
2009/C 153/23
Processprog: ungarsk
Den forelæggende ret
Fővárosi Bíróság
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Lidl Magyarország Kereskedelmi Bt.
Sagsøgt: Nemzeti Hírközlési Hatóság Tanácsa
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Fővárosi Bíróság — fortolkning af artikel 30 EF, artikel 8 i Europa-parlamentets og Rådets direktiv 1999/5/EF af 9. marts 1999 om radio- og teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse (EFT L 91, s. 10), samt artikel 2, litra e) og f), artikel 6, stk. 1, og artikel 8, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed (EFT 2002 L 11, s. 4) — national lovgivning, der pålægger importøren af radioudstyr, som benytter frekvenser, hvis anvendelse ikke er harmoniseret i hele Fællesskabet, og som er EF-mærket, at levere en overensstemmelseserklæring i henhold til nationale retsforskrifter, selv om det pågældende udstyr er ledsaget af en overensstemmelseserklæring udstedt af producenten, som har hjemsted i en anden medlemsstat
Konklusion
1)
Medlemsstaterne kan ikke ifølge Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/5/EF af 9. marts 1999 om radio- og teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse kræve, at en person, som markedsfører et radioudstyr, fremlægger en overensstemmelseserklæring, selv når producenten af udstyret, som har hjemsted i en anden medlemsstat, har forsynet dette med en »CE«-mærkning og udfærdiget en overensstemmelseserklæring for produktet.
2)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed finder ikke anvendelse, såfremt der er tale om vurderingen af spørgsmål vedrørende en persons forpligtelse til at fremlægge en overensstemmelseserklæring for et radioudstyr. Hvad angår medlemsstaternes beføjelse til i medfør af direktiv 2001/95 at pålægge andre forpligtelser i forbindelse med markedsføringen af radioudstyr end forpligtelsen til at fremlægge en overensstemmelseserklæring kan en person, som markedsfører et produkt, kun anses for producent, såfremt de betingelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 2, litra e), er opfyldt, og kun anses for distributør, såfremt de betingelser, der er fastsat i artikel 2, litra f), er opfyldt. Producenten og distributøren kan kun være bundet af de forpligtelser, som direktiv 2001/95 fastsætter for hver af dem.
3)
Når et spørgsmål er reguleret ved harmoniserede bestemmelser på fællesskabsplan, skal alle nationale foranstaltninger herom bedømmes på grundlag af de harmoniserede bestemmelser og ikke på grundlag af artikel 28 EF og 30 EF. Inden for de områder, der henhører under direktiv 1999/5/EF, skal medlemsstaterne fuldt ud overholde bestemmelserne i dette direktiv og må ikke opretholde modstridende nationale bestemmelser. Hvis en medlemsstat finder, at overensstemmelse med en harmoniseret standard ikke sikrer overensstemmelse med de væsentlige krav i direktiv 1999/5, som denne standard skal dække, er medlemsstaten forpligtet til at følge proceduren i henhold til direktivets artikel 5. En medlemsstat kan dog til støtte for en restriktion påberåbe sig grunde, som ikke vedrører det område, der er harmoniseret ved direktiv 1999/5, men kan i så fald kun påberåbe sig de hensyn, som er fastsat i artikel 30 EF, eller ufravigelige almene hensyn.
(1) EUT C 183 af 19.7.2008.
Full & Egal Universal Law Academy