7.11.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 267/18
Domstolens dom (Første Afdeling) af 17. september 2009 — Glaxo Wellcome GmbH & Co. mod Finanzamt München II (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesfinanzhof (Tyskland))
(Sag C-182/08) (1)
(Etableringsfrihed og frie kapitalbevægelser - selskabsskat - erhvervelse af kapitalandele i et kapitalselskab - betingelser for hensyntagen til værdiforringelse af selskabsandele som følge af udlodning af overskud ved fastsættelsen af beskatningsgrundlaget for erhververen)
2009/C 267/31
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Bundesfinanzhof
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Glaxo Wellcome GmbH & Co.
Sagsøgt: Finanzamt München II
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Bundesfinanzhof — fortolkning af artikel 43 EF og 56 EF — den omstændighed, at en skattepligtig person, der er berettiget til selskabsskattegodtgørelse, erhverver andele i et ubegrænset skattepligtigt kapitalselskab — national ordning, hvorefter der ved fastsættelsen af beskatningsgrundlaget for erhververen tages hensyn til værdiforringelse af selskabsandele som følge af udlodning af overskud, såfremt andele erhverves fra en selskabsdeltager, der er berettiget til selskabsskattegodtgørelse, men udelukker denne nedsættelse af beskatningsgrundlaget, hvis andele erhverves fra en selskabsdeltager, der ikke er berettiget til en sådan skattegodtgørelse
Konklusion
EF-traktatens artikel 73 B (nu artikel 56 EF) skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter værdiforringelse af selskabsandele som følge af udlodning af overskud ikke har indflydelse på en hjemmehørende skattepligtig persons beskatningsgrundlag, når den pågældende har erhvervet andele i et hjemmehørende kapitalselskab fra en ikke-hjemmehørende selskabsdeltager, hvorimod en sådan værdiforringelse nedsætter erhververens beskatningsgrundlag, når andelene erhverves fra en hjemmehørende selskabsdeltager.
Det anførte gælder, for så vidt som en sådan lovgivning ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne og at modvirke rent kunstige arrangementer, der ikke bygger på nogen økonomisk realitet, og som alene har til formål at opnå en uberettiget skattefordel. Det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, om den i hovedsagen omhandlede lovgivning begrænser sig til det, der er nødvendigt for at nå disse mål.
(1) EUT C 197 af 2.8.2008.
Full & Egal Universal Law Academy