FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
V. TRSTENJAK
fremsat den 29. oktober 2009 1(1)
Sag C-414/08 P
Sviluppo Italia Basilicata SpA
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Appel – Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) – globaltilskud til gennemførelse af foranstaltninger til fremme af små og mellemstore virksomheder, som virker i regionen Basilicata – forordning (EØF) nr. 4253/88 – artikel 24 – nedsættelse af den økonomiske støtte, der oprindeligt blev tildelt af EFRU – Kommissionens skønsbeføjelse – forordning (EØF) nr. 4253/88 – artikel 25 og 26 – forpligtelse til opfølgning og evaluering«
Indhold
I – De relevante retsforskrifter
A – EF-grundforordninger
B – De af Kommissionens beslutninger, der indeholder de relevante bestemmelser for de pågældende fællesskabsinterventioner
II – Sagens baggrund
A – Retsakterne vedrørende tildeling af globaltilskuddet til regionen Basilicata
B – Oprettelse og gennemførelse af venturekapitalfonden
III – Den appellerede dom
IV – Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande
V – Kommissionens argumenter om afvisning af sagen for Retten
VI – Appellen
A – De otte anbringender vedrørende forkastelsen af påstanden om annullation
1. Det første anbringende vedrørende fordrejningen af den anfægtede beslutning og af appellantens søgsmål
a) Parternes argumenter
b) Retlig vurdering
i) Klagepunktet om en fordrejning af den anfægtede beslutning
ii) Klagepunktet om en fordrejning af betydningen og rækkevidden af søgsmålet i første instans
iii) Foreløbig konklusion
2. Det andet anbringende vedrørende den fejlagtige fortolkning af bestemmelserne i faktablad nr. 19
a) Første led (klagepunkterne vedrørende præmis 52 i den appellerede dom)
i) Parternes argumenter
ii) Retlig vurdering
– Klagepunktet om ændring af begrundelsen
– Klagepunktet om en forceret fortolkning
– Klagepunktet om anvendelse af forordning nr. 1685/2000 med tilbagevirkende kraft
– Klagepunktet om uoverensstemmelse mellem Rettens fortolkning og Kommissionens praksis
– Foreløbig konklusion
b) Andet led (klagepunktet vedrørende den appellerede doms præmis 53)
c) Tredje led (klagepunkterne vedrørende den appellerede doms præmis 55)
i) Parternes argumenter
ii) Retlig vurdering
d) Fjerde led (klagepunkterne vedrørende den appellerede doms præmis 57 og 58)
i) Parternes argumenter
ii) Retlig vurdering
– Fjerde led er irrelevant
– Klagepunktet om en manglende overholdelse af bestemmelsen, som fastsætter, at mindst ti selskaber skal finansieres
– Klagepunktet om en selvmodsigende argumentation
e) Femte led (klagepunkterne vedrørende den appellerede doms præmis 48)
i) Parternes argumenter
ii) Retlig vurdering
f) Foreløbig konklusion
3. Det tredje anbringende om en fejlagtig fortolkning af nyttebetingelsen
a) Parternes argumenter
b) Retlig vurdering
4. Det fjerde og femte anbringende
a) Det fjerde anbringende om en fejlagtig fortolkning og en deraf følgende manglende anvendelse af de af Domstolen fastsatte principper i dommen i sagen Mediocurso mod Kommissionen
i) Parternes argumenter
ii) Retlig vurdering
– Klagepunktet om en manglende overholdelse af sammenhængen mellem proceduren i forbindelse med nedsættelse af støtten og forpligtelsen til opfølgning og evaluering
– Anvendelse af procedureregler, der ikke udtrykkeligt er fastsat af fællesskabslovgiver
– Klagepunktet om forpligtelse til at påberåbe sig nødvendigheden af at overholde retten til kontradiktion
– Klagepunktet om en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet
– Foreløbig konklusion
b) Femte anbringende om en tilsidesættelse af artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88 i relation til Kommissionens forpligtelser til overvågning og kontrol
i) Parternes argumenter
ii) Retlig vurdering
5. Sjette og syvende anbringende
a) Det sjette anbringende om en tilsidesættelse af principperne om beskyttelse af den berettigede forventning og om retssikkerhed
b) Syvende anbringende om en urigtig gengivelse af beviserne og tilsidesættelse af de almindelige principper om bevisbyrde
i) Parternes argumenter
ii) Retlig vurdering
– Det syvende anbringende er irrelevant.
– Første klagepunkt om, at appellanten har fremlagt dokumenter vedrørende tilsynsudvalgets beslutninger
– Det andet klagepunkt om, at Retten ikke har baseret sig på de faktiske oplysninger
– Tredje klagepunkt om manglende foranstaltninger om bevisoptagelse
– Det fjerde klagepunkt om de af appellanten fremlagte dokumenter
– Det femte klagepunkt om en manglende hensyntagen til de af Kommissionen foretagne udbetalinger
– Det sjette klagepunkt om en manglende begrundelse
– Foreløbig konklusion
6. Det ottende anbringende om en tilsidesættelse af retspraksis ved Fællesskabets retsinstanser vedrørende anvendelsen af proportionalitetsprincippet i forbindelse med nedsættelse af EF-støtte
a) Parternes argumenter
b) Retlig vurdering
i) Kommissionens skønsbeføjelse i forbindelse med artikel 24 i forordning nr. 4253/88.
ii) Klagepunktet om mangel på svig
iii) Hensyntagen til Kommissionens eventuelle manglende overholdelse af overvågnings- og evalueringsforpligtelserne
iv) Foreløbig konklusion
7. Konklusion
B – De to anbringender om erstatning
1. Det niende anbringende
a) Parternes argumenter
b) Retlig vurdering
2. Det tiende anbringende
a) Parternes argumenter
b) Retlig vurdering
i) Forekomsten af ansvar som følge af en lovlig handling
ii) Klagepunkterne om tabets usædvanlige karakter
iii) Klagepunktet om tabets særlige karakter
C – Resultatet af den retlige vurdering
VII – Sagens omkostninger
VIII – Forslag til afgørelse
1. Ved den foreliggende appel har Sviluppo Italia Basilicata (herefter »appellanten«) nedlagt påstand om ophævelse af den dom, De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans afsagde den 8. juli 2008, Sviluppo Italia Basilicata mod Kommissionen (2) (herefter »den appellerede dom«). Retten frifandt i den appellerede dom Kommissionen for appellantens påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2006) 1706 af 20. april 2006 om nedsættelse af den økonomiske bistand fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (herefter »EFRU«), som var tildelt inden for globaltilskuddet til gennemførelse af foranstaltninger til fremme af små og mellemstore virksomheder, som virker i regionen Basilicata i Italien (herefter »den anfægtede beslutning«), samt for appellantens påstand om erstatning for den skade, denne beslutning har forvoldt.
I – De relevante retsforskrifter
2. Artikel 158 EF bestemmer, at Fællesskabet stræber efter at formindske forskellene mellem de forskellige områders udviklingsniveauer og forbedre situationen for de mindst begunstigede områder for at fremme en harmonisk udvikling af Fællesskabet som helhed. I henhold til artikel 159 EF og 160 EF støtter Fællesskabet denne virkeliggørelse bl.a med den virksomhed, som det udøver gennem strukturfondene, herunder Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), hvis formål er at bidrage til at udligne de største regionale skævheder.
A – EF-grundforordninger
3. I artikel 1 i forordning (EØF) nr. 2052/88 af 24. juni 1988 om strukturfondenes opgaver og effektivitet samt om samordningen af deres interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (3), som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2081/93 af 20. juli 1993 (4), er det fastsat, at for at virkeliggøre de generelle målsætninger i artikel 158 EF og 160 EF skal strukturfondene bidrage til virkeliggørelsen af fem højt prioriterede mål. Blandt disse mål består mål nr. 1 i »fremme af udviklingen og strukturtilpasningen i de tilbagestående regioner«. I overensstemmelse med bilaget til den nævnte forordning er regionen Basilicata en af de regioner, der berøres af dette mål.
4. Artikel 5 i forordning nr. 2052/88 opregner de mulige former for finansielle interventioner fra strukturfondene. Blandt disse nævner stk. 2, litra c), muligheden for, at interventionen tager form af et »globaltilskud«, der som regel forvaltes af en formidler udpeget af medlemsstaten i forståelse med Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, og som fordeles af denne i form af individuelle tilskud til de endelige modtagere.
5. De relevante procedureregler for interventionerne er fastsat i Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19. december 1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (5), som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2082/93 af 20. juli 1993 (6) samt ved Rådets forordning (EØF) nr. 4254/88 af 19. december 1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (7), som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2083/93 af 20. juli 1993 (8).
6. I artikel 6 i forordning nr. 4254/88 bestemmes, at reglerne for anvendelse af globaltilskuddene indeholdes i en aftale, der i forståelse med den pågældende medlemsstat indgås mellem Kommissionen og den pågældende formidler. I denne aftale skal det bl.a. præciseres, hvilke typer aktioner der skal gennemføres, efter hvilke kriterier støttemodtagerne udvælges, på hvilke betingelser og efter hvilke satser EFRU-støtten ydes, samt hvilke retningslinjer der benyttes ved anvendelsen af globaltilskuddene.
7. Artikel 24 i forordning nr. 4253/88 bestemmer under overskriften »Nedsættelse, suspension og ophævelse af støtten« følgende:
»1. Hvis gennemførelsen af en aktion eller foranstaltning kun synes at berettige, at der ydes en del af den bevilligede finansielle støtte, foretager Kommissionen en passende undersøgelse af sagen inden for rammerne af partnerskabet og anmoder bl.a. medlemsstaten eller de andre myndigheder, som denne har udpeget til iværksættelsen af aktionen, om at fremkomme med deres bemærkninger inden for en given frist.
2. Efter denne undersøgelse kan Kommissionen nedsætte eller suspendere støtten for den pågældende aktion eller foranstaltning, hvis undersøgelsen bekræfter en uregelmæssighed, især en betydelig ændring, der berører aktionens eller foranstaltningens art eller gennemførelsesvilkår, og som ikke har været forelagt Kommissionen til godkendelse.
[…]«
8. Artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88 fastsætter bestemmelserne for tilsyn og evaluering af gennemførelsen af den finansielle støtte. Navnlig fastsættes det i artikel 25, stk. 1 og 3
»1. Kommissionen og medlemsstaterne sikrer som led i partnerskabet et effektivt tilsyn med fondsstøttens anvendelse inden for fællesskabsstøtterammerne og de specifikke aktioner (programmer osv.). […]
[…]
3. Tilsynsudvalgene nedsættes inden for rammerne af partnerskabet på grundlag af en aftale mellem den pågældende medlemsstat og Kommissionen.
Kommissionen og i givet fald EIB kan være repræsenteret i disse udvalg.«
B – De af Kommissionens beslutninger, der indeholder de relevante bestemmelser for de pågældende fællesskabsinterventioner
9. Den 29. juli 1994 vedtog Kommissionen beslutning 94/629/EF om fastlæggelse af en EF-støtteramme for EF’s strukturinterventioner i de italienske regioner, der er omfattet af mål nr. 1, dvs. Abruzzi, Basilicata, Calabrien, Campanien, Molise, Puglia, Sardinien og Sicilien, for perioden fra den 1. januar 1994 til den 31. december 1999 (9).
10. Ved beslutning 97/322/EF af 23. april 1997 (10) fastsatte Kommissionen, hvilke udgifter der er støtteberettigede i de forskellige fællesskabsinterventioner, der er vedtaget til fordel for Italien. Bilaget til den pågældende beslutning indeholder et faktablad nr. 19 (herefter »faktablad nr. 19«) vedrørende støtteberettigede udgifter under strukturfondene for finansieringsteknik, der består i venturekapitalfonde.
11. De grundlæggende principper for disse finansieringsteknikker, der er fastsat i det nævnte faktablad, bestemmer følgende:
»[…]
vii) De nærmere bestemmelser for sådanne fondes drift skal være tilpasset bestemmelserne for interventionernes finansielle gennemførelse, navnlig med hensyn til retlig og finansiel forpligtelse, faktisk afholdte udgifter og afslutning af interventionen.
viii) Venturekapitalfondene bistår finansielt og økonomisk levedygtige virksomheder; […]«
12. Hvad særligt angår venturekapitalfondene fastsætter faktablad nr. 19 under punkt B, der har overskriften »Nærmere regler for venturekapitalfondes drift«, følgende:
» […]
2. Venturekapitalfondenes interventioner består i erhvervelse af kapitalinteresser, bl.a. tegning af egenkapital (aktier og andele) i de støttede virksomheder, lån (eventuelt ansvarlig lånekapital), obligationer (eventuelt konvertible) [osv].
[…]
8. I EF-interventionsperioden skal venturekapitalfondens indtægter (bl.a. eventuelle udbytter, merværdi og renteafkast) tilføres fonden og anvendes til at finansiere erhvervelse af kapitalinteresser og dækning af driftsudgifter inden for nedenstående grænser.
[…]
10. Venturekapitalfondene skal for hvert kalenderår udarbejde en rapport, som fremlægges for Kommissionen efter udtalelse fra overvågningsudvalget. Rapporten skal indeholde en balance og en analyse af venturekapitalfondens indtægter og tab, en detaljeret opgørelse over driftsudgifter, en analyse af tilbagebetalinger til fonden, en detaljeret liste over kapitalinteresser (investeringer, ydede lån osv. pr. virksomhed og pr. sektor, under iagttagelse af den gældende tavshedspligt) og en redegørelse om eventuelle problemer og om, hvilke løsninger der er blevet foreslået eller valgt.
11. Kommissionen og Revisionsretten har ret til at foretage kontrol af venturekapitalfondenes aktiviteter, herunder ret til at foretage eller lade foretage revision hos de virksomheder, som venturekapitalfondene har bistået eller bistår. […]«
13. Punkt C i faktablad nr. 19 definerer begrebet »retlig og finansiel forpligtelse« som »dokumentet vedrørende tilvejebringelse eller udvidelse af en venturekapitalfonds startkapital«. De »faktisk afholdte udgifter« defineres under samme punkt som »den kapital, som partnerne har indbetalt til venturekapitalfonde (kapitalindskud) i nøje sammenhæng med gennemførelsesrapporterne, der viser de erhvervede kapitalinteresser, som godtgør, at foranstaltningen gennemføres efter planen«.
14. Punkt D i faktablad nr. 19 fastsætter under overskriften »Afslutning af interventionen« følgende:
»1. Venturekapitalfonde skal oprettes for et passende tidsrum, der er foreneligt med de tilstræbte mål. Det korteste tidsrum, de kan være oprettet for, er det tidsrum, interventionen løber.
2. Ved afslutningen af EF-interventionen (efter sidste frist for udbetalinger) skal venturekapitalfondes finansielle nettostilling gøres op ved at sammenholde anvendelsen af det samlede kapitalindskud med det samlede beløb, der er anvendt til interventioner i virksomheder i løbet af den pågældende periode.
– Hvis det samlede beløb for interventioner i virksomhederne i løbet af perioden udgør mindst 100% af den indskudte kapital, betragtes foranstaltningen som gennemført fuldt ud.
[…]
– Hvis det ved interventionernes afslutning – trods overvågningsudvalgets tilsyn – alligevel forholder sig således, at det samlede beløb for interventionerne i virksomhederne i den pågældende periode er lavere end det samlede kapitalindskud, vil et beløb svarende til overskuddet blive trukket fra den slutsaldo, som EF udbetaler til medlemsstaten i forbindelse med den pågældende intervention.
3. Efter betaling af slutsaldoen for den pågældende intervention intervenerer Kommissionen ikke længere i gennemførelsen eller overvågningen af aktionen […]
[…]«
15. Endelig fremgår det af faktablad nr. 19, at venturekapitalfondenes interventioner, der samfinansieres af EFRU, kun er møntet på små og mellemstore virksomheder.
II – Sagens baggrund
A – Retsakterne vedrørende tildeling af globaltilskuddet til regionen Basilicata
16. På grundlag af grundforordningen om strukturfonde, dvs. forordning nr. 2052/88, godkendte Kommissionen ved beslutning 94/629 de EF-retsforskrifter, der er relevante for interventioner til fordel for de regioner i Italien, der er berørt af mål nr. 1, og særligt Basilicata, for perioden fra den 1. januar 1994 til den 31. december 1999.
17. For at fremme udviklingen af små og mellemstore virksomheder i Basilicata forelagde den italienske regering den 24. februar 1998 Kommissionen en anmodning om fællesskabsstøtte til et globaltilskud (11). Mål nr. 2, der henvises til i anmodningen, foreskriver oprettelse af venturekapitalfonde fra EFRU og den private sektor for at gennemføre finansielle interventioner (erhvervelse af egenkapital, ansvarlig lånekapital og konvertible obligationslån) til fordel for virksomheder, som er etableret i denne region eller har til hensigt at etablere sig der (herefter »mål nr. 2 i globaltilskuddet«).
18. Ved beslutning K(1999) 314 af 2. marts 1999 om ydelse af støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling til et globaltilskud med henblik på støtteforanstaltninger til fordel for små og mellemstore virksomheder, som virker i regionen Basilicata, og som er omfattet af fællesskabsstøtterammen under mål nr. 1 i Italien, godkendte Kommissionen tildelingen af den støtte, som de italienske myndigheder havde anmodet om (herefter »beslutningen om støttetildeling«). I henhold til artikel 5 i den pågældende beslutning »vedrører fællesskabsstøtten de udgifter, der er forbundet med aktiviteter omtalt i globaltilskuddet, og som, inden for medlemsstaten, er genstand for bindende juridiske forpligtelser, og for hvilke de fornødne økonomiske ressourcer udtrykkeligt er indgået inden den 31. december 1999«, og »den sidste frist for bogføringen af udgifter vedrørende disse aktiviteter er fastsat til den 31. december 2001«.
19. Projektet om globaltilskud, som de nationale myndigheder tilstillede Kommissionen med henblik på at opnå støtte, var vedlagt som bilag til beslutningen om støttetildeling (herefter »projektet om globaltilskud«) og udgør en integrerende del heraf. Af projektet fremgår det, at gennemførelsen af foranstaltningen skulle ske i tre faser, der bestod i henholdsvis at »fremme«, »oprette« og »forvalte« venturekapitalfonde (punkt 5.2.2). Det fremgår endvidere heraf, i punkt 5.2.5, at fondene rådede over 9,7 mio. EUR, hvoraf de 4,7 mio. EUR hidhørte fra EFRU og i henhold til faktablad nr. 19, der var vedlagt beslutning 1997/322, forstås der ved »forpligtelse«: »dokumentet vedrørende tilvejebringelse [...] af en venturekapitalfonds startkapital« [og] ved »udgifter« »udbetaling i kontanter af venturekapitalfondenes andel af kapitalen, som frigives af deltagerne«. Projektet bestemmer endelig, at aftalerne skulle indgås »senest den 31. december 1999« (punkt 5.2.6), og at fondene skulle have en varighed på ti år at regne fra stiftelsen.
20. De nærmere regler for tildeling af globaltilskuddet blev fastlagt i en aftale, indgået den 22. juli 1999 mellem Kommissionen og Centro europeo di impresa e innovazione Systema BIC Basilicata, der oprindeligt var formidler af globaltilskuddet, og som appellanten trådte i stedet for (herefter »aftalen«). Denne aftale fastsætter i sin artikel 9, at der skal oprettes et tilsynsudvalg, der består af repræsentanter for Kommissionen, for de nationale myndigheder og for formidleren.
21. I aftalens artikel 13 bestemmes følgende:
»[…]
2. […] betalingen af det resterende beløb er betinget af følgende kumulative krav:
– at regionen Basilicata forelægger Kommissionen en anmodning om betaling, behørigt påtegnet [af økonomi- og finansministeriet] senest seks måneder efter den konkrete gennemførelse af den pågældende handling
[…]
4. Indgåelsen af udgiftsforpligtelser til fordel for de initiativer, der er udvalgt til at modtage globaltilskuddet (beslutning om tildeling, indgåelse af aftaler for eksterne aktiviteter), skal ske senest den 31. december 1999. Betalinger, der foretages af formidleren i forbindelse med tildelingen af globaltilskuddet, skal ske senest den 31. december 2001, og regnskabsaflæggelsen til Kommissionen af formidlerens faktisk afholdte udgifter i forbindelse med tildelingen af dette tilskud skal ske senest den 30. juni 2002.«
22. I aftalens artikel 16, stk. 5, bestemmes følgende:
»Såfremt formidleren undlader at opfylde en af de i aftalen fastsatte forpligtelser eller ikke opfylder den på passende vis, kan Kommissionen – i samråd med regionen Basilicata – ved anbefalet brev pålægge formidleren at opfylde den pågældende forpligtelse. Hvis denne forpligtelse ikke opfyldes senest en måned efter meddelelsen, kan Kommissionen, i samråd med regionen Basilicata, og uanset de retsfølger, der er fastsat i den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen, ophæve aftalen uden yderligere formaliteter.«
23. Aftalens artikel 18 bestemmer, at aftalen ophører den 30. juni 2002.
B – Oprettelse og gennemførelse af venturekapitalfonden
24. Venturekapitalfonden blev stiftet den 16. december 1999 med en økonomisk bevillingsramme på 9,7 mio. EUR, hvoraf 4,7 mio. EUR blev finansieret af EFRU og 5 mio. EUR af private investorer. Der blev foretaget fuld indbetaling af andelene i perioden fra februar 2000 til december 2001.
25. Ved skrivelse af 18. marts 2003 sendte regionen Basilicata den endelige opgørelse over udgifter samt appellantens anmodning om betaling til det italienske økonomi- og finansministerium. Den 20. marts 2003 videresendte ministeriet disse dokumenter til Kommissionen.
26. Ved skrivelse af 10. februar 2004 meddelte Kommissionen de italienske myndigheder og appellanten, at den, under henvisning til punkt D i faktablad nr. 19, fandt, at en del af den ydede støtte ikke var begrundet, eftersom den ikke var investeret i små og mellemstore virksomheder inden den 31. december 2001.
27. Den 20. april 2006, efter en skriftveksling med appellanten, vedtog Kommissionen den anfægtede beslutning. Eftersom en del af EFRU’s støtte ikke var blevet anvendt til erhvervelse af kapitalinteresser i virksomhederne inden den dato, der var fastsat i beslutningen om støttetildeling, nemlig den 31. december 2001, nedsatte Kommissionen den støtte, der skulle ydes inden for globaltilskuddet i regionen Basilicata, med 4 554 108,91 EUR og bestemte, at den udbetalte støtte på 3 434 108,91 EUR skulle tilbagebetales.
III – Den appellerede dom
28. Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 30. juni 2006 anlagde appellanten sag med påstand om annullation af den anfægtede beslutning samt om erstatning.
29. Til støtte for sin annullationspåstand påberåbte appellanten sig seks anbringender vedrørende
– en manglende logik, utilstrækkelighed samt manglende retlige og faktiske betingelser, der kunne danne grundlag for den anfægtede beslutning
– tilsidesættelse af faktablad nr. 19
– tilsidesættelse af procedurereglerne i aftalens artikel 16 samt af artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88
– tilsidesættelse af principperne om beskyttelse af den berettigede forventning og om retssikkerhed
– tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og
– tilsidesættelse af begrundelsespligten.
30. Appellanten baserede sin påstand om erstatning på culpaansvar som følge af den anfægtede beslutnings ulovlighed og på objektivt ansvar.
31. Af procesøkonomiske hensyn fandt Retten det nødvendigt først at undersøge de anbringender, som appellanten havde påberåbt sig til støtte for sit annullationssøgsmål uden først at udtale sig om, hvorvidt sagen kunne antages til realitetsbehandling. Dernæst fastslog Retten, at annullationssøgsmålet var ubegrundet. Endelig forkastede den påstanden om erstatning som ubegrundet.
IV – Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande
32. Appellanten har appelleret den anfægtede dom ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 19. september 2008. Appellanten har nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves, og sagen hjemvises til Retten med henblik på realitetsbehandling under hensyn til Domstolens bemærkninger.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger i denne sag og i sag T-176/06.
33. Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes.
– Appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger i denne sag og i sagen i første instans.
34. Efter afslutningen af den skriftlige forhandling har Domstolen afholdt et retsmøde den 3. september 2009, hvor repræsentanter for appellanten og Kommissionen deltog. Under retsmødet supplerede disse deres skriftlige indlæg.
V – Kommissionens argumenter om afvisning af sagen for Retten
35. I sit svarskrift har Kommissionen gjort gældende, at annullationssøgsmålet for Retten ikke kunne antages til realitetsbehandling. I henhold til artikel 230, stk. 4, EF mener Kommissionen ikke, at appellanten var umiddelbart berørt af den anfægtede beslutning.
36. Jeg mener ikke, at det er nødvendigt her at undersøge, om der er grundlag for disse argumenter. For det første skal det bemærkes, at argumenterne vedrørende afvisning af annullationssøgsmålet for Retten kun kan tiltrædes i forbindelse med en appel med påstand om ophævelse af den anfægtede dom. En part, der ønsker at erstatte en dom afsagt af Retten, hvorefter annullationssøgsmålet ikke er begrundet, med en dom, ifølge hvilken den pågældende sag skal afvises, er forpligtet til at anmode Domstolen om at ophæve Rettens dom og træffe endelig afgørelse vedrørende sagen for Retten (12). I denne forbindelse bemærkes imidlertid, at Kommissionen i sit svarskrift ikke har iværksat nogen kontraappel om ophævelse af den appellerede dom (13). Kommissionen har tværtimod udtrykkeligt nedlagt påstand om, at den appellerede dom stadfæstes i sin helhed. Det kan udledes heraf, at Kommissionen har ønsket at fremsætte visse bemærkninger vedrørende måden, hvorpå Retten har behandlet spørgsmålet om afvisning af sagen, uden dog at nedlægge påstand om ophævelse af den appellerede dom. Da Kommissionen under retsmødet har bekræftet denne fortolkning, er det således ufornødent at undersøge, hvorvidt Kommissionens argumenter er begrundede.
VI – Appellen
37. Appellanten påberåber sig ti anbringender til støtte for sin appel. Otte anbringender vedrører den del af den appellerede dom, hvori Retten ikke tog påstanden om annullation af den anfægtede beslutning til følge (A). To anbringender vedrører den del af den appellerede dom, hvori Retten forkastede påstanden om erstatning (B).
A – De otte anbringender vedrørende forkastelsen af påstanden om annullation
1. Det første anbringende vedrørende fordrejningen af den anfægtede beslutning og af appellantens søgsmål
38. Med sit første anbringende har appellanten kritiseret den appellerede doms præmis 36 og 68.
39. I den appellerede doms præmis 36 har Retten fastslået, at appellantens søgsmål i første instans i det væsentlige vedrørte Kommissionens bemærkning om, at venturekapitalfondenes erhvervelse af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder skulle ske senest den 31. december 2001. Retten har fastslået, at dette spørgsmål navnlig vedrørte anbringendet om tilsidesættelse af faktablad nr. 19, og at det derfor var hensigtsmæssigt først at undersøge anbringendet om tilsidesættelse af faktablad nr. 19. Retten har undersøgt dette anbringende i præmis 37-59 i den appellerede dom.
40. I præmis 60-75 i den appellerede dom undersøgte Retten dernæst appellantens anbringende om, at Kommissionen havde baseret den anfægtede beslutning på en »nyttebetingelse«, der ikke fremgår af de relevante bestemmelser om fællesskabsstøtte. I den appellerede doms præmis 68 forkastede Retten dette anbringende. Den fastslog, at Kommissionen havde baseret den anfægtede beslutning bl.a. på bestemmelserne i faktablad nr. 19, og at de øvrige begrundelser kun tjente til at forsvare dens fortolkning af disse bestemmelser. Under henvisning til sin tidligere undersøgelse af anbringendet om tilsidesættelse af faktablad nr. 19 i præmis 37-59 i den appellerede dom fastslog Retten, at Kommissionen kunne nedsætte fællesskabsstøtten på grundlag af bestemmelserne i faktablad nr. 19. Med udgangspunkt i denne konstatering fastslog Retten, at selv om klagepunktet om en manglende »nyttebetingelse« var begrundet, kunne den ikke medføre annullation af den anfægtede beslutning. I den appellerede doms præmis 69 fastslog Retten, at appellantens anbringende under alle omstændigheder var ubegrundet.
a) Parternes argumenter
41. Appellanten har for det første gjort gældende, at Retten har fordrejet den anfægtede beslutning i præmis 68 i den appellerede dom ved at fastslå, at Kommissionen bl.a. har baseret den anfægtede beslutning på bestemmelserne i faktablad nr. 19, og at de øvrige begrundelser kun tjente til at forsvare dens fortolkning af disse bestemmelser. Appellanten har gjort gældende, at Kommissionen først og fremmest har baseret den anfægtede beslutning på »nyttebetingelsen«, der er omtalt i 22. betragtning til den anfægtede beslutning, og at de følgende betragtninger vedrørende faktablad nr. 19 er underordnet en undersøgelse i realiteten af denne »nyttebetingelse«.
42. For det andet har appellanten gjort gældende, at Retten har fordrejet betydningen og følgelig rækkevidden af dennes søgsmål i første instans. I dette søgsmål gjorde appellanten i det væsentlige gældende, at den anfægtede beslutning var baseret på en »nyttebetingelse«, der blev anset for ikke-eksisterende. Ved at fastslå, at søgsmålet i det væsentlige drejede sig om Kommissionens bemærkning om, at venturekapitalfondenes erhvervelse af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder skulle ske senest den 31. december 2001, har Retten fordrejet indholdet af søgsmålet i første instans. Appellanten har anført, at den ændrede rækkefølge af behandlingen af dens anbringender, som Retten har foretaget i præmis 36 i den appellerede dom, er baseret på denne fejlagtige vurdering af dens søgsmål i første instans. Ifølge appellanten ville Retten ikke uden denne ændrede rækkefølge af anbringenderne have kunnet fastslå, at klagepunktet vedrørende den manglende »nyttebetingelse« var grundløst. Retten har således fordrejet rækkevidden af søgsmålet.
43. Kommissionen har for det første gjort gældende, at Retten ikke har fordrejet den anfægtede beslutning. Kommissionen har baseret den anfægtede beslutning på faktablad nr. 19. »Nyttebetingelsen«, der er nævnt i den anfægtede beslutning, danner ikke grundlag for vedtagelsen af den anfægtede beslutning, men udgør et begreb, der udgør selve kernen i reglerne for venturekapitalfondenes drift og giver generelle fortolkningsbidrag.
44. Dernæst har Kommissionen gjort gældende, at Rettens bemærkninger i præmis 36 i den appellerede dom blot udgør en logisk og organisatorisk overvejelse fra Rettens side, der ikke har nogen som helst indflydelse på den appellerede dom. Under alle omstændigheder har Retten foretaget en uafhængig undersøgelse af klagepunktet vedrørende den manglende »nyttebetingelse«.
b) Retlig vurdering
45. Appellanten har baseret sit første anbringende på to klagepunkter, der vedrører henholdsvis en fordrejning af den anfægtede beslutning og en fordrejning af betydningen og den samlede rækkevidde af søgsmålet i første instans.
i) Klagepunktet om en fordrejning af den anfægtede beslutning
46. Dette klagepunkt kan antages til realitetsbehandling, da det i forbindelse med en appel er muligt at påberåbe sig fordrejningen af en kommissionsbeslutning (14). Klagepunktet er imidlertid ikke begrundet. Retten har ikke fordrejet den anfægtede beslutning ved at fastslå, at Kommissionen bl.a. har baseret den på bestemmelserne i faktablad nr. 19.
47. De grunde, hvorpå Kommissionen har baseret den anfægtede beslutning, kan ikke afgøres ved udelukkende at tage hensyn til 22. betragtning ff. til beslutningen. Som Kommissionen med rette har anført, skal der foretages en undersøgelse af begrundelsen som helhed. En undersøgelse af begrundelsen for den anfægtede beslutning som helhed viser imidlertid, at den først og fremmest er baseret på betingelserne i faktablad nr. 19. Således fremgår det af sidste sætning i 8. betragtning samt af 10. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen har baseret sig på betingelserne i faktablad nr. 19 i den afsluttende procedure, der førte til den anfægtede beslutning. Kommissionen har endvidere udtrykkeligt nævnt den manglende overholdelse af bestemmelserne i faktablad nr. 19 i den del, der har overskriften »Arten af de fastslåede uregelmæssigheder«, i 14. og 15. betragtning til den anfægtede beslutning. Kommissionen har således flere gange henvist til faktablad nr. 19 og ikke kun i 22. betragtning til den anfægtede beslutning.
48. Endvidere har Kommissionen med rette anført, at henvisningen til »nyttebetingelsen« i 22. betragtning i den anfægtede beslutning udgør en henvisning til et almindeligt begreb, der udgør et underliggende princip for de gældende bestemmelser. Der er således ikke tale om en »betingelse« i ordets snævre forstand, men snarere om et bidrag til fortolkningen af de gældende bestemmelser vedrørende fællesskabsinterventionen.
49. Retten har derfor ikke begået en retlig fejl ved at finde, at Kommissionen først og fremmest har baseret den anfægtede beslutning på en manglende overholdelse af faktablad nr. 19. Det første klagepunkt må følgelig forkastes.
ii) Klagepunktet om en fordrejning af betydningen og rækkevidden af søgsmålet i første instans
50. Appellanten har gjort gældende, at Retten har fordrejet betydningen og rækkevidden af søgsmålet i første instans. Appellanten har nærmere anført, at den ændrede rækkefølge af behandlingen af dens anbringender i søgsmålet i første instans har medført, at dette er blevet fordrejet.
51. Dette klagepunkt er ikke begrundet. Det fremgår af artikel 225 EF og af artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen, at en appel skal støttes på, at Retten savner kompetence, at der er begået rettergangsfejl, som krænker appellantens interesser, eller at Retten har overtrådt fællesskabsretten. En ændring af rækkefølgen af behandlingen af anbringender, der ikke påvirker sagens udfald, udgør en ren organisatorisk foranstaltning, der ikke skader appellantens interesser (15). Den ændring af rækkefølgen i behandlingen af appellantens anbringender, som Retten har foretaget i den appellerede doms præmis 36, udgør således ikke i sig selv en retlig fejl, der kan påberåbes i en appel.
52. Ifølge appellanten har denne ændrede rækkefølge haft en betydning for sagens udfald. Retten kunne ikke i den appellerede doms præmis 68 fastslå, at appellantens klagepunkt vedrørende den manglende »nyttebetingelse« ikke kunne medføre annullation af den anfægtede beslutning, selv om det var begrundet.
53. Denne kritik er ikke begrundet. Det er korrekt, at Retten i den appellerede doms præmis 68 har henvist til den fortolkning af den anfægtede beslutning, som Retten foretog tidligere i dommens præmis 52-59 i denne. Rent formelt var denne henvisning til en tidligere fortolkning således en følge af Rettens ændrede rækkefølge i behandlingen af anbringenderne. Det må imidlertid fastslås, at appellanten ikke nævner nogen som helst overbevisende grund til, at den ændrede rækkefølge i behandlingen af anbringenderne har kunnet have en væsentlig indflydelse på sagens udfald, og navnlig på fortolkningen af den anfægtede beslutning. Der er således blot tale om en simpel ændring i rækkefølgen i behandlingen af anbringenderne, der ikke har nogen indflydelse på resultatet af Rettens behandling, og som ikke kan anfægtes i forbindelse med en appel (16).
54. Klagepunktet vedrørende en fordrejning af betydningen og rækkevidden af søgsmålet i første instans må derfor forkastes.
55. Det skal under alle omstændigheder fastslås, at Retten i den appellerede doms præmis 69 har behandlet anbringendet vedrørende en manglende »nyttebetingelse« og forkastet det.
iii) Foreløbig konklusion
56. Det første anbringende må følgelig forkastes.
2. Det andet anbringende vedrørende den fejlagtige fortolkning af bestemmelserne i faktablad nr. 19
57. Med det andet anbringende har appellanten kritiseret den appellerede doms præmis 42-59. I denne del af den anfægtede dom har Retten afvist appellantens anbringende om en tilsidesættelse af bestemmelserne i faktablad nr. 19.
58. Punkt D i faktablad nr. 19 henviser til »afslutningen af EF-interventionen« som sidste frist for udbetalingerne. I den anfægtede beslutning har Kommissionen for det første fastslået, at udbetalingerne i den i punkt D omhandlede betydning ikke blot var nødvendige for stiftelsen af venturekapitalfonden, men ligeledes for venturekapitalfondens erhvervelse af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder. For det andet har den fastslået, at sidste frist for udbetalinger i den i punkt D omhandlede betydning var den 31. december 2001.
59. Appellanten finder denne fortolkning fejlagtig. Den er baseret på en fejlagtig fortolkning af formålet med mål nr. 2 i globaltilskuddet. Mål nr. 2 i globaltilskuddet består udelukkende i oprettelsen af og indskud af midler i venturekapitalfonde. De midler, der er nødvendige for etableringen af venturekapitalfonde, skulle således indbetales inden den 31. december 2001. Derimod kunne venturekapitalfondenes erhvervelse af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder ske efter den 31. december 2001. Sidste frist for venturekapitalfondenes erhvervelse af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder er således udløbsdatoen for venturekapitalfondene, dvs. den 16. december 2009.
60. Retten har i præmis 47-59 i den appellerede dom bekræftet Kommissionens fortolkning. I præmis 47-50 i den appellerede dom har Retten afvist appellantens argument, hvorefter det tidsrum, interventionen løber, falder sammen med det tidsrum, som venturekapitalfondene er oprettet for. I præmis 51-55 i den appellerede dom har Retten fastholdt, at erhvervelse af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder skulle ske før den 31. december 2001. Retten har baseret denne fortolkning på bestemmelserne i faktablad nr. 19, punkt 5.2.5 i støtteprojektet, artikel 5 i beslutningen om støttetildeling og på artikel 13, stk. 4, i aftalen. I den appellerede doms præmis 56-58 har Retten afvist appellantens argument, hvorefter alene dennes fortolkning af faktablad nr. 19 giver mening ud fra et økonomisk synspunkt.
61. For så vidt som appellanten har kritiseret Rettens fortolkning uden præcist at angive, hvilke elementer i den anfægtede dom der kritiseres, skal disse klagepunkter afvises i henhold til artikel 225 EF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen samt artikel 112, stk. 1, litra c), i dens procesreglement (17).
62. For så vidt som appellanten har anfægtet præmis 52, 53, 55, 57 og 58 samt præmis 48 i den appellerede dom, kan anbringendet opdeles i fem led.
a) Første led (klagepunkterne vedrørende præmis 52 i den appellerede dom)
63. I den appellerede doms præmis 51 og 52 har Retten fastslået, at i modsætning til, hvad appellanten havde gjort gældende, giver begreberne »national forpligtelse« og »faktisk afholdte udgifter« i punkt C i faktablad nr. 19 ikke anledning til tvivl i henseende til, at erhvervelsen af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder skulle ske før den 31. december 2001. Selv om udtrykket »forpligtelse« i punkt C i faktablad nr. 19 kan fortolkes således, at denne definition alene henviser til den retlige oprettelse af venturekapitalfonde, kan udtrykket »faktisk afholdte udgifter«, som skulle finde sted før den 31. december 2001, ikke kun omfatte de udgifter, der vedrører den oprindelige oprettelse af venturekapitalfonde, men omfatter ligeledes såvel venturekapitalfondes udgifter til bidrag som dem, der vedrører erhvervelse af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder.
i) Parternes argumenter
64. Appellanten har gjort gældende, at den definition, som Retten har givet af begrebet »faktisk afholdte udgifter« i den i punkt C i faktablad nr. 19 omhandlede betydning, er behæftet med retlige fejl.
65. For det første har appellanten foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 52 har erstattet Kommissionens begrundelse med sin egen. Det fremgår af 23. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen ikke har taget hensyn til appellantens argument vedrørende sondringen mellem udtrykkene »forpligtelse« og »faktisk afholdte udgifter«. Ved at sondre mellem disse to begreber i præmis 52 i den appellerede dom har Retten erstattet Kommissionens begrundelse med sin egen.
66. For det andet strider Rettens fortolkning mod de gældende bestemmelser. Ordlyden af bestemmelserne i faktablad nr. 19 henviser ikke direkte til erhvervelse af kapitalinteresser. Endvidere falder den fortolkning af begrebet »faktisk afholdte udgifter«, som Retten har anlagt, sammen med fortolkningen i Kommissionens forordning (EF) nr. 1685/2000 af 28. juli 2000 om fastsættelse af gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 for så vidt angår støtteberettigede udgifter i forbindelse med foranstaltninger medfinansieret af strukturfondene (18). Da denne forordning endnu ikke fandt anvendelse på tidspunktet for hovedsagen, udgør Rettens fortolkning en tilbagevirkende anvendelse af denne forordning, hvilket er i strid med fællesskabslovgivers vilje.
67. For det tredje afviger Rettens definition fra Kommissionens praksis. I skrivelse af 4. juni 2004 har Kommissionen anført, at de støtteberettigede udgifter udgøres af den kapital, der er indbetalt til venturekapitalfonde.
68. Kommissionen har for det første gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 52 ikke har anlagt en ny definition af begrebet »faktisk afholdte udgifter«, der er i strid med den definition, der gives i den anfægtede beslutning. Retten har baseret sin fortolkning på det princip, at der skal være overensstemmelse mellem de nærmere regler om driften af venturekapitalfonde på den ene side, og på den anden side bestemmelserne vedrørende kapitalinteresserne i strukturfondene. Det fremgår af 12. og 13. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen har anvendt samme princip.
69. For det andet har Kommissionen gjort gældende, at faktablad nr. 19 allerede anvender det princip, hvorefter de »faktisk afholdte udgifter« udtrykkeligt er forbundet med den egentlige finansieringstekniske intervention til fordel for små og mellemstore virksomheder. Der er derfor ikke tale om et nyt princip, der er indført ved forordning nr. 1685/2000.
70. For det tredje har Kommissionen i skrivelse af 4. juni 2004 præciseret, at kun gennemførelsen af finansielle interventioner i små og mellemstore virksomheder kan begrunde den tildelte økonomiske støtte, og at fællesskabslovgiver har forklaret disse betingelser i faktablad nr. 19.
ii) Retlig vurdering
– Klagepunktet om ændring af begrundelsen
71. Klagepunktet om ændring af begrundelsen er ikke begrundet.
72. Det er korrekt, at Retten ikke må sætte sin egen begrundelse for en beslutning i stedet for Kommissionens begrundelse (19). Rettens reaktion på de argumenter, som fremsættes af en part i forbindelse med dennes søgsmål, bevirker imidlertid ikke i sig selv, at begrundelsen ændres, så længe Retten ikke baserer den anfægtede beslutning på en begrundelse, der ikke stammer fra den pågældende beslutning.
73. Det fremgår således af præmis 37, 38, 51 og 52 i den appellerede dom, at Retten, i præmis 52 i den appellerede dom, har begrænset sig til at afvise appellantens argumenter om, at Kommissionen har fejlfortolket begrebet »faktisk afholdte udgifter« i punkt C i faktablad nr. 19, uden dog herved at erstatte begrundelsen i den anfægtede beslutning med sin egen. Det skal fastslås, at definitionen af begrebet »faktisk afholdte udgifter« som anlagt af Retten i præmis 52 i den appellerede dom falder sammen med den definition, som Kommissionen har anlagt i 12., 13., 15., 18. og 19. betragtning til den anfægtede beslutning. Såvel Retten som Kommissionen har fastslået, at dette begreb omfatter erhvervelse af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder.
74. Klagepunktet om ændring af begrundelsen må derfor forkastes.
– Klagepunktet om en forceret fortolkning
75. Klagepunktet om en forceret fortolkning af begrebet faktisk afholdte udgifter er ikke begrundet. Rettens fortolkning i den appellerede doms præmis 52 er baseret på bestemmelserne i faktablad nr. 19. Retten har med føje antaget, at ifølge definitionen i punkt C i faktablad nr. 19 består de faktisk afholdte udgifter af den kapital, som partnerne har indbetalt til venturekapitalfonde i nøje sammenhæng med gennemførelsesrapporterne, der viser de erhvervede kapitalinteresser, som godtgør, at foranstaltningen gennemføres efter planen. Endvidere har Retten med føje udledt af punkt vii) om generelle regler i faktablad nr. 19, at de nærmere bestemmelser om venturekapitalfondenes drift skal være tilpasset bestemmelserne for interventionernes finansielle gennemførelse, navnlig med hensyn til begreberne forpligtelse og faktisk afholdte udgifter, og at begrebet faktisk afholdte udgifter skal omfatte erhvervelse af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder.
– Klagepunktet om anvendelse af forordning nr. 1685/2000 med tilbagevirkende kraft
76. Klagepunktet om anvendelse af forordning nr. 1685/2000 med tilbagevirkende kraft skal ligeledes afvises som ubegrundet. Som Kommissionen med rette har fastholdt, anvender bestemmelserne i faktablad nr. 19 det samme princip som regel 8 i forordning nr. 1685/2000, selv om de anvender princippet på en anden måde. Regel 8 i forordning nr. 1685/2000 fastslår således ikke noget nyt begreb. Endvidere må det fastslås, at Retten ikke har henvist til forordning nr. 1685/2000 i den appellerede dom. Dens ræsonnement baserer sig alene på de regler, der finder anvendelse ratione temporis.
– Klagepunktet om uoverensstemmelse mellem Rettens fortolkning og Kommissionens praksis
77. Endelig skal klagepunktet om en uoverensstemmelse mellem Rettens fortolkning og Kommissionens praksis forkastes. Selv i det tilfælde, at Kommissionens skrivelse af 4. juni 2004 indeholdt noget, der kunne antyde, at Kommissionen har været enig i appellantens fortolkning (hvilket Kommissionen bestrider), vil dette forhold i sig selv ikke være tilstrækkeligt til at bevise, at Rettens fortolkning er udtryk for en urigtig retsanvendelse. Det relevante spørgsmål er ikke, hvorvidt Rettens fortolkning er i overensstemmelse med Kommissionens, men derimod om den er i overensstemmelse med de gældende bestemmelser.
– Foreløbig konklusion
78. Det andet anbringendes første led kan derfor ikke tages til følge.
b) Andet led (klagepunktet vedrørende den appellerede doms præmis 53)
79. Med andet led har appellanten kritiseret den appellerede doms præmis 53. Retten har heri fastslået, at definitionerne i punkt 5.2.5 i projektet om globaltilskud gentog definitionerne i punkt C i faktablad nr. 19.
80. Appellanten har gjort gældende, at Rettens definition af begrebet »faktisk afholdte afgifter« i punkt C i faktablad nr. 19 modsiges af definitionen af begrebet »udgifter« i punkt 5.2.5 i projektet om globaltilskud. I modsætning til, hvad Retten har fastslået, begrænser punkt 5.2.5 i projektet om globaltilskud sig ikke til at gentage definitionen nævnt i punkt C i faktablad nr. 19, men udelukker utvetydigt erhvervelse af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder fra sit indhold og anvendelsesområde.
81. Dette klagepunkt er ikke begrundet. Ifølge definitionen i punkt 5.2.5 i globaltilskudsprojektet skal der ved »udgifter« forstås den kapital, som partnerne har indbetalt til venturekapitalfonde i overensstemmelse med bestemmelserne i punkt C i faktablad nr. 19. Begrebet »udgifter« i punkt 5.2.5 i projektet om globaltilskud henviser således til begrebet »faktisk afholdte udgifter« i punkt C i faktablad nr. 19.
82. Andet led af det andet anbringende må følgelig forkastes.
c) Tredje led (klagepunkterne vedrørende den appellerede doms præmis 55)
83. Med tredje led har appellanten anfægtet præmis 55 i den appellerede dom. Heri har Retten fastslået, at artikel 13, stk. 4, i aftalen åbenlyst strider mod appellantens fortolkning. Retten har fastslået, at denne bestemmelse fastsætter, at indgåelsen af udgiftsforpligtelser til fordel for de initiativer, der er udvalgt til at modtage globaltilskuddet (beslutning om tildeling, indgåelse af aftaler for eksterne aktiviteter), skal ske senest den 31. december 1999. Betalinger, der foretages af formidleren i forbindelse med tildelingen af globaltilskuddet, skal ske senest den 31. december 2001. Dernæst har Retten fastslået, at på den ene side er »de initiativer, der er udvalgt til at modtage globaltilskuddet«, som det fremgår af præmis 54 i den appellerede dom, ansøgningerne om erhvervelse af kapitalinteresser indgivet af små og mellemstore virksomheder, og på den anden side kan »betalinger via formidleren« kun være de nævnte erhvervelser af kapitalinteresser.
i) Parternes argumenter
84. Appellanten har for det første gjort gældende, at Retten har fejlfortolket indholdet af og formålet med mål nr. 2 i globaltilskuddet. Appellanten har gjort gældende, at da mål nr. 2 i globaltilskuddet har til formål at oprette og indskyde midler i venturekapitalfonde, skal begreberne »forpligtelse« og »betaling« i artikel 13, stk. 4, i aftalen fortolkes således, at de henviser til oprettelsen og tilvejebringelsen af venturekapitalfonde. I denne sammenhæng har appellanten henvist til punkt 5.2.1 og 5.2.3 i projektet om globaltilskud.
85. For det andet har appellanten gjort gældende, at Retten har begået en fejl ved at fastslå, at de initiativer, der er udvalgt til at modtage globaltilskuddet, er ansøgninger om erhvervelse af kapitalinteresser indgivet af små og mellemstore virksomheder. Dette modsiges af den omstændighed, at de, der kan drage fordel af mål nr. 2 i globaltilskuddet, er formidlerorganisationen og ikke de små og mellemstore virksomheder. I denne forbindelse har appellanten henvist til punkt 5.2.7 i projektet om globaltilskud.
86. Kommissionen har hertil anført, at ordlyden af artikel 13, stk. 4, i aftalen er entydig, og at appellanten har baseret sig på en kunstig sondring mellem en »planlægningsfase« og en »operationel fase« i mål nr. 2 i globaltilskuddet. Formålet med mål nr. 2 i globaltilskuddet kan ikke begrænses til »planlægningsfasen«, men omfatter ligeledes den »operationelle fase«. Det almindelige princip, der gælder for samtlige interventioner fra strukturfonde, er, at Fællesskabets samfinansiering skal opfylde et bestemt mål inden for en fastsat frist. Formålet med mål nr. 2 i globaltilskuddet er at styrke kapitalværdien i små og mellemstore virksomheder i Basilicata-regionen.
ii) Retlig vurdering
87. Appellantens klagepunkter er ikke begrundede.
88. For det første fremgår det af ordlyden i artikel 13, stk. 4, i aftalen, at betalinger udført af formidleren (dvs. appellanten) under udførelse af globaltilskuddet skulle foretages senest den 31. december 2001, og at regnskabsaflæggelsen til Kommissionen hvad angår de af formidleren afholdte udgifter i forbindelse med denne udførelse skulle ske senest den 20. juni 2002.
89. For det andet indeholder hverken punkt 5.2.1 eller punkt 5.2.3 i projektet om globaltilskud noget, der kan rejse tvivl om Rettens fortolkning, der er baseret på faktablad nr. 19 og på den klare ordlyd af aftalens artikel 13, stk. 4. Ifølge punkt 5.2.1 i projektet om globaltilskud skal oprettelsen af venturekapitalfonde, der skal indskyde midler i små og mellemstore virksomheder i Basilicata, eller som har til hensigt at etablere sig dér, ske i overensstemmelse med faktablad nr. 19. Endvidere henviser formålet med mål nr. 2 i globaltilskuddet klart og utvetydigt til fremmelsen af små og mellemstore virksomheder i Basilicata-regionen. Hvad angår punkt 5.2.3 i projektet om globaltilskud, bestemmes det deri, at gennemførelsen af foranstaltningen skal bestå i oprettelsen af en venturekapitalfond i overensstemmelse med de i det følgende nævnte retsregler. De retsregler, der henvises til, er dog de i faktablad nr. 19 indeholdte.
90. For det tredje er en fortolkning af artikel 13, stk. 4, i aftalen, hvorefter kun appellanten er omfattet af udtrykket »initiativer, der er udvalgt til at modtage tilskuddet«, ikke i overensstemmelse med ordlyden af denne bestemmelse, der fastsætter, at betalinger, der foretages af formidleren, i forbindelse med tildelingen af globaltilskuddet, til de initiativer, der er udvalgt til at modtage støtte, skal ske senest den 31. december 2001.
91. Tredje led i andet anbringende må derfor forkastes.
d) Fjerde led (klagepunkterne vedrørende den appellerede doms præmis 57 og 58)
92. I fjerde led har appellanten kritiseret den appellerede doms præmis 57 og 58. I præmis 56-58 i den appellerede dom har Retten behandlet appellantens argumenter, hvorefter kun dennes fortolkning giver mening ud fra et økonomisk synspunkt, eftersom det ville være vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at foretage økonomiske interventioner indtil den 31. december 2001, da denne dato er meget tæt på den 31. december 1999, hvor selve venturekapitalfonden blev oprettet. Retten har afvist disse argumenter.
93. I den appellerede doms præmis 57 har Retten fastslået, at støtteprojektet i punkt 5.2.2 fastsatte en indledende fase af udførelsen af Fællesskabets intervention, en såkaldt fremme af »information om fonden«. Retten har fastslået, at i løbet af denne fase, der ligger forud for fasen med oprettelse af fonden, skulle det forberedende arbejde allerede gøres, der bestod i at identificere de virksomheder, der muligvis ville være interesseret i venturekapitalfonde og i udførelsen af en forundersøgelse. Retten udledte heraf, at den omstændighed, at fristen for erhvervelse af kapitalinteresser var fastsat til den 31. december 2001, ikke nødvendigvis bevirkede, at gennemførelsen af de økonomiske interventioner blev umulig. Dernæst fastslog den, at eftersom de i små og mellemstore virksomheder investerede beløb højst kunne udgøre 1 mio. EUR, var det ikke nødvendigt at foretage et stort antal transaktioner for at bruge det samlede beløb for fællesskabsstøtten, der var på ca. 5 mio. EUR.
94. I den appellerede doms præmis 58 har Retten taget stilling til appellantens argument vedrørende det forhold, at betalingen af andele fra venturekapitalfonde kunne ske indtil den 31. december 2001. Retten fandt, at selv om der ikke var fastsat en anden dato for de nævnte betalinger end den 31. december 2001, fremgår det af de gældende bestemmelser, at de nævnte betalinger i venturekapitalfondene skulle ske tilstrækkeligt tidligt til, at det samlede beløb i fællesskabsfondene til investering i små og mellemstore virksomheder kunne anvendes før den fastsatte frist for udbetalingerne.
i) Parternes argumenter
95. Ifølge appellanten har Retten i den appellerede doms præmis 57 antaget, at fem transaktioner var tilstrækkeligt til at opbruge Fællesskabets støttebeløb, eftersom investeringerne kunne være på 1 mio. EUR. Appellanten har gjort gældende, at en sådan fortolkning hverken er forenelig med ordlyden af projektet, der krævede, at mindst ti virksomheder skulle modtage støtte, eller med det formål at yde støtte til et så stort antal virksomheder som muligt.
96. Dernæst har appellanten gjort gældende, at Rettens begrundelse i den appellerede doms præmis 58 er selvmodsigende. På den ene side har Retten erkendt, at der ikke var nogen juridisk forpligtelse til at indbetale midler til venturekapitalfonde før den 31. december 2001. På den anden side har Retten fastslået, at der var en juridisk forpligtelse til at tildele appellanten fondsmidler før den 31. december 2001. I denne forbindelse har appellanten gjort gældende, at punkt 5.2.6 i projektet om globaltilskud fastsætter, at »udgiften«, og således alene udbetalingen til venturekapitalfonde, skal ske inden for de to år, der følger fristen for forpligtelserne, altså før den 31. december 2001.
97. Ifølge Kommissionen er appellantens fjerde klagepunkt irrelevant. Kommissionen har gjort gældende, at Retten primært har baseret sig på begrundelsen i den appellerede doms præmis 56, hvorefter de gældende bestemmelser er præcise. Bemærkningerne i den appellerede doms præmis 57 er kun subsidiære.
98. Under alle omstændigheder udgør Rettens bedømmelse vedrørende det begrænsede antal finansielle transaktioner, der er nødvendige for at opbruge samfinansieringen, kun et enkelt element i et meget mere struktureret ræsonnement. Retten har først og fremmest fastslået, at projektet om globaltilskud indeholdt en første fase med fremme af information om fonden, og at denne fase skulle gøre det muligt at foretage et forarbejde forud for fasen med oprettelse af fonden.
99. Kommissionen har endvidere gjort gældende, at Rettens ræsonnement i præmis 58 i den appellerede dom ikke er selvmodsigende. Eftersom udtrykket »udgifter« omfatter erhvervelse af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder, er det åbenbart, at udbetalingerne skal ske i så god tid, at fællesskabsstøtten til investering i små og mellemstore virksomheder kan opbruges før den dato, der er fastsat for betalingerne.
ii) Retlig vurdering
– Fjerde led er irrelevant
100. Som Kommissionen med rette har gjort gældende, er fjerde led irrelevant. Det fremgår navnlig af den appellerede doms præmis 56, at Retten først og fremmest har baseret sin afvisning af appellantens anbringende på den entydige karakter af de pågældende bestemmelser og deres samstemmighed. Præmis 57 og 58 i den appellerede dom udgør derfor kun subsidiære præmisser. Klagepunkterne vedrørende disse præmisser bør derfor forkastes som irrelevante, for selv om de var begrundede, kunne de ikke føre til en annullation af den appellerede dom (20).
101. Under alle omstændigheder fører de forskellige klagepunkter i fjerde led ikke frem til noget resultat.
– Klagepunktet om en manglende overholdelse af bestemmelsen, som fastsætter, at mindst ti selskaber skal finansieres
102. Klagepunktet om en manglende overholdelse af bestemmelsen, som fastsætter, at mindst ti selskaber skal finansieres, bør forkastes som grundløst, ikke blot af den i punkt 100 ovenfor nævnte grund, men ligeledes af følgende grund. Som Kommissionen med rette har gjort gældende, har Retten afvist appellantens argument vedrørende det umulige i at gennemføre erhvervelse af kapitalinteresser inden den 31. december 2001 ved først at basere sig på eksistensen af en fase til fremme af oplysninger om fonden, i løbet af hvilken appellanten har kunnet foretage det forberedende arbejde. Denne begrundelse underbygger i sig selv Rettens ræsonnement. Da appellanten ikke har anfægtet denne begrundelse, skal klagepunktet om en manglende overholdelse af bestemmelsen, der fastsætter, at mindst ti selskaber skal finansieres, forkastes som grundløst.
103. Appellantens kritik er under alle omstændigheder ubegrundet.
104. I modsætning til appellantens påstande har Retten ikke fastslået, at appellanten kun skulle finansiere fem selskaber. I den appellerede doms præmis 57 har Retten udelukkende henvist til EFRU’s økonomiske støtte til venturekapitalfonde, der var på 4,7 mio. EUR. Det skal bemærkes, at venturekapitalfondenes samlede bevilling beløb sig til 9,7 mio. EUR. Selv om appellanten havde foretaget erhvervelse af kapitalinteresser på det maksimale beløb på 1 mio. EUR (21), ville et minimum på ti interventioner være nødvendige for at investere den samlede finansielle bevilling fra venturekapitalfondene. Retten har således ikke anlagt en fortolkning, der var i strid med projektet om globaltilskud, hvorefter mindst ti selskaber skulle modtage støtte.
105. I øvrigt har Retten ikke, i den appellerede doms præmis 57, foreslået at finansiere det mindst mulige antal små og mellemstore virksomheder. Retten har udelukkende påvist, at appellantens argument vedrørende det umulige i at foretage erhvervelse af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder ikke var begrundet.
106. Klagepunktet bør derfor forkastes.
– Klagepunktet om en selvmodsigende argumentation
107. Klagepunktet om en selvmodsigende argumentation i den appellerede doms præmis 58 er ubegrundet. Rettens argumentation er ikke selvmodsigende. Det er korrekt, at Retten i den appellerede doms præmis 58 har fastslået, at de gældende bestemmelser ikke fastsatte nogen udtrykkelig sidste frist for tilvejebringelsen af venturekapitalfondene. Retten har imidlertid med føje fastslået, at den 31. december 2001 var sidste frist for erhvervelse af kapitalinteresser fra venturekapitalfondene i små og mellemstore virksomheder (22), og at tilvejebringelsen af venturekapitalfondene var en forudsætning for disse erhvervelser af kapitalinteresser. Rettens fortolkning, hvorefter tilvejebringelsen fra venturekapitalfondene skulle ske i tilstrækkelig god tid, således at erhvervelsen af kapitalinteresser kunne ske før den 31. december 2001, synes følgelig helt logisk. Klagepunktet om en selvmodsigende argumentation bør derfor forkastes.
108. For så vidt som appellanten har baseret sit klagepunkt på en fejlagtig fortolkning af begrebet »udgifter« i punkt 5.2.5 i projektet om globaltilskud, skal dette klagepunkt forkastes under henvisning til punkt 81 ovenfor.
e) Femte led (klagepunkterne vedrørende den appellerede doms præmis 48)
109. Med femte led har appellanten kritiseret den appellerede doms præmis 48. I den pågældende præmis har Retten afvist appellantens argumentation, hvorefter varigheden af interventionsformen er identisk med mindstevarigheden af venturekapitalfondene, således at erhvervelsen af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder kunne ske indtil den 16. december 2009. Retten har fastslået, at det fremgår af punkt D.1 og punkt B.8 i faktablad nr. 19, at tidsrummet for venturekapitalfondene og tidsrummet for interventionsformen ikke nødvendigvis skal være identisk, og at tidsrummet for interventionsformen kan være kortere end tidsrummet for venturekapitalfondene.
i) Parternes argumenter
110. Appellanten har gjort gældende, at den nævnte præmis 48 bør kendes ugyldig på grund af utilstrækkelig begrundelse. Retten har begrænset sig til at foreslå en alternativ løsning til den af appellanten foreslåede. Rettens begrundelse sætter ikke Domstolen i stand til at forstå, hvorfor Retten har foretrukket sin egen løsning frem for appellantens. Appellantens løsning er ikke fejlagtig og synes bedre i overensstemmelse med indholdet af mål nr. 2 i globaltilskuddet. I denne forbindelse har appellanten gentaget sine klagepunkter vedrørende den sidste frist for tilvejebringelse af venturekapitalfonde og vedrørende erhvervelse af kapitalinteresser.
111. Kommissionen har gjort gældende, at Retten utvetydigt har fastslået, at det klart fremgår af de gældende bestemmelser, at varigheden af venturekapitalfonde ikke nødvendigvis svarer til interventionens varighed.
ii) Retlig vurdering
112. Appellantens klagepunkter er ikke begrundede. I den appellerede doms præmis 48 har Retten utvetydigt afvist appellantens argument, hvorefter tidsrummet for interventionen skulle være identisk med tidsrummet for venturekapitalfondene. I denne forbindelse har Retten baseret sig på en overbevisende fortolkning af punkt D.1. og B.8 i faktablad nr. 19, som appellanten ikke har anfægtet.
113. Dernæst skal det bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 47-50 har begrænset sig til at afvise appellantens argument, hvorefter tidsrummet for interventionen og for venturekapitalfondene skulle være identiske. Retten har imidlertid ikke begrænset sig til at foreslå en alternativ løsning. I den appellerede doms præmis 51-55 har Retten fastslået, at den sidste frist for erhvervelse af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder var den 31. december 2001 og således ikke den 16. december 2009. Retten har således utvetydigt fastslået, at den af appellanten foreslåede fortolkning ikke var forenelig med de gældende bestemmelser.
114. For så vidt som appellanten har gentaget sine klagepunkter om Rettens bedømmelse af den sidste frist for tilvejebringelse af venturekapitalfondene og erhvervelse af kapitalinteresser, skal disse klagepunkter forkastes under henvisning til bl.a. punkt 75, 81 og 87-90 ovenfor.
115. Femte led i det andet anbringende må følgelig forkastes.
f) Foreløbig konklusion
116. Det andet anbringende må forkastes i sin helhed.
3. Det tredje anbringende om en fejlagtig fortolkning af nyttebetingelsen
117. Med sit tredje anbringende kritiserer appellanten den appellerede doms præmis 69 og 70. I den appellerede doms præmis 66-72 har Retten forkastet appellantens anbringende, hvorved denne foreholdt Kommissionen at have baseret sin beslutning på »nyttebetingelsen«. I den appellerede doms præmis 68 har Retten først og fremmest fastslået, at Kommissionen ikke først og fremmest havde baseret sig på »nyttebetingelsen«, men på punkt D i faktablad nr. 19. I den appellerede doms præmis 69 har den fastslået, at selv om udtrykket »nyttebetingelse« ikke fremgår af bestemmelserne om det pågældende globaltilskud, fremgår betingelsen om, at EFRU’s interventioner skal finansiere konkrete projekter i området, og ikke henstå i en venturekapitalfond indtil interventionens ophør, under alle omstændigheder klart af de samlede gældende betingelser og er ikke ny.
a) Parternes argumenter
118. Appellanten har for det første gjort gældende, at Retten har foretaget en urigtig retsanvendelse i den appellerede doms præmis 70. Appellanten har foreholdt Retten at have udledt en »nyttebetingelse« af bestemmelser, der begrænser sig til at fastsætte en sidste frist for at foretage de forskellige betalinger i venturekapitalfonde. Ingen af de bestemmelser eller dokumenter, som Retten har støttet sig på, indeholder noget om en sådan betingelse. Endvidere har Retten ikke nævnt eksempler, der kan bekræfte forekomsten af en nyttebetingelse. Appellanten har gjort gældende, at denne fejl er en uundgåelig følge af den fejlagtige fortolkning af mål nr. 2 i globaltilskuddet.
119. For det andet har appellanten henvist til præmis 75 i dommen i sagen Tyskland mod Kommissionen (23), hvorefter Kommissionens skønsbeføjelse med hensyn til nedsættelse af støtte ikke kan gå så vidt som til at vedtage beslutninger, der afviger fra dens egne retsakter, og hvorefter Kommissionens adfærd for de erhvervsdrivende udgør en grundlæggende vurderingsparameter for korrektheden og gyldigheden af deres handling.
120. Ifølge Kommissionen har Retten fastslået, at udtrykket »nyttebetingelse« ikke fremgik af de gældende bestemmelser, men Retten udledte af disse bestemmelser, at EFRU’s interventioner skulle finansiere konkrete transaktioner i området og ikke henstå i et venturekapitalfond indtil interventionens ophør. Retten har henvist til præmis 92 og 93 i dommen i sagen Regione Marche mod Kommissionen (24).
b) Retlig vurdering
121. Klagepunktet om en manglende »nyttebetingelse« bør forkastes.
122. For det første er dette klagepunkt grundløst. Som Retten med føje har fastslået i den appellerede doms præmis 68, har Kommissionen først og fremmest baseret sig på punkt D i faktablad nr. 19 (25). Denne begrundelse er i sig selv tilstrækkelig til at begrunde Rettens konklusion. En eventuel fejl fra Rettens side vedrørende dens behandling af de subsidiære begrundelser i den appellerede doms præmis 69 og 70 kan således ikke rejse tvivl med hensyn til den appellerede dom.
123. For det andet er dette klagepunkt ugrundet.
124. Som Retten med føje har fastslået, er »nyttebetingelsen« ikke en ny betingelse, som appellanten ikke havde kendskab til. Selv om udtrykket »nyttebetingelse« ikke optræder i de gældende bestemmelser, fremgår det af artikel 1 i forordning nr. 4524/88, som ændret, at formålet med EFRU’s interventioner er at støtte små og mellemstore virksomheders aktiviteter, navnlig ved forbedring af virksomhedernes adgang til kapitalmarkedet. Disse mål blev hvad angår venturekapitalfonde præciseret i faktablad nr. 19, hvis punkt C og D bestemmer, at erhvervelsen af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder skal ske inden den 31. december 2001 (26).
125. For så vidt som appellanten har gjort gældende, at Retten har misforstået mål nr. 2 i globaltilskuddet, skal denne kritik afvises under henvisning til punkt 75, 81 og 87-90 ovenfor.
126. Hvad angår appellantens kritik, hvorefter Kommissionen har afveget fra sine egne retsakter, er denne ikke begrundet. I forbindelse med den procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede beslutning, har Kommissionen undersøgt, hvorvidt støtten var begrundet ifølge de gældende bestemmelser om fællesskabsstøtte. Kommissionen har ikke indført nye bestemmelser efterfølgende.
127. Endelig udgør det forhold, at Retten ikke henviser til retspraksis, ikke i sig selv en retlig fejl, der kan påberåbes i forbindelse med en appel. Det er således kun for fuldstændighedens skyld, at det skal fastslås, at i modsætning til appellantens påstand har Retten henvist til retspraksis ved at nævne præmis 92 og 93 i dommen i sagen Regione Marche mod Kommissionen (27), hvorefter små og mellemstore virksomheder og ikke venturekapitalfonde er slutmodtagerne og således modtagerne af fællesskabsstøtten, og at de støtteberettigede udgifter således står i forhold til de investeringer, der rent faktisk er fortaget til fordel for de små og mellemstore virksomheder.
128. Det tredje anbringende må følgelig forkastes.
4. Det fjerde og femte anbringende
129. Med det fjerde og femte anbringende har appellanten kritiseret den appellerede doms præmis 79 og 80. Retten afviste heri appellantens argument, hvorefter Kommissionen ikke har kunnet indlede den procedure til nedsættelse af fællesskabsstøtten, der er fastsat i artikel 24 i forordning nr. 4253/88, uden at rejse indsigelser mod denne udførelse i løbet af gennemførelsesfasen for globaltilskuddet og navnlig under møderne i tilsynsudvalget.
130. I den appellerede doms præmis 79 har Retten først fastslået, at bestemmelserne i forordning nr. 4253/88 ikke fastsætter nogen procedureregel, der betinger Kommissionens ret til at nedsætte eller ophæve fællesskabsstøtten af, at der er rejst tvivl om den rette udførelse af projektet før afslutningen af interventionen. Dernæst har Retten fastslået, at procedureregler, der ikke udtrykkeligt er fastsat af fællesskabslovgiver, kun kan udvikles af fællesskabsretsinstanserne, hvis de er tvingende nødvendige for at opfylde grundlæggende principper som f.eks. retten til kontradiktion, og kun i det omfang det er nødvendigt for at sikre overholdelsen af de nævnte principper.
131. I den appellerede doms præmis 80 har Retten afvist appellantens argument på grundlag af et subsidiært argument. Den har fastslået, at en procedureregel som den af appellanten foreslåede ville bevirke, at Kommissionen i en lang række sager ikke kan vedtage en beslutning om suspension eller nedsættelse af fællesskabsstøtten. Den har fastslået, at henset til det store antal projekter, der finansieres af Fællesskabet, ville det være vanskeligt, om ikke umuligt, for den at påvise størstedelen af uregelmæssighederne i forbindelse med gennemførelsen af projekterne, navnlig når de vedrører begrundelsen eller klassificeringen af støtteberettigede udgifter.
a) Det fjerde anbringende om en fejlagtig fortolkning og en deraf følgende manglende anvendelse af de af Domstolen fastsatte principper i dommen i sagen Mediocurso mod Kommissionen
i) Parternes argumenter
132. Med det fjerde anbringende har appellanten kritiseret den appellerede doms præmis 79.
133. Appellanten har for det første gjort gældende, at Retten har foretaget en urigtig retsanvendelse ved at begrænse muligheden for at udvikle procedureregler, som ikke udtrykkeligt er fastsat af lovgiver, til det ene tilfælde, at de er nødvendige for at sikre kontradiktionsprincippet.
134. For det andet har Retten ifølge appellanten foretaget en urigtig retsanvendelse ved at fastholde, at appellanten skulle have påberåbt sig procedurereglernes nødvendighed for at sikre retten til kontradiktion og ved at fastslå, at appellanten ikke har anført, at overholdelsen af procedurereglerne i artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88 var nødvendig for at sikre denne ret.
135. Kommissionen har hertil anført, at appellantens ret til kontradiktion ikke var omtvistet, eftersom der ikke har været iværksat nogen procedure, der kunne resultere i en for appellanten bebyrdende retsakt. Endvidere er artikel 24 i forordning nr. 4253/88 på den ene side, og artikel 25 og 26 i denne forordning på den anden side, ikke indeholdt i samme afsnit. Formålet med artikel 25 og 26 er udelukkende at sikre en effektiv opfølgning og evaluering af gennemførelsen af strukturfondene. Retten har således med føje fastslået, at artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88 ikke fastsætter nogen procedureregel, der pålægger Kommissionen at rejse tvivl om lovligheden af gennemførelsen af et program før interventionens afslutning. Endelig er der ikke noget retligt tomrum, der kunne skade retten til kontradiktion.
ii) Retlig vurdering
136. Kritikken af en overdrevent indskrænkende anvendelse af artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88 og af kontradiktionsprincippet bør forkastes.
– Klagepunktet om en manglende overholdelse af sammenhængen mellem proceduren i forbindelse med nedsættelse af støtten og forpligtelsen til opfølgning og evaluering
137. Klagepunktet om en manglende overholdelse af sammenhængen mellem en procedure om nedsættelse af støtten efter artikel 24 i forordning nr. 4253/88 på den ene side og forpligtelsen til opfølgning og evaluering efter artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88 på den anden side bør forkastes. Retten har med føje fastslået, at indledningen af en procedure om nedsættelse af støtten i henhold til artikel 24 i forordning nr. 4253/88 ikke er underlagt overholdelsen af overvågnings- og evalueringsforpligtelser efter artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88 (28).
138. Først og fremmest fremgår det ikke af ordlyden i artikel 24 i forordning nr. 4253/88, at indledningen af en procedure efter artikel 24 er betinget af overholdelsen af overvågnings- eller evalueringsforpligtelser efter forordningens artikel 25 og 26.
139. Endvidere skal det ud fra et systematisk synspunkt fastslås, at artikel 24 i forordning nr. 4253/88 er indeholdt i afsnit VI i forordning nr. 4253/88, der har overskriften »Finansielle bestemmelser«, mens artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88, som ændret, er indeholdt i forordningens afsnit VII, der har overskriften »Overvågning og evaluering«.
140. En fortolkning, hvorefter overholdelsen af overvågnings- og evalueringsforpligtelserne efter artikel 25 og 26 er en nødvendig betingelse for at indlede en procedure om nedsættelse af støtte efter artikel 24 i forordning nr. 4253/88, synes endelig at udgøre en overdreven begrænsning af den effektive virkning af artikel 24 i forordning nr. 4253/88. Den pågældende bestemmelse skal sikre den effektive overholdelse af betingelserne for at yde fællesskabsstøtte. Muligheden for at nedsætte en fællesskabsstøtte i tilfælde af uregelmæssigheder udgør et vigtigt instrument som led i den decentraliserede gennemførelse af EFRU-interventioner. Den gør det muligt for formidleren at foretage en efterfølgende kontrol af anvendelsen af fællesskabsstøtten. Den af appellanten foreslåede fortolkning ville derimod bevirke, at formidleren fritages for ansvar for enhver uregelmæssighed, der ikke er påtalt af Kommissionen i løbet af foranstaltningens gennemførelse. En sådan ansvarsfritagelse af formidleren er efter min mening ikke i overensstemmelse med målet om at sikre en effektiv overholdelse af betingelserne for at yde fællesskabsstøtte.
141. Efter min opfattelse kan Kommissionen således indlede en procedure om nedsættelse af støtten som fastsat i artikel 24 i forordning nr. 4253/88, selv i det tilfælde, hvor den ikke måtte have iagttaget sine overvågnings- og evalueringsforpligtelser efter artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88. Appellantens klagepunkt i fjerde anbringende må derfor forkastes.
142. Der skal imidlertid sondres mellem spørgsmålet om, hvorvidt den manglende iagttagelse af overvågnings- og evalueringsforpligtelserne er til hinder for, at der indledes en procedure om nedsættelse af støtten som fastsat i artikel 24 i forordning nr. 4253/88, og spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen kan være forpligtet til at tage hensyn til en manglende iagttagelse af sine overvågnings- og evalueringsforpligtelser i forbindelse med en sådan procedure. Dette sidste spørgsmål er ikke relevant i forbindelse med det fjerde anbringende. Spørgsmålet behandles i forbindelse med det ottende anbringende i punkt 213-217 nedenfor.
– Anvendelse af procedureregler, der ikke udtrykkeligt er fastsat af fællesskabslovgiver
143. Klagepunktet om en manglende anvendelse af procedureregler, der ikke udtrykkeligt er fastsat af fællesskabslovgiver, bør ligeledes forkastes. Retten har ikke foretaget en urigtig retsanvendelse ved at fastslå, at fællesskabsretsinstanserne kun kan udvikle procedureregler, der ikke udtrykkeligt er fastsat af fællesskabslovgiver, når de er nødvendige for at opfylde de grundlæggende principper såsom retten til kontradiktion, og udelukkende hvis det er nødvendigt for at sikre overholdelsen af de nævnte principper.
144. Det skal først og fremmest bemærkes, at Rettens rolle begrænser sig til at fortolke og anvende normer. For så vidt som Retten i den appellerede doms præmis 79 har nævnt retten til kontradiktion, har den henvist til en almindelig retsgrundsætning og således til en primærretlig norm (29), der finder anvendelse, selv om fællesskabslovgiver ikke udtrykkeligt har nævnt den i den relevante afledte ret.
145. Appellanten synes at foreslå, at Retten skulle anvende en procedureregel, selv i det tilfælde, hvor en sådan regel hverken er fastsat af fællesskabslovgiver eller er nødvendig for at sikre overholdelsen af de primærretlige normer. Denne fremgangsmåde er ukorrekt. Den ville bevirke, at Retten selv skaber en ny retsregel og således overskrider sine beføjelser. I modsætning til appellantens påstande rejser hverken dommen i sagen Mediocurso mod Kommissionen (30) eller de øvrige af appellanten nævnte domme (31) tvivl om dette princip, der synes at være såvel klart som grundlæggende.
146. Det er således med føje, at Retten har fastslået, at den af appellanten foreslåede procedureregel, der ikke var fastsat af fællesskabslovgiver, kun kunne finde anvendelse, såfremt den var nødvendig for at sikre overholdelsen af primærretten såsom retten til kontradiktion.
– Klagepunktet om forpligtelse til at påberåbe sig nødvendigheden af at overholde retten til kontradiktion
147. Appellanten har kritiseret Rettens konklusion i den appellerede doms præmis 79, hvorefter appellanten skulle have påberåbt sig, at den procedureregel, som appellanten foreslog, var nødvendig for at overholde retten til kontradiktion. Denne kritik er ikke begrundet. Den skyldes en fejlagtig forståelse af den appellerede doms præmis 79. Retten har ikke fastslået, at appellanten skulle have påberåbt sig nødvendigheden af at anvende den procedureregel, appellanten foreslog med det formål at sikre retten til kontradiktion. Jeg er snarere af den opfattelse, at Retten i den appellerede doms præmis 79 har villet udtrykke, at selv appellanten ikke havde gjort gældende, at denne procedureregel var nødvendig for at sikre overholdelsen af appellantens ret til kontradiktion.
– Klagepunktet om en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet
148. Endelig har appellanten kritiseret Rettens bedømmelse, hvorefter appellanten ikke havde påberåbt sig kontradiktionsprincippet i søgsmålet i første instans.
149. Dette klagepunkt er ugrundet.
150. For det første skal det fastslås, at appellanten i sit søgsmål i første instans baserede sig på en procedureregel, der var udledt af en fejlagtig fortolkning af artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88. Appellanten henviste ikke til overholdelsen af retten til kontradiktion. Retten undersøgte, om en sådan procedureregel, der ikke udtrykkeligt er fastsat i artikel 25 og 26, eventuelt kunne udledes af primærretten.
151. For det andet skal det fastslås, at den af appellanten foreslåede procedureregel ikke er nødvendig for at sikre overholdelsen af retten til kontradiktion. Overholdelsen af retten til kontradiktion kræver, at under enhver procedure, der iværksættes over for en person, og som kan munde ud i en bebyrdende retsakt, skal den pågældende person have mulighed for at gøre sine synspunkter gældende (32). Som det fremgår af den appellerede doms præmis 24-29, har appellanten været i stand til at gøre sine synspunkter gældende både skriftligt og mundtligt i forbindelse med den procedure, der resulterede i den anfægtede beslutning. Det fremgår af disse præmisser i den appellerede dom og af den anfægtede beslutning, at appellanten har gjort indsigelser, der gav anledning til en kontradiktorisk behandling forud for vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Under disse omstændigheder har Retten med føje kunnet fastslå, at retten til kontradiktion var overholdt, og at den af appellanten foreslåede regel således gik ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre denne ret.
– Foreløbig konklusion
152. Fjerde anbringende må således forkastes i sin helhed.
b) Femte anbringende om en tilsidesættelse af artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88 i relation til Kommissionens forpligtelser til overvågning og kontrol
153. Med sit femte anbringende har appellanten kritiseret den appellerede doms præmis 80 (33).
i) Parternes argumenter
154. Appellanten har gjort gældende, at ræsonnementet i den appellerede doms præmis 80 tilskynder til manglende anvendelse og overholdelse af overvågnings- og kontrolordningen i ovennævnte artikel 25 og 26, idet Kommissionen i praksis ikke vil være i stand til at opfylde denne opgave. Dette ræsonnement er i strid med lovgivers vilje, som var at skabe en kontrolordning, der skulle varetages i samarbejde med medlemsstaterne.
155. Kommissionen finder, at appellantens anbringende er baseret på en åbenbar og advokatorisk fordrejning af den appellerede dom. Retten har ikke tilskyndet Kommissionen til ikke at overholde artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88. Den har begrænset sig til at strække appellantens forslag til sin yderste konsekvens, hvorefter artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88 indeholder en procedureregel, der betinger Kommissionens ret til at nedsætte eller ophæve støtten af, at overvågnings- og evalueringsforpligtelserne blev overholdt.
156. Ifølge Kommissionen er appellantens forslag ikke i overensstemmelse med opgavefordelingen mellem Kommissionen og medlemsstaterne i forbindelse med forvaltningen af strukturfonde. Interventionen fra strukturfondene er genstand for en decentraliseret gennemførelse, hvor medlemsstaternes myndigheder kommer i første række. Det påhviler således først og fremmest medlemsstaterne – og i den foreliggende sag appellanten i egenskab af formidler udpeget af medlemsstaten – at kontrollere, at fællesskabsinterventionen og nærmere bestemt de støtteberettigede udgifter anvendes korrekt.
ii) Retlig vurdering
157. Det femte anbringende er irrelevant. Retten baserede sig primært på argumentet i den appellerede doms præmis 79, hvorefter artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88 ikke fastsætter nogen procedureregel, der betinger Kommissionens ret til at nedsætte eller ophæve støtten af, at der er rejst tvivl om den rette gennemførelse af projektet før interventionens afslutning. Det femte anbringende er således virkningsløst, selv om det måtte være begrundet (34).
158. Dette anbringende er under alle omstændigheder ikke begrundet.
159. For det første skyldes anbringendet en ukorrekt fortolkning af den appellerede dom. I den appellerede doms præmis 80 har Retten ikke fastslået, at Kommissionen ikke skulle overholde artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88, fordi den ikke var i stand til at overholde disse bestemmelser. Den har blot fastslået, at en procedureregel som den, appellanten udleder af disse bestemmelser, ville bevirke, at Kommissionen i en lang række tilfælde ikke kunne vedtage nogen beslutning om ophævelse eller nedsættelse af EU-støtte. Retten har derfor blot skitseret følgerne af en procedureregel som den af appellanten foreslåede (der under alle omstændigheder ikke kan udledes af artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88) (35). I modsætning til appellantens påstande har Retten hverken begrænset anvendelsen af en eksisterende procedureregel eller opfordret Kommissionen til at tilsidesætte artikel 25 og 26 i forordning 4253/88.
160. For det andet skal det bemærkes, at den af appellanten foreslåede procedureregel, hvorefter en tilsidesættelse af de tilsyns- og evalueringsforpligtelser, der følger af artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88, er til hinder for indledningen af en procedure vedrørende nedsættelse af støtten, som fastsat i forordningens artikel 24, ikke udgør den eneste mulighed for at sanktionere en eventuel tilsidesættelse af tilsyns- og evalueringsforpligtelserne. I denne henseende henvises til punkt 213-217 nedenfor, hvor dette spørgsmål behandles.
161. Femte anbringende må således forkastes.
5. Sjette og syvende anbringende
162. Med sit sjette og syvende anbringende har appellanten kritiseret den appellerede doms præmis 88-92. Retten har heri forkastet appellantens anbringende om en tilsidesættelse af principperne om beskyttelse af den berettigede forventning og om retssikkerhed. Den har først fastslået, at retten til at påberåbe sig en berettiget forventning er betinget af, at tre betingelser er opfyldt. Den første betingelse er, at de præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse. Den anden betingelse er, at disse forsikringer er af en sådan art, at de er egnede til at skabe en berettiget forventning hos den, de er rettet til, og den tredje betingelse er, at forsikringerne skal være i overensstemmelse med gældende regler.
a) Det sjette anbringende om en tilsidesættelse af principperne om beskyttelse af den berettigede forventning og om retssikkerhed
163. Med det sjette anbringende har appellanten kritiseret den appellerede doms præmis 90. Retten har heri fastslået, at den tredje betingelse for at skabe en berettiget forventning (forsikringerne skal være i overensstemmelse med gældende regler) ikke er opfyldt, eftersom Kommissionens eventuelle forsikringer var i strid med gældende retsregler. I denne forbindelse har Retten fastslået, at ifølge de gældende bestemmelser skulle erhvervelsen af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder ske indtil den 31. december 2001.
164. Appellanten har gjort gældende, at Rettens bedømmelse er baseret på en fejlagtig fortolkning af indholdet og gennemførelsen af mål nr. 2 i globaltilskuddet. Modtageren af mål nr. 2 i globaltilskuddet er venturekapitalfonde og ikke små og mellemstore virksomheder. Den sidste frist for erhvervelse af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder er den 16. december 2009 og ikke den 31. december 2001.
165. Kommissionen har gjort gældende, at Rettens fortolkning af mål nr. 2 i globaltilskuddet og af den sidste frist for interventionen er korrekt. Den har tilføjet, at den aldrig har givet appellanten de præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, som denne påberåber sig.
166. Dette anbringende er ugrundet. Under henvisning til bl.a. punkt 75, 81 og 87-90 ovenfor skal det bemærkes, at Rettens bedømmelse af indholdet og gennemførelsen af mål nr. 2 i globaltilskuddet ikke er behæftet med fejl, navnlig ikke hvad angår identifikationen af den faktiske støttemodtager af mål nr. 2 i globaltilskuddet og den sidste frist for erhvervelse af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder.
b) Syvende anbringende om en urigtig gengivelse af beviserne og tilsidesættelse af de almindelige principper om bevisbyrde
167. Med sit syvende anbringende har appellanten kritiseret den appellerede doms præmis 91. Retten har heri fastslået, at ifølge Kommissionens udtalelser havde de til tilsynsudvalget videregivne oplysninger givet anledning til at antage, at den samlede støtte kunne investeres i små og mellemstore virksomheder inden den 31. december 2001. Dernæst har Retten fastslået, at appellanten hverken havde fremlagt de halvårlige rapporter, der skal indleveres til tilsynsudvalget, og som ifølge appellanten utvetydigt viser, at der ikke er gennemført nogen økonomisk transaktion, eller rapporten vedrørende opdateringen af 21. november, der nævnes i tilsynsudvalgets mødeprotokol af 10. december 2001. Retten har heraf udledt, at under disse omstændigheder kunne den ikke undersøge, om tilsynsudvalget var blevet informeret om, at den samlede udbetalte kapital ikke var blevet investeret i små og mellemstore virksomheder inden den 31. december 2001.
i) Parternes argumenter
168. Appellanten baserer sit anbringende på en åbenlys tilsidesættelse af de almindelige principper om vurdering af bevismidlerne, på en fordrejning af disse og på Rettens afvisning af at tage hensyn til de af appellanten fremlagte elementer.
169. For det første har appellanten gjort gældende, at denne i første instans har fremlagt dokumenter vedrørende tilsynsudvalgets beslutninger, der viser dets godkendelse i december 2001 hvad angår globaltilskudprojektets status.
170. For det andet har appellanten kritiseret, at Retten ikke har taget hensyn til fakta. Det er mellem parterne ubestridt, at de halvårlige rapporter ifølge appellanten viser, at Kommissionen havde fuldt kendskab til projektets status, at denne godkendte formidlerens handlinger og var enig i appellantens fortolkning af de gældende bestemmelser.
171. For det tredje har appellanten anført, at Retten under sagsbehandlingen i første instans burde havde bedt om at få udleveret de halvårlige rapporter fra tilsynsudvalget samt rapporten vedrørende opdateringen af 21. november, der er nævnt i tilsynsudvalgets mødeprotekol af 10. december 2001, såfremt den havde fundet dem nødvendige. Ved ikke at bede om at få disse udleveret har den hindret appellanten i at få en kontradiktorisk sagsbehandling.
172. For det fjerde henviser appellanten til dokumenterne i bilag 4-7 til appelskriftet, der viser, at Kommissionen har godkendt, at de påløbne udgifter var støtteberettigede og korrekte, ligesom den godkendte appellantens fortolkning.
173. For det femte har appellanten gjort gældende, at Retten ikke har taget hensyn til, at Kommissionen havde foretaget udbetaling af de forskellige dele af støtten. Den burde have udledt heraf, at Kommissionen havde bekræftet, at appellantens udgifter var støtteberettigede.
174. For det sjette har appellanten gjort gældende, at der er tale om en begrundelsesmangel. Retten har ikke taget hensyn til samtlige af de af appellanten fremførte punkter.
175. Kommissionen har anført, at appellantens syvende anbringende er grundløst. Retten har i første række baseret sit ræsonnement vedrørende en tilsidesættelse af beskyttelsen af den berettigede forventning på argumentet i den appellerede doms præmis 90, hvorefter Kommissionens eventuelle forsikring ville være i strid med de gældende retsregler og således ikke ville kunne skabe en berettiget forventning hos appellanten.
176. Hvad angår realiteten har Kommissionen anført, at anbringendet er baseret på en fejlagtig forståelse af den appellerede dom. Den har præciseret, at Retten ikke har fastslået, at den ikke kunne fastslå, at der pr. 30. juni 2001 ikke var foretaget nogen transaktion, og at den første af disse skulle finde sted den 19. november 2001. Retten har blot fastslået, at den ikke kunne vide, hvorvidt tilsynsudvalget var blevet informeret om, at erhvervelse af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder ikke ville ske før den 31. december 2001. Kommissionen har gjort gældende, at de af appellanten fremlagte dokumenter i søgsmålet i første instans ikke indeholdt klare oplysninger herom. Retten har derfor ikke gengivet beviserne urigtigt eller foretaget en urigtig bevisvurdering.
177. Hvad angår dokumenterne i bilag 4-7 til appelskriftet har Kommissionen anført, at disse må afvises, eftersom de er fremlagt for sent og vedrører faktiske omstændigheder.
178. Endelig påhviler det appellanten at underbygge de anbringender, der er gjort gældende over for de af Kommissionen rejste indsigelser, og at fremføre bevis til støtte herfor.
ii) Retlig vurdering
– Det syvende anbringende er irrelevant.
179. Det skal først og fremmest bemærkes, at det syvende anbringende, hvori den appellerede doms præmis 91 kritiseres, er irrelevant (36). Som Kommissionen med rette har understreget, har Retten forkastet appellantens anbringende om en påstået tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ved først og fremmest at basere sig på argumentet i den appellerede doms præmis 90, hvorefter de givne forsikringer skal være i overensstemmelse med gældende ret. Eftersom det sjette anbringende, der kritiserer den appellerede doms præmis 90, bør forkastes (37), begrunder konstateringen i præmis 90 i sig selv, at appellantens anbringende om en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning forkastes. Appellantens klagepunkter vedrørende den appellerede doms præmis 91 bør derfor forkastes som irrelevante, uden at det er nødvendigt at undersøge, hvorvidt de er begrundede.
180. Klagepunkterne er under alle omstændigheder ikke begrundede.
– Første klagepunkt om, at appellanten har fremlagt dokumenter vedrørende tilsynsudvalgets beslutninger
181. Appellanten har gjort gældende, at selskabet har fremlagt dokumenter vedrørende tilsynsudvalgets beslutninger, der viser Kommissionens godkendelse, meddelt i december 2001, af globaltilskudsprojektets status.
182. Da appellanten ikke har præciseret, hvilken retlig fejl dette klagepunkt baseres på, skal det først bemærkes, at i henhold til artikel 225 EF og artikel 51, stk. 1, i statutten for Domstolen er Domstolens kompetence i appelsager begrænset til retsspørgsmål. En appel kan derfor kun støttes på, at Retten har overtrådt retsregler, og enhver bedømmelse af de faktiske omstændigheder er udelukket (38). I det omfang appellantens klagepunkt skal fortolkes som en kritik af Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder, bør det derfor afvises. Bortset fra tilfælde af åbenbar fordrejning er alene Retten kompetent til at vurdere bevismaterialet (39). Appellanten har imidlertid ikke fremlagt noget bevis for, at Retten har fordrejet de dokumenter, som appellanten har fremlagt i forbindelse med sit søgsmål i første instans.
183. I det omfang appellanten måtte foreholde Retten, at den ikke har taget hensyn til de dokumenter vedrørende tilsynsudvalgets beslutninger, som appellanten havde fremlagt, kan dette klagepunkt antages til realitetsbehandling, eftersom det kunne dreje sig om en procedurefejl. Klagepunktet er imidlertid ikke begrundet. Det fremgår af den appellerede doms præmis 91, at Retten har taget hensyn til dokumenterne vedrørende tilsynsudvalgets beslutninger. Den har imidlertid fastslået, at i mangel af halvårlige rapporter og en rapport vedrørende opdateringen af 21. november 2001 kunne den ikke af disse dokumenter udlede, at tilsynsudvalget var blevet informeret om, at den samlede betalte kapital ikke var blevet investeret i små og mellemstore virksomheder inden den 31. december 2001.
184. Det første klagepunkt må derfor forkastes.
– Det andet klagepunkt om, at Retten ikke har baseret sig på de faktiske oplysninger
185. Ifølge appellanten er det ubestridt mellem parterne, at de halvårlige rapporter viser, for det første, at Kommissionen fuldt ud var bekendt med projektets status, for det andet, at den godkendte appellantens handling, og for det tredje, at den var enig i appellantens fortolkning af de gældende bestemmelser. Appellanten har kritiseret Retten for ikke at have lagt disse faktiske oplysninger til grund.
186. Dette klagepunkt er ikke begrundet. I modsætning til appellantens påstande var parterne ikke enige i disse faktiske oplysninger. Det fremgår af den appellerede doms præmis 90 og punkt 83-91 i Kommissions svarskrift i søgsmålet i første instans, at Kommissionen bestred appellantens påstande.
– Tredje klagepunkt om manglende foranstaltninger om bevisoptagelse
187. Med sit tredje klagepunkt har appellanten gjort gældende, at Retten ikke har truffet foranstaltninger om bevisoptagelse. Retten har undladt at anmode appellanten om at fremlægge de halvårlige rapporter under retssagen. Appellanten mener, at Retten under retssagen burde have anmodet om disse dokumenter, i stedet for først at kritisere manglen på samme i selve dommen. Retten er forpligtet til på eget initiativ at træffe foranstaltninger med henblik på at tilvejebringe samtlige de oplysninger, der kan få betydning for sagen.
188. Dette klagepunkt er ikke begrundet.
189. Det skal først bemærkes, at bevisbyrden påhvilede appellanten. I søgsmålet i første instans har appellanten påberåbt sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Det påhvilede således appellanten at underbygge sin påstand og bevise, at de betingelser, der berettigede en beskyttelse af den berettigede forventning, var opfyldt.
190. Hvad angår Rettens mulighed for at bidrage til undersøgelsen af de faktiske omstændigheder ved at træffe foranstaltninger om bevisoptagelse i medfør af artikel 66, stk. 1, i procesreglementet, fremgår det af Domstolens praksis, at denne mulighed i princippet er valgfri og komplementær, eftersom det alene tilkommer Retten at bedømme, om det er nødvendigt at supplere bevismaterialet i de sager, der forelægges til afgørelse (40). Domstolen har dog fastslået, at Retten i helt særlige tilfælde er forpligtet til at træffe foranstaltninger om bevisoptagelse (41). Jeg mener imidlertid ikke, at de foreliggende omstændigheder kan medføre en sådan forpligtelse. Appellanten, der havde bevisbyrden, har ikke påberåbt sig særlige omstændigheder, der kunne begrunde en sådan forpligtelse, som f.eks., at det ikke var muligt at fremlægge de pågældende rapporter.
– Det fjerde klagepunkt om de af appellanten fremlagte dokumenter
191. I det omfang appellanten har baseret sig på dokumenterne i appelskriftets bilag 4-7, skal det fastslås, at appellanten ikke har fremlagt disse i søgsmålet i første instans. Appellanten anmoder endvidere om en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder. De klagepunkter, der er baseret på disse dokumenter, bør derfor afvises.
– Det femte klagepunkt om en manglende hensyntagen til de af Kommissionen foretagne udbetalinger
192. Appellantens klagepunkt om, at Retten ikke tog hensyn til, at Kommissionen havde foretaget diverse udbetalinger af fællesskabsstøtten, og at Kommissionen derved havde bekræftet, at appellantens fortolkning var korrekt, samt at de påløbne udgifter var korrekte og støtteberettigede, kan antages til realitetsbehandling, men klagepunktet er ikke begrundet.
193. Dette klagepunkt synes ikke blot at kritisere Rettens bedømmelse, men ligeledes den retlige subsumption af de faktiske omstændigheder i relation til betingelserne for beskyttelse af den berettigede forventning. Der er således tale om et retsspørgsmål, der kan antages til realitetsbehandling i forbindelse med en appel.
194. Klagepunktet er imidlertid ikke begrundet. Den omstændighed, at Kommissionen har udbetalt forskellige rater af fællesskabsstøtten, kunne ikke udgøre nogen præcis og ubetinget forsikring, der var egnet til at skabe en berettiget forventning hos appellanten. For det første fremgår det af artikel 24 i forordning nr. 4253/88, at udbetalingerne foretages med forbehold for, at der ikke foreligger uregelmæssigheder eller betydelige ændringer, der berører projektets gennemførelsesvilkår (42). For det andet har appellanten ikke dokumenteret, at Kommissionen havde kendskab til, at erhvervelse af kapitalinteresser ikke længere kunne ske før den 31. december 2001, uanset at bevisbyrden påhvilede appellanten.
195. Det femte klagepunkt må følgelig forkastes.
– Det sjette klagepunkt om en manglende begrundelse
196. Endelig er det sjette klagepunkt om en manglende begrundelse ubegrundet. Rettens konklusion er ikke behæftet med en begrundelsesmangel. Bevisbyrden påhvilede appellanten. I den appellerede doms præmis 91 har Retten klart og utvetydigt baseret sig på, at de af appellanten fremlagte faktiske oplysninger ikke gjorde det muligt at fastslå, om Kommissionen havde haft kendskab til, at erhvervelse af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder ikke længere kunne ske før den 31. december 2001.
– Foreløbig konklusion
197. Det syvende anbringende må følgelig forkastes i sin helhed.
6. Det ottende anbringende om en tilsidesættelse af retspraksis ved Fællesskabets retsinstanser vedrørende anvendelsen af proportionalitetsprincippet i forbindelse med nedsættelse af EF-støtte
198. Med sit ottende anbringende har appellanten kritiseret den appellerede doms præmis 93. Retten har heri fastslået, at Kommissionen ikke havde nogen skønsbeføjelse hvad angik følgerne af, at en del af den til venturekapitalfondene indbetalte kapital ikke var investeret i små og mellemstore virksomheder pr. 31. december 2001. I denne henseende har Retten henvist til præmis 22, 23 og 47 i Domstolens dom i sagen Nederlandene mod Kommissionen (43).
199. Endvidere har den fastslået, at en hensyntagen til de af appellanten påberåbte omstændigheder ville indebære en tilsidesættelse af faktablad nr. 19, og at det ikke ville være rimeligt, at appellanten fik fordel af sin fejlagtige fortolkning. En sådan fordel ville ikke tilfalde andre formidlere, der, idet de befandt sig i en lignende situation, ikke ville anmode om udbetaling af den del af støtten, som de ikke havde kunnet investere inden for fristerne.
a) Parternes argumenter
200. Appellanten har anført, at artikel 24 i forordning nr. 4253/88 ikke indeholder nogen henvisning til en ordning med automatisk tilbagesøgning og ikke giver nogen skønsmargen til Kommissionen. Den har foreholdt Retten at have baseret sig på dommen i sagen Nederlandene mod Kommissionen (44), der vedrører artikel 12 i forordning nr. 4253/88 og ikke dennes artikel 24.
201. Ifølge appellanten skal Kommissionen tage hensyn til appellantens adfærd, og navnlig til, at denne ikke har handlet svigagtigt. Appellanten har anført, at nedsættelsen af støtten skal stå i forhold til grovheden af den af appellanten begåede overtrædelse og størrelsen af det beløb, den vedrører. I denne sammenhæng har appellanten henvist til præmis 135-153 i dommen i sagen Conserve Italia mod Kommissionen (45).
202. Kommissionen har anført, at den skal intervenere i medfør af artikel 24 i forordning nr. 4253/88, når den opdager en uregelmæssighed eller væsentlig ændring. Kommissionen har præcise forpligtelser hvad angår en god forvaltning af fællesskabsbudgettet.
203. Kommissionen har nærmere anført, at præmis 130 ff. i dommen i sagen Conserve Italia mod Kommissionen (46) bekræfter, at Kommissionen blot skal foretage en økonomisk berigtigelse uafhængig af appellantens culpa eller eventuelle forsøg på svig. Præmis 135-138 i den nævnte dom tilsidesætter ikke dette princip. Præmisserne vedrører en anden beregningsmetode end den, Kommissionen anvendte i den foreliggende sag. Retten har derfor ikke tilsidesat retspraksis vedrørende proportionalitetsprincippet ved at bekræfte, at Kommissionen ikke har nogen skønsbeføjelse hvad angår en nedsættelse af samfinansieringen.
204. Kommissionen er under alle omstændigheder ikke forpligtet til at lade sig repræsentere i tilsynsudvalget.
b) Retlig vurdering
205. Appellantens ottende anbringende holder ikke. Selv om appellanten med rette har gjort gældende, at Kommissionen har en skønsbeføjelse i forbindelse med en nedsættelsesprocedure efter artikel 24 i forordning nr. 4253/88, har appellanten ikke angivet omstændigheder, der kan bevise et misbrug af denne skønsbeføjelse.
i) Kommissionens skønsbeføjelse i forbindelse med artikel 24 i forordning nr. 4253/88.
206. Det skal indledningsvis bemærkes, at ordningen i forordning nr. 4253/88 navnlig er baseret på opfyldelsen af en række betingelser, der giver ret til at oppebære det pågældende finansielle tilskud. Hvis ikke samtlige disse forpligtelser er opfyldt, kan Kommissionen i henhold til artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88 tage sine forpligtelser efter beslutningen om tilkendelse af støtte op til fornyet overvejelse (47).
207. Omfanget af gennemførelsen af et støtteprojekt udgør et vigtigt kriterium for Kommissionen i forbindelse med en procedure om nedsættelse. Principperne om god forvaltning af fællesskabsbudgettet taler stærkt for en nedsættelse af fællesskabsstøtten, hvis denne ikke er anvendt som foreskrevet i de for denne gældende bestemmelser.
208. Appellanten har imidlertid med rette gjort gældende, at en beslutning om at nedsætte støtten efter artikel 24 i forordning nr. 4253/88 ikke er automatisk. Ordlyden af artikel 24 og navnlig ordet »kan« tyder på, at Kommissionen har en skønsmargen. Denne fortolkning bekræftes af Domstolens praksis (48). Rettens begrundelse i den appellerede doms præmis 93, hvorefter Kommissionen ikke har nogen skønsmargen, er således behæftet med en retlig mangel.
209. Selv om Rettens begrundelse i den appellerede doms præmis 93 er behæftet med en retlig mangel, synes Rettens resultat, hvorefter Kommissionen ikke har foretaget en urigtig retsanvendelse ved at træffe beslutning om at nedsætte EFRU’s støtte, for så vidt som appellanten ikke havde foretaget erhvervelse af kapitalinteresser inden den 31. december 2001, imidlertid korrekt. Appellanten har ikke bevist, at der forelå omstændigheder, der kunne tvinge Kommissionen til ikke at følge det resultat, som følger af principperne om god forvaltning af fællesskabsbudgettet, nemlig en nedsættelse af fællesskabsstøtten, hvis venturekapitalfondene ikke havde foretaget erhvervelse af kapitalinteresser inden den 31. december 2001.
ii) Klagepunktet om mangel på svig
210. Appellanten har gjort gældende, at Retten har foretaget en urigtig retsanvendelse ved ikke at laste Kommissionen for ikke at have taget hensyn til, at appellanten ikke har begået svig.
211. Denne kritik er ubegrundet. Som nævnt ovenfor er formålet med artikel 24 i forordning nr. 4253/88 at tilbagesøge den del af fællesskabsstøtten, der ikke er begrundet ud fra betingelserne om tildeling af støtten. Kommissionen er således ikke forpligtet til at tage hensyn til manglende svig som en formildende omstændighed. Derimod fremgår det af fast retspraksis, at en uregelmæssighed ikke blot kan sanktioneres ved en nedsættelse af fællesskabsstøtten med et beløb, der svarer til uregelmæssigheden, men ligeledes ved en fuldstændig ophævelse af støtten. Denne retspraksis, der begrundes i nødvendigheden af at sikre den fornødne præventive virkning for at sikre en god forvaltning af fællesskabsmidlerne, finder ligeledes anvendelse, når det ikke er fastslået, at der foreligger svig (49).
212. Kommissionen har derfor ikke misbrugt sin skønsbeføjelse ved ikke at tage hensyn til, at appellanten ikke har begået svig.
iii) Hensyntagen til Kommissionens eventuelle manglende overholdelse af overvågnings- og evalueringsforpligtelserne
213. Som nævnt ovenfor er Kommissionens eventuelle tilsidesættelse af overvågnings- og evalueringsforpligtelserne efter artikel 25 og 26 i forordning 4253/88 ikke til hinder for, at der indledes en procedure efter forordningens artikel 24. Der bør imidlertid sondres mellem dette spørgmål og spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen skal tage hensyn til en tilsidesættelse af disse forpligtelser i forbindelse med en beslutning om nedsættelse baseret på artikel 24 i forordning nr. 4253/88.
214. Kommissionen synes helt at ville adskille anvendelsen af artikel 24 i forordning nr. 4253/88 på den ene side og artikel 25 og 26 i denne forordning på den anden side. Ifølge Kommissionen har en eventuel tilsidesættelse af artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88 således ingen indflydelse på en beslutning om nedsættelse efter artikel 24 i den nævnte forordning. Retten synes at fortolke disse bestemmelser på samme måde, når den fastslår, at Kommissionens tilsidesættelse af overvågnings- og evalueringsforpligtelserne i henhold til artikel 25 og 26 i forordningen ikke har nogen indflydelse på vurderingen af, hvorvidt en beslutning om nedsættelse er lovlig (50).
215. Denne tilgangsvinkel synes ikke overbevisende. Det fremgår af artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88, at tilsynet med og evalueringen af venturekapitalfondenes støtte sker inden for rammerne af det partnerskab, der er mellem Kommissionen og medlemsstaterne. Efter min opfattelse er denne idé om et partnerskab mellem Kommissionen og medlemsstaterne til hinder for en fuldstændig adskillelse mellem på den ene side artikel 24 i forordning nr. 4253/88 og på den anden side artikel 25 og 26 i samme forordning. Efter min opfattelse er det således ikke muligt på forhånd at udelukke, at Kommissionen kan tage hensyn til en tilsidesættelse af overvågnings- og evalueringsforpligtelserne efter artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88 i forbindelse med en beslutning om begrænsning af støtten baseret på forordningens artikel 24.
216. De tilfælde, hvor Kommissionen er forpligtet til at tage hensyn til en tilsidesættelse af sine overvågnings- og evalueringsforpligtelser efter artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88, bør imidlertid være yderst begrænsede. Sådanne tilfælde forudsætter for det første, at det er bevist, at Kommissionen har tilsidesat sine overvågnings- og evalueringsforpligtelser. For at undgå en overdreven begrænsning af den effektive virkning af artikel 24 i forordning nr. 4253/88 mener jeg for det andet, at en tilsidesættelse af overvågnings- og evalueringsforpligtelserne bør være hovedårsagen til uregelmæssigheden i forvaltningen af fællesskabsstøtten, og at denne primært skal tillægges Kommissionen. I denne forbindelse skal det bemærkes, at strukturfondenes intervention er genstand for decentral forvaltning, der i første række er betroet medlemsstaternes myndigheder og de af disse udpegede formidlere. Der påhviler derfor medlemsstaterne eller de af disse udpegede formidlere en oplysnings- og loyalitetspligt, som indebærer, at de skal sikre sig, at de forsyner Kommissionen med pålidelige oplysninger, som ikke er vildledende, da det system med kontrol og bevis, som er fastlagt til efterprøvelse af, om betingelserne for ydelse af støtte er opfyldt, i modsat fald ikke vil kunne fungere korrekt (51).
217. I den foreliggende sag fremgår det af den appellerede doms præmis 91, at Retten ikke kunne efterprøve, om tilsynsudvalget var blevet informeret om, at den samlede betalte kapital ikke var blevet investeret i små og mellemstore virksomheder inden den 31. december 2001. Det må derfor fastslås, at det ikke er bevist, at der foreligger en tilsidesættelse af overvågnings- og evalueringsforpligtelserne.
iv) Foreløbig konklusion
218. I modsætning til Rettens bedømmelse har Kommissionen en skønsmargen i forbindelse med en beslutning om nedsættelse baseret på artikel 24 i forordning nr. 4253/88. Princippet om en god forvaltning af fællesskabsbudgettet taler imidlertid stærkt for en nedsættelse af fællesskabsstøtten, når den ikke er begrundet. Appellanten har ikke bevist, at der forelå omstændigheder, som Kommissionen var forpligtet til at tage hensyn til. Kommissionen har derfor ikke misbrugt sin skønsbeføjelse. Retten har derfor med føje fastslået, at den anfægtede beslutning ikke var behæftet med en retlig mangel.
219. Det ottende anbringende må derfor forkastes.
7. Konklusion
220. Appellantens otte anbringender vedrørende forkastelse af dennes annullationspåstand bør derfor ikke tages til følge.
B – De to anbringender om erstatning
221. I den appellerede doms præmis 111 til 118 har Retten forkastet appellantens påstand om erstatning, der var baseret på Kommissionens ansvar uden for kontraktforhold både på grundlag af en retsstridig handling og på grundlag af ansvar, som følge af, at der ikke har været tale om en ulovlig adfærd.
1. Det niende anbringende
222. I den appellerede doms præmis 112-115 har Retten forkastet appellantens påstand baseret på ansvar som følge af en retsstridig handling. Retten har først fastslået, at Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold er betinget af opfyldelsen af tre betingelser, nemlig at den adfærd, der ligges institutionerne til last, er retsstridig, at der foreligger et reelt tab, og at der er årsagsforbindelse mellem adfærden og det påståede tab. Dernæst har Retten fastslået, at behandlingen af de af appellanten fremlagte anbringender ikke har frembragt noget, der viste, at den anfægtede beslutning var behæftet med en ulovlighed, og at en af betingelserne for, at institutionen kan ifalde ansvar, således ikke var opfyldt.
a) Parternes argumenter
223. Appellanten har gjort gældende, at begrundelsen for den appellerede dom er fejlagtig og åbenbart utilstrækkelig. For det første mener appellanten at have bevist, at Kommissionen har foretaget en urigtig retsanvendelse, og appellanten mener derfor at have bevist, at den anfægtede beslutning er retsstridig. For det andet har appellanten anført, at Retten ikke har taget hensyn til dennes argumenter om skade og årsagsforbindelse.
224. Kommissionen har gjort gældende, at når en af de tre betingelser, der skal være opfyldt for, at institutionerne kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold, ikke var opfyldt, var det velbegrundet, at Retten ikke foretog en undersøgelse af de øvrige to betingelser.
b) Retlig vurdering
225. Appellantens klagepunkter er ikke begrundede.
226. Det fremgår af fast retspraksis, at Kommissionens anvar som følge af en ulovlig handling forudsætter, at de tre betingelser, der er nævnt i den appellerede doms præmis 112, er opfyldt (52). I den appellerede doms præmis 114 har Retten med føje fastslået, at appellanten ikke har påvist ulovligheder vedrørende den anfægtede beslutning. Den første betingelse for ansvar uden for kontraktforhold som følge af en retsstridig handling er således ikke opfyldt. Retten behøvede derfor ikke undersøge de øvrige betingelser.
2. Det tiende anbringende
227. Med sit tiende anbringende har appellanten anfægtet den appellerede doms præmis 116 og 117. Retten har heri afvist appellantens krav baseret på Kommissionens ikke-ulovlige adfærd.
228. I den appellerede doms præmis 116 har Retten først fastslået, at der kan ifaldes objektivt ansvar, såfremt tre kumulative betingelser er opfyldt: for det første, at der foreligger en skade, for det andet, at der er årsagssammenhæng mellem tabet og Fællesskabets institutioners adfærd, samt for det tredje, at tabet har en usædvanlig og særlig karakter. Dernæst har Retten fastslået, at et tab er usædvanligt, når det overskrider grænserne for de økonomiske risici, der knytter sig til aktiviteterne i den pågældende sektor, og at tabet er særligt, når det påvirker en særlig kategori af erhvervsdrivende uforholdsmæssigt i forhold til andre. Retten har fastslået, at appellantens tab hverken er usædvanligt eller særligt. I den appellerede doms præmis 117 har den fastslået, at appellanten ikke havde fremført noget argument vedrørende dennes tabs særlige karakter. Dernæst har Retten fastslået, at Kommissionen begrænsede sig til at anvende bestemmelserne i faktablad nr. 19, og at appellanten derfor ikke kunne påstå, at Kommissionen havde ændret detaljerne for anvendelsen af støtten og således gjorde appellantens tab usædvanligt, da denne hverken kunne forudse eller undgå dets indtræden. Tilsvarende kan appellanten ikke gøre gældende, at det forhold, at Kommissionen ikke foretog hverken kontrol eller undersøgelse og på intet tidspunkt har kritiseret forvaltningen af globaltilskuddet, har hindret den i at undgå det påståede tab.
a) Parternes argumenter
229. Appellanten har gjort gældende, at begrundelsen for den appellerede dom er urigtig og åbenbart utilstrækkelig.
230. For det først har appellanten gjort gældende, at Retten har udelukket, at tabet var usædvanligt og uforudsigeligt, for så vidt som Kommissionen begrænsede sig til at anvende bestemmelserne i faktablad nr. 19. Kommissionen har foretaget en urigtig retsanvendelse i forbindelse med fortolkningen og anvendelsen af bestemmelserne i faktablad nr. 19.
231. For det andet har appellanten anfægtet Rettens bedømmelse, hvorefter appellanten ikke kunne påstå, at det forhold, at Kommissionen hverken foretog nogen kontrol eller undersøgelse og på intet tidspunkt kritiserede forvaltningen af globaltilskuddet, har hindret appellanten i at undgå det tab, denne påstår at have lidt. I denne henseende har appellanten gjort gældende, at Kommissionens manglende indsigelse og i endnu højere grad dens godkendelse bevirkede, at beslutningen om tilbagesøgning af støtten ikke kunne forudses.
232. For det tredje har appellanten gjort gældende, at tabets særlige karakter består i, at denne har været offer for en forskelsbehandling som følge af Kommissionens manglende omhu vedrørende dens kontrolforpligtelser og dens fejlagtige fortolkning af faktablad nr. 19.
233. Kommissionen har indledningsvis gjort gældende, at princippet om ansvar for lovlige handlinger i henhold til fællesskabsretten er alt andet end bevist. Den har bl.a. gjort gældende, at appellanten i første række har baseret sig på Kommissionens påståede ulovlige adfærd.
234. Endvidere har appellanten ikke været udsat for nogen usædvanlig risiko, der har været større end de risici, der normalt er forbundet med aktiviteter i venturekapitalfonde i forbindelse med globaltilskud. Appellantens argumenter om beskyttelse af den berettigede forventning har intet at gøre med Kommissionens ansvar.
235. Endelig har Kommissionen anført, at i det omfang appellanten har baseret sin kritik af Rettens bedømmelse, hvorefter tabet ikke er særligt, på en sammenligning med andre erhvervsdrivende, udgør denne kritik et nyt punkt, hvorfor det ikke kan antages til realitetsbehandning.
b) Retlig vurdering
i) Forekomsten af ansvar som følge af en lovlig handling
236. I dommen i sagen FIAMM og FIAMM Technologies mod Rådet og Kommissionen (53) har Domstolen udelukket, at der på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin kan pålægges Fællesskabet erstatningsansvar som følge af en lovlig handling i forbindelse med generelle retsakter. Mere generelt har Domstolen fastslået, at den ikke har anerkendt, at der kan ifaldes erstatningsansvar for en lovlig handling, selv om den har præciseret visse betingelser for at ifalde et sådant ansvar, i det tilfælde hvor princippet om Fællesskabets erstatningsansvar for en lovlig handling måtte anerkendes i fællesskabsretten (54). Disse betingelser omfatter den usædvanlige og særlige karakter af det lidte tab.
237. I den foreliggende sag synes det ufornødent at foretage en detaljeret gennemgang af forekomsten af erstatningsansvar som følge af en lovlig handling i forbindelse med ikke-generelle retsakter. Selv i et tilfælde, hvor et sådant erstatningsansvar måtte blive anerkendt, har Retten med føje fastslået, at betingelserne for et sådant ansvar ikke er opfyldt, eftersom det af appellanten påberåbte tab hverken var usædvanligt eller særligt.
ii) Klagepunkterne om tabets usædvanlige karakter
238. Appellantens klagepunkter om tabets usædvanlige karakter bør forkastes.
239. I det omfang appellanten baserer den usædvanlige karakter af sit tab på en fejlagtig fortolkning af bestemmelserne i faktablad nr. 19, er dette klagepunkt ubegrundet. For det første har Kommissionen ikke foretaget en urigtig retsanvendelse i forbindelse med fortolkningen og anvendelsen af bestemmelserne i faktablad nr. 19 (55). For det andet har Kommissionen med rette gjort gældende, at en adfærds ulovlighed ikke i sig selv kan være en afgørende faktor for at fastslå den usædvanlige karakter af et tab i forbindelse med erstatningsansvar for en lovlig handling.
240. I det omfang appellanten dernæst har gjort gældende, at Retten ikke har taget hensyn til Kommissionens manglende kontrol eller undersøgelse, samt dennes manglende indsigelse og endog godkendelse i forbindelse med efterprøvelsen af den anfægtede beslutnings uforudsigelige karakter, bør denne kritik ligeledes afvises. Det er ikke godtgjort, at appellanten bærer en risiko, der overskrider grænserne for de økonomiske risici, der nødvendigvis er forbundet med aktiviteter i den pågældende sektor. For det første har en undersøgelse af de gældende bestemmelser, navnlig i faktablad nr. 19, vist, at de var tilstrækkeligt klare til at kunne udelukke enhver rimelig tvivl vedrørende deres fortolkning (56). For det andet har Retten i den appellerede doms præmis 91 fastslået, at appellanten ikke har bevist, at Kommissionen havde kendskab til, at erhvervelserne af kapitalinteresser i små og mellemstore virksomheder ikke længere kunne ske før den 31. december 2001. I denne forbindelse skal det bemærkes, at der påhviler formidlerne en oplysnings- og loyalitetspligt, som indebærer, at de skal sikre sig, at de forsyner Kommissionen med pålidelige oplysninger, som ikke er vildledende, eftersom det system med kontrol og bevis, som er oprettet til efterprøvelse af, om betingelserne for ydelse af støtte er opfyldt, i modsat fald ikke ville kunne fungere korrekt (57). Da appellanten ikke har bevist at have opfyldt denne forpligtelse, udgør den omstændighed, at Kommissionen ikke har rejst indsigelser, ikke nogen usædvanlig risiko.
241. Klagepunktet om tabets usædvanlige karakter bør derfor forkastes.
iii) Klagepunktet om tabets særlige karakter
242. I det omfang appellanten har gjort gældende, at Retten har foretaget en urigtig retsanvendelse ved ikke at anerkende den særlige karakter af appellantens tab, der skyldes Kommissionens fejlagtige fortolkning af bestemmelserne i faktablad nr. 19 og dens manglende omhu vedrørende dens kontrolforpligtelser og gode forvaltning, bør denne kritik afvises. En adfærds ulovlighed udgør ikke i sig selv en relevant faktor med henblik på at fastslå et tabs særlige karakter i forbindelse med erstatningsansvar for en lovlig handling. Under alle omstændigheder viser en gennemgang af de af appellanten påberåbte anbringender hverken en fejlagtig fortolkning af faktablad nr. 19 eller manglende omhu fra Kommissionens side. Det tiende anbringende bør derfor forkastes.
C – Resultatet af den retlige vurdering
243. Det fremgår af det ovenstående, at appellantens appel ikke er begrundet. Rettens dom bør derfor stadfæstes i det hele.
VII – Sagens omkostninger
244. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, der i medfør af samme reglements artikel 118 finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da appellanten efter min opfattelse har tabt appelsagen, bør denne pålægges at betale sagens omkostninger.
VIII – Forslag til afgørelse
245. På baggrund af ovenstående bemærkninger foreslår jeg, at Domstolen træffer følgende afgørelse:
»– Appellen forkastes.
– Sviluppo Italia Basilicata SpA betaler sagens omkostninger.«
1 – Originalsprog: fransk.
2 – Sag T-176/06.
3 – EFT L 185, s. 9.
4 – EFT L 193, s. 5, herefter »forordning nr. 2052/88«.
5 – EFT L 374, s. 1.
6 – EFT L 193, s. 20, herefter »forordning nr. 4253/88«.
7 – EFT L 374, s. 15.
8 – EFT L 193, s. 34, herefter »forordning nr. 4254/88«.
9 – EFT L 250, s. 21.
10 – Beslutning om ændring af beslutningerne om godkendelse af fællesskabsstøtterammerne, de samlede programmeringsdokumenter og fællesskabsinitiativerne til fordel for Italien (EFT L 146, s. 11).
11 – Et »globaltilskud« anses for at være en intervention fra en fællesskabsstrukturfond, der som regel forvaltes af en formidler udpeget af medlemsstaten i forståelse med Kommissionen, og som fordeles af denne i form af individuelle tilskud til de endelige modtagere [jf. artikel 5, stk. 2, litra c), i forordning nr. 2052/88].
12 – Jf. dom af 22.2.2005, sag C-141/02 P, Kommissionen mod max.mobil, Sml. I, s. 1283, præmis 74 og 75. Der er således ikke tale om en anmodning om ændring af begrundelsen.
13 – Jf. punkt 34 ovenfor.
14 – Dom af 27.1.2000, sag C-164/98 P, DIR International Film m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 447, præmis 43-49.
15 – Jf. kendelse af 17.9.1996, sag C-9/95 P, San Marco mod Kommissionen, Sml. I, s. 4435, præmis 36, af 10.5.2001, sag C-345/00 P, FNAB m.fl. mod Rådet, Sml. I, s. 3811, præmis 28, og af 25.10.2007, sag C-495/06 P, Nijs mod Revisionsretten, Sml. I, s. 146, præmis 64.
16 – Det er derfor ikke nødvendigt at undersøge, om Retten har foretaget en urigtig vurdering af det punkt, som appellanten anser for at være det centrale punkt i søgsmålet.
17 – Jf. kendelse af 14.12.1995, sag C-173/95 P, Hogan mod Domstolen, Sml. I, s. 4905, præmis 20.
18 – EFT L 193, s. 39.
19 – Dom af 27.1.2000, sag C-164/98 P, DIR International Film m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 447, præmis 49.
20 – Dom af 12.7.2001, forenede sager C-302/99 P og C-308/99 P, Kommissionen og Frankrig mod TF1, Sml. I, s. 5603, præmis 26 og 27.
21 – Nærmere bestemt: ni erhvervelser af kapitalinteresser på 1 mio. EUR og en på 900 000 EUR.
22 – Jf. punkt 88-90 ovenfor.
23 – Dom af 9.9.2008, sag T-349/06, endnu ikke trykt i Samling af afgørelser.
24 – Dom af 18.1. 2006, sag T-107/03, Sml. II, s. 7.
25 – Jf. punkt 46-49 ovenfor.
26 – Jf. ligeledes punkt 75 ovenfor.
27 – Nævnt ovenfor i fodnote 24.
28 – Jf. i denne retning ligeledes dom af 28.1.2004, sag T-180/01, Euroagri mod Kommissionen, Sml. II, s. 369, præmis 72.
29 – For en mere detaljeret gennemgang af begrebet almenretlige principper jf. punkt 66-73 i mit forslag til afgørelse af 30.6.2009, sag C-101/08, Audiolux m.fl., endnu ikke trykt i Samling af afgørelser. Hvad angår disse princippers primærretlige rang inden for hierarkiet af fællesskabsretlige normer, jf. punkt 70 i det pågældende forslag til afgørelse.
30 – Dom af 21.9. 2000, sag C-452/98 P, Sml. I, s. 7183.
31 – Dom af 9.6.2005, sag C-287/02, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 5093, præmis 37, og af 8.3.2007, sag C-44/06, Gerlach, Sml. I, s. 2071, præmis 37 og 38, samt Rettens dom af 27.6.2007, sag T-65/04, Nuova Gela Sviluppo mod Kommissionen, Sml. II, s. 68, præmis 53-55.
32 – Dommen i sagen Mediocurso mod Kommissionen, præmis 36, og dom af 19.1.2006, sag C-240/03 P, Comunità montana della Valnerina mod Kommissionen, Sml. I, s. 731, præmis 129.
33 – Jf. punkt 131 ovenfor.
34 – Jf. retspraksis nævnt ovenfor i fodnote 20.
35 – Jf. punkt 137-142 ovenfor.
36 – Jf. retspraksis nævnt ovenfor i fodnote 20.
37 – Jf. punkt 163-166 ovenfor.
38 – Dom af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 47 og 48.
39 – Kendelse af 11.11.2003, sag C- 488/01 P, Martinez mod Parlamentet, Sml. I, s. 13355, præmis 53, og af 26.1.2005, sag C-153/04 P, Euroagri mod Kommissionen, Sml. I, s. 13355, præmis 62.
40 – Kendelsen i sagen Euroagri mod Kommissionen, præmis 61.
41 – Jf. f.eks. dom af 4.3.1999, sag C-119/97 P, Ufex m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1341, præmis 107-111.
42 – Jf. Rettens dom af 23.9.1994, sag T-461/93, An Taisce og WWF UK mod Kommissionen, Sml II, s. 733, præmis 36. Som Retten med føje har fastslået, ville enhver anden fortolkning af artikel 24 i forordning nr. 4253/88 skade den effektive virkning af den forpligtelse, der påhviler Kommissionen og medlemsstaterne til at kontrollere, at fællesskabsstøtten anvendes korrekt.
43 – Dom af 5.10.1999, sag C-84/96, Sml. I, s. 6547.
44 – Nævnt ovenfor i fodnote 43.
45 – Rettens dom af 11.12.2003, sag T-306/00, Sml. II, s. 5705.
46 – Nævnt ovenfor i fodnote 45.
47 – Rettens kendelse af 22.10.2001, sag T-141/01 R, Entorn mod Kommissionen, Sml. II, s. 3123, præmis 41 og 42.
48 – Jf. dommen i sagen Comunità montana della Valnerina mod Kommissionen, præmis 140.
49 – Dom af 24.1.2002, sag C-500/99 P, Conserve Italia mod Kommissionen, Sml. I, s. 867, præmis 100 og 101, og dommen i sagen Comunità montana della Valnerina mod Kommissionen, præmis 144.
50 – Jf. i denne retning dommen i sagen Euroagri mod Kommissionen, præmis 72.
51 – Rettens dom af 17.10.2002, sag T-180/00, Astipesca mod Kommissionen, Sml. II, s. 3985, præmis 93 og den deri nævnte retspraksis, og af 14.9.2004, sag T-290/02, Ascontex mod Kommissionen, Sml. II, s. 3085, præmis 65.
52 – Jf. dom af 2.7.1974, sag 153/73, Holtz & Willemsen mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 675, præmis 7.
53 – Dom af 9.9.2008, forenede sager C-120/06 P og C-121/06 P, Sml. I, s. 6513.
54 – Jf. præmis 168 i den nævnte dom.
55 – Jf. punkt 75, 81 og 87-90 ovenfor.
56 – Jf. punkt 75, 81 og 87-90 ovenfor.
57 – Dommen i sagen Astipesca mod Kommissionen, præmis 93 og den deri nævnte retspraksis, og i sagen Ascontex mod Kommissionen, præmis 65.
Full & Egal Universal Law Academy