Sag C-18/08
Foselev Sud-Ouest SARL
mod
Administration des douanes et droits indirects
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af
tribunal d’instance de Bordeaux)
»Afgift på køretøjer – direktiv 1999/62/EF – afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer – artikel 6, stk. 2, litra b) – Kommissionens beslutning om godkendelse af en undtagelse – ingen direkte virkning«
Sammendrag af dom
Transport – transport ad landevej – fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – direktiv 1999/62 – afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62, art. 6, stk. 2, litra b); Kommissionens beslutning 2005/449]
Beslutning 2005/449 om en anmodning om undtagelse for afgifter på køretøjer, der er indgivet af Frankrig i medfør af artikel 6, stk. 2, litra b), i direktiv 1999/62 om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer, kan ikke påberåbes af en borger over for Den Franske Republik, som denne beslutning er rettet til, med henblik på at blive omfattet af den undtagelse, som der gives samtykke til ved beslutningen, allerede fra meddelelsen eller offentliggørelsen af denne beslutning.
Det fremgår således af direktivets artikel 6, stk. 2, litra b), at medlemsstaterne til trods for Kommissionens medvirken har et vidt skøn med hensyn til såvel deres beslutning om at anvende den undtagelsesmulighed, der er foreskrevet i artiklen, som med hensyn til indholdet af den påtænkte foranstaltning, uden at der af Kommissionens samtykke til denne foranstaltning kan følge nogen forpligtelse til at anvende den nævnte mulighed. Beslutning 2005/449 har således ikke til formål og til følge at tvinge Den Franske Republik til at indrømme den undtagelse, den havde påtænkt i forbindelse med sin anmodning om tilladelse, men at tillade Den Franske Republik at anvende denne undtagelse, hvis den vil.
Den omstændighed, at beslutning 2005/449 ikke fastsætter en dato, hvorfra den finder anvendelse, og blot fastsætter udløbet af den undtagelse, der er givet samtykke til, til den 31. december 2009, kan desuden ikke indvirke på rækkevidden og virkningerne af denne beslutning. Beslutning 2005/449 fik i henhold til artikel 254, stk. 3, EF virkning ved meddelelsen til adressaten, i det foreliggende tilfælde Den Franske Republik. Det står ikke desto mindre fast, at en sådan virkning er, at en undtagelse, som i det foreliggende tilfælde endnu ikke eksisterer, og som for sin gennemførelse forudsætter en national retsakt, muliggøres og på ingen måde påbydes.
(jf. præmis 15-19 og domskonkl.)
DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
20. november 2008 (*)
»Afgift på køretøjer – direktiv 1999/62/EF – afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer – artikel 6, stk. 2, litra b) – Kommissionens beslutning om godkendelse af en undtagelse – ingen direkte virkning«
I sag C-18/08,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af tribunal d’instance de Bordeaux (Frankrig) ved afgørelse af 4. december 2007, indgået til Domstolen den 21. januar 2008, i sagen:
Foselev Sud-Ouest SARL
mod
Administration des douanes et droits indirects,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans, og dommerne K. Schiemann, J. Makarczyk, P. Kūris (refererende dommer) og C. Toader,
generaladvokat: J. Kokott
justitssekretær: R. Grass,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Foselev Sud-Ouest SARL ved avocat L. Menestrier
– den franske regering ved G. de Bergues og L. Butel, som befuldmægtigede
– den italienske regering ved R. Adam, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato F. Arena
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved D. Maidani, som befuldmægtiget,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 25. september 2008,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62/EF af 17. juni 1999 om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer (EFT L 187, s. 42) og af Kommissionens beslutning 2005/449/EF af 20. juni 2005 om en anmodning om undtagelse for afgifter på køretøjer, der er indgivet af Frankrig i medfør af artikel 6, stk. 2, litra b), i direktiv 1999/62 (EFT L 158, s. 23).
2 Anmodningen er blevet forelagt under en sag anlagt af Foselev Sud-Ouest SARL (herefter »Foselev«) med påstand om, at told- og afgiftsmyndighederne pålægges at betale selskabet et beløb på 1 973,74 EUR, som selskabet påstår, at det med urette måtte betale i perioden fra den 20. juni 2005 til den 9. juli 2006 i form af taxe à l’essieu [akselafgift], der er en afgift af køretøjer på mere end 12 t, som ikke er særligt indrettet til persontransport, med tillæg af renter, proces- og sagsomkostninger.
Retsforskrifter
3 Artikel 6, stk. 2, i direktiv 1999/62 bestemmer:
»Medlemsstaterne kan anvende reducerede satser eller undtagelser for:
[...]
b) køretøjer, som kun undtagelsesvis kører på offentlig vej i registreringsmedlemsstaten, og som anvendes af fysiske eller juridiske personer, hvis hovedvirksomhed ikke er godstransport, men dog kun hvis den transportvirksomhed, som udføres med sådanne køretøjer, ikke skaber konkurrencefordrejninger, samt hvis Kommissionens samtykke indhentes.«
4 Konklusionen i beslutning 2005/449 har følgende ordlyd:
»Artikel 1
I overensstemmelse med artikel 6, stk. 2, litra b), i direktiv 1999/62/EF giver Kommissionen hermed sit samtykke til, at følgende motorkøretøjer på mindst 12 tons, der udelukkende anvendes til transport af permanent monteret udstyr i forbindelse med offentlige arbejder og erhvervsaktiviteter i Frankrig, undtages for afgifter indtil den 31. december 2009:
[...]
Artikel 2
Denne beslutning er rettet til Den Franske Republik.«
5 Ved dekret nr. 2006-818 af 7. juli 2006 om ændring af dekret nr. 70-1285 af 23. december 1970 om overførsel af beskatningsgrundlaget og om opkrævning af den særlige afgift af visse køretøjer til toldmyndighederne (décret n° 2006-818 modifiant le décret n° 70-1285 relatif au transfert de l’assiette et du recouvrement de la taxe spéciale sur certains véhicules routiers à l’administration des douanes, JORF af 9.7.2006, s. 10311) gennemførte de franske myndigheder beslutning 2005/449.
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
6 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Foselev udøver virksomhed inden for følgende områder: løftearbejde, materialehåndtering, transport, industriel vedligeholdelse, industrielle rørsystemer, industriel rengøring og modulbyggeri. Selskabet er af den opfattelse, at der efter den 20. juni 2005, som er datoen for vedtagelsen af beslutning 2005/449, ikke længere skal betales taxe à l’essieu med hensyn til de køretøjer, som er omfattet af beslutningen.
7 Told- og afgiftsmyndighederne er derimod af den opfattelse, at den fritagelse, som Foselev har påberåbt sig, først trådte i kraft på datoen for offentliggørelsen i Journal officiel de la République française af dekret nr. 2006-818, dvs. den 9. juli 2006.
8 Da tribunal d’instance de Bordeaux fandt, at den tvist, der verserede for retten, rejste spørgsmål om, hvorvidt beslutning 2005/449, hvorved Den Franske Republik gives samtykke til at undtage visse nærmere bestemte køretøjer for taxe à l’essieu, indebærer en forpligtelse for nævnte medlemsstat til at gennemføre den godkendte undtagelse og således kan have direkte virkning i forholdet mellem de franske afgiftsmyndigheder og Foselev, har retten besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:
»Artikel 6, stk. 2, litra b), i [...] direktiv 1999/62[...] giver mulighed for, at en medlemsstat kan undtage visse kategorier af køretøjer [for de afgifter, der er omfattet af direktivet]. Har det samtykke, som Kommissionen gav Den Franske Republik i beslutning [2005/449], til, at visse kategorier af køretøjer undtages [for taxe à l’essieu], inden for disse rammer direkte virkning i forhold til borgerne, eller forudsætter det – da der er tale om en beslutning om samtykke, der er rettet til [Den Franske Republik] – at der træffes nationale gennemførelsesforanstaltninger?«
Om det præjudicielle spørgsmål
9 Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om beslutning 2005/449, hvorved der i medfør af artikel 6, stk. 2, litra b), i direktiv 1999/62 gives samtykke til den undtagelse for taxe à l’essieu, som Den Franske Republik påtænkte, kan påberåbes af en borger over for denne medlemsstat med henblik på at blive omfattet af denne undtagelse allerede fra meddelelsen eller offentliggørelsen af denne beslutning.
10 Det bestemmes i artikel 249, stk. 4, EF, at en beslutning er bindende i alle enkeltheder for dem, den angiver at være rettet til. I dette tilfælde bemærkes, at beslutning 2005/449 er rettet til Den Franske Republik.
11 Det bemærkes desuden, at Domstolen har fastslået, at det for det første ville være uforeneligt med den bindende virkning, som EØF-traktatens artikel 189 (senere EF-traktatens artikel 189, nu artikel 249 EF) tillægger en beslutning, principielt at udelukke, at den deri indeholdte forpligtelse kan påberåbes af berørte personer, og at en bestemmelse i en beslutning rettet til en medlemsstat for det andet kan påberåbes over for denne, når den pågældende bestemmelse pålægger adressaten en ubetinget og tilstrækkeligt klar og utvetydig forpligtelse (dom af 10.11.1992, sag C-156/91, Hansa Fleisch Ernst Mundt, Sml. I, s. 5567, præmis 12 og 13 og den deri nævnte retspraksis).
12 Det skal derfor undersøges, om beslutning 2005/449 pålægger Den Franske Republik en ubetinget og tilstrækkeligt klar og utvetydig forpligtelse.
13 Herved bemærkes, at denne beslutning har hjemmel i artikel 6, stk. 2, litra b), i direktiv 1999/62, der foreskriver mulighed for, at en medlemsstat kan undtage visse køretøjer for afgift på køretøjer eller undergive dem en reduceret afgiftssats.
14 I henhold til samme bestemmelse forudsætter en medlemsstats anvendelse af denne mulighed endvidere, at Kommissionen giver samtykke til et udkast til gennemførelse.
15 Det må derfor fastslås, at medlemsstaterne til trods for Kommissionens medvirken har et vidt skøn med hensyn til såvel deres beslutning om at anvende denne mulighed som med hensyn til indholdet af den påtænkte foranstaltning, uden at der af Kommissionens samtykke til denne foranstaltning kan følge nogen forpligtelse til at anvende den nævnte mulighed.
16 Beslutning 2005/449 har således ikke til formål og til følge at tvinge Den Franske Republik til at indrømme den undtagelse, den havde påtænkt i forbindelse med sin anmodning om tilladelse, men at tillade Den Franske Republik at anvende denne undtagelse, hvis den vil.
17 Den omstændighed, at beslutning 2005/449 ikke fastsætter en dato, hvorfra den finder anvendelse, og blot fastsætter udløbet af den undtagelse, der er givet samtykke til, til den 31. december 2009, kan desuden ikke indvirke på rækkevidden og virkningerne af denne beslutning.
18 Beslutning 2005/449 fik i henhold til artikel 254, stk. 3, EF virkning ved meddelelsen til adressaten, i det foreliggende tilfælde Den Franske Republik. Det står ikke desto mindre fast, at en sådan virkning er, at en undtagelse, som i det foreliggende tilfælde endnu ikke eksisterer, og som for sin gennemførelse forudsætter en national retsakt, muliggøres og på ingen måde påbydes.
19 Det forelagte spørgsmål skal derfor besvares med, at beslutning 2005/449 ikke kan påberåbes af en borger over for Den Franske Republik, som denne beslutning er rettet til, med henblik på at blive omfattet af den undtagelse, som der gives samtykke til ved beslutningen, allerede fra meddelelsen eller offentliggørelsen af denne beslutning.
Sagens omkostninger
20 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:
Kommissionens beslutning 2005/449/EF af 20. juni 2005 om en anmodning om undtagelse for afgifter på køretøjer, der er indgivet af Frankrig i medfør af artikel 6, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62/EF om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer, kan ikke påberåbes af en borger over for Den Franske Republik, som denne beslutning er rettet til, med henblik på at blive omfattet af den undtagelse, som der gives samtykke til ved beslutningen, allerede fra meddelelsen eller offentliggørelsen af denne beslutning.
Underskrifter
* Processprog: fransk.
Full & Egal Universal Law Academy