Sag C-375/08
Straffesag
mod
Luigi Pontini m.fl.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale di Treviso)
»Landbrug – fælles markedsordning – oksekød – forordning (EF) nr. 1254/1999 – EF-støtte vedrørende særlige præmier for handyr og betaling af ekstensiveringsbeløb – betingelser for tildeling – beregning af belægningsgraden for dyr, der holdes på bedriften – begrebet foderarealer, der er til rådighed – forordning (EØF) nr. 3887/92 og (EF) nr. 2419/2001 – integreret system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger – national lovgivning, som gør tildeling af EF-støtte betinget af fremlæggelse af gyldigt bevis for retten til anvendelse af de foderarealer, der drives«
Sammendrag af dom
Landbrug – fælles markedsordning – oksekød – særlig præmie for handyr – betaling af ekstensiveringsbeløb
(Rådets forordning nr. 1254/1999)
De fællesskabsretlige bestemmelser, og navnlig forordning nr. 1254/1999 om den fælles markedsordning for oksekød, kræver ikke, at en ansøgning om modtagelse af særlige præmier for handyr og ekstensiveringsbeløb vedlægges et gyldigt bevis for støtteansøgerens ret til at anvende de foderarealer, der er genstand for ansøgningen. De fællesskabsretlige bestemmelser er imidlertid ikke til hinder for, at medlemsstaterne i deres nationale lovgivning opstiller et krav om fremlæggelse af et sådant bevis, på betingelse af, at de formål, der forfølges med de pågældende fællesskabsretlige bestemmelser og de almindelige fællesskabsretlige principper, navnlig proportionalitetsprincippet, overholdes.
(jf. præmis 90 og domskonkl.)
DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
24. juni 2010 (*)
»Landbrug – fælles markedsordning – oksekød – forordning (EF) nr. 1254/1999 – EF-støtte vedrørende særlige præmier for handyr og betaling af ekstensiveringsbeløb – betingelser for tildeling – beregning af belægningsgraden for dyr, der holdes på bedriften – begrebet foderarealer, der er til rådighed – forordning (EØF) nr. 3887/92 og (EF) nr. 2419/2001 – integreret system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger – national lovgivning, som gør tildeling af EF-støtte betinget af fremlæggelse af gyldig dokumentation for retten til anvendelse af de foderarealer, der drives«
I sag C-375/08,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Tribunale di Treviso (Italien) ved afgørelse af 6. maj 2008, indgået til Domstolen den 18. august 2008, i straffesagen mod
Luigi Pontini m.fl.,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J.N. Cunha Rodrigues, og dommerne P. Lindh, A. Rosas, A. Ó Caoimh (refererende dommer) og A. Arabadjiev,
generaladvokat: N. Jääskinen
justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 14. januar 2010,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Emanuele Rech, Giovanni Forato og Laura Forato ved avvocati B. Nascimbene og F. Rossi dal Pozzo
– Adele Adami m.fl. ved avvocato W. Viscardini
– Ivo Colomberotto ved avvocati A. Mascotto og O. Bigolin
– Agrirocca di Rech Emanuele og Asolat di Rech Emanuele & C. ved avvocato G. Donà
– Agenzia Veneta per i Pagamenti in Agricoltura – AVEPA ved avvocati A. dal Ferro og A. Cevese
– den italienske regering ved I. Bruni, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato P. Gentili
– den græske regering ved A. Vassilopoulou og E. Leftheriotou, som befuldmægtigede
– Europa-Kommissionen ved P. Rossi og N. Rasmussen, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af de fællesskabsretlige bestemmelser om »husdyrstøtte« og særligt Rådets forordning (EF) nr. 1254/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for oksekød (EFT L 160, s. 21, og berigtigelse i EFT 2000 L 263, s. 34).
2 Anmodningen er blevet rejst under en straffesag mod L. Pontini, E. Rech, G. Forato, D. Bonora, I. Colomberotto, L. Forato og A. Adami. De er blevet sigtet for forskellige strafferetlige overtrædelser begået til skade for De Europæiske Fællesskaber i forbindelse med modtagelse af EF-støtte vedrørende særlige præmier for handyr og ekstensiveringsbeløb i årene 2000-2004, som anklageren finder uberettiget.
Retsforskrifter
Fællesskabsbestemmelser
Forordning (EØF) nr. 3508/92
3 Artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92 af 27. november 1992 om et integreret system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger (EFT L 355, s. 1) bestemmer, at hver medlemsstat opretter et integreret forvaltnings- og kontrolsystem (herefter »IFKS«), der skal anvendes på de forskellige fællesskabsretlige støtteordninger på området for planteavl og animalsk produktion.
4 Forordningens artikel 2, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1593/2000 af 17. juli 2000 (EFT L 182, s. 4), bestemmer, at IFKS omfatter en database, et system til identifikation af marker, et system til identifikation og registrering af dyr, støtteansøgninger og et integreret kontrolsystem.
5 Artikel 6 i forordning nr. 3508/92, som ændret ved forordning nr. 1593/2000, har følgende ordlyd:
»1. For at landbrugerne skal kunne drage fordel af en eller flere EF-ordninger, der er omfattet af bestemmelserne i denne forordning, skal de for hvert år indgive en ansøgning om »arealstøtte« med oplysninger om:
– marker, inklusive foderarealer, og marker, der er omfattet af ordningen med udtagning af landbrugsarealer, samt braklagte jorder
– eventuelt enhver anden nødvendig oplysning, som kræves enten i forordningerne vedrørende EF-støtteordninger eller af den pågældende medlemsstat.
[…]
6. For hver af de anmeldte marker anfører landbrugeren arealet og beliggenheden, idet disse oplysninger skal gøre det muligt at identificere marken inden for systemet til identifikation af marker.
[…]«
Forordning (EØF) nr. 3887/92
6 Syvende og niende betragtning til Kommissionens forordning (EØF) nr. 3887/92 af 23. december 1992 om gennemførelsesbestemmelser for det integrerede system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger (EFT L 391, s. 36), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1678/98 af 29. juli 1998 (EFT L 212, s. 23, herefter »forordning nr. 3887/92«), har følgende ordlyd:
»[…] [D]et bør kontrolleres effektivt, at bestemmelserne om EF-støtte overholdes […]
[…] [P]å grundlag af den indvundne erfaring bør der fastsættes bestemmelser, som effektivt skal sikre, at uregelmæssigheder og svig forebygges og sanktioneres, idet der her tages hensyn til princippet om proportionalitet og til særlige problemer i forbindelse med force majeure og naturlige begivenheder […]«
7 Artikel 2, stk. 1, litra b), i forordning nr. 3887/92 bestemmer, at når foderarealer anvendes i fællesskab, fordeler myndighederne arealerne mellem brugerne i forhold til disses anvendelse eller ret til anvendelse af arealerne.
8 Artikel 4, st. 1, i forordning nr. 3887/92 er affattet således:
»Uden at kravene i sektorforordningerne i øvrigt berøres, skal ansøgninger om arealstøtte indeholde alle fornødne oplysninger og navnlig omfatte følgende:
– identifikation af brugeren
– oplysninger til identifikation af alle bedriftens marker, oplysninger om markernes areal, beliggenhed og anvendelse, i givet fald med angivelse af, hvorvidt det er en mark med vanding, samt oplysning om, hvilken støtteordning der er tale om
– en erklæring fra producenten om, at han er bekendt med betingelserne for de pågældende støtteydelser.
Ved »anvendelse« forstås arten af afgrøde eller plantedække eller fravær af afgrøde.
[…]«
Forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95
9 Artikel 4, stk. 3, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT L 312, s. 1) bestemmer:
»Handlinger, som bevisligt har til formål at opnå en fordel, der er i modstrid med sigtet for de på området gældende fællesskabsregler, ved kunstigt at skabe de nødvendige forudsætninger for at opnå denne fordel, bevirker, alt efter tilfældet, enten at fordelen ikke indrømmes, eller at den tilbagekaldes.«
10 Denne forordnings artikel 8 har følgende ordlyd:
»1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale love og administrative bestemmelser de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at transaktioner, der berører Fællesskabernes finansielle interesser, er lovlige og har et reelt indhold.
2. Kontrolforanstaltningerne tilpasses hver enkelt sektors særlige beskaffenhed og afpasses efter målsætningerne. […]
[…]«
Forordning nr. 1254/1999
11 Det anføres i 13. betragtning til forordning nr. 1254/1999, at »på grund af den stigende tendens til at intensivere oksekødsproduktionen bør præmierne for husdyrhold begrænses og fastlægges ud fra den enkelte bedrifts foderpotentiel i forhold til antallet og arten af dyr på bedriften; for at undgå for intensive produktionsformer bør ydelsen af disse præmier være betinget af, at en maksimal belægningsgrad på bedriften overholdes«.
12 Hvad angår nødvendigheden af at indføre en fleksibel ordning i form af supplerende fællesskabsbetalinger anføres det i 15. betragtning til samme forordning, at »det er navnlig vigtigt, at medlemsstaterne forpligtes til at udøve deres skøn efter rent objektive kriterier, at sikre lige behandling og at undgå forvridning af markeds- og konkurrencevilkårene«.
13 Begrebet »bedrift« defineres i artikel 3, litra b), i forordning nr. 1254/1999 som »de samlede produktionsenheder, som producenten driver, og som ligger på en medlemsstats område«.
14 I overensstemmelse med samme forordnings artikel 4, stk. 1, kan oksekødsproducenter, som på deres bedrift holder handyr, efter ansøgning herom få udbetalt en særlig præmie.
15 Forordningens artikel 12 med overskriften »Belægningsgrad« har følgende ordlyd:
»1. Det samlede antal dyr, for hvilke der kan ydes særlig præmie og ammekopræmie, er begrænset af anvendelsen af en belægningsgrad på bedriften på 2 storkreaturer (SK) pr. ha og kalenderår. Denne belægningsgrad udtrykkes som antallet af SK pr. grovfoderenhed, der anvendes til foder til bedriftens dyr. En producent fritages dog for anvendelsen af belægningsgraden, hvis det antal dyr på bedriften, der skal tages i betragtning ved fastlæggelse af belægningsgraden, ikke overstiger 15 SK.
2. Ved fastlæggelse af belægningsgraden på bedriften medregnes følgende:
a) de handyr, ammekøer og kvier, får og/eller geder, for hvilke der er indgivet præmieansøgninger, og de malkekøer, der er nødvendige til produktion af den samlede referencemængde mælk, som er tildelt producenten. Det således opgjorte antal dyr omregnes til SK efter omregningstabellen i bilag III
b) foderarealet, som er det areal på bedriften, der i hele kalenderåret er til rådighed til kvæg-, fåre- og/eller gedehold. I dette areal medregnes ikke:
– bygninger, skove, damme og veje
– arealer, der anvendes til andre produktioner, som er omfattet af ordninger med fællesskabsstøtte, eller som anvendes til flerårige kulturer eller gartnerikulturer, bortset fra græsarealer uden for omdrift, for hvilke der foretages arealbetalinger i henhold til artikel 17 i denne forordning og artikel 19 i [Rådets forordning (EF) nr. 1255/1999 af 17.5.1999 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (EFT L 160, s. 48)]
– arealer, der er omfattet af støtteordningen for producenter af visse markafgrøder, anvendes i forbindelse med støtteordningen for tørret foder eller er omfattet af en national ordning eller en fællesskabsordning for udtagning af landbrugsarealer.
Foderarealet omfatter arealer, der udnyttes i fællesskab, og arealer, hvor der dyrkes blandede afgrøder.
3. Gennemførelsesbestemmelserne til denne artikel vedtages af Kommissionen efter proceduren i artikel 43, navnlig bestemmelser
– vedrørende arealer, der udnyttes i fællesskab, og arealer, hvor der dyrkes blandede afgrøder
– som kan forhindre, at anvendelsen af belægningsgraden omgås.«
16 Artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 1254/1999 er blevet ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1512/2001 af 23. juli 2001 (EFT L 201, s. 1) ved at der efter bestemmelsens første punktum er blevet indsat følgende punktum:
»Belægningsgraden nedsættes til 1,9 SK fra den 1. januar 2002 og til 1,8 SK fra den 1. januar 2003.«
17 Artikel 13 i forordning nr. 1254/1999 med overskriften »Ekstensiveringsbeløb« bestemmer i stk. 1:
»Producenter, som får udbetalt særlig præmie og/eller ammekopræmie, kan få udbetalt et ekstensiveringsbeløb.«
18 Artikel 45 i forordning nr. 1254/1999 bestemmer, at Rådets forordning (EF) nr. 1258/1999 af 17. maj 1999 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EFT L 160, s. 103) og gennemførelsesbestemmelserne til denne forordning finder anvendelse på de i artikel 1 i forordning nr. 1254/1999 nævnte produkter.
Forordning nr. 1258/1999
19 I overensstemmelse med artikel 1 i forordning nr. 1258/1999 omfatter Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) en »Garanti«-sektion, som bl.a. finansierer interventioner til regulering af landbrugsmarkederne.
20 Denne forordnings artikel 8, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med de nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser de fornødne foranstaltninger for
a) at sikre sig, at de af [EUGFL] finansierede foranstaltninger virkelig er blevet gennemført, og at de er blevet gennemført på behørig måde
b) at forhindre og forfølge uregelmæssigheder
c) at geninddrive beløb, der er udbetalt med urette på grund af uregelmæssigheder eller forsømmelser.
Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de foranstaltninger, der er truffet med henblik herpå, navnlig om forløbet af sager vedrørende administrativ eller retslig forfølgning.«
Forordning (EF) nr. 1259/1999
21 Rådets forordning (EF) nr. 1259/1999 af 17. maj 1999 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte (EFT L 160, s. 113) gælder i henhold til artikel 1 for betalinger, der ydes direkte til landbrugere inden for støtteordninger under den fælles landbrugspolitik, der helt eller delvis finansieres af EUGFL, »Garantisektionen«, bortset fra de støtteordninger, der er omhandlet i Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 af 17. maj 1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger (EFT L 160, s. 80).
22 Det følger af artikel 7 i forordning nr. 1259/1999, at uanset eventuelle særlige bestemmelser i de enkelte støtteordninger kan der ikke foretages betalinger til modtagere, om hvem det er påvist, at de kunstigt har skabt de nødvendige betingelser for at få adgang til sådanne betalinger med det formål at opnå en fordel, der er i modstrid med den pågældende støtteordnings mål.
Forordning (EF) nr. 2419/2001
23 Artikel 4 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2419/2001 af 11. december 2001 om gennemførelsesbestemmelser for det integrerede system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger, der indførtes ved Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92 (EFT L 327, s. 11, og berigtigelse i EFT 2002 L 7, s. 48), med overskriften »Markers identifikation og minimumsstørrelse«, bestemmer i stk. 1:
»Det identifikationssystem, der er omhandlet i artikel 4 i forordning (EØF) nr. 3508/92, skal udformes således, at den enkelte mark identificeres. Medlemsstaterne kan fastsætte, at der anvendes en anden enhed end marken, f.eks. matriklen eller et antal sammenhængende marker med fælles varig afgrænsning. Medlemsstaterne sikrer, at markerne identificeres pålideligt, og de kræver bl.a., at arealstøtteansøgningerne vedlægges oplysninger eller dokumenter, der fastlægges nærmere af myndighederne, og som gør det muligt at stedfæste og opmåle den enkelte mark.«
24 Artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 2419/2001 bestemmer:
»I forbindelse med denne forordning gælder følgende principper:
[…]
b) Anvendes foderarealer i fællesskab, fordeler myndighederne imaginært arealerne mellem brugerne i forhold til disses anvendelse eller ret til anvendelse af arealerne.
c) Hvert foderareal skal være til rådighed for husdyrbrug i en minimumsperiode på syv måneder begyndende på en dato, som medlemsstaten fastlægger, og som ligger mellem den 1. januar og den 31. marts.«
25 Artikel 10 i forordning nr. 2419/2001 med overskriften »Betingelser vedrørende ansøgninger om husdyrstøtte« har følgende ordlyd:
»1. En ansøgning om husdyrstøtte skal indeholde alle de oplysninger, der er nødvendige for at fastslå støtteberettigelsen, navnlig følgende:
a) landbrugerens identitet
b) en henvisning til arealstøtteansøgningen, hvis der allerede er indgivet en sådan
c) antallet af dyr af hver art, for hvilke der ansøges om støtte, og for kvægs vedkommende dyrenes identifikationskode
d) i givet fald et tilsagn fra landbrugeren om, at han vil holde de i litra c) nævnte dyr på sin bedrift i den periode, hvor dyrene skal holdes, og oplysning om det eller de steder, hvor dyrene vil blive holdt, med angivelse af den eller de pågældende perioder
e) i givet fald det individuelle loft for de pågældende dyr
[…]
g) en erklæring fra landbrugeren om, at han er bekendt med betingelserne for de pågældende former for støtte.
Hvis dyrene flyttes til et andet sted i løbet af den periode, hvor dyrene skal holdes på bedriften, skal landbrugeren forudgående give myndighederne skriftlig meddelelse herom.
2. Medlemsstaterne sikrer enhver bruger af dyr ret til uden begrænsninger med rimelige mellemrum og uden større forsinkelse fra myndighederne at få oplysning om de data i den elektroniske database, der vedrører den pågældende og hans dyr. Når landbrugeren indgiver sin støtteansøgning, skal han samtidig afgive en erklæring om, at disse oplysninger er korrekte og fuldstændige, eller i givet fald korrigere ukorrekte eller tilføje manglende oplysninger.
[…]«
26 I overensstemmelse med artikel 15 i forordning nr. 2419/2001 foretages administrativ kontrol og kontrol på stedet på en sådan måde, at der sikres en effektiv efterprøvning af, om betingelserne for at opnå støtte er opfyldt.
27 Forordningens artikel 22 med overskriften »Bestemmelse af arealer« har følgende ordlyd:
»1. Markernes areal bestemmes med hjælpemidler, der foreskrives af myndighederne, og som sikrer en målenøjagtighed, der mindst svarer til den, der ifølge de nationale bestemmelser kræves ved officiel opmåling. […]
2. En marks samlede areal kan tages i betragtning, hvis marken anvendes fuldt ud efter de sædvanlige normer i den pågældende medlemsstat eller region. I andre tilfælde tages det faktisk udnyttede areal i betragtning.
[…]
3. Medlemsstaten kontrollerer støtteberettigelsen for markerne med hensigtsmæssige hjælpemidler. I den forbindelse kan der om fornødent kræves forelæggelse af yderligere dokumentation.«
28 Artikel 53, stk. 1, i forordning nr. 2419/2001 ophævede forordning nr. 3887/92, idet det blev præciseret, at forordningen dog fortsat anvendes for støtteansøgninger vedrørende produktionsår eller præmieperioder, der udløber inden den 1. januar 2002.
29 I overensstemmelse med artikel 54, stk. 2, i forordning nr. 2419/2001 finder denne anvendelse for støtteansøgninger vedrørende produktionsår eller præmieperioder, der begynder fra og med den 1. januar 2002.
Forordning (EF) nr. 1782/2003
30 Artikel 153, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere og om ændring af forordning (EØF) nr. 2019/93, (EF) nr. 1452/2001, (EF) nr. 1453/2001, (EF) nr. 1454/2001, (EF) nr. 1868/94, (EF) nr. 1251/1999, (EF) nr. 1254/1999, (EF) nr. 1673/2000, (EØF) nr. 2358/71 og (EF) nr. 2529/2001 (EUT L 270, s. 1, og berigtigelse i EUT 2004 L 94, s. 70) ophævede forordning nr. 3508/92, idet det dog blev fastsat, at den fortsat anvendes på ansøgninger om direkte betalinger for kalenderårene før 2005.
31 Forordning nr. 1782/2003 ophævede ligeledes med virkning fra den 1. januar 2005 visse bestemmelser i forordning nr. 1254/1999.
Nationale bestemmelser
32 Dekret fra Republikkens præsident nr. 503 af 1. december 1999 vedrørende indførelse af et landbrugs- og fiskericharter og et register over landbrugsbedrifter (GURI nr. 305 af 30.12.1999, herefter »dekret nr. 503/1999«), regulerer de oplysninger, som findes i registret over landbrugsbedrifter og i landbrugernes og producenternes sagsmapper.
33 I overensstemmelse med dette dekrets artikel 3, stk. 1, litra f), skal de oplysninger, som findes i dette register, bl.a. for hver bedrift omfatte arealet, dokumentation for anvendelsen og matrikelhenvisninger for bygningerne, hvis de findes, herunder luftfotografier, kortmateriale og telemålinger, som administrationen er i besiddelse af.
34 Ifølge forelæggelsesafgørelsen bestemmer den relevante nationale lovgivning, nemlig dekret nr. 503/1999 og dekreter fra ministeriet for landbrug og skovdrift af 4. april 2000, 10. august 2001 og 17. april 2003, for så vidt angår forpligtelserne vedrørende producentens sagsmappe, at når retten til at anvende bedriftens arealer ikke er en ejendomsret, skal ansøgeren bilægge tilskudsansøgningen dokumenter vedrørende denne anvendelse.
35 Agenzia Veneta per i Pagamenti in Agricoltura – AVEPA (herefter »AVEPA«), udbetalingsorgan for regionen Veneto, har henvist til gennemførelsen af dekret nr. 503/1999 ved en række cirkulærer vedtaget af Agenzia per le Erogazioni in Agricoltura, herunder cirkulære nr. 35 af 24. april 2001, som bestemmer følgende:
»B) De særlige krav til ansøgningerne [i forbindelse med den fælles landbrugspolitik, herefter »FLP-ansøgningerne«] vedrørende markafgrøder:
Med henblik på at forbedre forvaltningen af fasen med indgivelse af FLP-ansøgningerne vedrørende markafgrøder skal den interesserede producent fremlægge en kopi af de ajourførte matrikelattester vedrørende alle de arealer, der er angivet i ansøgningen.
Når den producent, der har indgivet ansøgningen, er en anden end den ejer, der er registreret i matrikelattesten jf. første afsnit, skal han godtgøre retten til at anvende arealerne (f.eks. i tilfælde af forpagtning, lån, brug, fæste osv.) ved at fremlægge en bekræftet kopi af den gyldigt registrerede aftale i overensstemmelse med gældende ret.
[…] I tilfælde af at den producent, der har indgivet ansøgningen, ikke kan fremlægge dokumentation for retten til at anvende arealerne og/eller i tilfælde af en mundtlig aftale, skal han [selv godtgøre] det kontraktforhold, der ligger til grund for ansøgningen, og forpligte sig til at overholde de forpligtelser, der følger af lov nr. 448 af 23. december 1998. [Denne personlige erklæring] skal attestere, at producenten har ret til at anvende arealerne, og skal indeholde oplysning om ejerens civilstand og kontraktens start- og sluttidspunkt, idet retten til at anvende arealerne og grundene til, at det er nødvendigt at anvende [den pågældende erklæring] angives på hans eget ansvar.«
Baggrunden for tvisten og det præjudicielle spørgsmål
36 Efter undersøgelser indledt i 2004 efter anmodning fra Procura della Repubblica di Treviso blev Pontini m.fl. retsforfulgt ved Tribunale di Treviso (byretten i Treviso) på grundlag af de relevante bestemmelser i den italienske straffelov for i fællesskab at have begået en lovovertrædelse og for skærpet og vedvarende bedrageri til skade for Det Europæiske Fællesskab. Anklagemyndigheden har tiltalt dem for uberettiget modtagelse i perioden fra 2000 til 2004 af EF-støtte i forbindelse med særlige præmier for handyr og betaling af ekstensiveringsbeløb i henhold til henholdsvis artikel 4, stk. 1, og artikel 13 i forordning nr. 1254/1999.
37 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at anklagemyndigheden er af den opfattelse, at de tiltalte har anvendt list eller svig for at vildlede de kompetente nationale myndigheder med henblik på at give dem eller andre en uretmæssig gevinst. Tiltalen bygger på den påstand, at de særlige præmier for handyr og betalingen af ekstensiveringsbeløb er blevet opnået svigagtigt, idet der som bilag til ansøgningerne er blevet fremlagt aftaler om udlån af foderarealer til støtteansøgernes bedrifter, hvilke aftaler var oprettet uden de pågældende grundejeres viden.
38 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at det følger af den gældende nationale ret, at den, der ansøger om støtte, skal vedlægge sin ansøgning dokumenter, som godtgør, at han har ret til at anvende de arealer, der udgør fodergrundlaget for hans landbrugsbedrift. Når støtteansøgeren ikke ejer de arealer, som ansøgningen henviser til, skal han vedlægge ansøgningen beviser for deres anvendelse. Ifølge retten skal den gældende nationale lovgivning fortolkes således, at støtteansøgeren skal fremlægge gyldigt bevis for driften af disse arealer, og at det i modsætning til, hvad de tiltalte har anført, ikke er tilstrækkeligt, at han faktisk anvender foderarealerne, uanset de nærmere regler, hvorefter han er i besiddelse af dem eller udnytter dem.
39 Ved den forelæggende ret har de tiltalte gjort gældende, at modtagelsen af EF-støtte som den i hovedsagen omhandlede i visse medlemsstater udelukkende er betinget af den effektive rådighed over og udnyttelse af passende foderarealer, uden at det retlige grundlag, der berettiger anvendelsen af disse arealer, har betydning for sagen.
40 Den forelæggende ret har rejst spørgsmålet, om forordning nr. 1254/1999 – henset til betingelserne for tildeling af EF-støtte som den i hovedsagen omhandlede – fastsætter snævre betingelser, der ikke kan fraviges af medlemsstaterne, eller om den har fastsat generelle referencerammer, idet den har overladt det til de kompetente nationale myndigheder at foretage den nødvendige gennemførelse og detaljefastsættelse.
41 Idet den finder, at fortolkningen af forordning nr. 1254/1999, særligt for så vidt angår begrebet »foderarealet, der er til rådighed«, i forordningens artikel 12, har stor betydning for løsningen af den tvist, der er forelagt den, har Tribunale di Treviso besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål:
»Hvad er betingelserne for tildeling af præmier for handyr og betaling af ekstensiveringsbeløb[? Særligt, er] kravet om udnyttelse af foderarealerne […] tilstrækkeligt, uanset om der foreligger et gyldigt retligt grundlag, der berettiger hertil?«
42 Da den forelæggende ret er af den opfattelse, at spørgsmålene kræver et hurtigt svar fra Domstolen, henset til den omstændighed, at straffesagen mod de tiltalte har verseret for retten siden 2004, og at de kompetente nationale myndigheder i mellemtiden har suspenderet tildeling af al EF-støtte til disse, har den anmodet Domstolen om, at den præjudicielle forelæggelse undergives hasteproceduren i artikel 104b i Domstolens procesreglement.
43 Domstolens Tredje Afdeling har afvist denne anmodning ved afgørelse af 21. august 2008, idet anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke vedrører et område, som er omfattet af hasteproceduren i artikel 23a i statutten for Domstolen og procesreglementets artikel 104b, og at den under alle omstændigheder ikke har den hastende karakter, som kræves for anvendelsen af denne procedure.
44 Den forelæggende ret har subsidiært og af samme grunde anmodet Domstolen om at anvende den fremskyndede procedure på den foreliggende præjudicielle forelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 104a, stk. 1.
45 Domstolens præsident har ved kendelse af 29. september 2008 afslået denne begæring under henvisning til, at betingelserne i artikel 104a, stk. 1, ikke var opfyldt.
Om det præjudicielle spørgsmål
46 Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om de relevante fællesskabsretlige bestemmelser vedrørende »husdyrstøtte« og navnlig forordning nr. 1254/1999 kræver, at en ansøgning om særlige præmier for handyr og ekstensiveringsbeløb skal vedlægges et gyldigt bevis for støtteansøgerens ret til at anvende de foderarealer, der er genstand for ansøgningen.
47 Det bemærkes indledningsvis, at baggrunden for tvisten i hovedsagen har givet anledning til voldsomme anfægtelser, således som det fremgår af drøftelserne under retsmødet ved Domstolen. Disse anfægtelser vedrører særligt spørgsmålet om, hvorvidt udlånskontrakterne er blevet forfalskede og fremlagt af de tiltalte eller visse af dem med henblik på at opnå EF-støtte, og om størstedelen af de arealer, der er omfattet af de i hovedsagen omhandlede støtteansøgninger, kan kvalificeres som foderarealer, som er til rådighed, i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i forordning nr. 1254/1999.
48 I henhold til artikel 234 EF, som bygger på en klar adskillelse af kompetencerne mellem de nationale retter og Domstolen, har Domstolen imidlertid alene kompetence til at træffe afgørelse vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af en fællesskabsretsakt på grundlag af de faktiske omstændigheder, som den nationale ret har anført (jf. i denne retning dom af 19.2.2009, sag C-321/07, Schwarz, Sml. I, s. 1113, præmis 49).
49 Det tilkommer således den nationale ret at fastslå de faktiske omstændigheder, der har givet anledning til sagen, og at fastslå, hvilke konsekvenser disse har for den afgørelse, som retten skal træffe (jf. bl.a. dom af 16.9.1999, sag C-435/97, WWF m.fl., Sml. I, s. 5613, præmis 32).
50 De tiltalte har ligeledes anfægtet relevansen af de dekreter, som den forelæggende ret har fremlagt som udgørende den gældende nationale ret, jf. denne doms præmis 34, samt de cirkulærer, som AVEPA har henvist til, jf. denne doms præmis 35, som ikke fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, eller som alene havde administrativ og ikke retlig værdi.
51 Inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelse tilkommer det den nationale ret at redegøre for de faktiske og retlige omstændigheder i tvisten i hovedsagen (jf. kendelse af 28.6.2000, sag C-116/00, Laguillaumie, Sml. I, s. 4979, præmis 23). Det tilkommer ikke Domstolen at identificere de bestemmelser i national ret, der er relevante for den pågældende tvist, eller at udtale sig om fortolkningen af nævnte bestemmelser eller at afgøre, om den af den forelæggende ret anlagte fortolkning er korrekt (jf. i denne retning dom af 23.4.2009, forenede sager C-378/07 – C-380/07, Angelidaki m.fl., Sml. I, s. 3071, præmis 48).
52 Tvisten i hovedsagen vedrører navnlig fortolkningen af de fællesskabsretlige bestemmelser om ansøgninger om »husdyrstøtte«, betingelserne i disse bestemmelser vedrørende tildeling af særlige præmier for handyr og udbetaling af ekstensiveringsbeløb efter artikel 4 og 13 i forordning nr. 1254/1999 og den måde, hvorpå de omhandlede kompetente nationale myndigheder anvender de fællesskabsretlige bestemmelser.
53 De tiltalte har gjort gældende, at en fortolkning af de relevante fællesskabsretlige bestemmelser, hvorefter der alene kan opdrættes på foderarealer, som ejes af producenten, eller for hvilke denne kan godtgøre en præcis brugsret, er i strid med bestemmelsernes ånd, som henviser til arealer, som producenten anvender, eller som han har brugsret over, uafhængigt af hvordan denne anvendelse eller brugsret er kommet i stand. Ifølge de tiltalte fremgår EF-lovgivers hensigt om blot at gøre betalingerne afhængig af selve anvendelsen eller rådigheden af foderarealerne bl.a. af artikel 3, 12 og 17 i forordning nr. 1254/1999, af artikel 1, stk. 4, i forordning nr. 3508/92 og af artikel 5, 6 og 22 i forordning nr. 2419/2001.
54 De fællesskabsretlige bestemmelser vedrørende fremgangsmåden for tildeling af særlige præmier for handyr og udbetaling af ekstensiveringsbeløb indeholder ikke nogen henvisning til dokumentationen for anvendelsen af foderarealerne. Det eneste, der tæller, er den faktiske anvendelse af de arealer, der er udlagt til græsning. Forordning nr. 1254/1999 fastsætter en række strenge betingelser med henblik på at sikre, at opdrætteren på sin bedrift opdrætter et tilstrækkeligt antal kvæg, for at kunne modtage præmien. Det væsentligste forhold er, at der findes det antal dyr, som er opgivet.
55 AVEPA samt den italienske og græske regering har heroverfor anført, at en national lovgivning, som pålægger støtteansøgeren at fremlægge gyldig dokumentation som bevis for, at han har rådighed over det areal, der er omfattet af hans ansøgning om tildeling af særlige præmier for handyr og udbetaling af ekstensiveringsbeløb, ikke er i strid med de fællesskabsretlige bestemmelser på området. Det tilkommer medlemsstaterne inden for rammerne af IFKS, at indføre overvågnings- og kontrolforanstaltninger med henblik på, at det kontrolleres effektivt, at bestemmelserne om EF-støtte overholdes, samt at der fastsættes bestemmelser, som effektivt skal sikre, at uregelmæssigheder og svig forebygges og forfølges.
56 AVEPA og den italienske regering har særligt anført, at kravet om fremlæggelse af gyldig dokumentation gør det muligt at kontrollere sammenhængen af de oplysninger, der er givet i støtteansøgningerne, tjener til at undgå, at de omhandlede foderarealer tages i betragtning to gange, og forhindrer, at opdrætterne svigagtigt kan drage fordel af andres arealer med det åbenlyse formål at omgå reglerne på støtteområdet.
57 Som Kommissionen med rette har gjort gældende, skal det undersøges, om de fællesskabsretlige bestemmelser, særligt forordning nr. 1254/1999, som betingelse for tildeling af særlige præmier for handyr og udbetaling af ekstensiveringsbeløb fastsætter en forpligtelse vedrørende fremlæggelse af gyldig dokumentation for retten til anvendelse af de foderarealer, der er genstand for støtteansøgningen, og i benægtende fald, om de fællesskabsretlige bestemmelser er til hinder for, at medlemsstaterne fastsætter en sådan forpligtelse i deres nationale lovgivning.
58 Ifølge fast retspraksis skal der ved fortolkningen af en fællesskabsretlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 1.3.2007, sag C-34/05, Schouten, Sml. I, s. 1687, præmis 25, og af 24.5.2007, sag C-45/05, Maatschap Schonewille-Prins, Sml. I, s. 3997, præmis 30).
59 Hvad for det første angår ordlyden af de pågældende fællesskabsretlige bestemmelser, definerer artikel 3, litra b), i forordning nr. 1254/1999 bedriften som værende de samlede produktionsenheder, som producenten driver, og som ligger på en medlemsstats område.
60 Denne forordnings artikel 12, stk. 1, fastslår, at det samlede antal dyr, for hvilke der kan ydes særlig præmie efter forordningens artikel 4, stk. 1, er begrænset af anvendelsen af en belægningsgrad på bedriften, som har varieret i den i hovedsagen omhandlede periode mellem 2 og 1,8 SK pr. ha og kalenderår.
61 Som det fremgår af forordningens artikel 12, stk. 2, litra a) og b), svarer denne belægningsgrad til en brøk, hvor tælleren er antallet af dyr, som der er indgivet præmieansøgninger for, og nævneren er det foderareal på bedriften, der i hele kalenderåret er til rådighed til kvæg-, fåre- og/eller gedehold. Følgelig gælder, at jo større et foderareal der anvendes til kvæghold i løbet af året, jo større antal dyr kan der søges om særlig præmie for.
62 Hverken definitionen af begrebet bedrift i artikel 3, litra b), i forordning nr. 1254/1999 eller henvisningen til »det foderareal på bedriften, der er til rådighed«, i denne forordnings artikel 12, stk. 2, litra b), gør det muligt at udlede, at en producent ved indgivelse af sin støtteansøgning i henhold til forordningen skal fremlægge gyldig dokumentation, som enten godtgør, at han selv er ejer af det omhandlede areal, eller godtgør hans ret til at anvende arealet af anden grund, for at kunne få de omhandlede præmier.
63 Som Kommissionen har gjort gældende, udelukker disse bestemmelser ikke, at den effektive anvendelse af et foderareal i hele det kalenderår, der udgør referenceperioden, i sig selv kan udgøre rådighed over dette areal i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i forordning nr. 1254/1999.
64 Det fremgår såvel af artikel 12, stk. 2, sidste afsnit, i forordning nr. 1254/1999 som af artikel 2, stk. 1, litra b), i forordning nr. 3887/92, at de foderarealer, der er genstand for en støtteansøgning, kan anvendes i fællesskab. I overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra b), i forordning nr. 2419/2001, som finder anvendelse på støtteansøgninger indgivet for produktionsår eller præmieperioder, der begynder fra og med den 1. januar 2002, gælder, at når foderarealer anvendes i fællesskab, fordeler myndighederne imaginært arealerne mellem brugerne i forhold til disses anvendelse eller ret til anvendelse af arealerne.
65 Artikel 22 i forordning nr. 2419/2001 med overskriften »Bestemmelse af arealer« fastsætter, at markernes areal bestemmes med passende hjælpemidler, og at hvis en marks samlede areal ikke kan tages i betragtning, fordi marken ikke anvendes fuldt ud, tages det faktisk udnyttede areal i betragtning.
66 Det fremgår af de ovennævnte bestemmelser, at tildeling af de omhandlede præmier fastsættes ud fra dels de foderarealer, der faktisk udnyttes, dels antallet af dyr, som holdes på arealerne i løbet af det pågældende kalenderår, og ikke ud fra fremlæggelsen af gyldig dokumentation, der godtgør retten til anvendelse af de pågældende arealer.
67 Hvad endvidere angår de mål, der forfølges med forordning nr. 1254/1999, fremgår det af fjerde og trettende betragtning, at et af disse mål er at bremse den stigende tendens til at intensivere oksekødsproduktionen, ved at producenterne holder et stadig stigende antal kvæg på deres bedrift, uden at arealet forøges og følgelig giver tilstrækkelig foder til disse dyr (Schouten-dommen, præmis 28).
68 Den i forordningens artikel 12 fastsatte belægningsgrad tilsigter således, at der alene tildeles præmier til dyr, som holdes på en bedrift, hvis areal er et tilstrækkeligt fodergrundlag for dem. Som Kommissionen med rette har anført, tager beregningen af belægningsgraden på grundlag af det foderareal, der er til rådighed, således sigte på bedriftens faktiske foderkapacitet og kontrollen med den effektive udnyttelse af denne kapacitet og ikke den foderkapacitet på arealet, som haves formelt eller retligt, men som ikke reelt udnyttes.
69 Som de tiltalte har gjort gældende, kræver opnåelsen af dette mål med forordning nr. 1254/1999 ikke, som forudgående betingelse for tildeling af de omhandlede præmier, at der fremlægges gyldig dokumentation, der godtgør retten til anvendelse af de foderarealer, som er genstand for støtteansøgningen, idet beviset for den faktiske udnyttelse af de pågældende arealer er tilstrækkeligt i denne forbindelse.
70 Det fremgår af det ovenstående, at artikel 12 i forordning nr. 1254/1999 ikke underlægger imødekommelse af en støtteansøgning en betingelse om fremlæggelse af gyldig dokumentation, der godtgør ansøgerens ret til at anvende de foderarealer, der er genstand for ansøgningen. De relevante bestemmelser i forordning nr. 1254/1999, sammenhængen, hvori disse indgår, og de formål, der særligt følges med forordningen, indikerer, at det er den faktiske udnyttelse af foderarealet, som udgør en af betingelserne for tildeling af de omhandlede præmier.
71 Selv hvis en sådan betingelse ikke er fastsat i de fællesskabsretlige bestemmelser, skal det imidlertid undersøges, således som det fremgår af denne doms præmis 57, om fællesskabsretten er til hinder for, at medlemsstaterne i deres nationale lovgivning fastsætter en forpligtelse til at fremlægge gyldig dokumentation, der godtgør støtteansøgerens ret til at anvende de foderarealer, der er genstand for hans ansøgning.
72 I denne henseende skal arten og formålene med det IFKS, som er indført ved de fællesskabsretlige bestemmelser vedrørende EF-støtteordninger, undersøges, og det skal afgøres, hvilken skønsmargin der tilkommer medlemsstaterne for så vidt angår kontrollen med overholdelsen af de betingelser, der er fastsat for tildeling af støtte inden for rammerne af IFKS.
73 I overensstemmelse med artikel 1 og 2 i forordning nr. 3508/92 skal hver medlemsstat skabe et IFKS, herunder en database, et system til identifikation af marker, et system til identifikation og registrering af dyr, støtteansøgninger og et integreret kontrolsystem.
74 IFKS har i henhold til syvende og niende betragtning til forordning nr. 3887/92 til formål, at det effektivt kontrolleres, at bestemmelserne om EF-støtte overholdes, samt at der fastsættes bestemmelser, som effektivt skal sikre, at uregelmæssigheder og svig forebygges og forfølges (jf. i denne retning dom af 17.7.1997, sag C-354/95, National Farmers’ Union m.fl., Sml. I, s. 4559, præmis 51, af 16.5.2002, sag C-63/00, Schilling og Nehring, Sml. I, s. 4483, præmis 25, og af 1.7.2004, sag C-295/02, Gerken, Sml. I, s. 6369, præmis 41).
75 Det fremgår klart af de fællesskabsretlige bestemmelser vedrørende IFKS, beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser og finansieringen af den fælles landbrugspolitik, at medlemsstaterne har til opgave at træffe passende foranstaltninger til at sikre, at IFKS anvendes korrekt, og at de særligt skal træffe de fornødne foranstaltninger for at sikre sig, at de foranstaltninger, der finansieres af Fællesskaberne generelt og særligt af EUGFL, virkelig er blevet gennemført og gennemført på behørig måde, og forebygge og forfølge uregelmæssigheder.
76 Det fremgår ligeledes af en gennemgang af de relevante bestemmelser i de fællesskabsretlige bestemmelser vedrørende EF-støtteordninger og IFKS, at medlemsstaterne har en vid skønsmargin ved gennemførelsen af de pågældende ordninger og ved valget af nationale foranstaltninger, som de finder nødvendige, for effektivt at forebygge og sanktionere uregelmæssigheder og svig.
77 Som det bestemmes i artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 3508/92, skal landbrugerne for at kunne drage fordel af de EF-støtteordninger, der er omfattet af bestemmelserne i den pågældende forordning, for hvert år indgive en ansøgning om »arealstøtte« med oplysninger om marker, inklusive foderarealer, og i givet fald »enhver anden nødvendig oplysning, som kræves enten i forordningerne vedrørende [de pågældende] EF-støtteordninger eller af den pågældende medlemsstat«.
78 Det følger ligeledes af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 3887/92, at ansøgninger om »arealstøtte« skal indeholde alle fornødne oplysninger og navnlig oplysninger til identifikation af alle bedriftens marker, oplysninger om markernes areal, beliggenhed og anvendelse.
79 Medlemsstaternes skønsmargin vedrørende kontrol med støtteansøgningerne følger ligeledes af forordning nr. 2419/2001. Det fremgår af betragtning 48 til denne forordning, at medlemsstaterne bør træffe de yderligere foranstaltninger, som måtte være nødvendige for, at denne forordning kan fungere efter hensigten. I henhold til forordningens artikel 4 skal medlemsstaterne sikre, at markerne identificeres pålideligt, og skal bl.a. kræve, at arealstøtteansøgningerne vedlægges oplysninger eller dokumenter, der fastlægges nærmere af myndighederne, og som gør det muligt at stedfæste og opmåle den enkelte mark. I overensstemmelse med samme forordnings artikel 22, stk. 3, kontrolleres støtteberettigelsen for markerne med hensigtsmæssige hjælpemidler, og i den forbindelse kan der om fornødent kræves forelæggelse af yderligere dokumentation.
80 Artikel 7 i forordning nr. 1259/1999 bestemmer i øvrigt, at der ikke kan foretages betalinger i forbindelse med de støtteordninger, der er omhandlet i den pågældende forordning, til modtagere, om hvem det er påvist, at de kunstigt har skabt de nødvendige betingelser for at få adgang til sådanne betalinger med det formål at opnå en fordel, der er i modstrid med den pågældende støtteordnings mål.
81 De foranstaltninger, som er omtalt i denne doms præmis 75, som medlemsstaterne skal træffe for at sikre sig, at de af Fællesskaberne finansierede foranstaltninger virkelig er blevet gennemført, og at de er blevet gennemført på behørig måde, som det fremgår af artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2988/95 og af artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1258/1999, skal endvidere træffes i overensstemmelse med de nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser.
82 Det fremgår klart af alle de nævnte bestemmelser i de fællesskabsretlige bestemmelser vedrørende støtteordninger og af gennemførelsesbestemmelserne for IFKS, at medlemsstaterne har en skønsmargin for så vidt angår de dokumenter og beviser, som skal kræves af en støtteansøger vedrørende de foderarealer, der er genstand for hans ansøgning. Henset til denne skønsmargin, kan medlemsstaterne fastsætte præciseringer vedrørende de beviser, der skal fremlægges til støtte for en støtteansøgning, ved særligt at henvise til vanlig praksis på deres område i landbrugssektoren vedrørende brugsret og ret til anvendelse af foderarealer og de dokumenter, der skal fremlægges i denne forbindelse.
83 Det skal ikke desto mindre bemærkes, at denne skønsmargin er underlagt visse begrænsninger.
84 Som det fremgår af betragtning 15 til forordning nr. 1254/1999, er medlemsstaterne forpligtet til at udøve deres skøn efter rent objektive kriterier, at sikre lige behandling og at undgå forvridning af markeds- og konkurrencevilkårene. Selv om kravet om fremlæggelse af gyldig dokumentation i princippet udgør et sådant objektivt kriterium, tilkommer det den forelæggende ret at undersøge, om kravet pålægges alle ansøgere af den pågældende støtte, som befinder sig i sammenlignelige situationer.
85 Det fremgår ligeledes af artikel 8, stk. 1 og 2, i forordning nr. 2988/95, at de kontrolforanstaltninger, som medlemsstaterne vedtager for at sikre, at transaktioner, der berører Fællesskabernes finansielle interesser, såsom foranstaltninger finansieret af EUGFL, er lovlige og har et reelt indhold, skal tilpasses hver enkelt sektors særlige beskaffenhed og afpasses efter målsætningerne.
86 Følgelig skal medlemsstaternes udøvelse af deres skøn vedrørende de beviser, der skal fremlægges til støtte for en støtteansøgning, særligt hvad angår muligheden for at forpligte en støtteansøger til at fremlægge gyldig dokumentation for hans ret til at anvende de foderarealer, der er genstand for ansøgningen, overholde de formål, der forfølges med de pågældende fællesskabsretlige bestemmelser og de almindelige fællesskabsretlige principper, særligt proportionalitetsprincippet.
87 Som Domstolen har fastslået, skal sidstnævnte princip, hvorefter de foranstaltninger, der gennemføres ved en bestemmelse, skal være egnede til at gennemføre det tilsigtede formål, og ikke gå videre end hvad der er nødvendigt for at opnå dette, iagttages både af fællesskabslovgiver og nationale lovgivere og retter ved anvendelsen af fællesskabsretten (jf. i denne retning dom af 17.1.2008, forenede sager C-37/06 og C-58/06, Viamex Agrar Handel og ZVK, Sml. I, s. 69, præmis 33). Dette princip skal følgelig iagttages af de kompetente nationale myndigheder inden for rammerne af anvendelsen af bestemmelserne i forordning nr. 1254/1999 og vedrørende IFKS.
88 Som det fremgår af denne doms præmis 75, kræver de fællesskabsretlige bestemmelser vedrørende IFKS, beskyttelsen af Fællesskabernes finansielle interesser og finansieringen af den fælles landbrugspolitik, at der træffes passende nationale foranstaltninger til at sikre, at IFKS anvendes korrekt, og at de foranstaltninger, der finansieres af Fællesskaberne, virkelig er blevet gennemført og gennemført på behørig måde. En lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der, som det fremgår af denne doms præmis 56, bl.a. tilsigter at forhindre, at opdrætterne svigagtigt kan drage fordel af andres arealer med det formål at omgå de fællesskabsretlige bestemmelser vedrørende de pågældende ordninger, forfølger disse formål. Det krav, der fremgår af en sådan lovgivning, vedrørende fremlæggelsen af gyldig dokumentation, synes at være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippets krav.
89 Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret at undersøge, om princippet er blevet overholdt under de faktiske omstændigheder i hovedsagen.
90 Henset til de ovenstående bemærkninger, skal det forelagte spørgsmål besvares med, at de fællesskabsretlige bestemmelser, og navnlig forordning nr. 1254/1999, ikke kræver, at en ansøgning om modtagelse af særlige præmier for handyr og ekstensiveringsbeløb vedlægges et gyldigt bevis for støtteansøgerens ret til at anvende de foderarealer, der er genstand for ansøgningen. De fællesskabsretlige bestemmelser er imidlertid ikke til hinder for, at medlemsstaterne i deres nationale lovgivning opstiller et krav om fremlæggelse af et sådant bevis, på betingelse af, at de formål, der forfølges med de pågældende fællesskabsretlige bestemmelser og de almindelige fællesskabsretlige principper, navnlig proportionalitetsprincippet, overholdes.
Sagens omkostninger
91 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:
De fællesskabsretlige bestemmelser, og navnlig Rådets forordning (EF) nr. 1254/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for oksekød, kræver ikke, at en ansøgning om modtagelse af særlige præmier for handyr og ekstensiveringsbeløb vedlægges et gyldigt bevis for støtteansøgerens ret til at anvende de foderarealer, der er genstand for ansøgningen. De fællesskabsretlige bestemmelser er imidlertid ikke til hinder for, at medlemsstaterne i deres nationale lovgivning opstiller et krav om fremlæggelse af et sådant bevis, på betingelse af, at de formål, der forfølges med de pågældende fællesskabsretlige bestemmelser og de almindelige fællesskabsretlige principper, navnlig proportionalitetsprincippet, overholdes.
Underskrifter
* Processprog: italiensk.
Full & Egal Universal Law Academy