12.4.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 92/14
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Mercantil no 1 de Alicante (Spanien) den 28. januar 2008 — Fundación Española para la Innovación de la Artesanía (FEIA) mod Cul de Sac Espacio Creativo S.L. og Acierta Product & Position S.A.
(Sag C-32/08)
(2008/C 92/25)
Processprog: spansk
Den forelæggende ret
Juzgado de lo Mercantil no 1 de Alicante
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Fundación Española para la Innovación de la Artesanía (FEIA)
Sagsøgt: Cul de Sac Espacio Creativo S.L. og Acierta Product & Position S.A.
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal artikel 14, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design (1) fortolkes således, at den kun omfatter EF-design, der er frembragt inden for rammerne af et ansættelsesforhold, hvor frembringeren/designeren er part i en kontrakt, der er undergivet lovgivningen om ansættelsesforhold, og som opfylder betingelserne vedrørende afhængighed og underordnelse? Eller
2)
Skal udtrykkene »arbejdstager« og »arbejdsgiver« i EF-designforordningens artikel 14, stk. 3, fortolkes vidt, således at de også omfatter andre forhold end ansættelsesforhold, såsom forhold, hvor en person (designeren) i medfør af en privat- eller handelsretlig kontrakt (og dermed uden at der foreligger et afhængigheds- og underordnelsesforhold eller et længerevarende forhold) forpligter sig til at frembringe et mønster eller en model (et design) for en anden person for en bestemt pris, og det frembragte følgelig anses for at tilhøre den person, som afgiver bestillingen, medmindre noget andet bestemmes i kontrakten?
3)
Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, fordi de faktiske forhold er forskellige ved mønstre og modeller, der er frembragt inden for rammerne af et ansættelsesforhold, og mønstre og modeller, der er frembragt inden for rammerne af et forhold, der ikke er et ansættelsesforhold, spørges:
a)
Finder hovedreglen i EF-designforordningens artikel 14, stk. 1, anvendelse, og må det følgelig antages, at det frembragte tilhører designeren, medmindre parterne bestemmer noget andet i kontrakten? Eller
b)
Skal EF-designdomstolen anvende den nationale lovgivning vedrørende mønstre og modeller i medfør af henvisningen i EF-designforordningens artikel 88, stk. 2?
4)
Såfremt det i medfør af henvisningen er national ret, der skal finde anvendelse, og denne (således som det er tilfældet i spansk ret) ligestiller mønstre og modeller, der er frembragt inden for rammerne af et ansættelsesforhold (hvor det frembragte tilhører arbejdsgiveren, medmindre andet er aftalt), med mønstre og modeller, der er frembragt i henhold til en bestilling (hvor det frembragte tilhører den part, der har afgivet bestilling herpå, medmindre andet er aftalt), er det da muligt at anvende den nationale lovgivning i dette tilfælde?
5)
Hvis det fjerde spørgsmål besvares bekræftende, vil en sådan løsning (hvor det frembragte tilhører den part, der har afgivet bestilling herpå, medmindre andet aftales) da ikke være i modstrid med det benægtende svar på det andet spørgsmål?
(1) EFT L 3, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy