26.4.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 107/14
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hof van Beroep te Brussel (Belgien) den 8. februar 2008 — Spector Photo Group NV og Chris Van Raemdonck mod Commissie voor het Bank-, Financie- en Assurantiewezen (CBFA)
(Sag C-45/08)
(2008/C 107/21)
Processprog: nederlandsk
Den forelæggende ret
Hof van beroep te Brussel
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Spector Photo Group NV og Chris Van Raemdonck
Sagsøgt: Commissie voor het Bank-, Financie- en Assurantiewezen (CBFA)
Præjudicielle spørgsmål
1)
Udgør bestemmelserne i insiderhandeldirektivet (1), og navnlig artikel 2, en fuldstændig harmonisering, bortset fra de regler, hvorefter der udtrykkeligt indrømmes medlemsstaterne frihed til at udfylde bestemmelserne, eller udgør de som helhed en minimumsharmonisering?
2)
Skal insiderhandeldirektivets artikel 2, stk. 1, fortolkes således, at den omstændighed alene, at en i direktivets artikel 2, stk. 1, nævnt person, som råder over intern viden, og som for egen eller andres regning erhverver eller afhænder, eller forsøger at erhverve eller afhænde, finansielle instrumenter, som den interne viden vedrører, indebærer, at denne gør brug af sin interne viden?
3)
Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, må det da antages, at det er en betingelse for at anvende insiderhandeldirektivets artikel 2, at der træffes en bevidst beslutning om at gøre brug af intern viden?
Såfremt en sådan beslutning ikke behøver fremgå skriftligt, er det da en betingelse, at den fremgår af omstændigheder, som ikke kan fortolkes på anden måde, eller er det tilstrækkeligt, at omstændighederne kan opfattes på denne måde?
4)
Såfremt der ved afvejningen af, om en administrativ sanktion som omhandlet i insiderhandeldirektivets artikel 14 er rimelig, skal tages hensyn til den opnåede fortjeneste, må det da antages, at offentliggørelsen af de oplysninger, der må betegnes som intern viden, faktisk mærkbart har påvirket kursen på det finansielle instrument?
Hvor stor en kursforskel skal der i bekræftende fald mindst foreligge, for at påvirkningen kan anses for mærkbar?
5)
Uanset om kursforskellen efter offentliggørelsen af oplysningerne skal være mærkbar eller ej, spørges, hvilken periode der skal tages i betragtning efter offentliggørelsen af oplysningerne for at bestemme kursforskellens størrelse, og hvilken dato der af hensyn til pålæggelsen af en passende sanktion skal lægges til grund for at bestemme den opnåede berigelse.
6)
Skal insiderhandeldirektivets artikel 14 ved vurderingen af, om sanktionen er rimelig, fortolkes således, at der, såfremt en medlemsstat har indført en ordning, der gør det muligt at pålægge en strafferetlig sanktion, som kumuleres med den administrative sanktion, skal tages hensyn til muligheden for, at der idømmes en strafferetlig bøde, og til dennes størrelse?
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF af 28.1.2003 om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug) (EUT L 96, s. 16).
Full & Egal Universal Law Academy