12.4.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 92/23
Sag anlagt den 25. februar 2008 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Republikken Malta
(Sag C-76/08)
(2008/C 92/43)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved D. Recchia og D. Lawunmi, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Republikken Malta
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Republikken Malta har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 7 i Rådets direktiv 79/409/EØF om beskyttelse af vilde fugle (1) med hensyn til jagt på vagtler (coturnix coturnix) og turtelduer (streptopelia turtur) på forårstræk, idet den ikke har opfyldt betingelserne i direktivets artikel 9.
—
Republikken Malta tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Rådets direktiv om beskyttelse af vilde fugle vedrører beskyttelse af alle de fuglearter, som i vild tilstand har deres naturlige ophold på medlemsstaternes område i Europa, hvor traktaten finder anvendelse. I medfør af direktivet skal medlemsstaterne træffe foranstaltninger til beskyttelse, forvaltning og overvågning af disse arter og fastsætte regler for jagt på dem. Siden Republikken Maltas tiltrædelse af Den Europæiske Union den 1. maj 2004, har de maltesiske myndigheder udøvet deres ret til at anvende undtagelsen i direktivets artikel 9, stk. 1, med henblik på at jage vagtler og turtelduer i forårsperioden, hvor de trækker til redebygningsstedet i en række lande nord for Middelhavet. Det spørgsmål, der rejses i denne sag, er, om de maltesiske myndigheder med rette kan anvende direktivets artikel 9, stk. 1, der gør det muligt at jage de pågældende arter på Malta under forårstrækket, under henvisning til, at der ikke findes nogen anden tilfredsstillende løsning.
(1) EFT L 103, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy