7.6.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 142/11
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af des Landgerichts Frankfurt am Main (Tyskland) den 28. februar 2008 — Wall AG mod Stadt Frankfurt am Main, Frankfurter Entsorgungs- und Service GmbH (FES)
(Sag C-91/08)
(2008/C 142/17)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Landgericht Frankfurt am Main
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Wall AG
Sagsøgt: Stadt Frankfurt am Main, Frankfurter Entsorgungs- und Service GmbH (FES)
Intervenient: DSM Deutsche Städte Medien GmbH
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal ligebehandlingsprincippet, der også kommer til udtryk i artikel 12, 43 og 48 EF, og det fællesskabsretlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet fortolkes således, at de for offentlige myndigheder heraf udledte gennemsigtighedsforpligtelser, om at sikre tildelingen af tjenesteydelseskoncessioner en passende grad af offentlighed, der gør det muligt at åbne koncessionen på tjenesteydelser for konkurrence og at efterprøve, at udbudsproceduren gennemføres upartisk (jf. Domstolens domme af 7.12.2000, sag C-324/98, Telaustria, præmis 60-62, af 21.7.2005, sag C-231/03, Coname, præmis 17-22, af 13.10.2005, sag C-458/03, Parking Brixen, præmis 46-50, af 6.4.2006, sag C-410/04, ANAV, præmis 21, og af 13.9.2007, sag C-260/04, Kommissionen mod Italien, præmis 24), påbyder den nationale ret at sikre den fravalgte bydende en ret til at kræve, at en forestående tilsidesættelse af disse forpligtelser undlades og/eller til at kræve, at fortsættelsen af en sådan tilsidesættelse undlades?
2)
Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende: Er de nævnte gennemsigtighedsforpligtelser da omfattet af De Europæiske Fællesskabers sædvaneret i den forstand, at de allerede vedvarende og fast, regelmæssigt og generelt efterleves og anerkendes af de involverede parter som bindende standard?
3)
Påbyder de under spørgsmål 1 nævnte gennemsigtighedsforpligtelser også ved en planlagt ændring af en kontrakt om tjenesteydelseskoncessioner — herunder udskiftningen af en underentreprenør, der blev fremhævet ved præsentationen af buddet — på ny at åbne forhandlingerne herom for konkurrence med en passende grad af offentlighed, henholdsvis efter hvilke kriterier er en sådan åbning påkrævet?
4)
Skal de i spørgsmål 1 nævnte principper og gennemsigtighedsforpligtelser fortolkes således, at i sager med tjenesteydelseskoncessioner, hvor der konstateres en tilsidesættelse af en forpligtelse, skal en kontrakt, der er indgået som følge af denne tilsidesættelse, og som har til formål at skabe eller ændre et løbende kontraktforhold, opsiges?
5)
Skal de i spørgsmål 1 nævnte principper og gennemsigtighedsforpligtelser og artikel 86, stk. 1, EF i givet fald på grundlag af artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 2, stk. 2, i gennemskuelighedsdirektiv 80/723/EØF og artikel 1, stk. 9, i samordningsdirektiv 2004/18/EF fortolkes således, at en virksomhed som offentlig virksomhed (1), henholdsvis som ordregivende myndighed er underlagt disse gennemsigtighedsforpligtelser (2), når
—
den er oprettet af en lokal myndighed med henblik på affaldsbortskaffelse og gaderengøring, men også er aktiv på det frie marked,
—
denne myndighed ejer 51 % af aktierne, men selskabsbeslutninger kun kan træffes med tre fjerdeles flertal,
—
den kun har en fjerdedel af virksomhedens bestyrelsesmedlemmer, herunder bestyrelsesformanden, og
—
mere end halvdelen af virksomhedens omsætning beror på gensidigt bebyrdende kontrakter om affaldsbortskaffelse og gaderengøring på denne myndigheds område, hvorved udgifterne hertil genfinansieres ved kommunale afgifter fra borgerne?
(1) EFT L, s. 35 Kommissionens direktiv 2000/52/EF af 26.7.2000 om ændring af direktiv 80/723/EØF om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder (EFT L 193, s. 75).
(2) EFT L 134, s. 114.
Full & Egal Universal Law Academy