7.6.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 142/17
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank van eerste aanleg te Brugge (Belgien) den 31. marts 2008 — C. Cloet og J. Cloet mod Westvlaamse Intercommunale voor Economische Expansie, Huisvestingsbeleid en Technische Bijstand CVBA (WVI)
(Sag C-129/08)
(2008/C 142/27)
Processprog: nederlandsk
Den forelæggende ret
Rechtbank van eerste aanleg te Brugge
Parter i hovedsagen
Sagsøger: C. Cloet og C. Cloet
Sagsøgt: Westvlaamse Intercommunale voor Economische Expansie, Huisvestingsbeleid en Technische Bijstand CVBA (WVI)
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal en økonomisk fordel, som ydes til NV Metafox af Vlaamse Gewest/de Vlaamse Gemeenschap gennem et decentraliseret forvaltningsorgan, WVI, i form af en præferencepris for anskaffelse af en industrigrund på 18 274 kvadratmeter, som WVI har gennemført for et i salgsdokumentet angivet beløb på 294 394,14 EUR »pro fisco« [deklaration til skattemyndighederne] vedrørende en faktisk betalt købspris på 91 720,60 EUR, betragtes som forenelig med fællesmarkedet, når kostprisen for køb af en tilsvarende industri- og erhvervsgrund under normale omstændigheder og på grundlag af gennemsnitsprisen på industri- og erhvervsgrunde beliggende i området udgør 1 007 926,40 EUR?
2)
Yder Vlaamse Gewest/de Vlaamse Gemeenschap gennem WVI ikke indirekte støtte til NV Metafox ved en foranstaltning, der indebærer ekspropriation og efterfølgende salg til NV Metafox (i praksis ved den af NV Metafox betalte præferencepris på 91 720,60 EUR), ved direkte at bibringe NV Metafox en økonomisk fordel (dvs. forskellen mellem den betalte pris og den i salgsdokumentet deklarerede »pro fisco« pris), eftersom den begunstigede virksomhed, NV Metafox, ikke ville kunne have anskaffet denne grund på normale markedsvilkår (1 007 926,40 EUR) og heller ikke for den »pro fisco« fastsatte salgspris (294 394,14 EUR)?
Skal WVI's foranstaltning (i praksis ved salget af en industrigrund til den faktisk betalte præferencepris) kvalificeres som en økonomisk fordel, der er i strid med artikel 87, stk. 1, EF?
3)
Skal en sådan foranstaltning og den økonomiske fordel, som Vlaamse Gewest/de Vlaamse Gemeenschap har ydet, anmeldes til Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i henhold til artikel 88, stk. 3, EF?
Full & Egal Universal Law Academy