5.7.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 171/13
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tallinna Halduskohus (Estland) den 7. april 2008 — Rakvere Lihakombinaat AS mod Põllumajandusministeerium, Maksu- ja Tolliameti Ida maksu- ja tollikeskus
(Sag C-140/08)
(2008/C 171/23)
Processprog: estisk
Den forelæggende ret
Tallinna Halduskohus
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Rakvere Lihakombinaat AS
Sagsøgt: Põllumajandusministeerium, Maksu- ja Tolliameti Ida maksu- ja tollikeskus
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal frosset, maskinsepareret kød, som er fremkommet ved maskinel udbening af høns (maskinsepareret kød er første gang defineret i punkt 1.14 i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 af 29.4.2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer (1)), pr. 1. maj henføres under KN-kode 0207 14 10 eller KN-kode 0207 14 99 i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (2)?
2)
Såfremt den i spørgsmål 1.1 beskrevne vare skal henføres under KN-kode 0207 14 10, forelægges følgende præjudicielle spørgsmål:
2.1)
Er artikel 4, stk. 1 og 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1972/2003 (3) til hinder for, at størrelsen af en markedsaktørs overskudslager fastsættes således, at det gennemsnitlige lager pr. 1. maj i de sidste — højest — fire aktivitetsår, som går forud for 1. maj 2004, multipliceret med 1,2 (som overskudslager) automatisk fratrækkes overskudslagret?
I bekræftende fald ville det da forholde sig anderledes, såfremt størrelsen af overførselslagret og overskudslagret kunne fastsættes under hensyntagen til en vækst i markedsaktørens produktions-, forarbejdnings- eller salgsmængde, den tid det tager landbrugsprodukter at modne færdig, tidspunktet, hvor lagrene blev opbygget, eller andre forhold, som er uafhængige af markedsaktøren?
2.2)
Er opkrævningen af afgift på overskudslagre i overensstemmelse med formålet i Kommissionens forordning (EF) nr. 1972/2003, såfremt det fastslås, at markedsaktøren havde et overskudslager den 1. maj 2004, men han godtgør, at han ved afsætningen af overskudslagret efter den 1. maj 2004 ikke har opnået konkrete fordele i form af en prisforskel?
(1) EUT L 139, s. 55.
(2) EFT L 256, s. 1.
(3) Kommissionens forordning (EF) nr. 1972/2003 af 10.11.2003 om overgangsforanstaltninger for samhandelen med landbrugsprodukter som følge af Tjekkiets, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelse (EUT L 293, s. 3).
Full & Egal Universal Law Academy