7.6.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 142/19
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Symvoulio tis Epikratias (Grækenland) den 9. april 2008 — Club Hotel Loutraki E.A., Athinaiki Techniki A.E. og Evangelos Marinakis mod Ethniko Symvoulio Radiotileorasis og Statsministeriet
(Sag C-145/08)
(2008/C 142/30)
Processprog: græsk
Den forelæggende ret
Symvoulio tis Epikratias
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Club Hotel Loutraki E.A., Athinaiki Techniki A.E. og Evangelos Marinakis
Sagsøgt: Ethniko Symvoulio Radiotileorasis og Statsministeriet
Procesdeltagere: Athens Resort Casino Anonymi Etairia, Elliniki Technodomiki TEV AE, Hyatt Regency Xenodochiaki kai Touristiki (Ellas) AE og Leonidas Bombolas.
Præjudicielle spørgsmål
1)
Udgør en kontrakt, hvormed den sagsøgte myndighed overlader en koncessionshaver driften af et kasino, gennemførelsen af en udviklingsplan i form af en forbedring af kasinoets lokaler og en erhvervsmæssig udnyttelse af mulighederne i tilladelsen til at drive dette kasino, og hvori der er fastsat en betingelse, hvorefter den sagsøgte myndighed betaler koncessionshaveren en kompensation, såfremt der i det område, hvor det omtvistede kasino er beliggende, lovligt etableres et andet kasino, en koncessionskontrakt om tjenesteydelser, som ikke er reguleret i direktiv 92/50/EØF?
2)
Såfremt første præjudicielle spørgsmål besvares benægtende, er den sag, som anlægges af deltagerne i et udbud af en blandet offentlig kontrakt, hvori også indgår levering af tjenesteydelser, omfattet af bilag I B til Rådets direktiv 92/50/EØF af 18. juni 1992 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler (EFT L 209), og hvori det gøres gældende, at der er sket tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af budgiverne (som er knæsat i direktivets artikel 3, stk. 2), da omfattet af anvendelsesområdet for Rådets direktiv 89/665/EØF af 21. december 1989 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter (EFT L 395), eller er denne anvendelse udelukket, eftersom kun artikel 14 og 16 i direktiv 92/50/EØF finder anvendelse på udbuddet af ovennævnte tjenesteydelseskontrakt, jf. direktivets artikel 9?
3)
Såfremt andet præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende: Eftersom det må antages, at en national bestemmelse, hvorefter kun samtlige medlemmer af et konsortium uden egen status som juridisk person, som uden held har deltaget i et offentligt udbud, kan anlægge sag til prøvelse af tilslaget, og ikke de enkelte medlemmer, i princippet ikke er i strid med fællesskabsretten, navnlig bestemmelserne i direktiv 89/665/EØF, også når sagen oprindeligt blev anlagt af alle medlemmer af konsortiet i fællesskab, men i sidste ende måtte afvises for så vidt angår en del af disse, er det da nødvendigt ved anvendelsen af disse direktiver inden afvisning at undersøge, om de enkelte medlemmer af et konsortium herefter bevarer retten til at anlægge sag ved en anden national domstol med påstand om kompensation, som eventuelt er fastsat i en bestemmelse i national ret?
4)
Såfremt det i fast, national retspraksis blev antaget, at også enkelte medlemmer af et konsortium gyldigt kan anlægge sag til prøvelse af en afgørelse truffet i forbindelse med udbud, er det da i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 89/665/EØF fortolket i lyset af EMK's artikel 6 som et almindeligt fællesskabsretligt princip, at en sag afvises som følge af en ændring af fast retspraksis, uden at sagsøgeren forinden hverken gives mulighed for at afhjælpe den pågældende mangel eller under alle omstændigheder mulighed for i henhold til kontradiktionsprincippet at fremsætte bemærkninger hertil?
Full & Egal Universal Law Academy