19.7.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 183/10
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hof van Beroep te Antwerpen (Belgien) den 18. april 2008 — Internationaal Verhuis- en Transportbedrijf Jan de Lely mod Belgische Staat
(Sag C-161/08)
(2008/C 183/19)
Processprog: nederlandsk
Den forelæggende ret
Hof van Beroep te Antwerpen (Belgien)
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Internationaal Verhuis- en Transportbedrijf Jan de Lely
Sagsøgt: Belgische Staat
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal artikel 2, stk. 1, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1593/91 (1) af 12. juni 1991, sammenholdt med artikel 11, stk. 1, i toldkonvention af 14. november 1975 om international godstransport på grundlag af TIR-carneter (TIR-konventionen), fortolkes således, at den i TIR-konventionens artikel 11, stk. 1, fastsatte præklusive frist kun gælder til fordel for den garanterende organisation og ikke til fordel for indehaveren af carnetet, at overskridelse af fristen på et år fra afgivelsen af TIR-carnetet med hensyn til indehaveren af carnetet har indflydelse på, om toldskylden, punktafgifterne og de særlige forbrugsafgifter kan opkræves, og på indehaverens hæftelse, og at overskridelsen af fristen på et år bringer de kompetente toldmyndigheders ret til at opkræve skylden til ophør?
2)
Skal artikel 2, stk. 2 og 3, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1593/91 af 12. juni 1991, sammenholdt med artikel 11, stk. 1 og 2, i toldkonvention af 14. november 1975 om international godstransport på grundlag af TIR-carneter (TIR-konventionen), fortolkes således, at den heri fastsatte frist kun gælder for fremlæggelse af bevis for forskriftsmæssigheden af forsendelsen, men ikke for fremlæggelse af bevis for stedet, hvor overtrædelsen eller uregelmæssigheden er begået?
3)
Skal artikel 2, stk. 2 og 3, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1593/91 af 12. juni 1991, sammenholdt med artikel 11, stk. 1 og 2, i toldkonvention af 14. november 1975 om international godstransport på grundlag af TIR-carneter (TIR-konventionen), for så vidt som den heri fastsatte frist også gælder for fremlæggelse af bevis for stedet, hvor overtrædelsen eller uregelmæssigheden er begået, fortolkes således, at denne frist ikke er en præklusiv frist, og at indehaveren af carnetet indtil videre også kan fremlægge dette bevis efter udløbet af denne frist?
(1) Kommissionens forordning (EØF) nr. 1593/91 af 12.6.1991 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 719/91 om benyttelse inden for Fællesskabet af TIR- og ATA-carneter som forsendelsesdokumenter (EFT L 148, s. 11).
Full & Egal Universal Law Academy