2.8.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 197/12
Sag anlagt den 20. maj 2008 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Spanien
(Sag C-211/08)
(2008/C 197/19)
Processprog: spansk
Parter
Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved E. Traversa og R. Vidal Puig, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Kongeriget Spanien
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktatens artikel 49, ved at nægte de af det spanske nationale sundhedssystem forsikrede refusion af udgifter til lægebehandling afholdt af disse i en anden medlemsstat i tilfælde af hospitalsbehandling modtaget i overensstemmelse med artikel 22, stk. 1, litra a), nr. i), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (1) (herefter »forordning nr. 1408/71«), i det omfang refusionsniveauet, der finder anvendelse i medlemsstaten for så vidt angår nævnte behandling, er lavere end fastsat i den spanske lovgivning.
—
Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
1.
Det er fastlagt i den spanske lovgivning vedrørende social sikring, at de hospitalsydelser, der er dækket af det nationale sundhedssystem, skal dækkes af systemet, undtagen i meget særlige tilfælde af »akut, livsvigtig lægebehandling«. Som en følge heraf, kan de spanske myndigheder, når en af det spanske nationale sundhedssystem forsikret opholder sig midlertidigt i en anden medlemsstat og under nævnte ophold modtager hospitalsbehandling, der ud fra et lægeligt synspunkt er nødvendig, i overensstemmelse med artikel 22, stk. 1, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71, ikke refundere udgifterne hertil.
2.
Når det refusionsniveau for hospitalsudgifter, der ifølge den anden medlemsstats regler skal finde anvendelse, er mindre favorabelt end fastsat i den spanske lovgivning, kan de spanske myndigheders afslag på at refundere forskellen føre til, at de af det spanske nationale sundhedssystem forsikrede afskrækkes fra at opholde sig i nævnte medlemsstat med det formål at modtage ikke-medicinske ydelser (f.eks. tjenesteydelser i forbindelse med uddannelse og turisme), eller for så vidt angår forsikrede, der allerede opholder sig i udlandet, kan de foranlediges til at rejse tilbage med det formål at modtage gratis hospitalsbehandling i Spanien. Således kan de omtvistede spanske regler begrænse såvel ydelsen af visse bestemte medicinske tjenesteydelser, der som udgangspunkt motiverer en forsikret til midlertidigt ophold i en anden medlemsstat, som ydelsen af de efterfølgende medicinske tjenesteydelser i denne medlemsstat, i henhold til artikel 22, stk. 1, litra a), nr. i), i forordning 1408/71.
3.
De nævnte begrænsninger for den frie udveksling af tjenesteydelser er ikke berettigede i henhold til traktaten. Navnlig har de spanske myndigheder ikke godtgjort, at nævnte begrænsninger var nødvendige for at undgå alvorlig skade på den finansielle balance i det spanske nationale sundhedssystem. Det må derfor konkluderes, at den omtvistede regel er i strid med artikel 49 EF.
(1) EFT 1971 II, s. 366.
Full & Egal Universal Law Academy