15.8.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 209/29
Sag anlagt den 3. juni 2008 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Republikken Finland
(Sag C-246/08)
(2008/C 209/43)
Processprog: finsk
Parter
Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved P. Aalto og D. Triantafyllou, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Republikken Finland
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Republikken Finland ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til artikel 2, stk. 1, samt artikel 4, stk. 1, 2 og 5, i sjette momsdirektiv 77/388/EØF (1), idet den ikke har pålagt juridisk rådgivning, der delvist mod vederlag ydes af statslige retshjælpskontorer (hvis medarbejdere fungerer som offentlige retshjælpsadvokater) i henhold til lovgivningen om retshjælp, merværdiafgift, mens sådanne tjenesteydelser er merværdiafgiftspligtige, hvis de leveres af private udbydere.
—
Republikken Finland tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Personer, der i Finland modtager retshjælp, kan i retssager vælge mellem bistand fra en offentlig retshjælpsadvokat og fra en privat udbyder. I sådanne sager er tjenesteydelser, der præsteres delvist mod vederlag af en offentlig retshjælpsadvokat, fritaget for merværdiafgift, mens der opkræves merværdiafgift af tjenesteydelser, som en privat udbyder præsterer delvist mod vederlag. Efter Kommissionens opfattelse er der i det foreliggende tilfælde tale om en forskellig merværdiafgiftsmæssig behandling af tjenesteydelser, der er de samme, hvilket indvirker på Fællesskabets egne indtægter.
De tjenesteydelser, som leveres af statslige retshjælpskontorer i forbindelse med retssager, er ikke omfattet af anvendelsesområdet for sjette momsdirektivs artikel 4, stk. 5, første afsnit. De omhandlede tjenesteydelser er entydigt fritaget for merværdiafgift, hvis de leveres gratis. Men hvis modtageren af retshjælp betaler for den, kan de statslige retshjælpskontorer ikke gøre krav på fritagelse for merværdiafgift for deres vedkommende.
I henhold til sjette momsdirektivs artikel 4, stk. 5, andet afsnit, skal offentligretlige organer anses for afgiftspligtige personer for så vidt angår virksomhed, de udøver, såfremt en anden behandling ville føre til konkurrencefordrejning af en vis betydning. Også i det foreliggende tilfælde skal det lægges til grund, at de statslige retshjælpskontorer udøver sådan virksomhed; Kommissionen er af den opfattelse, at en behandling af disse som ikke-afgiftspligtige her ville føre til konkurrencefordrejning af en vis betydning. Af denne grund skal de anses for merværdiafgiftspligtige personer.
(1) EFT L 145, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy