15.8.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 209/30
Sag anlagt den 10. juni 2008 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Italienske Republik
(Sag C-249/08)
(2008/C 209/45)
Processprog: italiensk
Parter
Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved K. Banks og C. Cattabriga, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Den Italienske Republik
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2241/87 (1) af 23. juli 1987 om fastsættelse af visse foranstaltninger til kontrol af fiskeri, og artikel 2, stk. 1, samt artikel 31, stk. 1 og 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 2847/93 (2) af 12. oktober 1993 om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik, idet den har undladt på tilfredsstillende vis at kontrollere, inspicere og overvåge udøvelse af fiskeri på sit område og i de farvande, der hører under dens højhedsområde eller jurisdiktion, navnlig for så vidt angår iagttagelsen af de bestemmelser, som regulerer opbevaring om bord og anvendelse af drivgarn, og
—
idet den ikke i tilstrækkeligt omfang har sørget for, at der træffes passende foranstaltninger over for de personer, som er ansvarlige for overtrædelser af fællesskabsforskrifterne om opbevaring om bord og anvendelse af drivgarn, navnlig for så vidt angår præventivt virkende sanktioner over for nævnte personer.
—
Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
1.
Siden indførslen i 1992 er forbuddet mod opbevaring om bord og anvendelse af drivgarn, hvis længde er større end 2,5 km, og siden 2001, uanset længde, systematisk og i vidt omfang blevet tilsidesat af den italienske fiskerflåde.
2.
Ifølge Kommissionen skyldes de omfattende og alvorlige overtrædelser det italienske kontrolsystems ineffektivitet for så vidt angår iagttagelsen af dette forbud og den utilstrækkelige strenghed af de sanktioner, som er foreskrevet i den italienske lovgivning for overtrædelse heraf.
3.
Kommissionen har i denne forbindelse påpeget, at kontrollen med anvendelsen af drivgarn udføres af et flertal af indbyrdes konkurrerende aktører, at denne opgave har lavere prioritet end de andre opgaver, som er blevet tildelt disse aktører, og at koordineringen heraf er uhensigtsmæssig. Manglen på menneskelige ressourcer og på den tid og de hjælpemidler, der er påkrævet, er således til hinder for en effektiv kontrol.
4.
Derudover savnes der en hensigtsmæssig strategisk planlægning og programmering af kontrollen med anvendelsen af drivgarn. Kommissionen har i denne henseende bemærket, at kontrolvirksomheden bør tage hensyn til specifikke risikofaktorer og udføres på baggrund af en fuldstændig, integreret og rationel strategi. Derudover bør kontrolvirksomheden hovedsageligt være koncentreret omkring visse perioder af året og rettet imod visse særskilte regioner og kontrolområder. De italienske myndigheder har imidlertid ikke vedtaget nogen foranstaltninger i denne henseende.
5.
De myndigheder, som har ansvaret for kontrollen med drivgarnsfiskeriet, har desuden ikke tilgang til de oplysninger om fiskefartøjernes position, som indsamles gennem det satellitbaserede fartøjsovervågningssystem (VMS), der er foreskrevet i artikel 3 i forordning nr. 2847/93. Det fremgår i øvrigt af en undersøgelse, som Kommissionen har foretaget, at et relativt stort antal fiskefartøjer endnu ikke er forsynet med sådanne satellitsporingsanordninger, der er nødvendige, for at VMS-systemet kan fungere. Den indsamling og datamatisering af logbøger, landingsopgørelser og salgsnotaer, som er foreskrevet i forordning nr. 2847/93, og så meget mere sammenholdelsen heraf med de oplysninger, som er indsamlet gennem VMS-systemet, er langtfra effektiv.
6.
De italienske myndigheders kontrol af anvendelsen af drivgarn er således utilstrækkelig. Det samme gælder sanktionerne for overtrædelser af de fællesskabsretlige bestemmelser vedrørende opbevaring om bord og anvendelse af drivgarn.
7.
Kommissionen har i denne forbindelse for det første gjort gældende, at i modsætning til hvad der er fastsat i artikel 9a i forordning nr. 3094/86 (3) og i de bestemmelser, der efterfølgende har gentaget og udvidet indholdet af disse bestemmelser, forbyder den gældende italienske lovgivning om sanktioner kun anvendelsen eller forsøg på anvendelse af drivgarn, men ikke den blotte opbevarelse heraf om bord.
8.
Når der for det andet konstateres, at der er sket en overtrædelse af forbuddet mod anvendelsen af drivgarn, informerer de lokale kontrolmyndigheder ikke altid de kompetente myndigheder, hvilket oftest skyldes social pression. Under alle omstændigheder bliver der ikke fulgt op på disse oplysninger, og der pålægges ikke nogen sanktioner. Antallet og størrelsen af de pålagte sanktioner er ufatteligt lavt.
9.
Kommissionen har følgelig gjort gældende, at det med tydelighed er bevist, at den kontrol- og sanktionsordning, som er indført i Italien med henblik på at sikre overholdelsen af de fællesskabsretlige bestemmelser om drivgarn, er utilstrækkelig til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, som medlemsstaterne pålægges ved artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 2241/84 og artikel 2, stk. 1, samt artikel 31, stk. 1 og 2, i forordning nr. 2847/93.
(1) EFT L 207, s. 1.
(2) EFT L 261, s. 1.
(3) Rådets forordning (EØF) nr. 3094/86 af 7.10.1986 om fastlæggelse af tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne, EFT L 288, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy