13.9.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 236/6
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale Amministrativo Regionale per la Lombardia (Italien) den 19. juni 2008 — Federutility m.fl. mod Autorita' per l'energia elettrica e il gas
(Sag C-265/08)
(2008/C 236/09)
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Tribunale Amministrativo Regionale per la Lombardia
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Federutility, Assogas, Libarna Gas spa, Collino Commercio spa, Sadori gas spa, Egea Commerciale, E.On Vendita srl og Sorgenia spa
Sagsøgt: Autorita' per l'energia elettrica e il gas
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/55/EF (1) af 26. juni 2003, som indeholder regler om liberalisering af gasmarkedet, i overensstemmelse med EF-traktatens principper fortolkes således, at en national retsforskrift (og de hertil udstedte gennemførelsesbestemmelser) — som også efter den 1. juli 2007 giver den nationale, regulerende myndighed beføjelse til at fastsætte referencepriser for levering af naturgas til privatkunder (en ubestemt kategori, som ikke er defineret i referenceangivelserne, og som ikke i sig selv indebærer, at der foreligger særlige situationer med sociale og økonomiske vanskeligheder, der kan begrunde en fastsættelse af de nævnte referencepriser), som distributions- eller salgsvirksomhederne er forpligtet til at optage i deres egne salgstilbud som led i deres offentlige serviceforpligtelser — er i strid med denne bestemmelse og Fællesskabets principper?
2)
Eller skal denne bestemmelse (nævnte artikel 23) fortolkes således i sammenhæng med artikel 3 i direktiv 2003/55/EF (hvorefter medlemsstaterne i den almindelige økonomiske interesse kan pålægge selskaber, der opererer inden for gassektoren, offentlige serviceforpligtelser, som efter omstændighederne kan omfatte leveringsprisen), at en national retsforskrift — som under hensyn til den særlige markedssituation, der er kendetegnet ved, at der stadig ikke findes nogen »effektiv konkurrence«, i det mindste ikke i engrosleddet, tillader, at referenceprisen på naturgas fastsættes administrativt og skal angives i de salgstilbud, som den enkelte sælger fremsætter over for sine privatkunder som led i sine offentlige serviceforpligtelser, selv om alle kunder skal anses for »frie« — ikke er i strid med de nævnte fællesskabsbestemmelser?
(1) EFT L 176, s. 57.
Full & Egal Universal Law Academy