30.8.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 223/27
Sag anlagt den 24. juni 2008 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Forbundsrepublikken Tyskland
(Sag C-271/08)
(2008/C 223/43)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved G. Wilms og D. Kukovec, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland frem til den 31. januar 2006 har tilsidesat artikel 8, sammenholdt med afsnit III-IV, i direktiv 92/50/EØF (1) og siden 1. februar 2006 har tilsidesat artikel 20, sammenholdt med artikel 23-55, i direktiv 2004/18/EF (2), idet kommunale myndigheder og virksomheder med mere end 1 218 ansatte har indgået tjenesteydelsesaftaler vedrørende arbejdsmarkedspensioner med de i § 6 i TV-EUmw/VKA nævnte institutioner og virksomheder uden afholdelse af en udbudsprocedure inden for hele Fællesskabet.
—
Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
I Tyskland kan arbejdstagere kræve af deres arbejdsgivere, at der af deres kommende løntilgodehavende anvendes op til 4 % af den gældende øvre bidragsgrænse i den almindelige pensionsforsikring gennem pensionsbidrag til deres arbejdsmarkedspension. Efter den kollektive overenskomst om pensionsbidrag for kommunalt ansatte arbejdstagere (herefter »overenskomsten«) påhviler effektueringen af pensionsbidraget de kommunale myndigheder/virksomheder. Pensionsbidraget skal effektueres ved offentlige supplerende pensionsordninger, henholdsvis af virksomheder i Sparkassen-Finanzgruppe eller af kommunale forsikringsselskaber. Som regel indgik de kommunale myndigheder/virksomheder gruppeforsikringsaftaler for alle deres medarbejdere, hvormed der blev aftalt en pensionsbidragsordning med de ovennævnte institutioner.
Ifølge Kommissionens oplysninger indgik de kommunale myndigheder/virksomheder disse aftaler om tjenesteydelser om arbejdsmarkedspensioner direkte med de i overenskomsten anførte institutioner og virksomheder uden afholdelse af en udbudsprocedure inden for hele Fællesskabet.
Tjenesteydelser vedrørende arbejdsmarkedspensioner er omfattet af bilag I A, kategori 6, i direktiv 92/50/EØF og siden den 1. februar 2006 af bilag II, del A, i direktiv 2004/18/EF. Det drejer sig om tjenesteydelser vedrørende forsikrings- og pensionsfonde, som ikke henregnes til de lovmæssige sociale forsikringer. Følgelig drejer det sig ved de omhandlede aftaler indgået af kommunale myndigheder, altså af ordregivende myndigheder, om skriftligt indgåede, gensidigt bebyrdende, offentlige aftaler, som omhandlet i de nævnte direktiver. Endvidere fremgår det af retspraksis, at artikel 1, litra a), i direktiv 92/50/EØF ikke sondrer mellem aftaler, som en ordregivende myndighed indgår for at opfylde sine opgaver af almen interesse, og aftaler, som ikke har sammenhæng med sådanne opgaver. Domstolen har derfor afvist konceptet om funktionel stilling som ordregivende myndighed. De tyske myndigheders indvending om, at de kommunale myndigheder/virksomheder i forbindelse med arbejdsmarkedspensioner ikke fungerer som ordregivende myndighed i henhold til reglerne om udbud, kan således ikke tiltrædes.
Det er endvidere Kommissionens opfattelse, at de omhandlede aftaler i betydeligt omfang overskrider de relevante tærskelværdier. I modsætning til sagsøgtes opfattelse er der ikke tale om, at hver enkelt aftale skal lægges til grund for denne beregning. Det afgørende er derimod rammeaftalens varighed, da det ikke er de enkelte aftaler mellem arbejdstageren og arbejdsgiverens, som er genstand for aftaleindgåelsen i den forstand, hvori udtrykket anvendes i de fællesskabsretlige udbudsregler. Den værdi af en rammeaftale, der skal tages i betragtning, er således lig med den skønsmæssige samlede værdi uden moms af alle aftaler, som er planlagt indenfor rammeaftalens samlede løbetid. Efter Kommissionens beregninger overstiger mindst 110 byer i Forbundsrepublikken Tyskland tærskelværdien.
Kommunale myndigheder og virksomheder skulle derfor ikke have indgået tjenesteydelseskontrakter om arbejdsmarkedspension direkte med de i overenskomsten nævnte institutioner og virksomheder, men derimod efter afholdelse af en udbudsprocedure inden for hele Fællesskabet. Den omstændighed, at den fortsatte udbetaling af løn er reguleret i en overenskomst, kan ikke ændre ved denne vurdering. For det første lægges det i Domstolens praksis entydigt til grund, at der ikke består et generelt forbehold for aftalefrihed på arbejdsmarkedet i fællesskabsretten, og for det andet finder Kommissionen ikke, at den i den tyske Grundgesezt forankrede aftalefrihed på arbejdsmarkedet skulle blive uretmæssigt indskrænket gennem opfyldelsen af de lovmæssige forpligtelser til at afholde udbud, som påhviler ordregivende myndigheder.
(1) EFT L 209, s. 1.
(2) EUT L 134, s. 114.
Full & Egal Universal Law Academy