30.8.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 223/28
Sag anlagt den 24. juni 2008 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Forbundsrepublikken Tyskland
(Sag C-275/08)
(2008/C 223/44)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved G. Wilms og D. Kukovec, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 6 sammenholdt med artikel 9 i Rådets direktiv 93/36/EØF af 14. juni 1993 (1), idet Datacentralen Baden-Württemberg har indgået en offentlig kontrakt om køb og vedligeholdelse af et softwareprogram uden afholdelse af en udbudsprocedure inden for hele Fællesskabet.
—
Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Dette søgsmål omhandler indgåelsen af en aftale mellem Datacentralen Baden-Württemberg og Instituttet for databehandling i Bayern (AKDB) om indkøb af et softwareprogram til brug for indregistreringen af køretøjer. Den omhandlede afgørelse om aftaleindgåelse blev truffet i udbud efter forhandling uden offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse, og der blev udelukkende forhandlet med AKDB.
Efter Kommissionens opfattelse er den omstændighed, at aftalen i Tyskland allerede har været genstand for en klageprocedure i henhold til direktiv 89/665/EØF, uden betydning for konstateringen af et traktatbrud, eftersom der består grundlæggende forskelle mellem en klageprocedure for en national ret og en traktatbrudssag i henhold til EF-traktatens artikel 226, både med hensyn til det forfulgte formål og med hensyn til parterne og afviklingen af proceduren.
Den omhandlede aftale er en offentlig indkøbsaftale i henhold til artikel 1, litra a), i direktiv 93/36/EØF. Værdien af aftalen beløber sig efter Kommissionens oplysninger til ca. 1 mio. EUR og overstiger dermed direktivets tærskelværdi betydeligt. Datacentralen er en offentligretlig juridisk person, der er oprettet med det særlige formål af almen interesse at koordinere og fremme den elektroniske databehandling i den offentlige forvaltning. Endvidere er instituttet overvejende kontrolleret af Land Baden-Württemberg, der udpeger mere end halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne. Instituttet er dermed en ordregivende myndighed i henhold til artikel 1, litra b), i direktiv 93/36/EØF, der er forpligtet til at indgå aftaler på direktivets anvendelsesområde under overholdelse af de i direktivet fastsatte procedurer. Den omstændighed, at datacentralerne i lighed med AKDB er offentligretlige juridiske personer er uden betydning for anvendelsen af direktiv 93/36/EØF.
Efter Kommissionens oplysninger foreligger der ikke omstændigheder, der kan begrunde, at der kan indgås en aftale under hånden i form af et udbud efter forhandling uden forudgående udbudsbekendtgørelse. Efter Domstolens praksis har udbud efter forhandling karakter af en undtagelse og må kun finde anvendelse i »særlige, nøjagtigt fastlagte« tilfælde. Det er medlemsstaten, der har bevisbyrden for, at der foreligger ekstraordinære omstændigheder, som medlemsstaten ønsker at påberåbe sig. Da medlemsstaten i det foreliggende tilfælde ikke har løftet denne bevisbyrde, må Kommissionen komme til det resultat, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat artikel 6, sammenholdt med artikel 9, i direktiv 93/36/EØF om samordning af fremgangsmåderne ved offentlige indkøb ved at indgå den omhandlede aftale uden afholdelse af en udbudsprocedure inden for hele Fællesskabet.
(1) EFT L 199, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy