27.9.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 247/7
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 4. juli 2008 — CoNISMa (Consorzio Nazionale Interuniversitario per le Scienze del Mare) mod Regione Marche
(Sag C-305/08)
(2008/C 247/11)
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Consiglio di Stato
Parter i hovedsagen
Sagsøger: CoNISMa (Consorzio Nazionale Interuniversitario per le Scienze del Mare)
Sagsøgt: Regione Marche
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal bestemmelserne i direktiv 2004/18 (1) — om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter — som angivet i afsnit 1 fortolkes således, at et konsortium bestående af udelukkende italienske universiteter og statslige myndigheder i de i afsnit 8 nævnte former ikke må deltage i et udbud af tjenesteydelser som geofysiske prøveudtagninger og prøveudtagninger til havs?
2)
Er bestemmelserne i den italienske lovgivning, nemlig artikel 3, stk. 22 og 19, og artikel 34 i kodeksen om offentlige aftaler, jf. lovdekret nr. 163/2006, hvorefter henholdsvis »begrebet »økonomisk aktør« omfatter entreprenører, leverandører og tjenesteydere eller en sammenslutning eller konsortium af disse« og »begreberne »entreprenør«, »leverandør« og »tjenesteyder« omfatter en fysisk eller juridisk person eller en enhed, der ikke er en juridisk person, herunder Gruppo europeo di interesse economico (GEIE) oprettet i henhold til lovdekret nr. 240 af 23. juli 1991, som »på markedet tilbyder« henholdsvis udførelsen af bygge- eller anlægsarbejder, levering af varer og leveringen af tjenesteydelser«, i strid med direktiv 2004/18, hvis lovgivningen fortolkes således, at deltagelsen i udbud begrænses til professionelle leverandører af disse aktiviteter, hvorved organer med andre forudgående formål end fortjeneste, nemlig forskning, udelukkes?
(1) EUT L 134, s. 114.
Full & Egal Universal Law Academy