25.10.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 272/7
Sag anlagt den 9. juli 2008 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Belgien
(Sag C-307/08)
(2008/C 272/09)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved J.-P. Keppenne og R. Lyal, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Kongeriget Belgien
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 56 EF og artikel 40 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, idet det ikke forhindrer dobbeltbeskatning af udbytte, som selskaber hjemmehørende i en anden medlemsstat eller i en EØS- eller EFTA-stat, udbetaler til fysiske personer.
—
Kongeriget Belgien tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Med søgsmålet har Kommissionen gjort gældende, at den belgiske skattelovgivning skaber en uberettiget restriktion for de frie kapitalbevægelser, for så vidt som den beskatter udbytte, der udbetales til fysiske personer af selskaber etableret i en anden medlemsstat eller en stat i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (»indgående« udbytte), på samme måde som udbytte, der udloddes af selskaber etableret i Belgien (»indenlandsk« udbytte), uden at tage hensyn til skat, som kildestaten har indeholdt ved kilden. En sådan lovgivning straffer grænseoverskridende kapitaltransaktioner, idet den afholder skattepligtige privatpersoner fra at investere i aktier i udenlandske selskaber, og er samtidig til hinder for, at selskaber hjemmehørende i andre medlemsstater kan anskaffe kapital i Belgien.
Full & Egal Universal Law Academy