6.12.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 313/13
Appel iværksat den 19. september 2008 af Knauf Gips KG til prøvelse af dom afsagt den 8. juli 2008 af Retten i Første Instans (Tredje Afdeling) i sag T-52/03, Knauf Gips KG mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
(Sag C-407/08 P)
(2008/C 313/19)
Processprog: tysk
Parter
Appellant: Knauf Gips KG (ved Rechtsanwälte M. Klusmann og S. Thomas)
Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Dommen af 8. juli 2008 afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Tredje Afdeling), i sag T-52/03 (Knauf Gips mod Kommissionen), ophæves i sin helhed.
—
Subsidiært, sagen hjemvises til Retten i Første Instans til fornyet afgørelse.
—
Mere subsidiært, den bøde, der er pålagt sagsøgeren i artikel 3 i den anfægtede kommissionsbeslutning af 27. november 2002, nedsættes med et passende beløb, dog mindst med 54,51 mio. EUR.
—
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellen af Rettens dom, hvorved Kommissionen blev frifundet i den af appellanten anlagte sag med påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2005/471/EF af 27. november 2002, støttes på følgende tre anbringender.
1.
Appellanten gør med det første anbringende gældende, at virksomhedens ret til forsvar blev tilsidesat, herunder princippet om retten til at blive hørt. Appellanten gør gældende, at Retten har set bort fra de principper, der gælder for betydningen af nægtelse af adgang til dokumenter til ugunst for en part og tilbageholdelse af bevismidler til gunst for en part. Appellanten gør med første del af dette anbringende gældende, at Kommissionens beslutning burde have været ophævet, eftersom Kommissionen ikke havde givet appellanten adgang til bevismidler til ugunst for appellanten, som efterfølgende var af afgørende betydning for Kommissionens beslutning. Med den anden del af det første anbringende gør appellanten gældende, at der ved den appellerede dom foreligger en selvstændig tilsidesættelse af appellantens ret til forsvar, fordi Kommissionens også retsstridigt forholdt appellanten bevismidler, der talte til fordel for appellanten, hvilket ligeledes burde have ført til ophævelse af beslutningen.
2.
Appellanten gør med sit andet anbringende gældende, at artikel 81, stk. 1, EF er tilsidesat ved elementære tilsidesættelser af bevisreglerne, særligt in dubio pro reo-princippet, samt tilsidesættelser af materiel ret, navnlig vedrørende omstændighederne ved den samordnede praksis, der førte til den retligt urigtige antagelse i den appellerede dom om, at artikel 81, stk. 1, EF var tilsidesat.
3.
Med det tredje anbringende anfører appellanten, at 10 %-grænsen i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17/62 ikke er respekteret. Appellanten gør gældende, at Retten med urette tilregnede omsætningen fra andre selskaber, som appellanten ikke kontrollerer, og som ikke kontrollerer appellanten, til appellantens omsætning. Appellanten anfører, at virksomheden ikke udgør en økonomisk enhed med disse andre selskaber.
Full & Egal Universal Law Academy