22.11.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 301/25
Appel iværksat den 22. september 2008 af Apple Computer, Inc. til prøvelse af dom afsagt af Retten i Første Instans (Tredje Afdeling) den 1. juli 2008 i sag T-328/05 — Apple Computer, Inc. mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)
(Sag C-416/08 P)
(2008/C 301/38)
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: Apple Computer, Inc. (ved solicitors M. Hart og N. Kearley)
Den anden part i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og TKS-Teknosoft SA
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Appellen antages til realitetsbehandling og appellanten gives medhold.
—
Dom afsagt den 1. juli 2008 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans i sag T-328/05 ophæves.
—
Sagen hjemvises til Retten i Første Instans.
—
Afgørelsen vedrørende sagsomkostningerne udsættes.
Anbringender og væsentligste argumenter
1.
Apple, Inc., (appellanten) har søgt om at få ordmærket »QUARTZ« registreret som EF-varemærke. Ansøgningen omfatter:
»Funktionalitet til edb-styresystemer, der er særligt beregnet til brug af softwareudviklere med henblik på at opnå en bedre og hurtigere gengivelse af digitale billeder i applikationsprogrammer, dog ikke til banksektoren« i klasse 9.
2.
TKS-Teknosoft S.A. (appelindstævnte) er den registrerede indehaver af EF-varemærkeregistreringen for figurmærket »QUARTZ« for bl.a.:
a)
»Programpakker til banksektoren« i klasse 9, og
b)
»Programmering, databehandling på computer, udvikling af software, bistand og rådgivning vedrørende edb, elektronisk databehandling, design og udvikling af software, licenser til software og edb-applikationer; alle disse tjenesteydelser i tilknytning til banksektoren« i klasse 42.
Appelindstævnte har rejst indsigelse mod registreringen af appellantens varemærke QUARTZ, fordi der ville være risiko for forveksling mellem de to varemærker. Retten i Første Instans var enig heri.
Appellanten gør gældende, at Retten i Første Instans begik følgende retlige fejl:
a)
Det er åbenbart, at varerne, for hvilke de to varemærker ville blive registreret og anvendt, er forskellige, og Retten i Første Instans tog ikke højde for disse relevante forskelle.
b)
I forhold til vurderingen af, om der forelå risiko for forveksling, foretog Retten i Første Instans ikke en korrekt identificering af den relevante »kundekreds«. Navnlig tillagde den ikke den omstændighed, at den relevante kundekreds logisk set må være softwarespecialister, som er ansat i eller præsterer tjenesteydelser for banksektoren, tilstrækkelig betydning.
c)
Retten i Første Instans anlagde derfor ikke en helhedsvurdering i overensstemmelse med de kriterier, De Europæiske Fællesskabers Domstol tidligere har opstillet herfor.
Full & Egal Universal Law Academy