10.1.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 6/10
Sag anlagt den 6. oktober 2008 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Forbundsrepublikken Tyskland
(Sag C-442/08)
(2009/C 6/17)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved A. Caeiros og B. Kotschy, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, 6, 9, 10 og 11 i Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89 af 29. maj 1989 om gennemførelse af afgørelse 88/376/EØF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (1) og i henhold til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (2),
—
idet den på trods af, at den havde modtaget en meddelelse om gensidig bistand, havde ladet en toldskyld blive forældet, og for sent overførte de herfor skyldige egne indtægter, og
—
idet den har nægtet at betale de forfaldne morarenter.
—
Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Inden for rammerne af den toldpræferencebehandling, der er fastsat i Europaaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og Ungarn, blev der fra 1994 indført lastbiler fra Ungarn til Tyskland. Ved meddelelse om gensidig bistand af 26. juni 1998 underrettede Kommissionens Enhed for Koordinering af Bedrageribekæmpelse (herefter »OLAF«) medlemsstaterne om, at de ungarske myndigheder efter at have afsluttet deres efterfølgende kontrol havde erklæret oprindelsescertifikaterne for 58 006 køretøjer (herunder 19 123 til Tyskland) for ugyldige. Ved skrivelse, som i sin engelske affattelse blev tilstillet de tyske myndigheder den 13. juli 1998 og i sin tyske oversættelse tilstillet den 18. august 1998, fremsendte OLAF de til denne meddelelse om gensidig bistand hørende bilag og tabeller, bl.a. også skrivelse af 26. maj 1998, hvorved de ungarske myndigheder underrettede OLAF om resultatet af deres efterfølgende kontrol og gjorde opmærksom på, at den ungarske producent ved en ungarsk domstol havde anlagt sag til prøvelse af de ungarske myndigheders beslutninger. Ved endnu en meddelelse om gensidig bistand af 27. oktober 1999 meddelte OLAF medlemsstaterne udfaldet af dette søgsmål. Den fornyede vurdering af oprindelsescertifikaterne, som havde været nødvendig i henhold til den ungarske domstols dom, havde ført til, at oprindelsescertifikaterne for 30 771 køretøjer fortsat var trukket tilbage som værende ugyldige.
Det fulgte af resultatet af en af Kommissionen anordnet tjenesterejse til Tyskland til kontrol af egne indtægter og af de tyske myndigheders oplysninger, at disse afgiftsbeløb svarende til 408 735,53 EUR for indførsel af lastbiler, hvis oprindelsescertifikater også efter den fornyede vurdering i henhold til den ungarske domstols dom fortsat var trukket tilbage, var blevet forældet. De egne indtægter, som skyldtes for denne forældelse af toldskyld, var ganske vist efter opfordring fra Kommissionen den 31. oktober 2005 — hvilket vil sige efter udløbet af den i forordning nr. 1552/89 (og forordning nr. 1150/2000) fastsatte frist — stillet til rådighed af de tyske myndigheder, men myndighederne havde nægtet at betale morarenter efter denne forsinkede kreditering af egne indtægter.
Kommissionen støtter i det væsentlige det foreliggende søgsmål på to klagepunkter, nemlig dels på den forsinkede kreditering af egne indtægter, dels på at betalingen af de hermed forbundne morarenter er blevet nægtet. Efter Kommissionens opfattelse var alle medlemsstater nemlig senest fra den 18. august 1998 (tidspunktet for fremsendelsen af den sidste sprogversion af de til meddelelsen om gensidig bistand af 26. juni 1998 hørende bilag og tabeller) i stand til at identificere afgiftsskyldnerne og størrelsen på skylden, og de skulle derfor senest på dette tidspunkt have truffet de nødvendige foranstaltninger for at efteropkræve de pågældende afgiftsbeløb og for at fastsætte de hermed forbundne egne indtægter og overdrage dem. Under hensyntagen til en rimelig frist på tre måneder til at iværksætte disse foranstaltninger er Kommissionen gået ud fra, at medlemsstater, der undlod dette, fra den 18. november 1998 måtte garantere for forældede afgiftsbeløb.
I forhold til Kommissionens første klagepunkt, det vil sige forsinkelsen af krediteringen af egne indtægter, følger det af de relevante bestemmelser i forordning nr. 1552/1989 (og af forordning nr. 1150/2000) samt af Domstolens retspraksis, at medlemsstaterne er forpligtede til at fastlægge Fællesskabets egne indtægter, og at denne forpligtelse består uafhængigt af, om bogføringen af afgiftsbeløbene rent faktisk er foretaget eller ej, og af om afgiftsbeløbene rent faktisk kunne efteropkræves hos afgiftsskyldneren eller ej. Det er principielt sådan, at når en toldskyld opstår, følger også Fællesskabets krav på de med denne toldskyld forbundne traditionelle egne indtægter, og dette gælder også, når bogføringen af afgiftsbeløbene eller efteropkrævningen heraf hos afgiftsskyldneren i det enkelte tilfælde ikke skulle være sket. Tidspunktet, da de egne indtægter skulle have været fastlagt, vurderes i forhold til, hvornår de nationale toldmyndigheder er i stand til at beregne det afgiftsbeløb, som følger af en toldskyld og at identificere afgiftsskyldneren.
Spørgsmålet om, hvordan medlemsstaternes toldmyndigheder skal forholde sig, når varer er blevet indført med oprindelsescertifikat, som ved efterfølgende kontrol bliver trukket tilbage som ugyldige, kan ikke afgøres i henhold til lovgivningen i den berørte tredjestat. Eftersom protokol 4 til associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og Ungarn heller ikke indeholder nogen bestemmelser herom, må andre fællesskabsretskilder undersøges i forhold til, hvad medlemsstaterne skal gøre i forbindelse med meddelelse af resultaterne af en efterfølgende kontrol, der rejser tvivl om varernes oprindelse. Således pålægger artikel 78, stk. 3, i forordning nr. 2913/92 medlemsstaternes toldmyndigheder at træffer de nødvendige foranstaltninger til at få afklaret situationen under hensyntagen til de foreliggende nye oplysninger. Tilsvarende pålægger denne forordning medlemsstaterne at indlede opkrævningsproceduren, straks efter at en toldskyld er opstået, og dette både i første fase af denne procedure, der består af bogføringen af afgiftsbeløbene, og i fasen, hvor der sker opkrævning hos afgiftsskyldneren.
Det følger endvidere af artikel 244 i forordning nr. 2913/92, at indgivelse af en klage over en beslutning, der er truffet af medlemsstaternes toldmyndigheder, ikke — bortset fra undtagelsestilfælde — har opsættende virkning for gennemførelsen. En sådan opsættende virkning for gennemførelsen vil som regel betinges af, at der foreligger eller stilles en sikkerhed. I tilfælde, hvor toldskylden er opstået som følge af, at oprindelsescertifikaterne er trukket tilbage i forbindelse med en efterfølgende kontrol, kan den omstændighed, at der er indgivet klage, ikke efter Kommissionens opfattelse hindre indførselsmedlemsstatens toldmyndigheder i at (efter)opkræve afgiftsbeløbene. Eftersom varerne allerede er blevet indført i Fællesskabet, og eftersom retssagen vil kunne var i flere år, kunne en sådan opsættende virkning i væsentligt omfang vanskeliggøre opkrævningen af toldskylden i tilfælde af, at der ikke gives medhold i klagen.
Endelig hvad angår Kommissionens anden klagegrund, det vil sige angående betalingen af morarenterne, som er blevet nægtet, følger det af artikel 11 i forordning nr. 1552/1989, henholdsvis af forordning nr. 1150/2000 og af Domstolens retspraksis, at medlemsstaterne også i tilfælde af, at de undlader at fastlægge egne indtægter, er forpligtede til at betale morarenter. I det foreliggende tilfælde skulle det omtvistede beløb for egne indtægter senest have været krediteret to måneder efter den 18. november 1998, den første arbejdsdag efter den 19. i denne måned (det vil sige den 20. januar 1999). Eftersom de tyske myndigheder dog først gjorde dette den 31. oktober 2005, har Forbundsrepublikken Tyskland gjort sig skyldig i forsinkelse og må derfor betale morarenter.
(1) EFT L 155, s. 1.
(2) EFT L 130, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy