10.1.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 6/12
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Düsseldorf (Tyskland) den 16. oktober 2008 — Helmut Müller GmbH mod Bundesanstalt für Immobilienaufgaben
(Sag C-451/08)
(2009/C 6/20)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Oberlandesgericht Düsseldorf
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Helmut Müller GmbH
Sagsøgt: Bundesanstalt für Immobilienaufgaben
Præjudicielle spørgsmål
1)
Er det en betingelse for, at der foreligger en offentlig bygge- og anlægskontrakt i henhold til artikel 1, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (1), at der i faktisk eller fysisk forstand udføres bygge- og anlægsarbejde for den ordregivende myndighed, og at dette arbejde umiddelbart bibringer sidstnævnte en økonomisk fordel?
2)
For så vidt som der ved definitionen af en offentlig bygge- og anlægskontrakt i artikel 1, stk. 2, litra b), i direktiv 2004/18/EF ikke kan ses bort fra indkøbselementet: Foreligger der et indkøb i overensstemmelse med bestemmelsens anden mulighed, hvis de påtænkte arbejder for den ordregivende myndighed opfylder et bestemt offentligt formål (for eksempel den bymæssige udvikling af et kommunalt område) og den ordregivende myndighed i henhold til kontrakten er i besiddelse af retlig beføjelse til at sikre, at det offentlige formål bliver opfyldt og at det dertil nødvendige bygge- og anlægsarbejde fremover vil være til rådighed?
3)
Kræver begrebet offentlig kontrakt i overensstemmelse med første og anden mulighed i artikel 1, stk. 2, litra b), i direktiv 2004/18/EF, at entreprenøren er direkte eller indirekte forpligtet til at levere arbejderne? Skal der i bekræftende fald foreligge en retligt bindende forpligtelse?
4)
Kræver begrebet en offentlig bygge- og anlægskontrakt i henhold til tredje mulighed i artikel 1, stk. 2, litra b), i direktiv 2004/18/EF, at entreprenøren er forpligtet til at udføre arbejderne, eller at arbejder udgør kontraktens genstand?
5)
Henhører kontrakter, hvormed det ved opfyldelsen af de af den ordregivende myndighed præciserede behov er hensigten at sikre, at de arbejder, der skal udføres for et bestemt offentligt formål, skal være til rådighed, og hvorved den ordregivende myndighed (ved kontraktlige bestemmelse) tillægges retlig beføjelse til at sikre (i sin egen indirekte interesse), at arbejdet står til rådighed for det offentlige formål, under den tredje mulighed i artikel 1, stk. 2, litra b), i direktiv 2004/18/EF?
6)
Er begrebet »behov præciseret af den ordregivende myndighed« i artikel 1, stk. 2, litra b), i direktiv 2004/18/EF opfyldt, hvis bygge- og anlægsarbejdet skal udføres i overensstemmelse med planer, der er kontrolleret og godkendt af den ordregivende myndighed?
7)
Skal der antages ikke at foreligge nogen koncessionskontrakt om offentlige bygge- og anlægsarbejder i henhold til artikel 1, stk. 3, i direktiv 2004/18/EF, hvis indehaveren af koncessionskontrakten er eller bliver ejer af den grund, hvorpå arbejderne skal udføres, eller koncessionen er tildelt for en ubegrænset periode?
8)
Skal direktiv 2004/18/EF — med den retsvirkning, at der påhviler den ordregivende myndighed en forpligtelse til at afholde en udbudsprocedure — også anvendes, hvis en tredjemands grundsalg og tildeling af en offentlig bygge- og anlægskontrakt finder sted tidsforskudt og når den offentlige bygge- og anlægskontrakt endnu ikke var tildelt på tidspunktet for indgåelse af aftalen om grundsalget, men den ordregivende myndighed på sidstnævnte tidspunkt agtede at tildele en sådan kontrakt?
9)
Skal særskilte, men forbundne, transaktioner vedrørende et grundsalg og en offentlig bygge- og anlægskontrakt antages at udgøre en enhed i forhold til bestemmelserne om tildeling af offentlige kontrakter, når der forelå en hensigt til at foretage tildeling af en offentlig bygge- og anlægskontrakt på tidspunktet for indgåelse af aftalen om grundsalget og parterne bevidst havde skabt en snæver materiel — og muligvis også tidsmæssig — forbindelse mellem kontrakterne (jf. dom af 10.11.2005, sag C-29/04, Kommissionen mod Østrig, Sml. I, s. 9705)?
(1) EUT L 134, s. 114.
Full & Egal Universal Law Academy