7.2.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 32/13
Sag anlagt den 4. november 2008 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Belgien
(Sag C-474/08)
(2009/C 32/21)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved M. Patakia og B. Schima, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Kongeriget Belgien
Sagsøgerens påstande
Det fastslås at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF (1) idet:
—
det ikke har vedtaget, at afslag på adgang til distributions- eller transmissionsnettet kan indbringes for den regulerende myndighed, der inden for en frist på to måneder træffer afgørelse med bindende virkning, som bestemt i direktivets artikel 23, stk. 5
—
det har borttaget visse elementer, der er bestemmende for beregningen af tariffer, fra den regulerende myndigheds bemyndigelse, som fastlagt i artikel 23, stk. 2, i direktiv 2003/54/EF.
Kongeriget Belgien tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Kommissionen gør for det første gældende, at artikel 23, stk. 5, i direktiv 2003/54/EF ikke er gennemført i belgisk ret. De relevante bestemmelser i den belgiske lovgivning vedrørende markedsordningen for elektricitet har en så generel karakter, at det ikke er muligt at fastslå med sikkerhed, om der foreligger en individuel klageadgang vedrørende afgørelser om afslag på adgang til distributions- eller transmissionsnettet. Særlig er der i disse bestemmelser ikke fastsat nogen præcis proceduremæssig ramme eller nogen svarfrist for den regulerende myndighed, der i dette tilfælde er Commission nationale de régulation de l'électricité (den nationale kommission for regulering af elektricitet, herefter »CRE«).
Kommissionen kritiserer for det andet Kongeriget Belgien for at have tilsidesat artikel 23, stk. 2, i direktiv 2003/54/EF, for så vidt som det har tillagt Kongen, dvs. en anden myndighed end CRE, beføjelsen til at fastsætte nærmere bestemmelser om afskrivning og overskudsmargen vedrørende investeringer af national og europæisk interesse. Denne fremgangsmåde er ikke forenelig med ovennævnte artikel, idet den regulerende myndighed i disse to tilfælde tilsyneladende ikke har nogen indflydelse på de fremgangsmåder, der anvendes ved beregningen eller fastsættelsen af tarifferne for transmission og distribution.
(1) EUT L 176, s. 37.
Full & Egal Universal Law Academy