24.1.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 19/16
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Supremo (Spanien) den 10. november 2008 — Caja de Ahorros y Monte de Piedad de Madrid mod Asociación de Usuarios de Servicios Bancarios (Ausbanc)
(Sag C-484/08)
(2009/C 19/28)
Processprog: spansk
Den forelæggende ret
Tribunal Supremo
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Caja de Ahorros y Monte de Piedad de Madrid
Sagsøgt: Asociación de Usuarios de Servicios Bancarios (Ausbanc)
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal artikel 8 i direktiv 93/13/EØF (1) af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler fortolkes således, at en medlemsstat i dens lovgivning kan fastsætte bestemmelser til fordel for forbrugerne, som vedrører vurderingen af, om kontraktvilkår er urimelige, når en vurdering af sådanne kontraktvilkår er udelukket i medfør af samme direktivs artikel 4, stk. 2?
2)
Indeholder artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993, sammenholdt med samme direktivs artikel 8, som følge heraf et forbud mod, at en medlemsstat i sin lovgivning fastsætter bestemmelser til fordel for forbrugerne, som vedrører vurderingen af, om kontraktvilkår er urimelige, når disse omfatter »definitionen af aftalens hovedgenstand« eller »overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor«, selv om disse vilkår er affattet klart og forståeligt?
3)
Er en fortolkning, hvorefter ovennævnte direktivs artikel 8 og artikel 4, stk. 2, tillader en medlemsstat at fastsætte bestemmelser, i henhold til hvilke domstolene vurderer, om kontraktvilkår, som er indeholdt i forbrugeraftaler, som er affattet klart og forståeligt, som omfatter definitionen af aftalens hovedgenstand eller overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor, er urimelige, i overensstemmelse med artikel 2, artikel 3, stk. 1, litra g), og artikel 4, stk. 1, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab?
(1) EFT L 95, s. 29.
Full & Egal Universal Law Academy