21.2.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 44/27
Appel iværksat den 18. november 2008 af Pilar Angé Serrano, Jean-Marie Bras, Adolfo Orcajo Teresa, Dominiek Decoutere, Armin Hau og Francisco Javier Solana Ramos til prøvelse af dom afsagt den 18. september 2008 af Retten i Første Instans (Tredje Afdeling) i sag T-47/05, Angé Serrano m.fl. mod Parlamentet
(Sag C-496/08 P)
(2009/C 44/46)
Processprog: fransk
Parter
Appellant: Pilar Angé Serrano, Jean-Marie Bras, Adolfo Orcajo Teresa, Dominiek Decoutere, Armin Hau og Francisco Javier Solana Ramos (ved avocat E. Boigelot)
De andre parter i appelsagen: Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union
Appellanterne har nedlagt følgende påstande
—
Appellen antages til realitetsbehandling og appellanterne gives medhold i sagen, hvorfor
—
den afsagte dom ophæves, dels for så vidt som det i dommen fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse med hensyn til den første påstand for så vidt angår Angé Serrano, M. Bras og M. Orcajo Teresa, dels for så vidt som deres erstatningspåstand forkastes
—
for så vidt angår M. Decoutere, M. Hau og M. Solana Ramos ophæves domskonklusionens punkt 2 og 4 og begrundelsen herfor
—
Der træffes afgørelse i realiteten, og appellanterne gives medhold i deres oprindelige søgsmål i sag T-47/05, hvorfor
—
afgørelserne vedrørende appellanternes indplacering i lønklasse efter den nye vedtægts ikrafttræden annulleres
—
Europa-Parlamentet tilpligtes at betale en erstatning, der efter billighed fastsættes til 60 000 EUR for hver appellant
—
Europa-Parlamentet tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagens omkostninger
Anbringender og væsentligste argumenter
Retten har i den appellerede dom truffet afgørelse i et søgsmål, der var anlagt af de seks appellanter, der alle er tjenestemænd ved Europa-Parlamentet, og som har bestået interne udvælgelsesprøver under den tidligere gældende vedtægt, men hvis indplacering er blevet ændret som følge af den nye vedtægts ikrafttræden.
De tre første appellanter har fremsat to anbringender til støtte for deres appel.
Med det første anbringende har de gjort gældende, at Retten ved at fastslå, at det var ufornødent at træffe afgørelse, begik en retlig fejl og tilsidesatte sin begrundelsespligt.
Appellanterne bibeholdt nemlig en interesse i et annullationssøgsmål til prøvelse af de anfægtede afgørelser om indplacering, skønt disse blev erstattet af de efterfølgende individuelle afgørelser af 20. marts 2006, for så vidt som Retten selv fandt, at disse nye afgørelser ikke fuldt ud imødekommer appellanternes klagepunkter, eftersom de ikke genopretter indplaceringen i en højere lønklasse. De anfægtede afgørelser er desuden støttet på artikel 2 og 8 i bilag XIII til den nye vedtægt, hvis gyldighed appellanterne finder er tvivlsom.
Med det andet anbringende har disse appellanter gjort gældende, at Retten har tilsidesat sin begrundelsesforpligtelse ved at forkaste deres erstatningskrav, selv om indplaceringen i lønklasse efter den nye vedtægt placerer dem på samme niveau som deres kolleger, der ikke har bestået en udvælgelsesprøve med henblik på overgang fra en kategori, hvorved de efter deres opfattelse forvoldes et betydeligt tab.
De tre sidste appellanter har fremsat et enkelt anbringende til støtte for deres appel, nemlig en ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 2 og 8 i bilag XIII i den nye tjenestemandsvedtægt.
Appellanterne har herved for det første gjort gældende, at Retten har tilsidesat deres velerhvervede rettigheder, retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, for så vidt som Retten fandt, at indplaceringen i en højere lønklasse, efter de havde bestået udvælgelsesprøver under den tidligere gældende ordning, ikke udgør en velerhvervet rettighed og følgelig ikke kan skabe en berettiget forventning.
Til støtte for dette anbringende har appellanterne for det andet gjort gældende, at Retten tilsidesatte ligebehandlingsprincippet, for så vidt som de som følge af genindplaceringen i lønklasse efter den nye vedtægt blev behandlet på samme måde som deres kolleger, der ikke havde bestået en sådan udvælgelsesprøve. Retten har desuden behandlet identiske situationer forskelligt, da den fastslog, at de, der har bestået den samme udvælgelsesprøve, ikke udgør én og samme gruppe, idet reglerne om indplacering i lønklasse ifølge Retten er forskellige alt efter den dato, hvorpå indplaceringen finder sted. Anvendelsen af forskellige bestemmelser på tjenestemænd, der har bestået den samme udvælgelsesprøve, nemlig artikel 2, stk. 1, og artikel 5, stk. 4, i bilag XIII til den nye vedtægt, er således i strid med ligebehandlingsprincippet.
Full & Egal Universal Law Academy