24.1.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 19/18
Appel iværksat den 20. november 2008 af Município de Gondomar til prøvelse af kendelse afsagt den 10. september 2008 af Retten i Første Instans (Fjerde Afdeling) i sag T-324/06, Município de Gondomar mod Kommissionen
(Sag C-501/08 P)
(2009/C 19/32)
Processprog: portugisisk
Parter
Appellant: Município de Gondomar (ved advogados J.L. da Cruz Vilaça og L. Pinto Monteiro)
Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Retten i Første Instans' kendelse ophæves, og det fastslås, at sagen anlagt til prøvelse af Kommissionens beslutning K(2006) 3782 af 16. august 2006 om ophævelse af finansiel støtte fra samhørighedsfonden kan antages til realitetsbehandling.
—
Subsidiært: Rettens kendelse ophæves, og sagen hjemvises til Retten til afgørelse.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale samtlige sagens omkostninger, herunder appellantens, i medfør af artikel 69 i Domstolens procesreglement, eller subsidiært: afgørelsen om sagens omkostninger udsættes til den dom eller kendelse, hvormed sagen afsluttes.
Anbringender og væsentligste argumenter
1. RETLIG FEJL I FORBINDELSE MED VURDERINGEN AF BETINGELSEN OM, AT SAGSØGEREN SKAL VÆRE UMIDDELBART BERØRT, OG MANGELFULD BEGRUNDELSE:
Município de Gondomar er af den opfattelse, at den portugisiske retsorden indeholder særegenheder, som burde føre til en anden konklusion end den, hvortil Retten nåede i den i sag T-324/06 afsagte afvisningskendelse, der er behæftet med en retlig fejl.
Det følger af den portugisiske lovgivning, særligt af artikel 18 og 20 i Regulamento de Aplicação do Fundo de Coesão em Portugal (bekendtgørelse om anvendelse af samhørighedsfonden i Portugal), der er godkendt ved den eneste artikel i Decreto-Lei nr. 191/2000 af 16. august 2000, at Den Portugisiske Republik ikke har noget skøn med hensyn til beslutningen om at opretholde eller ikke at opretholde de tilskud, som samhørighedsfonden tildeler Município de Gondomar som det ansvarlige organ for gennemførelsen af projektet, hvorfor det således på grund af Kommissionens automatiske beslutning om ophævelse af finansiel støtte fra samhørighedsfonden i medfør af ovennævnte bekendtgørelse må følge, at de gennemførende organer ikke kan fritages for forpligtelsen til at tilbagebetale de beløb, der er betalt med urette.
Retten har i afvisningskendelsen afsagt i sag T-324/06 udeladt enhver henvisning til dette forhold, og da dette er et afgørende forhold ved vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt sagen kunne antages til realitetsbehandling, har Retten foretaget en retlig fejl, der har umiddelbare konsekvenser for sagsøgerens processuelle rettigheder i medfør af artikel 230 EF.
Denne undladelse af at træffe afgørelse medfører endvidere en begrundelsesmangel. Ifølge Fællesskabets retspraksis foreligger der en almindelig pligt til at begrunde afgørelser, som træffes af administrative myndigheder og retter, for at lette Domstolens retslige prøvelse.
Rettens undladelse af at træffe afgørelse om særlighederne i den portugisiske retsorden udgør en begrundelsesmangel, som i alvorlig grad kan skade sagsøgerens interesser.
2. TILSIDESÆTTELSE AF PRINCIPPET OM RETTEN TIL EN EFFEKTIV DOMSTOLSBESKYTTELSE
Município de Gondomar er endvidere af den opfattelse, at dens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse er i fare, som følge af, at der ikke foreligger nogen nationale retsmidler til anfægtelse af kravet om tilbagebetaling af den finansielle støtte fra samhørighedsfonden, idet den retsakt, hvorved Kommissionens beslutning om ophævelse af den finansielle støtte fra samhørighedsfonden blev meddelt, er en retsakt, som ikke anfægtes ved de nationale domstole.
Meddelelsen om Kommissionens beslutning, som ikke kan anfægtes ved de nationale domstole, blev foretaget via en skrivelse fra miljøministeriets sektorielle forvaltningsorgan for samhørighedsfonden af 25. september 2006, idet Kommissionens beslutning, der indeholder en dispositiv del, blot blev viderebragt.
Den omstændighed, at der ikke foreligger retsmidler, tilsidesætter princippet om retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, således som dette fremgår af den seneste fællesskabsretlige teori og praksis.
Full & Egal Universal Law Academy