Domstolens kendelse (Syvende Afdeling) af 29. september 2011 – Grisoli mod Regione Lombardia
(Sag C-315/08)
»Procesreglementets artikel 104, stk. 3, første afsnit – artikel 49 TEUF – etableringsfrihed – folkesundhed – apoteker – nærhed – befolkningens forsyning med lægemidler – driftsbevilling – geografisk fordeling af apotekerne – mindsteafstand mellem apotekerne«
Etableringsfrihed – restriktioner – nationale retsforskrifter, der kræver en administrativ tilladelse forud for åbning af nye apoteker i en bestemt region – betingelser for tildeling forbundet med befolkningstæthed og afstanden mellem apotekerne – lovlig – betingelser – den nationale rets efterprøvelse (art. 49 TEUF) (jf. præmis 21-38 og konkl.)
Angående
Anmodning om præjudiciel afgørelse – Consiglio di Stato – fortolkning af artikel 152 EF og 153 EF – oprettelse af nye apoteker – national lovgivning, som fastsætter begrænsninger afhængig af indbyggerantallet og betingelser med henblik på bevilling til åbning af et nyt apotek.
Konklusion
Artikel 49 TEUF er ikke til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som fastsætter begrænsninger for åbning af nye apoteker, for så vidt som det i denne lovgivning bestemmes, at
–der i kommuner med under 4 000 indbyggere kun må åbnes et enkelt apotek
–åbningen af et nyt apotek i kommuner med over 4 000 indbyggere er undergivet betingelser, såsom at det indbyggertal, der kræves for åbning af et apotek, er overskredet med mindst 50%, og at der skal være en mindsteafstand til eksisterende apoteker,
såfremt en sådan lovgivning ved fravigelse af de grundlæggende regler gør det muligt i enhver zone, som har særlige demografiske eller geografiske kendetegn, at åbne et tilstrækkeligt antal apoteker, som kan sikre en passende farmaceutisk betjening, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.
Full & Egal Universal Law Academy