RETTENS DOM (Appelafdelingen)
16. marts 2009
Sag T-156/08 P
R
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Appel – personalesag – prøveansat tjenestemand – udtalelse ved prøvetidens udløb – akt, der indeholder et klagepunkt, foreligger ikke – søgsmålsfrist – søgsmål anlagt for sent«
Angående: Appel af kendelse afsagt af EU-Personaleretten (Første Afdeling) den 19. februar 2008 i sag F-49/07, R mod Kommissionen (endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), med påstand om ophævelse af denne kendelse.
Udfald: Appellen forkastes. R bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger inden for rammerne af appelsagen.
Sammendrag
1. Retspleje – stævning – formkrav – angivelse af påstande
[Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c) og d)]
2. Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – forberedende akt – foranstaltninger truffet under en tjenestemands prøvetid – ikke omfattet
(Tjenestemandsvedtægten, art. 34, 90 og 91)
3. Tjenestemænd – søgsmål – procesregler – artikel 236 EF og artikel 90 og 91 i tjenestemandsvedtægten – erstatningssøgsmål støttet på en tilsidesættelse af forordning nr. 45/2001
(Art. 236 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 45/2001)
4. Fællesskabsret – principper – ret til forsvar – retten til at blive hørt under en sag – pligt til i afgørelsen at gengive alle parternes anbringender vedrørende faktum – foreligger ikke
1. For at opfylde kravene i artikel 44, stk. 1, litra c) og d), i Rettens procesreglement skal stævningen ikke nødvendigvis indeholde formelle påstande, i det omfang det af den sagsøgende parts samlede argumentation fremgår, hvilken akt, der er tale om. En stævning, som ikke udtrykkeligt henviser til den akt, der påstås annulleret, og som ikke gør det muligt tilstrækkeligt præcist at identificere denne akt, kan imidlertid ikke opfylde de ovennævnte krav.
(jf. præmis 36 og 37)
Henvisning til: Domstolen, 7. februar 1994, sag C-388/93, PIA Hifi mod Kommissionen, Sml. I, s. 387, præmis 10.
2. Retsakter eller beslutninger, hvis tilblivelse omfatter flere stadier, navnlig sådanne, som afslutter en intern procedure, kan principielt kun anfægtes, hvis det drejer sig om foranstaltninger, som definitivt fastlægger institutionens standpunkt som afslutning på denne procedure, modsat mellemkommende foranstaltninger, der har til formål at forberede den endelige beslutning. Akter, der er forberedende i forhold til en afgørelse, er ikke bebyrdende, og det er først i forbindelse med en sag anlagt til prøvelse af den afgørelse, der træffes som afslutning på proceduren, at en sagsøger kan gøre gældende, at de forudgående akter, der er snævert forbundne med afgørelsen, er retsstridige.
Dette er netop tilfældet med hensyn til udtalelserne ved prøvetidens udløb, hvis formål er at forberede administrationens afgørelse om, hvorvidt den pågældende skal fastansættes eller afskediges ved udløbet af dennes prøvetid, og med hensyn til foranstaltningerne vedrørende prøvetidens forløb, som træffes på grundlag af vedtægtens artikel 34, såsom afgørelsen om at overføre den prøveansatte tjenestemand til en anden tjenestegren med henblik på prøvetidens fortsættelse eller afgørelsen om at forlænge prøvetiden. Det er åbenbart, at disse foranstaltninger har til formål at give administrationen et bedre grundlag for at vurdere den prøveansatte tjenestemands kvalifikationer samt at forberede den afgørelse om fastansættelse eller afskedigelse af den pågældende, som skal træffes ved udløbet af prøvetiden, og disse foranstaltninger kan således ikke anfægtes ved et særskilt annullationssøgsmål. Foranstaltningerne kan ikke – uanset at de måtte indeholde negative vurderinger i forhold til den pågældende tjenestemand – anses for at have karakter af bebyrdende akter, eftersom disse foranstaltninger ikke i sig selv ændrer tjenestemandens retstilstand. Disse vurderinger kan eventuelt være genstand for en sag om erstatning for den skade, som den pågældende angiveligt har lidt.
(jf. præmis 49, 55, 56 og 58)
Henvisning til: Retten, 8. marts 2005, sag T-275/02, D mod EIB, Sml. Pers. I-A, s. 51, og II, s. 211, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis.
3. Et erstatningssøgsmål, der er anlagt af en tjenestemand mod den institution, som han tilhører, og som er støttet på denne institutions angivelige tilsidesættelse af forordning nr. 45/2001 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og ‑organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger, falder inden for rammerne af artikel 236 EF samt af vedtægtens artikel 90 og 91, og spørgsmålet om sagens antagelse til realitetsbehandling er dermed underlagt overholdelsen af den forudgående administrative procedure, som er foreskrevet i vedtægtens bestemmelser. Forordning nr. 45/2001 indeholder ingen bestemmelser af modsat indhold herom.
(jf. præmis 73)
4. Retten til at blive hørt under en sag ved Fællesskabets retsinstanser indebærer ikke, at disse i deres afgørelse fuldt ud skal gengive alle parternes anbringender vedrørende faktum. Fællesskabets retsinstanser skal, efter at have hørt parternes anbringender vedrørende faktum og efter at have bedømt bevismaterialet, træffe afgørelse vedrørende påstandene i sagen og begrunde deres afgørelse.
(jf. præmis 87)
Henvisning til: Domstolen, 10. december 1998, sag C-221/97 P, Schröder m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8255, præmis 24.
Full & Egal Universal Law Academy