26.4.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 107/27
Sag anlagt den 24. januar 2008 — Shetland Islands Council mod Kommissionen
(Sag T-44/08)
(2008/C 107/46)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Shetland Islands Council (Lerwick, Det Forenede Kongerige) (ved barrister E. Whiteford, solicitor R. Murray og R. Thompson, QC)
Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Sagsøgerens påstande
—
Beslutningens artikel 1, stk. 2, og artikel 3, 4 og 5 annulleres.
—
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgeren er en offentlig myndighed, der foretog betalinger til fiskerisektoren inden for rammerne af to generelle støtteforanstaltninger, kaldet »Støtte til fiskeri- og fiskeforarbejdningsindustrien« og »Støtte til fiskeopdrætsindustrien«, som bestod af forskellige former for støtteordninger. En af disse ordninger var ordningen for førstegangsandelshavere. Kommissionen lagde til grund, at den støtte, som Det Forenede Kongerige gennemførte på grundlag af denne ordning, var uforenelig med fællesmarkedet, for så vidt som den vedrørte støtte ydet til førstegangskøb af en andel i et brugt fiskerfartøj.
Ved søgsmålet har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation i henhold til artikel 230 EF af Kommissionens beslutning C 39/2006 (ex NN 94/2005) af 13. november 2007 om ordningen for førstegangsandelshavere gennemført af Det Forenede Kongerige. Sagsøgeren har med støtte i følgende anbringender nærmere nedlagt påstand om annullation af den anfægtede beslutnings artikel 1, stk. 2, og artikel 3, 4 og 5:
1)
Kommissionen foretog urigtig retsanvendelse, idet den lagde til grund, at alle udbetalinger foretaget vedrørende førstegangskøb af en andel i et brugt fiskerfartøj var uforenelige med fællesmarkedet og skulle tilbagebetales.
2)
Kommissionen foretog urigtig retsanvendelse, idet den lagde til grund, at tilbagebetaling af udbetalt støtte ville være forenelig med:
a)
artikel 14, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (1) og
b)
de almindelige principper om retssikkerhed og beskyttelse af den berettigede forventning samt ligebehandling.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22.3.1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT L 83, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy