22.11.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 301/42
Sag anlagt den 28. august 2008 — IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds mod Kommissionen
(Sag T-362/08)
(2008/C 301/72)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds GmbH (Hamburg, Tyskland) (ved lawyers S. Crosby og S. Santoro)
Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Sagsøgerens påstande
—
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at fremlægge skrivelse af 15. marts 2000 fra den tyske kansler G. Schröder til Kommissionens formand R. Prodi for Domstolen.
—
Det fastslås, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en retsvildfarelse og åbenbare fejlskøn, samt at den som følge heraf annulleres.
—
Kommissionen tilpligtes i henhold til artikel 87 i procesreglementet for Retten i Første Instans at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Ved dom af 18. december 2007 i sag C-64/05 P (1) ophævede Domstolen dommen af 30. november 2004 afsagt af Retten i Første Instans i sag T-168/02, IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds mod Kommissionen, Sml. II, s. 4135, vedrørende annullation af Kommissionens afgørelse af 26. marts 2002, hvorved den meddelte afslag på sagsøgerens begæring af 20. december 2001 om aktindsigt i dokumenterne vedrørende den nedklassificering af en del af Elbens munding ved Hamburg, der er et naturreservat beskyttet ved Natura 2000-planen, fastsat ved Rådets direktiv 92/43/EØF (2), der var foretaget med henblik på forlængelse af den eksisterende landingsbane tilhørende Daimler Chrysler Aerospace GmbH til brug for slutmontage af Airbus A3XX. Som følge heraf begærede sagsøgeren — i lyset af Domstolens dom i appelsagen — ved skrivelse af 13. februar 2008 på ny aktindsigt i de samme dokumenter og genfremsatte denne begæring den 29. april 2008 i overensstemmelse med artikel 7, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1049/2001 (3).
Sagsøgeren har anlagt dette annullationssøgsmål i henhold til artikel 230 EF til prøvelse af Kommissionens afgørelse af 19. juni 2008, hvorved den delvist imødekom sagsøgerens aktindsigtsbegæring, idet den meddelte afslag i forhold til ét af de dokumenter, sagsøgeren havde begæret aktindsigt i efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001.
Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at anvende artikel 4, stk. 1, litra a), tredje led, i forordning (EF) nr. 1049/2001 på et rent internt forhold i EU. Desuden har sagsøgeren anført, at Kommissionen begik en åbenbar retlig fejl ved at vurdere, at indholdet af G. Schröders skrivelse var fortroligt i en sådan grad, at udlevering heraf ville bringe den økonomiske politik i Tyskland og i andre EU-medlemsstater i fare. Endvidere har sagsøgeren hævdet, at Kommissionen udøvede et åbenbart fejlskøn ved at vurdere, at udlevering af skrivelsen ville bringe beslutningsprocessen i fare, og endelig ved ikke at anse den offentlige interesse for mere tungtvejende end beslutningsprocessens fortrolige karakter.
(1) Sag C-64/05 P, Kongeriget Sverige mod Kommissionen, Sml. I, s. 11389.
(2) Rådets direktiv 92/43/EØF af 21.5.1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT L 206, s. 7).
(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).
Full & Egal Universal Law Academy