4.12.2010
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 328/8
Domstolens dom (Femte Afdeling) af 7. oktober 2010 — straffesag mod Martha Nussbaumer (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale di Bolzano — Italien)
(Sag C-224/09) (1)
(Anmodning om præjudiciel afgørelse - direktiv 92/57/EØF - minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed på midlertidige eller mobile byggepladser - artikel 3 - forpligtelse til at udpege en koordinator for sikkerhed og sundhed samt til at udarbejde en plan for sikkerhed og sundhed)
2010/C 328/11
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Tribunale di Bolzano
Part i hovedsagen
Martha Nussbaumer
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Tribunale di Bolzano — fortolkning af artikel 3 i Rådets direktiv 92/57/EØF af 24. juni 1992 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed på midlertidige eller mobile byggepladser (ottende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT L 245, s. 6) — private arbejder, for hvilke der ikke skal indhentes byggetilladelse — undtagelse fra forpligtelsen til at udpege en koordinator for sikkerhed og sundhed under udarbejdelsen af byggeprojektet eller under opførelsen af bygværket
Konklusion
Artikel 3 i Rådets direktiv 92/57/EØF af 24. juni 1992 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed på midlertidige eller mobile byggepladser (ottende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) skal fortolkes på følgende måde:
—
Den nævnte artikels stk. 1 er til hinder for en national lovgivning, som indeholder en undtagelse for byggepladser, hvor der udføres private arbejder, som ikke er betinget af et krav om byggetilladelse, og hvor flere virksomheder vil være til stede, fra den forpligtelse, der påhviler bygherren eller den ansvarlige for arbejderne, til at udpege en koordinator for sikkerhed og sundhed i forbindelse med udarbejdelsen af byggeprojektet eller under alle omstændigheder inden udførelsen af arbejderne.
—
Samme artikels stk. 2 er til hinder for en national lovgivning, som begrænser forpligtelsen for koordinatoren for opførelsen af bygværket til at udfærdige en plan for sikkerhed og sundhed til det ene tilfælde, hvor flere virksomheder er til stede på en byggeplads, hvor der udføres private arbejder, for hvilke der ikke kræves byggetilladelse, og som ikke baserer denne forpligtelse på kriteriet om de særlige risici, som dem, der er nævnt i direktivets bilag II.
(1) EUT C 205 af 29.8.2009.
Full & Egal Universal Law Academy