29.1.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 30/6
Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 2. december 2010 — Everything Everywhere Ltd (tidligere T-Mobile UK Limited) mod The Commissioners of Her Majesty’s Revenue & Customs (anmodning om præjudiciel afgørelse fra High Court of Justice (Chancery Division) (Det Forenede Kongerige))
(Sag C-276/09) (1)
(Sjette momsdirektiv - fritagelse - artikel 13, punkt B, litra d), nr. 1) og 3) - formidling af lån - transaktioner vedrørende betalinger og overførsler - tilstedeværelse af to særskilte tjenesteydelser eller en enkelt ydelse - ekstra gebyrer faktureret ved brug af visse betalingsmetoder for mobiltelefonitjenesteydelser)
2011/C 30/09
Processprog: engelsk
Den forelæggende ret
High Court of Justice (Chancery Division)
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Everything Everywhere Limited (tidligere T-Mobile UK Limited)
Sagsøgt: The Commissioners of Her Majesty’s Revenue & Customs
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — High Court of Justice (Chancery Division) — fortolkning af artikel 13, punkt B, litra d), nr. 3), i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s.1) — fritagelser — rækkevidde — begrebet »tjenesteydelser, som medfører, at der overføres beløb, og at der indtræder retlige og økonomiske ændringer« — tjenesteydelser, der består i at debitere en konto og tilsvarende kreditere en anden konto — tjenesteydelser, der ikke omfatter udførelse af opgaver, som består i at debitere en konto og tilsvarende kreditere en anden konto, men som, når resultatet er en overførsel af beløb, kan anses for at være årsagen til denne overførsel — betalingsordning for mobiltelefonopkald
Konklusion
Ekstra gebyrer, som en udbyder af telekommunikationstjenesteydelser fakturerer sine kunder, når disse ikke betaler for disse tjenesteydelser via betalingsserviceordningen eller en overførsel via Bankers’ Automated Clearing System, men med kreditkort, debetkort eller check eller kontant ved skranken i en bank eller hos en agent, der er bemyndiget til at modtage betaling på vegne af denne tjenesteyder, udgør ikke i merværdiafgiftsmæssig henseende vederlag for en tjenesteydelse, der er særskilt og uafhængig i forhold til hovedydelsen, der består i levering af telekommunikationstjenesteydelser.
(1) EUT C 267 af 7.11.2009.
Full & Egal Universal Law Academy