19.2.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 55/14
Domstolens dom (Anden Afdeling) af 22. december 2010 — Rosa María Gavieiro Gavieiro (sag C-444/09) og Ana María Iglesias Torres (sag C-456/09) mod Consejería de Educación e Ordenación Universitaria de la Junta de Galicia (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado Contencioso Administrativo de La Coruña og Juzgado Contencioso Administrativo no 3 de Pontevedra — Spanien)
(Forenede sager C-444/09 og C-456/09) (1)
(Socialpolitik - direktiv 1999/70/EF - § 4 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP - princippet om ikke-diskrimination - anvendelsen af rammeaftalen på midlertidigt ansatte i en selvstyrende region - national lovgivning, som fastsætter en forskelsbehandling med hensyn til tildeling af anciennitetstillæg udelukkende baseret på ansættelsesforholdets midlertidige karakter - forpligtelse til at anerkende retten til anciennitetstillæg med tilbagevirkende kraft)
2011/C 55/25
Processprog: spansk
De forelæggende retter
Juzgado Contencioso Administrativo de La Coruña og Juzgado Contencioso Administrativo no 3 de Pontevedra
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Rosa María Gavieiro Gavieiro (sag C-444/09) og Ana María Iglesias Torres (sag C 456/09)
Sagsøgt: Consejería de Educación de la Junta de Galicia
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Juzgado Contencioso Administrativo de La Coruña — fortolkningen af § 4, stk. 4, i bilaget til Rådets direktiv af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT L 175, s. 43) — forbud mod forskelsbehandling — begrebet »kravet om en forskellig ansættelsesperiode« — nationale forskrifter, hvorved der er indført en ulige behandling i relation til tildeling af anciennitetstillæg, der udelukkende er støttet på ansættelseskontraktens midlertidige karakter
Konklusion
1)
En midlertidigt ansat i den selvstyrende region Galicien, såsom sagsøgeren i hovedsagen, henhører under det personelle anvendelsesområde for Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, og under rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er indeholdt i bilaget til dette direktiv.
2)
Et anciennitetstillæg som det i hovedsagen omhandlede henhører, for så vidt som det udgør et ansættelsesvilkår, under § 4, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, som er indeholdt i bilaget til direktiv 1999/70, således at arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse kan gøre indsigelse mod en behandling, som med hensyn til udbetaling af dette anciennitetstillæg er mindre gunstig end den, der gælder for fastansatte, der befinder sig i en sammenlignelig situation. Den midlertidige karakter af visse offentligt ansattes ansættelsesforhold er ikke i sig selv et objektivt forhold som omhandlet i denne paragraf i rammeaftalen.
3)
Den blotte omstændighed, at en national bestemmelse som artikel 25, stk. 2, i lov 7/2007 om vedtægten for de offentligt ansatte (Ley 7/2007 del Estatuto básico del empleado público) af 12. april 2007 ikke indeholder nogen henvisning til direktiv 1999/70, udelukker ikke, at bestemmelsen kan anses for at være en national bestemmelse til gennemførelse af dette direktiv.
4)
§ 4, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, som er indeholdt i bilaget til direktiv 1999/70, er ubetinget og tilstrækkeligt præcis til at kunne påberåbes af midlertidigt ansatte tjenestemænd over for staten ved en national domstol, med henblik på at det fastslås, at disse har ret til anciennitetstillæg som de i hovedsagen omhandlede treårstillæg for perioden fra udløbet af den frist, der var pålagt medlemsstaterne til gennemførelse af direktiv 1999/70, indtil datoen for ikrafttrædelsen af den nationale lov til gennemførelse af dette direktiv i den pågældende medlemsstats nationale lovgivning med forbehold af overholdelse af de relevante bestemmelser i national ret vedrørende forældelse.
5)
Den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder er, uanset den omstændighed, at der i den nationale lovgivning til gennemførelse af direktiv 1999/70 findes en bestemmelse, som anerkender de midlertidigt ansatte tjenestemænds ret til udbetaling af treårige anciennitetstillæg, men som udelukker, at denne ret anvendes med tilbagevirkende kraft, forpligtede til i medfør af EU-retten og hvad angår en bestemmelse i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indeholdt i bilaget til direktiv 1999/70, og som har direkte virkning, at tillægge denne ret til udbetaling af anciennitetstillæg tilbagevirkende kraft fra tidspunktet for udløbet af den frist, der var pålagt medlemsstaterne til gennemførelse af nævnte direktiv.
(1) EUT C 24 af 30.1.2010.
Full & Egal Universal Law Academy