FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. KOKOTT
fremsat den 27. januar 2011 (1)
Sag C-263/09 P
Edwin Co. Ltd
»Appel – EF-varemærker – ordmærket »ELIO FIORUCCI« – ret til navn – begæring om ugyldighed indgivet af den, hvis egennavn er indeholdt i varemærket – artikel 52, stk. 2, litra a), i forordning nr. 40/94 – appelkammerets afslag på begæringen – Rettens og Domstolens efterprøvelse af anvendelsen af national ret«
I – Indledning
1. Appellanten, Edwin Co. Ltd, og Elio Fiorucci er uenige om, hvem der kan være indehaver af EF-ordmærket ELIO FIORUCCI. Elio Fiorucci henviser til italienske retsforskrifter, der efter hans opfattelse udelukkende tillægger ham ret til at lade det omhandlede varemærke registrere.
2. Elio Fiorucci og appellanten var først parter i en ugyldigheds- og en appelsag ved Kontoret for Harmonisering i Det Indre Marked (varemærker, mønstre og modeller) (herefter »Harmoniseringskontoret«). Under denne sag påberåbte Elio Fiorucci sig retten til sit eget navn, der nyder en særlig beskyttelse i italiensk ret. Tvisten angik navnlig spørgsmålet om, hvorvidt der findes en sådan beskyttelse, og om Elio Fiorucci – i henhold til Rådets forordning (EF) 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (2), sammenholdt med italiensk ret – kan forbyde, at en tredjemand er indehaver af EF-ordmærket ELIO FIORUCCI. Under sagen for appelkammeret vandt Elio Fioruccis retsopfattelse ikke tilslutning.
3. Ved dom af 14. maj 2009, Fiorucci mod Harmoniseringskontoret (herefter »den appellerede dom«) (3), annullerede Retten i Første Instans (herefter »Retten«) den omtvistede afgørelse, der var vedtaget af Harmoniseringskontorets Første Appelkammer, »i det omfang, den indeholder en retlig fejl i fortolkningen af artikel 8, stk. 3, i Codice delle Proprietà Industriale (den italienske lov om industriel ejendomsret) [herefter »CPI«]« (domskonklusionens punkt 1). Den appellerede dom efterprøver og fortolker den italienske bestemmelse, sammenholdt med artikel 52, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 40/94, med senere ændringer (herefter »forordning nr. 40/94«).
4. Appellanten har anfægtet denne dom og gør for det første gældende, at Retten anlagde en forkert fortolkning af den italienske bestemmelse.
5. Spørgsmålet er imidlertid, om Domstolen under en appelsag kan tage stilling til fortolkningen af nationale bestemmelser?
II – Retsforskrifter
A – EU-retten
1. Traktaten om Den Europæiske Union (TEU)
6. Artikel 19, stk. 1, TEU bestemmer:
»Den Europæiske Unions Domstol omfatter Domstolen, Retten og et antal specialretter. Den sikrer overholdelse af lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af traktaterne.
Medlemsstaterne tilvejebringer den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten.«
2. Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF)
7. Artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF bestemmer:
»De afgørelser, der træffes af Retten i medfør af dette stykke, kan appelleres til Domstolen, dog kun for så vidt angår retsspørgsmål, på de betingelser og med de begrænsninger, der er fastsat i statutten.«
8. Artikel 263 TEUF bestemmer:
»Den Europæiske Unions Domstol prøver lovligheden af lovgivningsmæssige retsakter, af retsakter vedtaget af Rådet, Kommissionen eller Den Europæiske Centralbank, bortset fra henstillinger og udtalelser, samt af de af Europa-Parlamentets og Det Europæiske Råds retsakter, der skal have retsvirkning over for tredjemand. Den prøver ligeledes lovligheden af de af Unionens organers, kontorers og agenturers retsakter, der skal have retsvirkning over for tredjemand.
I denne henseende har Domstolen kompetence til at udtale sig om klager, der af en medlemsstat, af Europa-Parlamentet, af Rådet eller af Kommissionen indbringes under påberåbelse af inkompetence, væsentlige formelle mangler, overtrædelse af traktaterne eller af retsregler vedrørende deres gennemførelse samt magtfordrejning
[...]«
3. Statutten for Domstolen
9. Artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen har følgende ordlyd (4):
»Appel til Domstolen er begrænset til retsspørgsmål. Den kan kun støttes på, at Retten savner kompetence, at der er begået rettergangsfejl, som krænker appellantens interesser, eller at Retten har overtrådt EU-retten.«
4. Forordning nr. 40/94
a) Den relevante affattelse af forordning nr. 40/94
10. De materielle bestemmelser, der er relevante for den foreliggende sag, er indeholdt i den affattelse af forordning nr. 40/94, der var gældende på tidspunktet for appelkammerets afgørelse.
11. Harmoniseringskontorets appelkammer skal lægge de faktiske og retlige omstændigheder, der forelå på afgørelsestidspunktet, til grund (5). Sagen for Retten angik i overensstemmelse med artikel 63, stk. 1, i forordning nr. 40/94 (6), appelkammerets afgørelse. Hvorvidt denne afgørelse er behæftet med en retlig fejl kan alene vurderes på grundlag af de retlige omstændigheder, som forelå på tidspunktet for den anfægtede appelafgørelse (7). I overensstemmelse hermed lagde Retten ved sin efterprøvelse den affattelse af forordning nr. 40/94, der var gældende på tidspunktet for appelkammerets afgørelse (8), til grund. Denne affattelse skal følgelig også finde anvendelse under appelsagen.
b) Relevante bestemmelser
12. Artikel 50, stk. 1, i forordning nr. 40/94 (9) bestemmer:
»EF-varemærkeindehaverens ret erklæres fortabt efter indgivelse af begæring herom til Harmoniseringskontoret eller ved fremsættelse af modkrav under en sag om varemærkekrænkelse:
[...]
c) når varemærket som følge af den brug, der af varemærkeindehaveren eller med dennes samtykke gøres deraf for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, vil kunne vildlede offentligheden, især med hensyn til varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse.«
13. Artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 40/94 (10) bestemmer:
»EF-varemærket erklæres ligeledes for ugyldigt efter indgivelse af begæring herom til Harmoniseringskontoret eller ved fremsættelse af modkrav under en sag om varemærkekrænkelse, hvis der i henhold til fællesskabslovgivningen eller gældende nationale retsregler om varemærkebeskyttelse kan rejses forbud mod brug af mærket på grundlag af en anden ældre ret, herunder navnlig:
a) retten til et navn
b) retten til et portræt
c) en ophavsret
d) en industriel ejendomsret.«
14. Artikel 63 i forordning nr. 40/94 (11) bestemmer:
»1. Appelkamrenes afgørelser om klager kan indbringes for Domstolen.
2. Indbringelse af klager kan ske under påberåbelse af inkompetence, væsentlige formmangler eller overtrædelse af traktaten, af denne forordning eller af retsregler [(12)] vedrørende deres gennemførelse eller under påberåbelse af magtfordrejning.
3. Domstolen har kompetence til at ophæve eller omgøre den indklagede afgørelse.
[...]
6. Harmoniseringskontoret træffer de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af Domstolens afgørelse.«
5. Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker (13) (herefter »gennemførelsesforordningen«)
15. I det følgende gengives de bestemmelser i gennemførelsesforordningen i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for annullationsafdelingens (14) og appelkammerets afgørelse (15).
16. Regel 37, der bærer overskriften »Begæring om, at et EF-varemærke erklæres fortabt eller ugyldigt«, bestemmer:
»En begæring til Kontoret om, at et EF-varemærke erklæres fortabt eller ugyldigt, jf. forordningens artikel 55, skal indeholde:
[…]
b) for så vidt angår de grunde, som begæringen støttes på
[…]
iii) hvis der indgives begæring i henhold til forordningens artikel 52, stk. 2, oplysninger om, hvilken rettighed begæringen om ugyldighed støttes på, samt oplysninger om, at vedkommende er indehaver af en i forordningens artikel 52, stk. 2, omhandlet ældre rettighed, eller at han i henhold til gældende nationale retsregler er berettiget til at gøre denne rettighed gældende [(16)].
[…]«
B – National ret
17. I henhold til artikel 8, stk. 3, i CPI (17) i den her relevante affattelse (18) kan personnavne, tegn, der bruges i kunstnerisk, litterær, videnskabelig, politisk eller sportslig sammenhæng, benævnelser og forkortelser for arrangementer og for ikke-erhvervsdrivende foreninger og sammenslutninger, samt disses karakteristiske emblemer, hvis de har opnået et omdømme, kun registreres som varemærke af indehaveren eller med samtykke fra indehaveren eller fra de i stk. 1 nævnte personer (19).
III – Tvistens baggrund
18. Retten beskrev tvistens baggrund som følger:
»1 Sagsøgeren, designeren Elio Fiorucci, fik i 1970’erne et vist omdømme i Italien. Efter finansielle problemer i 1980’erne gik dennes selskab, Fiorucci SpA, i betalingsstandsning.
2 Den 21. december 1990 overdrog Fiorucci ved kontrakt alle sine »kreative rettigheder« til det multinationale japanske selskab, Edwin Co. Ltd. Kontraktens artikel 1 fastslog:
»Selskabet Fiorucci overdrager, sælger og overfører til selskabet Edwin […], som for sin del erhverver:
– i) alle registrerede varemærker og varemærkeansøgninger, uanset hvor i verden, og alle patenter, mønster- og brugsmodeller samt alle andre tegn med særpræg tilhørende selskabet Fiorucci, således som opført i bilaget til denne kontrakt […]
– iv) alle enerettigheder til at anvende navnet »FIORUCCI« og enerettigheder til at fremstille og sælge tøj og andre varer med navnet »FIORUCCI«.
[…]
4 Den 23. december 1997 indgav intervenienten til [Harmoniseringskontoret] en ansøgning om registrering af ordmærket ELIO FIORUCCI som EF-varemærke [...]
5 Den 6. april 1999 blev varemærket ELIO FIORUCCI registreret ved Harmoniseringskontoret [...]
6 Den 3. februar 2003 indgav sagsøgeren en begæring om fortabelsen af retten til og om ugyldigheden af dette varemærke i henhold til artikel 50, stk. 1, litra c), og artikel 52, stk. 2, litra a), i [... forordning nr. 40/94].
7 Ved afgørelse af 23. december 2004 tog [a]nnullationsafdelingen ved Harmoniseringskontoret begæringen om ugyldighed af varemærket ELIO FIORUCCI til følge på grund af tilsidesættelse af artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 40/94 [...]
8 Annullationsafdelingen mente, at artikel 21, stk. 3, i Legge Marchi (den italienske varemærkelov) (nu artikel 8, stk. 3, i [CPI]) fandt anvendelse, og annullerede registreringen af det omhandlede varemærke, fordi omdømmet af navnet Elio Fiorucci var blevet godtgjort, og fordi der ikke var bevist at foreligge et [...] samtykke til at registrere dette navn som EF-varemærke [...]
9 Intervenienten påklagede derfor afgørelsen til Harmoniseringskontorets appelkammer med påstand om under ændring af den anfægtede afgørelse at give afslag på begæringen om at få erklæret det omhandlede varemærke ugyldigt og om opretholdelse af registreringen.
10 Ved afgørelse af 6. april 2006 [...] tog Harmoniseringskontorets Første Appelkammer intervenientens klage til følge og annullerede [a]nnullationsafdelingens afgørelse, idet det konkluderede, at den i artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 40/94 omhandlede relative ugyldighedsgrund ikke fandt anvendelse i det foreliggende tilfælde, som ikke faldt ind under de i national lov regulerede tilfælde (artikel 8, stk. 3, i [CPI]). Appelkammeret afslog også den af sagsøgeren fremsatte begæring om fortabelsen af retten til det omhandlede varemærke, fordi artikel 50, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 ifølge sagsøgeren var blevet tilsidesat.
11 Appelkammeret præciserede navnlig, at selve formålet med artikel 8, stk. 3, i [CPI] var at forhindre tredjemands udnyttelse af en kendt persons navn i kommercielt øjemed [...] Appelkammeret påpegede, at der ikke, så vidt det var underrettet, fandtes nogen retspraksis på dette punkt, men at den »mest dækkende italienske retsvidenskabelige litteratur« syntes at bekræfte, at formålet med den nævnte bestemmelse ville forsvinde, hvis dette markedsføringspotentiale allerede var fuldt udnyttet. Appelkammeret anførte, at i det foreliggende tilfælde kunne navnet Elio Fioruccis omdømme i den italienske offentlighed bestemt ikke anses for resultatet af en oprindelig ikke-kommerciel brug [...]
12 Hvad angår begæringen om fortabelse i henhold til artikel 50, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 præciserede appelkammeret, at [...]
13 […] offentligheden er bevidst om, at efternavne ofte bruges som varemærker, uden at dette betyder, at disse efternavne svarer til virkelige personer. Desuden påpegede appelkammeret, at sagsøgeren ved overdragelsen i 1990 havde afstået alle rettigheder til at bruge såvel varemærket FIORUCCI som varemærket ELIO FIORUCCI [...]
14 […] I det foreliggende tilfælde mente appelkammeret ikke, at varemærket ELIO FIORUCCI, som blot gengiver navnet på en person, giver nogen indikation om særlige kvalitetsmæssige dyder, og det kan derfor ikke have vildledt offentligheden.«
IV – Den appellerede dom
19. Fiorucci nedlagde under sagen påstand om annullation af såvel appelkammerets afgørelse som af Rettens afgørelse om fortabelse og ugyldighed af EF-varemærket. Han gjorde i denne forbindelse gældende, at der var sket tilsidesættelse af artikel 50, stk. 1, litra c), og artikel 52, stk. 2, litra a), i forordning nr. 40/94.
20. Sagsøgeren fik til dels medhold under sagen.
21. Retten afviste ganske vist, at den i artikel 50, stk. 1, litra c), i direktiv 40/94 omhandlede fortabelsesgrund forelå. De særlige krav vedrørende kriteriet vildledning ved designernavne (20) var ikke opfyldt. Det var endvidere ikke bevist, at der var sket vildledende brug af varemærket (21).
22. Ved efterprøvelsen af artikel 52, stk. 2, litra a), i forordning nr. 40/94 behandlede Retten indgående spørgsmålet om fortolkning af artikel 8, stk. 3, i CPI og bemærkede bl.a. (22):
»50 For det første skal det fastslås, at den af appelkammeret anlagte fortolkning af artikel 8, stk. 3, i Codice delle Proprietà Industriale ikke bekræftes af denne bestemmelses ordlyd, som omhandler kendte personers navne uden at opstille nogen sondring i forhold til den sammenhæng, i hvilken de er blevet kendt
[…]
53 For det andet er den beskyttelse, som følger af artikel 8, stk. 3, i [CPI] – i modsætning til, hvad appelkammeret har antydet [...] – på ingen måde overflødig eller uden indhold, selv ikke i tilfælde af, at en kendt persons navn allerede er blevet registreret eller anvendt som faktisk varemærke.
[…]
55 Det er følgelig ikke udelukket, at et navn på en kendt person, som er registreret eller brugt som varemærke for visse varer eller tjenesteydelser, vil kunne være genstand for en ny registrering for andre varer eller tjenesteydelser, som er af anden art end dem, der er omfattet af den ældre registrering [...]
56 Det skal desuden fastslås, at artikel 8, stk. 3, i [CPI] ikke opstiller nogen betingelse for dens anvendelse ud over den, at den pågældende persons navn skal have et omdømme […]
57 For det tredje gør heller ikke uddragene fra den retsvidenskabelige litteratur, som er citeret i den anfægtede afgørelse [...] det muligt at konkludere, at den af appelkammeret anlagte fortolkning af artikel 8, stk. 3, i [CPI] er korrekt.
58 Adriano Vanzetti, som sammen med Vincenzo Di Cataldo har forfattet det [...] citerede værk, har således været til stede under retsmødet i sin egenskab af advokat for sagsøgeren og har anført, at det af appelkammeret indtagne synspunkt på ingen måde fulgte af det, han havde skrevet i det omhandlede værk […]
59 Hvad angår Marco Ricolfi [...] henviser denne ifølge appelkammeret til »omdømmet [af en persons navn] som følge af en oprindelig brug, der meget ofte ikke er erhvervsmæssig«, hvilket på ingen måde udelukker omdømme som følge af en »erhvervsmæssig« brug […]
60 Maurizio Ammendola [...] er den eneste, som nævner en brug i en »ikke-markedsrelateret sammenhæng« uden af den grund udtrykkeligt at konkludere, at artikel 8, stk. 3, i [CPI] ikke kan påberåbes for at beskytte et personnavn, der ikke har opnået et omdømme i en sådan sammenhæng. Henset til de ovenstående betragtninger kan Retten under alle omstændigheder ikke alene på grundlag af en enkelt forfatters opfattelse underlægge den omhandlede bestemmelses anvendelse en betingelse, som ikke følger af bestemmelsens ordlyd.
61 Heraf følger, at appelkammeret har begået en retlig fejl i fortolkningen af artikel 8, stk. 3, i [CPI]. Denne fejl har haft den konsekvens, at anvendelsen af denne bestemmelse på sagsøgerens navn med urette blev afvist, uanset at det er ubestridt, at det drejer sig om et navn på en kendt person.
[…]«
23. Disse betragtninger foranledigede ganske vist Retten til i domskonklusionens punkt 1 at annullere appelkammerets afgørelse i det omfang den indeholdt en retlig fejl i fortolkningen af artikel 8, stk. 3, i CPI, men ikke til at erklære det omhandlede varemærke ugyldigt. Anbringendet om, at varemærket ELIO FIORUCCI ligeledes var omfattet af overdragelsen af alle varemærker og alle tegn med særpræg, blev nemlig ikke undersøgt af appelkammeret. Sagsøgerens påstand om omgørelse af appelkammerets afgørelse, og om at det omhandlede varemærke erklæres ugyldigt, kan ikke tages til følge, eftersom dette i det væsentlige ville indebære, at Retten skulle påtage sig opgaver af administrativ og udredende karakter, som rettelig tilkommer Harmoniseringskontoret, og derfor ville være i strid med den institutionelle ligevægt (23).
V – Appellen og parternes påstande
24. Appellanten anfægter med den iværksatte appelsag den appellerede dom og har nedlagt påstand om annullation af domskonklusionens punkt 1. Subsidiært støttes annullationspåstanden på manglende begrundelse. Appellanten har endvidere mere subsidiært nedlagt påstand om, at det pålægges Harmoniseringskontoret at efterprøve dette anbringende. Mere subsidiært støtter appellanten ligeledes sin annullationspåstand på manglende retslig prøvelse i form af tilsidesættelse af artikel 63, stk. 3, i forordning nr. 40/94. Mest subsidiært pålægges det Harmoniseringskontoret at efterprøve dette anbringende. Appellanten har endvidere nedlagt påstand om, at Elio Fiorucci tilpligtes at betale samtlige omkostninger i forbindelse med sagens behandling i første og anden instans, henholdsvis at sagens omkostninger fordeles, såfremt førstnævnte ikke får medhold under appelsagen.
25. Harmoniseringskontoret har nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom, og at Elio Fiorucci tilpligtes at betale sagens omkostninger.
26. Elio Fiorucci har nedlagt påstand om, at punkt 1, 3 og 4 i den appellerede doms konklusion stadfæstes, at dommens præmis 33-35 omgøres, samt at han tillægges sagsomkostninger under appelsagen.
27. Appellanten har nedlagt påstand om, at den af Elio Fiorucci nedlagte påstand om omgørelse ikke tages til følge.
VI – Stillingtagen til appelanbringenderne
A – Første og andet appelanbringende: tilsidesættelse af artikel 52, stk. 2, litra a), i forordning nr. 40/94 og artikel 8, stk. 3, i CPI
28. Da de anførte bestemmelser som følge af opbygningen af artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 40/94 er komplicerede, og parternes anbringender for så vidt er sammenfaldende, forekommer det mig hensigtsmæssigt at behandle de to første appelanbringender under ét. Parternes anbringender kan indholdsmæssigt opdeles under hensyn til, at det dels bestrides, at artikel 52, stk. 2, litra a), i forordning nr. 40/94 generelt er anvendelig på den foreliggende sag, dels at der rejses spørgsmål om fortolkningen af artikel 8 i CPI i forbindelse med anvendelsen af forordning nr. 40/94.
1. Er artikel 52, stk. 2, litra a), i forordning nr. 40/94 uanvendelig?
29. Indledningsvis vil det materielle anvendelsesområde for artikel 52, stk. 2, litra a), i forordning nr. 40/94 blive behandlet. Appellanten har nemlig gjort gældende, at registreringsbeføjelsen i henhold til artikel 8 i CPI sikrer rent formueretlige interesser i tegn, der er blevet kendt i ikke-kommerciel sammenhæng. Artikel 52, stk. 2, litra a), i forordning nr. 40/94 skal derimod beskytte den ideelle interesse i retten til et navn. Elio Fiorucci har imidlertid ikke godtgjort en sådan krænkelse.
a) Materielt anvendelsesområde for artikel 52, stk. 2, litra a), i forordning nr. 40/94
30. Ifølge artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 40/94 kan en begæring om ugyldighed »navnlig« støttes på retten til et navn [litra a)], samt tillige på retten til et portræt ([litra b)], en ophavsret [litra c)], en industriel ejendomsret [litra d)] eller en anden ældre ret, hvis der i henhold til gældende nationale retsregler om varemærkebeskyttelse kan rejses forbud mod brug af mærket.
31. Anvendelsesområdet for denne bestemmelse er således defineret så vidt og åbent som muligt. Samtlige de rettigheder, der udtrykkeligt, men ikke udtømmende, er nævnt i bestemmelsen, er af ikke varemærkeretlig art. Derudover er deres eneste fællestræk, at de giver rettighedshaveren adgang til at forbyde brugen af varemærket, uanset af hvilken retlig grund.
32. Henset til bestemmelsens ordlyd kan det derfor næppe antages, at den er begrænset til fare for krænkelser af rettighedshaverens ideelle eller immaterielle, kunstneriske interesser, idet hovedvægten såvel inden for ophavsretten som inden for den industrielle ejendomsret generelt må antages at ligge på det materielle område. Den grammatiske og systematiske fortolkning af artikel 52, stk. 2, litra a), i forordning nr. 40/94 taler således imod en restriktiv forståelse af bestemmelsen.
33. Denne fortolkning bekræftes af praksis ved Harmoniseringskontorets appelkamre. De imødekom begæringer om ugyldighed bl.a. begrundet i retten til et portræt (24) og en ophavsretligt beskyttet gengivelse af et vinblad (25) og foretog overvejelser vedrørende anvendeligheden af artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 40/94 på filmtitler (26), uden at rejse spørgsmål om en formålsbegrundet begrænsning som den, appellanten har gjort gældende.
b) Foreløbig konklusion
34. Artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 40/94 skal følgelig finde anvendelse i den foreliggende sag, såfremt den ret, som Fiorucci påberåber sig i henhold til artikel 8 i CPI, faktisk består.
2. Er artikel 52, stk. 2, litra a), i forordning nr. 40/94 tilsidesat som følge af forkert bedømmelse af artikel 8 i CPI?
a) Parternes argumentation
35. Appellanten og Harmoniseringskontoret finder, at Retten fortolkede artikel 8 i CPI forkert, og at det er en nødvendig følge heraf, at artikel 52, stk. 2, litra a), i forordning nr. 40/94 er tilsidesat.
36. Ifølge appellanten er artikel 8, stk. 3, i CPI som følge af henvisningen i artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 40/94 en »integrerende del af den Europæiske Unions retsorden«. Artikel 8, stk. 3, i CPI giver imidlertid ikke Elio Fiorucci som indehaver af navnet ret til at forbyde brugen af et varemærke, men alene en ret til at foretage den første registrering af navnet som varemærke. Elio Fiorucci har allerede ladet varemærker registrere, der indeholder bestanddelen FIORUCCI, nemlig foruden det italienske varemærke FIORUCCI, også det newzealandske varemærke ELIO FIORUCCI. Efterfølgende overdrog han gennem Fiorucci Spa disse varemærker til appellanten. På grund af risikoen for forveksling med allerede beskyttede varemærker kan Elio Fiorucci imod varemærkerettens indehavers ønske ikke registrere yderligere varemærker, som indeholder bestanddelen FIORUCCI (27).
37. Artikel 8, stk. 3, i CPI gælder endvidere kun for navne, der har opnået omdømme på ikke-kommercielle områder. Dette fremgår såvel af italiensk juridisk litteratur, som af de afgørelser, der hidtil er blevet truffet vedrørende artikel 8, stk. 3, i CPI, der alene vedrørte »ikke-kommercielle tegn«. Det er uforståeligt, at Retten ikke tog hensyn til denne retspraksis, som ligeledes blev påberåbt under førsteinstanssagen.
38. Harmoniseringskontoret har navnlig gjort gældende, at Retten ikke undersøgte, hvilken betydning der skal tillægges overdragelsen af samtlige varemærker, der indeholder bestanddelen FIORUCCI, for så vidt angår fortolkningen af artikel 8, stk. 3, i CPI. Registrering af disse varemærker skete med Elio Fioruccis godkendelse. Dennes ret i henhold til artikel 8, stk. 3, i CPI er hermed udtømt. Artikel 52, stk. 2, litra a), i forordning nr. 40/94 henviser til artikel 8, stk. 3, i CPI. Den urigtige bedømmelse af den italienske bestemmelse kan derfor indebære en tilsidesættelse af artikel 52, stk. 2, litra a), i forordning nr. 40/94.
39. Elio Fiorucci har gjort gældende, at anbringendet dels ikke kan antages til realitetsbehandling, idet det ikke blev gjort gældende under sagen for den tidligere instans, dels at det er ugrundet.
b) Spørgsmål, der skal tages stilling til
40. Da artikel 8 i CPI ikke er en EU-retlig bestemmelse, men en bestemmelse i italiensk ret, vil jeg først undersøge, hvorledes denne skal tages i betragtning ved anvendelsen af artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 40/94.
41. Jeg vil dernæst behandle spørgsmålet, hvorvidt og i hvilket omfang anbringendet om, at artikel 8 i CPI er blevet fortolket forkert, kan gøres gældende for Unionens retsinstanser.
i) Opbygningen af artikel 52, stk. 2, litra a) i forordning nr. 40/94, sammenholdt med national ret: national ret ikke assimileret i EU-retten
– Grammatisk og systematisk fortolkning af bestemmelsen
42. Ved en betragtning af ordlyden af artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 40/94 er det påfaldende, at bestemmelsen sondrer mellem »fællesskabslovgivningen eller gældende nationale retsregler« (28) for så vidt angår den afledte følge, at retten til et navn tilsidesætter brugen af et varemærke. Det følger af dette lovbestemte, tostrengede udgangspunkt, at det kan være nødvendigt at foretage en præliminær bedømmelse af national ret ved anvendelsen af artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 40/94 for så vidt angår betydningen af retten til et navn i forhold til et yngre varemærke.
43. Denne omstændighed bevirker imidlertid ikke, at national ret får karakter af EU-ret. Navnlig er retspraksis, hvorefter international ret kan være en integreret del af EU-retten, ikke relevant her (29). Allerede bestemmelsens ordlyd taler imod, at national ret absorberes af EU-retten, og støtter en adskillelse mellem de to retsområder. Under efterprøvelsen af kriteriet »retten til et navn« bevarer artikel 8 i CPI følgelig sin karakter af en national retsforskrift.
– National rets særstilling på baggrund af gennemførelsesforordningen
44. En betragtning af gennemførelsesforordningen bekræfter, at national ret, som artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 40/94 henviser til, ikke absorberes af EU-retten, men derimod skal kvalificeres som et selvstændigt regelsæt, som er forskelligt fra EU-retten.
45. I henhold til regel 37 skal den begærende part nemlig fremlægge »oplysninger om, at vedkommende er indehaver af en i forordningens artikel 52, stk. 2, omhandlet ældre rettighed, eller at han i henhold til gældende nationale retsregler er berettiget til at gøre denne rettighed gældende« (30).
46. Den begærende part skal således over for Harmoniseringskontoret fremlægge oplysninger om og løfte bevisbyrden for, at den omhandlede rettighed, som påberåbes, kan begrunde, at brugen af et yngre varemærke forbydes (31).
47. Umiddelbart forekommer denne oplysnings- og bevisbyrdefordeling påfaldende, da den bevirker, at den nationale retstilstand snarere får karakter af sagsfremstilling (32). Ved en nærmere betragtning viser dette sig imidlertid at være passende og den nationale rets funktion rimelig, når bestemmelser i EU-retten henviser hertil.
48. I EU-retlige sager har national ret og EU-ret nemlig ikke samme karakter, og der er betydelige praktiske forskelle i anvendelsen af de to retsområder. Dette fremgår også klart af retspraksis.
ii) National rets særlige stilling i retspraksis ved Unionens retsinstanser
– Generelle indledende bemærkninger
49. Unionens retsinstanser »sikrer overholdelse af lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af traktaterne« (artikel 19 TEU) (33). Fortolkning af national ret henhører ikke umiddelbart under deres beføjelser. Den foretages af medlemsstaternes retsinstanser. Desuagtet kan der som i den foreliggende sag under anvendelsen af EU-retlige bestemmelser opstå spørgsmål om indholdet og fortolkningen af national ret.
50. Unionens retsinstanser råder i så tilfælde ikke over et særligt instrument for at fastslå den nationale retsstilling vedrørende bestemte faktiske omstændigheder. EU-retten omfatter ikke en procedure, hvorunder de øverste nationale domstole eller andre nationale instanser anmodes om en bindende afklaring af et konkret spørgsmål vedrørende national ret svarende til en præjudiciel forelæggelse.
51. Det følger heller ikke af processuel EU-ret, at sagen i et sådant tilfælde nødvendigvis skal udsættes, og det pålægges parterne gennem et anerkendelsessøgsmål for en national retsinstans at opnå en afklaring af retsstillingen. Af indlysende grunde er det sædvanligvis ulige mere vanskeligt for Unionens retsinstanser, og så meget desto mere for andre instanser (34), som anvender EU-retten, at foretage en korrekt bedømmelse af den nationale ret, der finder anvendelse på bestemte faktiske omstændigheder, end at vurdere en sags EU-retlige aspekter.
52. I henhold til artikel 24, stk. 2, i Domstolens statut kan den ganske vist generelt afkræve medlemsstaterne »enhver oplysning, som den finder nødvendig for sagens behandling« (35), men dette er dels ikke nogen hjælp, når Domstolen står over for national ret i en tredjestat, og dels kan oplysning om indholdet af eksempelvis nationale skatteregler endnu ikke sidestilles med en bindende retslig afklaring af retsstillingen vedrørende konkrete faktiske omstændigheder.
– National ret henset til artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 40/94
53. For så vidt angår artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 40/94 er unionens retsinstanser imidlertid fritaget for dette problem i det mindste i den foreliggende sag. I henhold til gennemførelsesforordningen påhviler det nemlig den begærende part selv at føre bevis for den rettighed, der gøres gældende. Bedømmelsen af den forelagte dokumentation – og ikke yderligere – henhører således under Harmoniseringskontoret, eller hvis sagen føres videre Unionens retsinstanser (36).
54. Der findes ganske vist ikke en særlig bestemmelse svarende til gennemførelsesforordningens regel 37 for så vidt angår retssagsbehandlingen. Der er imidlertid ikke nogen begrundelse for at fravige dette princip under en retssag. Såfremt der er identitet mellem tvistens genstand under sagen for appelkammeret og sagen for Retten (37), må der gælde tilsvarende med hensyn til fordeling og omfang af parternes oplysningspligt og bevisbyrde.
55. Fra en EU-retlig retsanvendelsesbetragtning forlader det præliminære spørgsmål vedrørende national ret retsspørgsmålssfæren og nærmer sig den faktiske sfære, som kan være genstand for bevisførelse (38).
56. Da EU-retten placerer det præliminære spørgsmål vedrørende national ret på linje med oplysningspligt og bevisbyrde som faktiske omstændigheder (39), følger den på den ene side klassiske principper i international privatret (40). På den anden side forekommer denne løsning, som implicit for så vidt angår den EU-retlige varemærkeret positivt er forankret i gennemførelsesforordningen, også at være i overensstemmelse med praksis ved internationale retsinstanser og voldgiftsretter (41). Princippet iura novit curia finder, om overhovedet, anvendelse for så vidt angår den pågældende internationale ret, men ikke national ret (42), hvis indhold i givet fald skal godtgøres gennem bevisførelse og vurderes på grundlag af parternes argumentation, således at der ikke påhviler Retten en mere omfattende oplysningspligt.
– Foreløbig konklusion
57. Selv om henvisningen til national ret i forordning nr. 40/94 ikke i sig selv bevirker, at denne får karakter af EU-ret, kan en forkert bedømmelse af national ret, såfremt denne er af betydning som præliminært spørgsmål i relation til kriterierne i artikel 52, stk. 2, litra a), i forordning nr. 40/94, alligevel føre til, at et kriterium som retten til et navn, der udelukker brug af et varemærke, med urette bekræftes eller benægtes.
58. Jeg vil i det følgende behandle spørgsmålet om, hvorvidt Retten eller Domstolen under en appelsag kan efterprøve en sådan indsigelse.
iii) Indsigelse om tilsidesættelse af artikel 8, stk. 3, CPI, der gøres gældende for Unionens retsinstanser
59. Appellantens og Elio Fioruccis argumentation i deres skriftlige indlæg gennemgår til dels detaljeret italiensk juridisk litteraturs forskellige fortolkninger af den nævnte bestemmelse, som de hver især søger at tage til indtægt for deres eget synspunkt. I denne forbindelse blev spørgsmålet om, hvorvidt Domstolen som appelinstans overhovedet har kompetence til at efterprøve Rettens vurdering af national ret under førsteinstanssagen, ikke berørt. Under den mundtlige forhandling argumenterede appellanten for, at appelinstansen har fuld prøvelsesret for så vidt angår national ret, såfremt der henvises hertil i EU-retlige bestemmelser. Harmoniseringskontoret finder derimod, at der alene er tale om en begrænset efterprøvelse for så vidt angår åbenbare fejl, navnlig på grundlag af de beviser, der er blevet fremlagt for Retten. Elio Fiorucci finder, at appelinstansens prøvelsesret klart er begrænset til at omfatte EU-retten.
60. Det fremgår for det første af en gennemgang af de varemærkeretlige og processuelle bestemmelser, at kriterierne for de EU-retlige retsinstansers bedømmelse ikke nødvendigvis er de samme, når der opstår spørgsmål om, hvorvidt anvendelsen af national ret kan efterprøves for så vidt angår retlige fejl. Principperne for førsteinstanssagen for Retten og appelsagen for Domstolen er forskellige. Dette skyldes, at national ret, der mister sin normative karakter i forhold til Unionens retsinstanser, så at sige henføres under parternes redegørelse for sagens faktiske omstændigheder. Som faktisk omstændighed kan spørgsmålet følgelig kun være genstand for en begrænset efterprøvelse under en appelsag.
– Rettens efterprøvelse af national ret henset til artikel 63 i forordning nr. 40/94 (nu artikel 65 i forordning nr. 207/2009)
61. Klager over appelkamrenes afgørelser kan i henhold til artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 40/94 indbringes for Domstolen »under påberåbelse af inkompetence, væsentlige formmangler eller overtrædelse af traktaten, af denne forordning eller af retsregler vedrørende deres gennemførelse eller under påberåbelse af magtfordrejning«.
62. Udtrykket »Domstolen« betyder i denne bestemmelse Domstolen under ét som institution, ikke som instans (43). Artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 40/94 skal følgelig forstås således, at en appel, der er indbragt for Retten, bl.a. kan støttes på »overtrædelse af traktaten, af denne forordning eller af retsregler vedrørende deres gennemførelse« (44).
63. Jeg vil for det første gennemgå, hvad der skal forstås ved udtrykket »retsregler vedrørende [...] gennemførelse [af forordning nr. 40/94]«.
64. En bogstavelig fortolkning af det almindelige begreb »retsregel« omfatter ikke alene EU-retlige bestemmelser, men også bestemmelser i medlemsstaternes lovgivninger. Forordning nr. 40/94 indeholder således en lang række henvisninger til national ret, navnlig i tilfælde som i den foreliggende sag, hvor der er kollision mellem ældre rettigheder og fællesskabsvaremærket (45).
65. Udtrykket »retsregler vedrørende deres gennemførelse« sigter endvidere ikke alene til bestemmelser i gennemførelsesforordningen. En mere snæver fortolkning, der alene omfatter gennemførelsesforordningen, ville ikke omfatte henvisningerne til national ret i forordning nr. 40/94, som ville være unddraget Rettens kontrol. Dette ville være betænkeligt i betragtning af princippet om en effektiv retsbeskyttelse.
66. Den retsbeskyttelsesvenlige fortolkning bekræftes af andre sprogversioner (46) af forordning nr. 40/94. Det er nemlig påfaldende, at det eksempelvis i den franske affattelse af artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 40/94 hedder »violation du traité, du présent règlement ou de toute règle de droit relative à leur application« (47). Possessivpronomenet »leur« understreger klarere end den tyske affattelse, at der hermed menes såvel anvendelse af traktaten som af forordning nr. 40/94. En begrænsning af begrebet »retsregler« til alene at omfatte bestemmelserne i forordning nr. 40/94, men ikke i selve traktaten, ville henset hertil være meningsløs (48). Begrebet retsregler omfatter således enhver bestemmelse, der skal tages i betragtning ved fortolkningen og anvendelsen af forordning nr. 40/94 og traktaten.
67. Min foreløbige konklusion er således, at en forkert fortolkning af national ret kan gøres gældende for Retten, for så vidt den finder anvendelse ved gennemførelsen af forordning nr. 40/94 (49).
68. Den omstændighed, at den appellerede dom (50) foretager en indgående efterprøvelse af artikel 8, stk. 3, i CPI under hensyn til de beviser, der blev fremlagt for appelkammeret (51), kan herefter ikke kritiseres i henhold til artikel 63 i forordning nr. 40/94.
69. Dette belyser imidlertid ikke det spørgsmål, der er afgørende under den verserende appelsag, nemlig om den vurdering af national ret, som Retten foretog og kunne foretage i henhold til artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 40/94, kan efterprøves af Domstolen.
iv) Appelinstansen kan ikke efterprøve national ret i henhold til artikel 58 i Statutten for Domstolen
70. Appel er i henhold til artikel 58 i statutten for Domstolen begrænset til retsspørgsmål. Den kan kun støttes på, at Retten savner kompetence, at der er begået rettergangsfejl, som krænker appellantens interesser, eller at Retten har overtrådt EU-retten.
– Grammatisk fortolkning
71. Hvis man tager artikel 58 i statutten for Domstolen bogstaveligt, er Domstolen afskåret fra at efterprøve et appelanbringende om, at national ret er blevet tilsidesat. Et sådant appelanbringende vedrører nemlig netop ikke den omstændighed, at Retten »har overtrådt EU-retten«, men formentlige fejl ved anvendelsen af national ret.
72. Den omstændighed, at artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 40/94 kan nødvendiggøre anvendelse af national ret ved bedømmelsen af ældre navnerettigheders relevans i forhold til yngre varemærker, fører ikke til, at den nationale ret, som herved bringes i anvendelse, får karakter af EU-ret, hvilken kan anfægtes ved appel (52).
73. Dette resultat har ikke alene støtte i opbygningen og ordlyden af den materielle bestemmelse, men også i en samlet betragtning af de processuelle bestemmelser vedrørende indbringelse af klage og appel,
– Systematisk fortolkning
74. Det fremgår for det første af en sammenligning mellem artikel 58 i Statutten for Domstolen og artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 40/94, at forordningsbestemmelsen udtrykkeligt tillader, at der ved indbringelse af klage kan foretages en efterprøvelse af samtlige retsregler vedrørende gennemførelsen af forordning nr. 40/94, mens statutten med hensyn til appel udtrykkeligt henviser til det snævrere begreb EU-retten. Lovgiver kunne uden videre have overført denne spidsfindige sondring i artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 40/94 på statuttens artikel 58 og ladet appelinstansens kompetence omfatte ikke alene EU-retten, men med en parallel formulering tillige »retsregler vedrørende dens gennemførelse«.
75. Dette er imidlertid ikke sket, til forskel fra de generelle bestemmelser i henhold til artikel 263, stk. 2, TEUF for så vidt angår førsteinstanssager. Ved en sammenligning mellem dels artikel 263, stk. 2, TEUF, artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 40/94 og statuttens artikel 58, fremgår det klart, at appelinstansen principielt ikke kan efterprøve retsregler, der ikke oprindeligt er EU-retlige, hvilket førsteinstansen eventuelt kan.
76. Artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF kan heller ikke begrunde et andet resultat. Bestemmelsen giver ganske vist generelt mulighed for appel »dog kun for så vidt angår retsspørgsmål«, hvilket ud fra en umiddelbar betragtning også ville kunne omfatte retsspørgsmål vedrørende national ret. Appellen skal imidlertid behandles »på de betingelser og med de begrænsninger, der er fastsat i statutten«, hvilket på ny fører til, at anbringender om tilsidesættelse af national ret er udelukket under appelsager.
77. En systematisk betragtning af bestemmelserne om sagsanlæg og appel taler således principielt ligeledes for, at appelinstansen er afskåret fra at foretage en efterprøvelse af nationale retsforskrifter. Dette er også logisk, da den nationale retsregel ud fra den EU-retlige retsanvenders betragtning henhører under faktum, som ikke er omfattet af appelinstansens efterprøvelse, i hvert fald når det ikke gøres gældende, at Retten åbenbart har fordrejet indholdet af akter eller beviser i førsteinstanssagen (53).
78. Påståede retlige fejl ved anvendelsen af artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 40/94 for så vidt angår omfanget af beskyttelsen af den »anden ældre ret« kan således også være genstand for en omfattende efterprøvelse i appelinstansen, når denne ældre ret udspringer af EU-retten, men kun i førsteinstansen, når denne anden ældre ret er beskyttet i henhold til national ret.
– Foreløbig konklusion
79. Såfremt man lægger denne strenge fortolkning til grund, skal et appelanbringende, hvorefter der er sket tilsidesættelse af artikel 8, stk. 3, i CPI afvises. Unionens procesret omfatter i henseende til efterprøvelse i hvert fald for så vidt angår varemærkeforordningen, som er relevant for nærværende sag, en klart afbalanceret, toleddet appelordning: I henhold hertil kan et søgsmål, der angår national ret, i henhold til artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 40/94 antages til realitetsbehandling, mens en tilsvarende appelsag principielt skal afvises.
– Ingen urigtig gengivelse
80. Den omstændighed, at bedømmelsen af national ret ved anvendelsen af artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 40/94 nærmer sig faktum, giver imidlertid en meget begrænset mulighed for efterprøvelse under appelsagen. Kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder såvel som til at vurdere beviserne tilkommer principielt alene Retten (54). Der er imidlertid tale om et retsspørgsmål, der kan behandles under appelsagen, når det gøres gældende, at det fremgår af de skriftlige indlæg for førsteinstansen, at førsteinstansen har fastlagt de faktiske omstændigheder åbenbart forkert (55), eller at Retten har gengivet de fremlagte beviser urigtigt. Urigtig bevisgengivelse antages allerede at foreligge, såfremt de foreliggende beviser er blevet bedømt åbenbart forkert (56), men foreligger i hvert fald, når en sådan urigtig gengivelse åbenbart fremgår af sagsakterne, uden at det er fornødent at foretage en ny vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne (57).
81. Et anbringende om, at den appellerede dom indeholder en sådan urigtig gengivelse, kan ikke tages til følge. Retten behandlede derimod ordlyden af den italienske retsforskrift indgående og foretog en logisk bedømmelse af de beviser, som var blevet fremlagt for appelkammeret og Retten for så vidt angår den italienske litteratur. Der er ikke grundlag for at antage, at parternes indlæg eller beviserne er blevet gengivet urigtigt.
82. Retten havde ikke pligt til selv at foretage yderligere undersøgelser af national ret. Tværtimod: Da genstanden for sagen for Retten defineres af den sagsgenstand, der forelå for appelkammeret (58), var Retten begrænset til det grundlag for sagen, som var blevet forelagt for appelkammeret, også med hensyn til den nationale retsstilling. Dette følger for det første af, at national ret kvalificeres som en del af sagens faktiske omstændigheder, og for det andet af, at efterprøvelsen af, om appelkammerets afgørelse er lovlig, kun kan foretages på grundlag af beviser, som allerede forelå for appelkammeret (59).
83. Retten skulle vurdere, om appelkammerets bedømmelse af national ret var begrundet, eller om der derimod forelå en tilsidesættelse af retsregler vedrørende gennemførelsen af forordning nr. 40/94 (60). Den omstændighed, at appellanten nu gør gældende, at der under sagen i første instans endvidere var blevet henvist til en række relevante italienske retsafgørelser, som Retten ikke tog stilling til, er irrelevant. Selv om Retten har kompetence til at efterprøve lovligheden af appelkammerets afgørelse, er den afskåret fra at foretage en bedømmelse af beviser, der første gang fremlægges som bilag til stævningen (61).
v) Afgrænsning i forhold til voldgiftsbestemmelsen (Artikel 272 TEUF)
84. For så vidt angår voldgiftsbestemmelsen findes der ikke en sådan subtil og kompleks ordning som den, der følger af samspillet mellem de varemærkeretlige og processuelle bestemmelser.
85. Sager angående voldgiftsbestemmelsen er specielle i den forstand, at Unionens retsinstanser »har kompetence til at træffe afgørelse i henhold til en voldgiftsbestemmelse, som indeholdes i en af Unionen eller i en på dens vegne indgået offentligretlig eller privatretlig aftale« (artikel 272 TEUF), og en medlemsstats lovgivning sædvanligvis udpeges som anvendelig materiel ret.
86. I den foreliggende sag er det ufornødent at tage stilling til, om retsstillingen vedrørende appelinstansens efterprøvelse af national ret er en anden, såfremt det gøres gældende for Unionens retsinstanser i henhold til en voldgiftsbestemmelse, at der er sket tilsidesættelse af national ret.
3. Konklusion vedrørende første og andet appelanbringende
87. Da appelinstansen hverken har tilsidesat artikel 52, stk. 2, litra a), i forordning nr. 40/94 eller artikel 8 CPI, skal første og andet appelanbringende forkastes.
B – Tredje og fjerde appelanbringende: Manglende begrundelse og manglende retslig prøvelse eller tilsidesættelse af artikel 63, stk. 3, i forordning nr. 40/94
88. Disse to appelanbringender kan ligeledes behandles under ét, da de i det væsentlige vedrører opgavefordelingen mellem Retten og appelkammeret og navnlig omfanget af Rettens prøvelsesret.
1. Manglende begrundelse
89. Appellanten støtter subsidiært sin påstand på, at der angiveligt foreligger en begrundelsesmangel, da Retten undlod at tage stilling til de af appellanten fremførte argumenter om og beviser for, at Elio Fiorucci havde givet samtykke til varemærkeansøgningen. Der gælder en »formodning« for det hævdede samtykke, da ugyldighedsbegæringen dels først blev fremsat år efter ansøgningen om og registreringen af det omhandlede varemærke, dels fordi der for appelkammeret blev fremlagt en erklæring fra en ledende medarbejder i Fiorucci Spa, over for hvem Elio Fiorucci havde tilkendegivet sit samtykke.
90. Det bemærkes for det første, at spørgsmålet, om begrundelsen for en dom afsagt af Retten er selvmodsigende eller utilstrækkelig, er et retsspørgsmål, der kan rejses under en appelsag (62).
91. I henhold til artikel 36 i statutten for Domstolen, der i henhold til statuttens artikel 53, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på Retten, skal Rettens domme begrundes. Bestemmelsen indeholder ikke nærmere krav til indholdet af begrundelsespligten.
92. Ifølge fast retspraksis følger det imidlertid navnlig ikke af Rettens begrundelsespligt, at det påhviler Retten i sin fremstilling udtømmende og et for et at behandle alle de argumenter, der er fremført af parterne i sagen, og at begrundelsen således kan fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og således, at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret (63).
93. Ifølge den appellerede doms præmis 64 og 65 undlod Retten at realitetsbehandle appellantens anbringende vedrørende betydningen af Elio Fioruccis indforståelse, da appelkammeret ikke afslog ugyldighedsbegæringen af denne grund, og Retten ikke kan sætte sin egen begrundelse i stedet for den anførte begrundelse.
94. Retten opfyldte herved sin begrundelsespligt. Spørgsmålet om, hvorvidt dens vurderinger var korrekte, er ikke afgørende her. Der ses følgelig ikke at være tale om en begrundelsesmangel.
2. Manglende retslig prøvelse eller tilsidesættelse af artikel 63, stk. 3, i forordning nr. 40/94
95. Appellanten har mere subsidiært gjort gældende, at der savnes en retslig prøvelse. Retten undlod med urette at efterprøve problemstillingen vedrørende erhvervelse af varemærket ELIO FIORUCCI med henvisning til genstanden for sagen for appelkammeret og begik en retlig fejl, idet den undlod at omgøre appelkammerets afgørelse til fordel for appellanten. Dette udgør en tilsidesættelse af artikel 63, stk. 3, i forordning nr. 40/94.
96. Mest subsidiært har appellanten nedlagt påstand om, at anbringendet hjemvises til behandling ved Harmoniseringskontoret.
97. Der er imidlertid ikke grund til at kritisere, at den appellerede dom ikke efterprøvede den hævdede relevans – som ligeledes blev gjort gældende for Harmoniseringskontoret – af den aftalte overdragelse af varemærket i henhold til artikel 8 CPI og undlod at omgøre appelkammerets afgørelse.
98. Principielt giver artikel 63, stk. 3, i forordning nr. 40/94 ganske vist også Retten mulighed for at annullere appelkammerets afgørelse foruden at omgøre denne.
99. Der var imidlertid ikke nogen begrundelse for dette i den foreliggende sag. Henset til tvistens genstand var Rettens hænder bundet for så vidt angår en omgørelse. Den varemærkeretlige retsbeskyttelse er treleddet og udformet således, at appelkammeret med hensyn til sagens faktiske omstændigheder indtager den centrale rolle for så vidt angår fastlæggelsen af tvistens genstand. Den appellerede doms præmis 64 henviser således med rette til, at appelkammeret ikke afgørende lagde betragtningen om overdragelse af varemærket til grund og afslog ugyldighedsbegæringen af andre grunde (og følgelig artikel 8 CPI). Det tilkommer imidlertid ikke Unionens retsinstanser at foretage en ny, mere omfattende efterprøvelse af national ret, inkl. dette spørgsmål, som skal vurderes på linje med de faktiske omstændigheder og følgelig udgør en del af tvistens genstand.
100. Dette forekommer lige så lidt at udgøre en tilsidesættelse af artikel 63, stk. 3, i forordning nr. 40/94, som den manglende retslige prøvelse, som appellanten har gjort gældende.
101. I henhold til artikel 63, stk. 6, i forordning nr. 40/94 skal Harmoniseringskontoret imidlertid træffe de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af afgørelser truffet af Unionens retsinstanser. Ved hel eller delvis ophævelse af en afgørelse truffet af et appelkammer, kan det betyde, at »appelkamrene skal foretage en ny behandling af den sag, som denne afgørelse vedrører« som omhandlet i artikel 1d i Kommissionens forordning (EF) nr. 216/96 af 5. februar 1996 om fastsættelse af forretningsordenen for appelkamrene ved Harmoniseringskontoret for Det Indre Marked (varemærker og mønstre) (64). Dette betyder, at Harmoniseringskontoret selv og uafhængigt af anvisninger fra retsinstanserne skal foretage en omfattende gennemgang på baggrund af den pågældende dom (65).
102. I den foreliggende sag ville det appelkammer, som på ny får forelagt sagen, først skulle undersøge, om Elio Fiorucci faktisk havde samtykket i varemærkeansøgningen. Denne faktiske omstændighed, der uanset at den ikke er relevant med hensyn til den påståede begrundelsesmangel, får formentlig nemlig betydning når henses til Rettens kritik af fortolkningen af artikel 8 CPI, og kan herefter ikke lades ude af betragtning. Tilsvarende gælder med hensyn til spørgsmålet om, i hvilket omfang der ved overdragelsesaftalen blev overdraget varemærker og tegn til appellanten.
103. Uanset at appellantens mest subsidiære påstand går ud på, at det pålægges Harmoniseringskontoret at foretage netop en sådan gennemgang, kan den ikke tages til følge. Harmoniseringskontorets undersøgelsespligt fremgår umiddelbart af de relevante bestemmelser. Unionens retsinstanser kan derimod ikke give Harmoniseringskontoret anvisninger.
3. Foreløbig konklusion
104. Det tredje og fjerde appelanbringende må herefter ligeledes forkastes.
C – Endelig konklusion vedrørende appellen
105. Idet ingen af appellantens appelanbringender kan tiltrædes, skal appellen forkastes i det hele.
VII – Elio Fioruccis påstand om omgørelse af den appellerede doms præmis 33, 34 og 35
106. Ifølge Elio Fiorucci er betragtningerne i de nævnte præmisser ikke korrekte. Han har følgelig nedlagt påstand om en form for »domsberigtigelse«, men har ikke tilkendegivet, hvilke følger han kan udlede heraf for så vidt angår afgørelsens konklusion.
107. En sådan påstand kan ikke admitteres i et svarskrift, da den hverken går ud på, at Rettens afgørelse ophæves i det mindste delvist, eller at der gives medhold i de påstande, der er nedlagt i første instans (66).
108. Af samme grunde kommer det ikke på tale at fortolke påstanden som en kontraanke (67).
109. Elio Fioruccis påstand skal følgelig afvises.
VIII – Sagens omkostninger
110. I henhold til artikel 118 i Domstolens procesreglement, sammenholdt med artikel 69, stk. 3, kan Domstolen i appelsager fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, eller hvor der foreligger ganske særlige grunde.
111. I den foreliggende sag må det konstateres, at Elio Fiorucci, med undtagelse af påstanden om domsberigtigelse, har fået medhold. Appellanten har derimod i det hele tabt sagen med undtagelse af påstanden om afvisning af Elio Fioruccis påstand om omgørelse. Harmoniseringskontoret har i det hele tabt sagen.
112. Det forekommer derfor rimeligt, at Harmoniseringskontoret og appellanten pålægges at bære tre fjerdedele af Elio Fioruccis omkostninger samt bære deres egne omkostninger. Elio Fiorucci skal herefter bære en fjerdedel af sine egne omkostninger.
IX – Forslag til afgørelse
113. På baggrund heraf foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse:
»1) Appellen forkastes.
2) Elio Fioruccis påstand om, at dommen omgøres, tages ikke til følge.
3) Appellanten og KHIM bærer hver in solidum deres egne omkostninger samt betaler tre fjerdedele af Elio Fioruccis omkostninger.
4) Elio Fiorucci bærer en fjerdedel af sine egne omkostninger.«
1 – Originalsprog: tysk.
2 – EFT 1994 L 11, s. 1
3 – T-165/06, Sml. II, s. 1375.
4 – Protokol (nr. 3) vedrørende statutten for Den Europæiske Unions Domstol, EUT 2008 C 115, s. 210.
5 – Rettens dom af 13.9.2006, sag T-191/04, MIP Metro mod Harmoniseringskontoret, Sml. II, s. 2855, præmis 36, hvorefter appelkammeret ikke »må træffe en afgørelse, der ville være ulovlig på det tidspunkt, hvor [kammeret] træffer afgørelse på grundlag af beviser, der fremlægges af parterne inden for rammerne af sagen for dem«.
6 – Nu artikel 65 i Rådets forordning (EF) 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (kodificeret udgave), EUT L 78, s. 1.
7 – Rettens dom af 12.12.2002, sag T-247/01, eCopy mod Harmoniseringskontoret, Sml. II, s. 5301, præmis 46, hvorefter »det kun er muligt at annullere eller omgøre en afgørelse fra appelkamrene, hvis afgørelsen er ulovlig med hensyn til substansen eller formaliteten. Endvidere skal ifølge fast retspraksis lovligheden af en fællesskabsretsakt bedømmes på grundlag af de faktiske og retlige omstændigheder, der forelå på det tidspunkt, da retsakten blev udstedt«.
8 – Præmis 40 i den appellerede dom.
9 – Nu artikel 51 i forordning nr. 207/2009.
10 – Nu artikel 53 i forordning nr. 207/2009.
11 – Nu artikel 65 i forordning nr. 207/2009.
12 – Jf. ligeledes affattelserne på Harmoniseringskontorets øvrige officielle sprog, dvs. fransk (»violation du traité, du présent règlement ou de toute règle de droit relative à leur application«), italiensk (»violazione del trattato, del presente regolamento o di qualsiasi regola di diritto relativa alla loro applicazione«), spansk (»violación de Tratado, del presente Reglamento o de cualquier norma jurídica relativa a su aplicación«), engelsk (»infringement of the Treaty, of this Regulation or of any rule of law relating to their application«) og tysk (»Verletzung des Vertrages, dieser Verordnung oder einer bei ihrer Durchführung anzuwendenden Rechtsnorm«).
13 – EFT L 303, s. 1.
14 – Den appellerede doms præmis 6-8.
15 – Den appellerede doms præmis 10.
16 – Jf. i denne forbindelse ligeledes affattelserne af gennemførelsesforordningen på Harmoniseringskontorets øvrige officielle sprog, dvs. fransk (»des éléments démontrant que le demandeur est titulaire de l'un des droits antérieurs énoncés à l'article 52 paragraphe 2 du règlement ou qu'il est habilité, en vertu de la législation nationale applicable, à faire valoir ce droit«), italiensk (»indicazioni da cui risulti che il richiedente è titolare di uno dei diritti anteriori di cui all'articolo 52, paragrafo 2 del regolamento oppure che, a norma della legislazione nazionale applicabile, è legittimato a far valere tale diritto«), spansk (»los datos que acrediten que el solicitante es el titular de un derecho anterior a que se refiere el apartado 2 del artículo 52 del Reglamento o que, en virtud de la legislación nacional vigente, está legitimado para reivindicar tal derecho«), engelsk (»particulars showing that the applicant is the proprietor of an earlier right as referred to in Article 52 (2) of the Regulation or that he is entitled under the national law applicable to lay claim to that right«) og tysk (»Angaben, die beweisen, dass der Antragsteller Inhaber eines in Artikel 52 Absatz 2 der Verordnung genannten älteren Rechts ist oder dass er nach einschlägigem nationalen Recht berechtigt ist, dieses Recht geltend zu machen«) (mine fremhævelser).
17 – Decreto Legislativo af 10.2.2005, nr. 30 (bekendtgjort i Gazzetta Ufficiale nr. 52 af 4.3.2005 – Supplemento Ordinario nr. 28).
18 – Jf. den appellerede doms præmis 42. Den der gengivne affattelse af bestemmelsen blev for nylig ændret ved Decreto Legislativo nr. 131 af 13.8.2010, der trådte i kraft den 2.9.2010, hvorefter ikke alene registrering, men også brug som varemærke (»registrati o usati come marchio«) kræver samtykke. Som anført i punkt 10 i nærværende forslag til afgørelse er det imidlertid ikke fornødent at tage hensyn til disse seneste ændringer i den foreliggende sag.
19 – Herved refereres til visse familiemedlemmer, der efter den pågældendes død kan meddele samtykke.
20 – Domstolens dom af 30.3.2006, sag C-259/04, Emanuel, Sml. I, s. 3089, præmis 53.
21 – Den appellerede doms præmis 31-37.
22 – Den appellerede doms præmis 43-63.
23 – Den appellerede doms præmis 67.
24 – Afgørelse af 14.4.2005 truffet af Andet Appelkammer ved Harmoniseringskontoret, sag R 635/2003-2, punkt 21.
25 – Afgørelse af 6.7.2005 truffet af Første Appelkammer ved Harmoniseringskontoret, sag R 869/2004-1, punkt 43.
26 – Afgørelse af 7.8.2002 truffet af Andet Appelkammer ved Harmoniseringskontoret, sag R 607/2001-2, punkt 43.
27 – Appellanten har i denne forbindelse henvist til Rettens dom af 1.3.2005, Sag T-185/03, Fusco mod KHIM – Fusco International (ENZO FUSCO), Sml. II, s. 715.
28 – Min fremhævelse.
29 – Appellanten har i denne forbindelse henvist til retspraksis vedrørende EU-retten og internationale overenskomster, f.eks. Domstolens dom af 16.7.2009, forenede sager C-202/08 P og C-208/08 P, American Clothing Associates mod KHIM, Sml. I, s. 6933, og af 4.5.2010, sag C-533/08, TNT Express Nederland, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, som netop ikke er relevant i den foreliggende sag.
30 – Min fremhævelse.
31 – Jf. i denne retning vedrørende ældre rettigheder i henhold til artikel 52, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 Rettens dom af 11.6.2009, forenede sager T-114/07 og T-115/07, Last Minute Network mod KHIM, – Last Minute Tour (LAST MINUTE TOUR), Sml. II, s. 1919, præmis 47, og af 12.6.2007, forenede sager T-53/04 – T-56/04, T-58/04 og T-59/04, Budějovický Budvar mod KHIM – Anheuser-Busch (BUDWEISER), Sml. II, s. 57, præmis 74.
32 – Jf. fodnote 31. Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontorets afgørelse af 25.10.2004, sag R 790/2001-4, præmis 17, er endvidere bemærkelsesværdigt klar. Det hedder i afgørelsen: »[…] It is for the applicant for a declaration of invalidity to furnish proof […] especially as to the national law referred to by the provision which, because the Office is a Community body, amounts to a factual element […]«
33 – Min fremhævelse.
34 – Under en tilsvarende indsigelsesprocedure medgav Harmoniseringskontoret åbent, at: »The Office is not in a position to determine with sufficient accuracy on [its] own motion what the law relating to Article 8 (4) rights is in all the Member States. […]. Thus, as regards questions of law, i.e. the rules and norms of the respective national law applicable to the specific case, the Office will generally require the opponent to provide the necessary elements for the Office to take a decision. It is only when such elements have already been previously established by the Office… that such proof will not be necessary. […].« (jf. OHIM Manual of Trade Mark Practice, som kan konsulteres på internettet [punkt 5.4 i afsnittet »Non-registered rights«, senest ajourført den 16.9.2009]).
35 – Jf. G.C. Rodriguez Iglesias, »Le droit interne devant le juge international et communautaire«, Du droit international au droit de l’intégration, Liber amicorum Pierre Pescatote, Nomos, Baden-Baden, 1987, s. 583, på s. 597, navnlig fodnote 43.
36 – Jf. den i fodnote 31 nævnte retspraksis. Dom af 30.6.2009, sag T-435/05, Danjaq mod KHIM – Mission Productions (Dr. No), Sml. II, s. 2097, præmis 43, bygger ligeledes på vurderingen af den som bevis »forelagte dokumentation«. Den opfattelse, som Rettens tilkendegav i dom af 20.4.2005, sag T-318/03, Atomic Austria mod KHIM – Fabricas Agrupadas de Muñecas de Onil (ATOMIC BLITZ), Sml. II, s. 1319, præmis 33-38, vedrørende indsigelsessagen, synes mere vidtgående: Det påhviler ganske vist Harmoniseringskontoret at foretage en vurdering af den »forelagte dokumentation«. Harmoniseringskontoret skal imidlertid »ex officio og med de midler, som det finder hensigtsmæssige hertil [eksempelvis parternes redegørelse], indhente oplysninger om den nationale lovgivning i den berørte medlemsstat«. Det er ikke muligt at opnå overensstemmelse mellem denne opfattelse og ordlyden af gennemførelsesforordningens regel 37. Officialprincippet begrænses nemlig i overensstemmelse med oplysnings- og bevisbyrdereglerne, da reglen ellers ville være meningsløs.
37 – Jf. i denne forbindelse artikel 63, stk. 1, i forordning nr. 40/94 og artikel 135, stk. 4, i Rettens procesreglement.
38 – H. Chanteloup, »La prise en considération du droit national par le juge communautaire«, Revue critique de droit international privé 2007, s. 539, beskriver indledningsvis malende, at national ret i denne forbindelse afklæder sig sin normative karakter og »ifører sig faktums klædedragt«. På s. 559 understreger hun mere lakonisk: »Le droit national pris en considération est un fait[.]«
39 – Jf. udtrykkeligt i (og med sin henvisning til medlemsstaternes angiveligt ensartede internationale privatret for vidtgående) Manual of Trade Mark Practice (nævnt i fodnote 32), hvorefter medlemsstaternes lovgivning skal behandles som »an issue of fact, subject to proof by the party alleging such right«.
40 – Jf. i denne forbindelse den engang banebrydende, nu til dels forældede Latour-dom af 25.5.1948, afsagt af den franske cour de cassation, optrykt og kommenteret i B. Ancel og Y. Lequette, Les grands arrêts de la jurisprudence francaise de droit international privé, Paris Dalloz, 5. oplag, 2006, s. 165, på s. 171: Herefter har den part, som gør et krav gældende for retten, bevisbyrden for så vidt angår den udenlandske lovgivning, som er relevant for kravet. Også ifølge nyere fransk retspraksis, Amerford og Itraco, optrykt og kommenteret i B. Ancel og Y. Lequette, op. cit., s. 718, på s. 723 ff., påhviler det i første række, men ikke udelukkende parterne at redegøre for loi étrangère, som cour de cassation tilsyneladende kun kan efterprøve for så vidt angår fordrejning af indholdet af den fremmede ret (dénaturation) og åbenbare fejl (erreur manifeste de compréhension). Dette synspunkt kan imidlertid ikke anvendes generelt på internationalt plan. Ifølge tysk ret tilkommer det eksempelvis dommeren ex officio at fastslå og anvende den fremmede ret, der skal finde anvendelse i henhold til tysk international privatret, såvel med hensyn til regelsæt som retspraksis. Processuelt behandles den fremmede ret således som et retsspørgsmål, ikke som faktum, uanset at den kan være genstand for bevisførelse (§ 293 ZPO). Det er imidlertid fortsat omtvistet i teorien, om den efter ændringen af § 545 ZPO tillige kan gøres til genstand for revisionsappel (jf. den aktuelle diskussion H. Schack, Internationales Zivilverfahrensrecht, 5. oplag, Verlag C.H. Beck, München, 2010, punkt 723-727).
41 – Jf. i denne forbindelse C. Santulli, Le statut international de l’ordre juridique étatique, Editions A. Pedone, Paris, 2001, s. 271-277. I fodnote 561 f. citeres en særlig markant afgørelse af 12.7.1929 truffet af Den Faste Domstol for Mellemfolkelig Retspleje (Affaire relative au paiement, en or, des emprunts fédéraux brésiliens émis en France, C.P.J.I., Serie A, nr. 20/21, s. 93-126, særligt på s. 124). Jf. endvidere Rivier, R., »La preuve devant les juridictions interétatiques à vocation universelle (CIJ et TIDM)« i H. Ruiz Fabri og J.-M. Sorel, La preuve devant les juridictions internationales, Editions A. Pedone, Paris, 2007, s. 49-51.
42 – Chanteloup, nævnt ovenfor i fodnote 38, henviser på s. 559 til afgørelse af 7.6.1932 truffet af Den Faste Domstol for Mellemfolkelig Retspleje (Affaire relative à certains intérêts allemands en Haute Silésie, C.P.J.I., Serie A, nr. 7, s. 19), der fastslår, at national ret i henhold til folkeretten og Den Faste Domstol blot er faktiske omstændigheder som udtryk for staternes ønsker og handlinger.
43 – G. Eisenführ og D. Schennen, Gemeinschaftsmarkenverordnung, 3. oplag, Carl Heymanns Verlag, Köln, 2010, artikel 65, stk. 1.
44 – Min fremhævelse.
45 – Jf. bl.a. for så vidt angår indsigelsessager artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94.
46 – Jf. fodnote 12 ovenfor.
47 – Min fremhævelse.
48 – En sammenligning af de øvrige sprogversioner i fodnote 12 ovenfor fører til samme resultat.
49 – Eisenführ/Schennen, nævnt i fodnote 43 ovenfor, artikel 65, punkt 16, henviser til, at spørgsmålet om domstolskontrol med »anvendelse af den tilgrundliggende nationale ret eller endog af uskrevne retsgrundsætninger« endnu ikke er blevet behandlet.
50 – Dommens præmis 43-63.
51 – Jf. punkt 54 for så vidt angår Rettens begrænsning til den sagsgenstand, der forelå for appelkammeret.
52 – Nævnt ovenfor i punkt 42 ff.
53 – Principielt Domstolens dom af 2.3.1994, sag C-53/92 P, Hilti mod Kommissionen, Sml. I, s. 667, præmis 42, og af 1.6.1994, sag C-136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, præmis 49. Jf. nærmere forslagets punkt 80-83.
54 – Domstolens dom af 30.6.2005, sag C-286/04 P, Eurocermex mod KHIM, Sml. I, s. 5797, præmis 43.
55 – Dommen i sagen Kommissionen mod Brazzelli Lualdi, nævnt i fodnote 53.
56 – Domstolens dom af 18.1.2007, sag C-229/05 P, PKK og KNK mod Rådet, Sml. I, s. 439, præmis 37.
57 – Domstolens dom af 6.4.2006, sag C-551/03 P, General Motors mod Kommissionen, Sml. I, s. 3173, præmis 54. Jf. Vedrørende denne problemstilling B. Wägenbaur, EuGH VerfO, Satzung und Verfahrensordnungen EuGH/EuG, Verlag C.H. Beck, München, 2008, artikel 58 i Statutten for Domstolen, punkt 8-12.
58 – Jf. artikel 135, stk. 4, i Rettens procesreglement.
59 – Rettens dom af 29.4.2004, sag T-399/02, Eurocermex mod KHIM (En ølflaskes form), Sml. II, s. 1391, præmis 52, og Domstolens dom af 18.7.2006, sag C-214/05 P, Rossi mod KHIM, Sml. I, s. 7057, præmis 50-53.
60 – Artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 40/94.
61 – Jf. fodnote 59 ovenfor.
62 – Domstolens dom af 16.12.2008, sag C-47/07 P, Masdar (UK) mod Kommissionen, Sml. I, s. 9761, præmis 76.
63 – Domstolens dom af 20.5.2010, sag C-583/08 P, Gogos mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 30.
64 – EFT L 28, s. 11.
65 – Dom af 8.7.1999, sag T-163/98, Procter & Gamble mod KHIM (BABY-DRY), Sml. II, s. 2383, præmis 53.
66 – Artikel 116 i Domstolens procesreglement.
67 – Artikel 113 i Domstolens procesreglement.
Full & Egal Universal Law Academy