Sag C-25/09
Sió-Eckes kft
mod
Mezőgazdasági és Vidékfejlesztési Hivatal Központi Szerve
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Bíróság)
»Fælles landbrugspolitik – forordning (EF) nr. 2201/96 – den fælles markedsordning for forarbejdede frugter og grøntsager – forordning (EF) nr. 1535/2003 – støtteordningen for forarbejdede frugter og grøntsager – forarbejdede produkter – ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft – færdigvarer«
Sammendrag af dom
1. Landbrug – fælles markedsordning – forarbejdede frugter og grøntsager – producentstøtte – ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft – omfattet – betingelser
(Rådets forordning nr. 2201/96, art. 2, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 2320/89 og nr. 1535/2003)
2. Landbrug – fælles markedsordning – forarbejdede frugter og grøntsager – producentstøtte – færdigvare – begreb
[Rådets forordning nr. 2201/96; Kommissionens forordning nr. 1535/2003, art. 2, nr. 1)]
1. Artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 2201/96 om den fælles markedsordning for forarbejdede frugter og grøntsager, som ændret ved forordning nr. 386/2004, skal fortolkes således, at et produkt, der dels henhører under en af de KN-koder, som er anført i denne forordnings bilag I, som ændret, herunder KN-koden 2008 70 92, og som dels opfylder definitionen af »ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft« i henhold til nævnte forordning – sammenholdt med forordning nr. 1535/2003 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2201/96 for så vidt angår støtteordningen for forarbejdede frugter og grøntsager, som ændret ved forordning nr. 386/2004, og med forordning nr. 2320/89, der fastsætter minimumskvalitetskrav til ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft, hvortil der kan ydes producentstøtte, som ændret ved forordning nr. 996/2001 – er støtteberettiget under støtteordningen efter denne bestemmelse.
(jf. præmis 32 og domskonkl. 1)
2. Det produkt, der fremkommer som resultat efter de forskellige stadier i forarbejdningen af ferskner, kan anses for færdigvare i henhold til forordning nr. 2201/96 om den fælles markedsordning for forarbejdede frugter og grøntsager, og nr. 1535/2003 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2201/96 for så vidt angår støtteordningen for forarbejdede frugter og grøntsager, som ændret ved forordning nr. 386/2004, forudsat at produktet fremviser de kendetegn, der er fastsat i artikel 2, nr. 1), i forordning nr. 1535/2003.
(jf. præmis 39 og domskonkl. 2)
DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)
25. februar 2010 (*)
»Fælles landbrugspolitik – forordning (EF) nr. 2201/96 – den fælles markedsordning for forarbejdede frugter og grøntsager – forordning (EF) nr. 1535/2003 – støtteordningen for forarbejdede frugter og grøntsager – forarbejdede produkter – ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft – færdigvarer«
I sag C-25/09,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Fővárosi Bíróság (Ungarn) ved afgørelse af 25. september 2008, indgået til Domstolen den 19. januar 2009, i sagen:
Sió-Eckes kft
mod
Mezőgazdasági és Vidékfejlesztési Hivatal Központi Szerve,
har
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, E. Levits, og dommerne A. Borg Barthet (refererende dommer) og M. Berger,
generaladvokat: P. Cruz Villalón
justitssekretær: fuldmægtig B. Fülöp,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 17. december 2009,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Sió-Eckes kft ved ügyvéd A. Törő
– den ungarske regering ved J. Fazekas, R. Somssich og K. Szíjjártó, som befuldmægtigede
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Vollkommer og A. Sipos, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets forordning (EF) nr. 2201/96 af 28. oktober 1996 om den fælles markedsordning for forarbejdede frugter og grøntsager (EFT L 297, s. 29) og af Kommissionens forordning (EF) nr. 1535/2003 af 29. august 2003 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2201/96 for så vidt angår støtteordningen for forarbejdede frugter og grøntsager (EUT L 218, s. 14), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 386/2004 af 1. marts 2004 (EUT L 64, s. 25, herefter henholdsvis »forordning nr. 2201/96« og »forordning nr. 1535/2003«), samt af Kommissionens forordning (EØF) nr. 2320/89 af 28. juli 1989 om minimumskvalitetskrav til ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft, hvortil der kan ydes producentstøtte (EFT L 220, s. 54), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 996/2001 af 22. maj 2001 (EFT L 239, s. 9, herefter »forordning nr. 2320/89«).
2 Anmodningen er blevet fremsat i en sag mellem Sió-Eckes kft (herefter »Sió-Eckes«) og Mezőgazdasági és Vidékfejlesztési Hivatal Központi Szerve (kontor for landbrug og udvikling af landdistrikter, herefter »Hivatal«) vedrørende en støtte, som Sió-Eckes modtog i produktionsåret 2004/2005 til produktionen af ferskenpulp.
Retsforskrifter
Forordning nr. 2201/96
3 Artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 2201/96 bestemmer:
»Der indføres en EF-støtteordning for producentorganisationer, der leverer tomater, ferskner og pærer, som er høstet i Fællesskabet, til forarbejdning af de produkter, der er opført i bilag I.«
4 Artikel 3, stk. 1, i forordningen bestemmer:
»Ordningen i artikel 2 er baseret på kontrakter mellem producentorganisationer, der er anerkendt eller foreløbigt anerkendt i henhold til forordning (EF) nr. 2200/96, og forarbejdningsvirksomheder, der er godkendt af medlemsstaternes myndigheder.
[…]«
5 Artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2201/96 bestemmer:
»Gennemførelsesbestemmelserne til artikel 2-5, bl.a. om godkendelse af forarbejdningsvirksomheder, indgåelse af forarbejdningskontrakter, udbetaling af støtte, kontrolforanstaltninger og sanktioner, produktionsår, mindstekrav til de råvarer, der leveres til forarbejdning, mindstekrav til færdigvarernes kvalitet og de økonomiske følger af tærskeloverskridelser, vedtages efter proceduren i artikel 29.«
6 Artikel 6c, stk. 4, i forordningen bestemmer:
»Forarbejdningsvirksomhederne modtager kun produktionsstøtte for forarbejdede produkter, der:
a) er fremstillet af en råvare, som er høstet i Fællesskabet, og for hvilken virksomhederne mindst har betalt den minimumspris, som er nævnt i artikel 6a, stk. 2
b) er i overensstemmelse med minimumskvalitetskravene.«
7 Bilag I til forordning nr. 2201/96 opregner under overskriften »Forarbejdede produkter nævnt i artikel 2« KN-koderne ex 2008 70 61, ex 2008 70 69, ex 2008 70 71, ex 2008 70 79, ex 2008 70 92 og ex 2008 70 98 som svarende til betegnelsen »Ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft«.
Forordning nr. 1535/2003
8 Tredje betragtning til forordning nr. 1535/2003 bestemmer:
»For at ordningen kan blive anvendt ensartet, bør produkterne i artikel 6a, stk. 1, og i bilag I til forordning (EF) nr. 2201/96 defineres og deres produktionsår og perioderne for levering af råvarerne fastlægges.«
9 Artikel 2 i forordning nr. 1535/2003 med overskriften »Færdigvarer« fastsætter:
»Ved produkter som omhandlet i artikel 6a, stk. 1, og i bilag I til forordning (EF) nr. 2201/96 forstås følgende produkter:
1) »ferskner i sukkerlage og/eller i naturlig frugtsaft«: hele ferskner eller ferskenstykker uden skræl, der er varmebehandlet, pakket i hermetisk lukkede beholdere og dækket af sukkerlage eller naturlig frugtsaft, henhørende under KN-kode ex 2008 70 61, ex 2008 70 69, ex 2008 70 71, ex 2008 70 79, ex 2008 70 92 og ex 2008 70 99
[…]«
10 Artikel 35, stk. 1, i forordning nr. 1535/2003 bestemmer bl.a. følgende:
»Konstateres det, at en forarbejdningsvirksomhed ikke har forarbejdet hele den mængde tomater, ferskner eller pærer, den har accepteret til forarbejdning i henhold til kontrakt, til et af de produkter, som er nævnt i artikel 6a, stk. 1, og i bilag I til forordning (EF) nr. 2201/96, betaler den til myndighederne, bortset fra tilfælde af force majeure, et beløb svarende til to gange støtten multipliceret med den mængde råvarer, der ikke er forarbejdet, forhøjet med en rente beregnet i henhold til artikel 33, stk. 1.«
11 Artikel 41 i forordning nr. 1535/2003 bestemmer, at »[f]orordning (EF) nr. 449/2001 ophæves […], [og at] [h]envisninger til den ophævede forordning forstås som henvisninger til denne forordning […]«.
Forordning nr. 2320/89
12 Artikel 1 i forordning nr. 2320/89 bestemmer:
»Denne forordning fastsætter de minimumskvalitetskrav, som ferskner konserveret i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft, jf. artikel 1, stk. 2, i forordning (EF) nr. 449/2001, skal opfylde.«
13 Artikel 2 i forordning nr. 2320/89 fastsætter bl.a. følgende:
»Ved fremstilling af ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft anvendes kun ferskner af arten Prunus persica L., bortset fra nektariner. […]«
14 Artikel 3, stk. 1, 2 og 6, i denne forordning bestemmer:
»1. Ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft skal forarbejdes til en af de i stk. 2 omhandlede præsentationsformer.
2. I denne forordning defineres præsentationsformerne således:
a) Ved »hele ferskner« forstås frugter med sten.
b) Ved »halve ferskner« forstås den udstenede frugt skåret vertikalt i to tilnærmelsesvis lige store dele.
c) Ved »kvarte ferskner« forstås den udstenede frugt skåret i fire tilnærmelsesvis lige store dele.
d) Ved »skiver« forstås den udstenede frugt skåret i mere end fire kileformede dele.
e) Ved »terninger« forstås den udstenede frugt skåret i kubuslignende dele.
[…]
6. Ferskner i konserves skal være praktisk taget fri for:
a) fremmedlegemer af vegetabilsk oprindelse
b) skind
c) beskadigede enheder.
Hele, halve og kvarte ferskner skal også være praktisk taget fri for mekanisk beskadigede enheder.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
15 Sió-Eckes har siden produktionsåret 2004/2005 været godkendt som forarbejdningsvirksomhed inden for rammerne af forordning nr. 2201/96.
16 Ved en kontrol, som blev foretaget på stedet den 5. oktober 2005, fastslog Hivatal, at alle de ferskner, som Sió-Eckes havde indkøbt i produktionsåret 2004/2005 i henhold til den kontrakt, som forarbejdningsvirksomheder skal indgå for at modtage støtte, blev anvendt til fremstilling af ferskenpulp henhørende under KN-kode 2008 70 92. Den 30. marts 2006 udstedte Hivatal et pålæg til Sió-Eckes om at fremlægge oplysninger og en erklæring vedrørende de således fremstillede produkter.
17 Den erklæring og beskrivelse af produktionsmetoden, som Sió-Eckes fremlagde, samt de øvrige fremlagte dokumenter bekræftede den konstatering, der var foretaget på stedet, om, at de pågældende produkter var ferskenpulp henhørende under KN-kode 2008 70 92.
18 På baggrund af disse forhold konstaterede Hivatal ved afgørelse af 18. maj 2006, at Sió-Eckes i løbet af det produktionsår, der skulle tages i betragtning, havde anvendt de ferskner, som var indkøbt i henhold til den kontrakt, som forarbejdningsvirksomheder skal indgå for at modtage støtte, til færdigvarer, der ikke opfyldte EU-rettens betingelser for at få del i støtten. Ved anvendelse af artikel 35 i forordning nr. 1535/2003 pålagde Hivatal følgelig Sió-Eckes at betale et beløb på 45 484 064 HUF med tillæg af renter på grund af den opdagede uregelmæssighed.
19 Sió-Eckes påklagede administrativt denne afgørelse, som blev stadfæstet ved afgørelse truffet af formanden for Hivatal (ungarsk landbrugsmyndighed) den 20. juni 2006.
20 Den 3. august 2006 anlagde Sió-Eckes sag til prøvelse af denne afgørelse ved Fővárosi Bíróság. Virksomheden har gjort gældende, at de færdigvarer, som den har fremstillet, faktisk henhører under KN-kode 2008 70 92 efter artikel 2, nr. 1), i forordning nr. 1535/2003, men at de produkter, der er anført i denne bestemmelse, kan være råvarer (halvfabrikata) til andre produkter eller færdigvarer, som er forarbejdet til de endelige forbrugere.
21 Hivatal har for den forelæggende ret ud over at anføre den omstændighed, at KN-kode 2008 70 92 ikke direkte tager sigte på ferskenpulp, gjort gældende, at det produkt, der er fremstillet af sagsøgeren i hovedsagen, ikke opfylder bestemmelserne efter artikel 3, stk. 1, 2 og 6, i forordning nr. 2320/89. Hivatal har tilføjet, at med henblik på at kunne opnå produktionsstøtte til forarbejdning af ferskner skal de pågældende »ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft« forarbejdes til en af de i denne artikel 3, stk. 2 omhandlede præsentationsformer. Hivatal har desuden gjort gældende, at den argumentation, der er fremført af sagsøgeren i hovedsagen til støtte for begrebet »halvfabrikata«, er uholdbar, dels eftersom nævnte sagsøger havde ansøgt om, og fået godkendelse til, at få udbetalt støtte efter produktionsstøtteordningen til fremstilling af de angivne produkter »ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft« henhørende under KN-kode ex 2008 70 92, således at sagsøgeren ikke var berettiget til at fremstille andre produkter inden for rammerne af støtteordningen, og dels måtte det være klart, at der i den foreliggende sag var tale om en færdigvare i en emballage med låg, ikke om et mellemprodukt, der er resultatet af en industriel fremstillingsproces.
22 Da Fővárosi Bíróság finder, at tvistens udfald afhænger af fortolkningen af den EU-ret, der finder anvendelse, har den besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen de følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 2, stk. 1, i […] forordning […] nr. 2201/96 fortolkes således, at produktionsstøtteordningen ifølge forordningens bilag 1 ikke alene finder anvendelse på ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft henhørende under KN-kode ex 2008 70 61, men også på produkterne henhørende under de øvrige KN-koder, der er nævnt i dette bilag (dvs. ex 2008 70 69 osv.)?
2) Opfylder en forarbejdningsvirksomhed, der fremstiller produkter henhørende under KN-kode ex 2008 70 92, betingelserne i nævnte forordning?
3) Skal artikel 2, nr. 1, i […] forordning […] nr. 1535/2003 fortolkes således, at produkterne henhørende under KN-koderne ex 2008 70 61, ex 2008 70 69, ex 2008 70 71, ex 2008 70 79, ex 2008 70 92, ex 2008 70 94 og ex 2008 70 99 også udgør færdigvarer efter forordningen?
4) Såfremt det følger af besvarelsen af de foregående spørgsmål, at kun de ferskenprodukter, som er nævnt i artikel 3 i […] forordning […] nr. 2320/89, kan anses for færdigvarer, af hvilke årsager er da KN-koder vedrørende andre produkter nævnt i de ovenfor angivne bestemmelser?
5) Kan det produkt, der fremkommer som resultat af de forskellige stadier i forarbejdningen af ferskner (f.eks. pulpen), og som kan markedsføres særskilt, anses for færdigvare ifølge de nævnte forordninger?«
Om de præjudicielle spørgsmål
De fire første spørgsmål
23 Med det første til fjerde spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om et produkt henhørende under KN-kode 2008 70 92 er støtteberettiget under støtteordningen efter artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 2201/96.
24 Det skal påpeges, at i henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 2201/96 finder den støtteordning, der indføres ved denne forordning, anvendelse på fremstillingen af de forarbejdede produkter, som fremgår af forordningens bilag I, der under overskriften »Forarbejdede produkter nævnt i artikel 2« opregner KN-koderne ex 2008 70 61, ex 2008 70 69, ex 2008 70 71, ex 2008 70 79, ex 2008 70 92 og ex 2008 70 98 som svarende til betegnelsen »Ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft«.
25 I den forbindelse bemærkes, at KN-kode 2008 70 ikke alene dækker ferskner, men ligeledes nektariner. Artikel 2 i forordning nr. 2320/89, der fastsætter minimumskvalitetskrav for ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft inden for rammerne af produktionsstøtteordningen, bestemmer imidlertid udtrykkeligt, at ved fremstilling af ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft »anvendes kun ferskner af arten Prunus persica L., bortset fra nektariner«.
26 Såfremt andre produkter end de, der er omhandlet i bilag I til forordning nr. 2201/96, kan være omfattet af de nævnte KN-koder, har forstavelsen »ex«, som står foran de nævnte KN-koder, det formål at præcisere, hvilke af dem der kan omfattes af produktionsstøtteordningen.
27 Dette fremgår i øvrigt udtrykkeligt af flere forordninger. Således nævner Kommissionens forordning (EF) nr. 899/2007 af 27. juli 2007 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2037/2000 for så vidt angår tilpasning af KN-koder for visse stoffer og blandinger indeholdende stoffer, som nedbryder ozonlaget, for at tage hensyn til ændringer i den kombinerede nomenklatur, der er fastsat i Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 (EUT L 196, s. 24), at »»[e]x« foran en kode betyder, at andre stoffer end de, der er medtaget i kolonnen »Varebeskrivelse«, kan henhøre under den pågældende kode«. Det fremgår ligeledes af Rådets forordning (EF) nr. 1329/2003 af 21. juli 2003 om ændring af forordning (EF) nr. 992/95 om fællesskabstoldkontingenter for visse landbrugsprodukter og fiskerivarer med oprindelse i Norge (EUT L 187, s. 1), at »[h]vor der er angivet ex KN-koder, bestemmes præferenceordningen ved samlet anvendelse af KN-koden og den tilsvarende varebeskrivelse«.
28 Det følger heraf, at et produkt, der dels henhører under en KN-kode, som er indeholdt i bilag I til forordning nr. 2201/96, og som dels svarer til den anførte varebeskrivelse med hensyn til nævnte kode, vil kunne omfattes af den støtteordning, som artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 2201/96 indfører.
29 Denne fortolkning bestyrkes af artikel 2, nr. 1), i forordning nr. 1535/2003, der præciserer, at i henhold til forordning nr. 2201/96 skal der ved »ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft« forstås hele ferskner eller ferskenstykker uden skræl, der er varmebehandlet, pakket i hermetisk lukkede beholdere og dækket af sukkerlage eller naturlig frugtsaft, henhørende under KN-kode ex 2008 70 61, ex 2008 70 69, ex 2008 70 71, ex 2008 70 79, ex 2008 70 92 og ex 2008 70 99.
30 Det bør tilføjes, at artikel 6c, stk. 4, litra b), i forordning nr. 2201/96 bestemmer, at forarbejdningsvirksomhederne kun modtager produktionsstøtte for forarbejdede produkter, der »er i overensstemmelse med minimumskvalitetskravene«. Forordning nr. 2320/89, som fastsætter de minimumskvalitetskrav, som ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft, som defineret i forordning nr. 1535/2003 skal opfylde, fastsætter i artikel 3 måden for, hvordan disse ferskner skal præsenteres, nemlig i form af hele ferskner, halve ferskner, kvarte ferskner, ferskenskiver eller ferskenterninger.
31 Det følger af bemærkningerne ovenfor, at »ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft«, der ikke blot opfylder definitionen efter artikel 2, nr. 1, i forordning nr. 1535/2003, men ligeledes de minimumskvalitetskrav, der er fastsat af forordning nr. 2320/89, kan anses for et forarbejdet produkt i henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 2201/96.
32 Det første til fjerde spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 2201/96 skal fortolkes således, at et produkt, der dels henhører under en af de KN-koder, som er anført i denne forordnings bilag I, herunder KN-koden 2008 70 92, og som dels opfylder definitionen af »ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft« i henhold til nævnte forordning, sammenholdt med forordning nr. 1535/2003 og nr. 2320/89, er støtteberettiget under støtteordningen efter denne bestemmelse.
Det femte spørgsmål
33 Med det femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om det produkt, der fremkommer som resultat efter de forskellige stadier i forarbejdningen af ferskner, og som ville kunne markedsføres særskilt, kan anses for færdigvare i henhold til forordning nr. 2201/96 og nr. 1535/2003.
34 Der skal indledningsvis peges på, at i henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 2201/96 er særligt de forarbejdede produkter, som fremgår af nævnte forordnings bilag I – der bl.a. omfatter »ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft« – støtteberettigede under støtteordningen efter denne bestemmelse.
35 Forordning nr. 1535/2003 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2201/96 indeholder en artikel 2 med overskriften »Færdigvarer«, i henhold til hvilken de produkter, der er anført i bilag I til sidstnævnte forordning, skal fremvise visse kendetegn. Således skal »ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft« præsenteres i form af hele ferskner eller ferskenstykker uden skræl, der har været varmebehandlet, være pakket i hermetisk lukkede beholdere og henhøre under en af de KN-koder, der er nævnt i denne artikel 2, nr. 1).
36 Det følger heraf, at produkterne med de kendetegn, som er nævnt i artikel 2 i forordning nr. 1535/2003, skal betragtes som forarbejdede produkter i henhold til forordning nr. 2201/96.
37 Det fremgår derimod hverken af ordlyden af forordning nr. 2201/96 og nr. 1535/2003 eller af opbygningen af disse, at alene de produkter, der er fremkommet under den sidste fase af fremstillingsprocessen og bestemt til de endelige forbrugere, kan omfattes af den støtteordning, som indførtes ved forordning nr. 2201/96.
38 Det fremgår tværtimod af opbygningen af artikel 2 i forordning nr. 1535/2003 og særligt af nr. 9) og 11)-15) vedrørende produkter på basis af tomater, at det produkt, der fremkommer som resultat efter de forskellige stadier i forarbejdningen, under visse betingelser kan anses for en færdigvare i henhold til denne forordning.
39 Følgelig skal det femte spørgsmål besvares med, at det produkt, der fremkommer som resultat efter de forskellige stadier i forarbejdningen af ferskner, kan anses for færdigvare i henhold til forordning nr. 2201/96 og nr. 1535/2003, forudsat at produktet fremviser de kendetegn, der er fastsat i artikel 2, nr. 1), i forordning nr. 1535/2003.
Sagens omkostninger
40 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:
1) Artikel 2, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/96 af 28. oktober 1996 om den fælles markedsordning for forarbejdede frugter og grøntsager, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 386/2004 af 1. marts 2004, skal fortolkes således, at et produkt, der dels henhører under en af de KN-koder, som er anført i denne forordnings bilag I, som ændret, herunder KN-koden 2008 70 92, og som dels opfylder definitionen af »ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft« i henhold til nævnte forordning, sammenholdt med Kommissionens forordning (EF) nr. 1535/2003 af 29. august 2003 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2201/96 for så vidt angår støtteordningen for forarbejdede frugter og grøntsager, som ændret ved forordning nr. 386/2004, og med Kommissionens forordning (EØF) nr. 2320/89 af 28. juli 1989, der fastsætter minimumskvalitetskrav til ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft, hvortil der kan ydes producentstøtte, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 996/2001 af 22. maj 2001, er støtteberettiget under støtteordningen efter denne bestemmelse.
2) Det produkt, der fremkommer som resultat efter de forskellige stadier i forarbejdningen af ferskner, kan anses for færdigvare i henhold til forordning nr. 2201/96 og nr. 1535/2003, som ændret, forudsat at produktet fremviser de kendetegn, der er fastsat i artikel 2, nr. 1), i forordning nr. 1535/2003, som ændret.
Underskrifter
* Processprog: ungarsk.
Full & Egal Universal Law Academy